Hvis Danmark var et fodboldhold, ville vi ligge i toppen af Champions League og med stor sandsynlighed også vinde. Trænere, spillere, ejere, medier og fans ville udtrykke stor stolthed og selvværd over resultaterne, og holdet ville satse hårdt på at videreudvikle sin vinderformel.

Nu er Danmark som bekendt ikke et fodboldhold, men sejrene har vi leveret. Summen af internationale analyser viser samstemmende, at Danmark er et af verdens bedste samfund. Vi henter topkarakterer inden for en række vigtige kriterier og kombinerer en høj livskvalitet med en solid økonomi, veludviklet konkurrencekraft og en stærk social stabilitet. På OECD´s seneste Better Life Index ligger vi blandt top-5 på 11 forskellige kriterier. Det placerer os på en samlet tredjeplads på verdensranglisten på linje med de to førende lande Norge og Australien og skarpt forfulgt af Schweiz og Canada. Se figur 1.

Vi har altså noget at være stolte af. Men her holder sammenligningen med Champions League brat op. Hvor man i sportens verden opfatter stolthed, selvtillid og gensidig støtte som en vigtig betingelse for at vinde, har vi som nation valgt en anden strategi. Vi gør det næsten til en sport at fokusere på alt det, der ikke lykkes, og nedgør enhver, der måtte tabe bolden eller sende den ud over sidelinjen. Tonen er hård og konfronterende, og medierne er nådesløse i deres reportager. Med andre ord: Vi følger mere en demotiverende end en motiverende ledelsesstil.

Det misforståede Danmark

Det billede, der tegnes igennem diverse trykte og elektroniske medier, fortæller om en nation i dyb politisk ledelseskrise, en regering, der er skakmat, et land, der er på katastrofekurs, hvor ældre og syge lades i stikken, hvor væksten er gået i stå, hvor virksomhederne ikke vokser hurtigt nok, hvor eleverne flygter fra folkeskolen, etc., etc. Hver dag føjes nye eksempler til listen over nationens mange dårligdomme. Alt imedens medierne i stigende tempo og på stadig flere platforme formidler de destruktive nyheder, skændes politikerne om løsningerne, om vi om en årrække skal forlænge pensionsalderen med seks måneder, justere top- og boligskat, reducere velfærden eller bygge politiskolen i Herning eller Vejle etc., etc.

Man fornemmer ikke megen vinderstemning i den danske samfundsdebat, snarere tværtimod. I en fodboldklub ville den mentalitet ikke give mange sejre. Naturligvis skal vi igennem konstruktiv kritik skabe løbende forbedringer af samfundet, og naturligvis skal medierne være årvågne vagthunde, og naturligvis er politiske opgør en af demokratiets styrker. Det er forståeligt at irriteres over håret i suppen, men alligevel burde man kunne nyde måltidet.

Men det er, som om kritikken og de politiske opgør er frakoblet den forståelse af Danmark, som internationale analyser så skarpt kan dokumentere og beskrive, og som gør os til et samfund, stadig flere gerne vil ligne. Vores sejre bliver i hvert fald ikke hyldet af hjemmepublikummet. Det lader vi gæsterne om.

Men hvis ikke vi forstår vores egen succes, kan vi heller ikke udvikle den. I stedet risikerer vi at afvikle den. Det er netop den risiko, vi i disse år konfronteres med. Artiklen ’Velfærden har kurs mod det laveste niveau i 50 år’ giver et tankevækkende eksempel på, hvad det handler om. De fortsatte nedskæringer af de offentlige ydelser truer befolkningens opbakning til velfærdsstaten, som er en af hemmelighederne bag den danske succes. Hvis først middelklassen mister tilliden til den danske model, overlever den ikke længe.

Desværre sættes der fortsat lighedstegn mellem en mindre offentlig sektor og en større konkurrenceevne. Realiteten er, at de ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. Hvis ikke den sammenhæng forstås, risikerer vi at underminere det mest unikke i den danske model. De offentlige velfærdsydelser skal selvfølgelig innoveres som resten af samfundet, herunder tilpasses en ny digital virkelighed. Hvis vi fortsat skal være stolte af den danske model, skal den løbende fornyes. Men de reformer, der måtte være nødvendige, skal tage afsæt i en forståelse af den betydning, den offentlige sektor har for Danmarks udviklings- og konkurrenceevne og for den sociale stabilitet, der dybest set er en af vores vigtigste styrkepositioner.

Den danske hemmelighed

Netop den brede opbakning og den kollektive betalingsvilje er det kit, der har limet modellen sammen. Forenklet udtrykt kan det hævdes, at danskerne ikke betaler skat; de investerer i en fælles livskvalitet og et bedre samfund. Den investering har forrentet sig så overbevisende, at vi er blevet et samfund i den absolutte verdensklasse. Men opskriften er netop, at vi har givet høj prioritet til, at vi sammen har skabt et velfungerende samfund, og så delt finansieringen via skatterne. I den opskrift er fællesskabet vigtigere end individet. Derfor kan man ikke vinde et folketingsvalg i Danmark ved at sænke skatterne, hvis det sker på bekostning af velfærden. Det vil være en ren tabersag.

Det unikke i den prioritering beskrives i OECD´s indeks. Det omfatter en analyse, der under titlen ’How´s life in Denmark’ afdækker en række af vores oversete styrker. Se figur 2. Danmark er uden sammenligning Europas mest tillidsfulde folkefærd. På en skala fra 0 til 10, hvor 10 er bedst, ligger vi på 8,3 mod et gennemsnit for Europa på 5,8. Derfor kan det ikke undre, at vi også scorer meget højt på tilfredshed med livet generelt og tælles blandt OECD-landenes mindst ulige samfund. At andre analyser også udnævner os til verdens lykkeligste folk, føjer blot nye dimensioner til et samfund, som tilsyneladende har fundet en formel, der nyder bred folkelig opbakning.

Den position har det taget generationer at opbygge, og den vil i en fremtid, der bliver stadig mere turbulent og kræver stadig større forandringer, give os meget store konkurrencefordele – forudsat at vi plejer den og ikke udfordrer den igennem misforståede og kortsigtede spareøvelser. Den måske for nogen provokerende realitet er, at en veludviklet offentlig sektor og en høj skatteprocent er en af Danmarks vigtigste konkurrenceparametre.

Men den store gensidige tillid og tilfredshed med tilværelsen afdækker ikke hele modellen. Andre analyser dokumenterer, at de bløde kompetencer også avler hårde resultater. Verdensbanken har for femte år i træk rangeret Danmark som det europæiske land, hvor det er lettest at lave forrentninger i. Vi er blandt verdens rigeste og mest kreditværdige lande og nr. 12 på ranglisten over de mest konkurrencedygtige nationer, vores ledighed er den laveste i 40 år, beskæftigelsen stiger med stor fart, og reserven af ledig arbejdskraft vil ifølge Nationalbanken være brugt op inden udgangen af 2017. Desuden viser nye analyser, at såvel vækstpotentialerne som produktiviteten er langt bedre end hidtil antaget.

For fuldstændighedens skyld skal det blot tilføjes, at vi også scorer topplaceringer i såvel The Global Entrepreneurship Index som i The Global Innovation Index. Disse udpluk fra globale ranglister viser, hvor svært det er at bevare pessimismen, og hvor naturligt det må være at udtrykke stoltheden og hylde hjemmeholdets sejre.

Småt er stærkt

Danmark er og bliver en god historie. Vi er bare så elendige til at fortælle den. Det er ærgerligt i en tid, hvor så mange store samfund viser opløsningstendenser, og hvor jagten på nye rollemodeller intensiveres. Det er både tankevækkende og bekymrende at iagttage, hvordan USA, Storbritannien og måske også Frankrig og Holland oplever indre splittelser og øget mistillid. I takt med at der publiceres stadig flere bøger om de toneangivende vestlige demokratiers store udfordringer, udvikles en tilsvarende interesse for de mindre landes stabilitet. Et godt eksempel er den internationale bestseller ’Swiss Made – the untold story behind Switzerland’s success’. Bogen er skrevet af R. James Breiding, der har både amerikansk og schweizisk statsborgerskab, og den har bidraget stærkt til interessen for den schweiziske model.

En tilsvarende bog kunne udgives om Danmark. Oplægget til ’Made in Denmark – the untold story behind Denmark´s success’ kunne i den bedste af alle verdener leveres af en 2025-plan, der udtrykker en dyb forståelse for de kræfter, der har skabt succesen, og som leverer strategier for dens fortsatte udvikling. Timingen for at fortælle den gode historie om Danmark kunne ikke være bedre.

Interessen for de små landes succeser styrkes af den kendsgerning, at de tegner sig for 11 af de 15 stærkeste økonomier i verden, målt i forhold til den personlige indkomst, og at 4 ud af 5 nationer på World Economic Forums rangering af de mest konkurrencedygtige nationer er små lande. Netop det forhold inspirerede forhenværende præsident Barack Obama til følgende udtalelse under det nordiske topmøde i Det Hvide Hus i maj 2016:

“So I really do believe that the world would be more secure and more prosperous if we just had more partners like our Nordic countries. There have been times where I’ve said, why don’t we just put all these small countries in charge for a while? And they could clean things up.”

Hvis Danmark udviste en større selvforståelse, selvtillid og stolthed og byggede videre på sine succeser, kunne vi om få år fremstå som den rollemodel i verden, alle ville spejle sig i og lære af. Det ville gøre os til en magnet for investeringer og talenter. Vi har alle forudsætningerne, måske bortset fra den mentalitet, der afgør, hvem der til sidst kan hæve pokalen som vinder af Champions League.