For en måned siden holdt statsministeren et seminar på Marienborg for at få inspiration til den 2025-plan, som regeringen vil offentliggøre efter sommerferien. Med på seminaret, der handlede om, hvordan vi skaber mere vækst og øget produktivitet i Danmark frem mod 2025, var en lang liste af økonomer, virksomhedsledere og andre indbudte gæster, som statsministeren formulerede det.

Det var lutter kendte kræfter, som på hvert deres område sikkert har gjort det godt igennem mange år, enten som forskere, direktører eller iværksættere. Men det var også lutter gammelkendte kræfter. Lidt ligesom de bud på, hvordan vi sikrer vækst og øget produktivitet, der ifølge medierne blev diskuteret på mødet, nemlig højere pensionsalder, øget arbejdsudbud og kortere vej fra uddannelse til job. Det har vi vist hørt før.

Det samme gamle refræn

Det, som slog mig mest ved ”inspirationsmødet”, var hverken listen af deltagere eller de berørte emner, nej, det var fraværet af unge mennesker. Jeg sidder ikke med en præcis deltagerliste, komplet med fødselsdatoer foran mig, men når man ser på pressefotos fra mødet og på, hvem der sad i de paneldiskussioner, der var annonceret i forvejen, og når man ser på de emner og forslag til øget produktivitet og vækst, der blev diskuteret, ja, så tør jeg godt vædde på, at der ikke var mere end to deltagere fra den generation (personer under 25 år), som i 2025 vil være fortrop i udviklingen af det danske samfund.

Ungdommen glimrede simpelthen ved sit fravær på Marienborg-topmødet. Og det er ganske utroligt. Utroligt, at vi stadig bliver ved med at udvikle politik og strategier for samfundsudviklingen på den samme måde, som vi har gjort i 50 år. Utroligt, at der ikke fra landets højeste embede bliver lagt flere kræfter i at inddrage morgendagens forbrugere, eksperter, vidensgeneratorer og iværksættere i at tænke tanker, føde ideer og inspiration om fremtidens Danmark. Også når det gælder ideer til, hvordan vi konkret skaber øget produktivitet i fremtiden.

Alt peger på, at vi i de næste 10-20 år går en udvikling i møde, som vil tage livtag med gængse forestillinger om, hvordan vi både nationalt og internationalt får øget vækst og produktivitet. Udviklingstendenser som digitalisering, syntesebiologi, neurovidenskab, intelligent infrastruktur, klimaudfordring, migrationsspørgsmål og deleøkonomi vil forandre vores verden for bestandigt. Udviklingen vil formodentligt også udfordre den måde, vi taler om jobskabelse, uddannelse og øget produktivitet på.

Politikudvikling med de forkerte

Hvis jeg var landets statsminister, ville jeg spørge mig selv, om det ikke snarere var unge iværksættere, virksomhedsejere og forskere med fingeren i bolledejen og ild i øjnene, der skulle inspirere til fremtidens vækst og produktivitetspolitik, frem for de lidt mere forudsigelige økonomiske eksperter og virksomhedsledere, som gennem mange år har fremført forskellige versioner af den samme sang.

På Niels Brock har vi god erfaring med at spørge de unge. Vi har vores MegaBrock-råd, som har stor indflydelse på undervisning og andre aktiviteter på vores mange forskellige uddannelser. Og det var f.eks. seks unges visioner om at gøre mere ved vores innovationslinje, der blev den direkte anledning til, at vi etablerede vores tredje gymnasium, Innovationsgymnasiet, som åbner her til august med 10 nye 1.g-klasser fordelt ud på tre nye studieretninger.  Var vi kommet på den ide uden deres input? Jeg tvivler.

Måske skyldes det presserende behov for reformer i snart sagt alle hjørner af velfærdssamfundet, at politikerne lytter til de forkerte, eller i hvert fald ikke lytter tilstrækkeligt til flere af dem, der skal tegne den kommende generations Danmark.