Hvor mange lønkroner har du brændt af på Facebook i dag?

For virksomhederne bag de sociale medietjenester er det absolut mest værdifulde råstof din opmærksomhed. Det er selve deres eksistensberettigelse, at de er i stand til at vinde den. Men opmærksomhed er et nulsumsspil. Den opmærksomhed, du vælger at bruge ét sted, kan du ikke også bruge et andet sted.

Nu prøver jeg lige med et vildt gæt: Du læser dette lige nu, fordi du har set artiklen delt på Facebook, Twitter eller LinkedIn.

Et andet vildt gæt er, at du lige nu har et dokument åbent, som du egentlig havde besluttet dig for at arbejde på.

Hvis jeg har ret, skal du ikke være ked af det. Du er ikke alene. En amerikansk undersøgelse viste allerede i 2012, at medarbejdere brugte næsten en time pr. arbejdsdag på sociale medier – i gennemsnit.

Jeg kender ingen aktuelle tal for det danske arbejdsmarked. Men mens vi venter på brugbare data, så prøv en gang at tage udgangspunkt i dine egne (ikke repræsentative) erfaringer:

Hvor tit går du forbi en håndværker, der står og stirrer på sin mobiltelefon i arbejdstiden? Hvor tit ser du kolleger, som lige ’zoner ud’ med mobilen i hånden eller er inde på Facebook på computeren?

Og ikke mindst: Hvor ofte tager du selv en rundtur på dine sociale platforme, fordi du lige stødte på noget svært i dit arbejde, eller fordi du åbnede browseren for at researche et navn eller emne, men dine fingre automatisk tastede Facebooks eller Twitters adresse i stedet? Og hvor ofte falder du dér over opdateringer fra andre, som du ved også er på arbejde?

Du ved det godt. Firmaerne bag sociale medietjenester lever af at sælge annoncer. Og når man lever af at sælge annoncer, er det absolut mest værdifulde råstof opmærksomhed.

Måske du lige havde forstået, at det vigtigste råstof er dine data. Men data er faktisk bare endnu et middel til at fange opmærksomheden hos en specifik gruppe mennesker. Hvis du lever af, at mennesker ser og klikker på annoncer, er der ganske enkelt intet andet, der tæller, end opmærksomhed.

Når man er ude efter opmærksomhed, er man ikke kun i konkurrence med andre sociale medier. Nej, opmærksomhed er et nulsumsspil. Den opmærksomhed, du vælger at bruge ét sted, kan du ikke også bruge et andet sted.

Derfor er sociale medier i konstant konkurrence med alt andet, som mennesker også kan bruge deres opmærksomhed på: at arbejde, føre samtaler, læse bøger, lave lektier, se tv, sove og have sex, for bare at nævne de vigtigste konkurrenter.

Og derfor bliver sociale medier designet og konstant optimeret med ét helt overvejende formål: at sikre sig adgang til din opmærksomhed så ofte og så lang tid ad gangen som muligt.

Det er derfor ikke en fejl eller utilsigtet bivirkning ved sociale medier, at du tjekker dem lige nu, mens du burde skrive det der nyhedsbrev eller læse den der rapport, eller at unge mennesker tjekker dem midt om natten, eller mens de burde læse lektier.

Det er selve de sociale tjenesters eksistensgrundlag, at de er i stand til at erobre din opmærksomhed.

Der finder en kamp sted om din opmærksomhed, og den raser netop i dette sekund. Desværre er det en meget ulige kamp.

På den ene side sidder du – et helt almindeligt menneske med følelser, impulser og en hjerne, der er designet til at løbe omkring på savannen – og du er nærmest forsvarsløs, når det drejer sig om at ignorere interessante stimuli, hvis de handler om dig, kommer fra mennesker, du kender, og kommer dryppende på en tilsyneladende tilfældig måde.

På den anden side sidder en gruppe interaktionsdesignere hos f.eks. Facebook, som tæller hjerneforskere, psykologer og designere.

De har ubegrænset computerkraft til rådighed, og de arbejder døgnet rundt på én eneste opgave: at tilpasse ethvert aspekt af din brugeroplevelse, så du tjekker netop deres sociale platform(e) så ofte som muligt. Og ikke mindst arbejder de på at sikre, at du bliver hængende så længe på platformen som muligt, hver gang du logger ind.

De sender dig ikke en notifikation for at gøre dig en tjeneste, men fordi de ved, at hver notifikation du lige klikker på, ofte fører til, at du lige tager en tur rundt på platformen og dermed ser lidt flere af deres annoncer.

Og resultatet er, at du igen og igen taber kampen om at kontrollere din egen opmærksomhed.

Du tager mobilen frem mere end 100 gange om dagen. Du springer hyppigt imellem skærme og aktiviteter. Til tider med 6-7 minutters intervaller.

Og resultatet er, at din dybe koncentration nu er blevet erstattet af en fragmenteret opmærksomhed.

Når man skifter imellem opgaver, skader det produktiviteten. Det sker dels på kort sigt: Man siger, at din opmærksomhed betaler en ’task switching cost’. Det koster tid at komme ind i arbejdsopgaven igen. Og jo flere små distraktioner, jo mere tid og opmærksomhed tabes imellem opgaverne.

Men sociale medier koster også på langt sigt. En undersøgelse af schweiziske skolebørn viste eksempelvis, at de, der havde adgang til Facebook i undervisningen, i gennemsnit havde næsten to karaktertrin lavere årskarakterer end elever, der ikke havde adgang til Facebook.

Man skal altid være skeptisk over for den slags undersøgelser, men prøv alligevel at overføre disse tal til dit eget arbejde.

Kan det tænkes, at du siger, ’det er godt nok nu’, før du ellers ville, fordi tiden løb fra dig? Og kan det tænkes, at summen af alle dine distraktioner i det lange løb gør dig dårligere til dit arbejde? At dit samlede livsværk ligger et par karaktertrin lavere, end hvad du ellers kunne have præsteret?

Og hvad er det egentlig, du foretager dig på sociale medier? Set fra et forretningsmæssigt synspunkt kigger og klikker du på annoncer. Alt andet er bare madding.

Du er altså, sammen med alle dine landsmænd, som også er på Facebook lige nu, løsarbejder i en gigantisk ’klik-farm’. En skare af hundredtusindvis af højtuddannede danskere, som lydigt går ind og ser på annoncer, eller interagerer med betalte opslag fra virksomheders Facebook-sider, med minutters eller timers mellemrum – i alle deres vågne timer. Og også i arbejdstiden.

Det ville egentlig ikke være problematisk, hvis ikke de, der betalte lønnen til klik-farmens ansatte, var danske virksomheder og skatteborgere – og hvis ikke din konstant flimrende opmærksomhed gjorde dig dårligere til dit arbejde.

Men hvorfor er der ingen, der gør noget, spørger du måske? En af grundene er, at mange danske ledere er som rådyret, fanget i lyset fra et par billygter, når det drejer sig om at generobre opmærksomheden.

Hvis man begynder at røre ved folks medieforbrug, er man jo et oldtidslevn som leder. Og er det ikke også et udtryk for mistillid, hvis man betvivler sine medarbejderes vilje og evne til at koncentrere sig?

Men hvad er der egentlig galt med mistillid her? Faktum er jo, at du ikke engang selv har tillid til din egen evne til at styre din opmærksomhed, og at du er fuldt bevidst om, at du konstant bliver forstyrret af beskeder og opdateringer. Og når du ikke bliver forstyrret, springer du selv spændende steder hen, mange gange hver dag, selv om du faktisk selv havde besluttet dig for at arbejde.

Men frem for at være flove og frustrerede over vores åbenlyse tab af opmærksomhed og arbejdsevne skal vi måske se dette som en mulighed for Danmark. I en global virkelighed, hvor milliarder af mennesker lydigt logger ind og kigger på annoncer på Facebook hver eneste arbejdsdag året rundt, er der et åbenlyst potentiale for innovation – for at udvikle løsninger, som kan give os kontrollen over vores opmærksomhed tilbage og dermed styrke den danske arbejdsstyrkes produktivitet og kvalitet.

Vi kan jo allerede nu begynde med at oprette træning af opmærksomhed som et fag i folkeskolen. Og vi kan arbejde systematisk på at give fremtidens medarbejdere så højt et selvværd, at de er lidt mere ligeglade med de likes, som er opmærksomhedshøsternes stærkeste våben.

Og så skal vi måske se ’de gode gamle dages’ selvdisciplinering – som f.eks. træning af evnen til at gøre én ting færdig, før man begynder på en anden – som et af det moderne menneskes vigtigste forsvar i den krig om opmærksomhed, som raser lige nu.

Din hjerne er i stand til at lære de mest fantastiske ting. Lige nu har du f.eks. fået lært den at tjekke nyhedsstrømmen på flere forskellige medieplatforme med få minutters mellemrum, helt uden at du tænker over det.

Hvad mon der ville ske, hvis du nu besluttede at lære den at udvise knivskarp koncentration og fordybelse i timevis? Hvad mon du så kunne udrette med dit liv? Og hvad mon det ville betyde for samfundet?

Forrige artikel Det, der tæller, skal tælles og fortælles Det, der tæller, skal tælles og fortælles Næste artikel Undervurdér aldrig effekten af en velplaceret selfie Undervurdér aldrig effekten af en velplaceret selfie
  • Anmeld

    Peter p. Jensen · programmør

    Fint indlæg.

    Ja, jeg bruger meget lidt de tjenester. De virker desperate i at komme til at interagere med en.
    De burde betale for ens opmærksomhed.
    Eller som der skrives , skulle der være et beskyttelseslag imellem dem og os.