Hvorfor yde, når jeg kan nyde?

Når et mindretal af privat ansatte skal finansiere en kæmpe offentlig sektor og stigende udgifter til overførselsindkomster, sætter vi en vigtig demokratiske dynamik ud af spillet.

I Grækenland og Italien indfører man teknokratregeringer. I Portugal blev de socialistiske partier, der havde haft regeringsmagten i flere år, stemt ud til fordel for en mere højreorienteret regering, der har absolut flertal. Ikke blot den finansielle krise vækker minder om krisen i 30’erne, det gør løsningerne desværre også. Der synes at være en implicit erkendelse af, at demokratiet har været med til at skabe krisen, og derfor må demokratiet sættes midlertidigt ud af kraft for at sikre en holdbar løsning og gennemførelse af de nødvendige og ubehagelige tiltag, der skal til få os ud af krisen.

Man kan med god grund frygte, hvor svært det bliver at genindføre demokratiet, hvis det først er sat ud af spillet. På den anden side er den aktuelle udfordring at få demokratierne til at handle ansvarligt og politikerne til at arbejde målrettet på at gøre kagen større frem for rundhåndet at dele ud af en stadigt mindre og mere tør kage.

Egentlig har vi allerede sat demokratiet ud af kraft i Danmark. Det kræver blot et par opslag i Økonomisk Redegørelse at se det.
I 2010 var der 1.924.000 personer ansat i det private erhvervsliv, næsten det tilsvarende antal, 1.850.000, var på indkomstoverførsler, der var 840.000 offentligt ansatte og 997.000 børn under 15 år. Det er skatter betalt af det private erhvervsliv, der finansierer den offentlige sektor og indkomstoverførslerne. Det burde sige sig selv, at når 1,9 mio. ansatte i det private erhvervsliv skal betale til 3,7 mio., der enten er offentligt ansatte eller som ikke er aktive på arbejdsmarkedet, så er der et regnestykke, der i det lange løb ikke kan hænge sammen. Ubalancen bliver kun større i fremtiden med færre ansatte i den private sektor og flere på overførselsindkomst.

Dermed har vi reelt sat en vigtig demokratisk dynamik ud af kraft. Når et mindretal af ydere skal betale til et flertal af modtagere samt offentligt ansatte, vil der ikke være nok stemmer til at gøre noget, der forringer vilkårene for modtagerne eller forbedrer vilkårene for yderne. Og det vil næppe være yderne, der er at finde forrest på barikaderne, når der er demonstrationer foran Christiansborg. De har for travlt med at skaffe indtægter til sig selv og til resten af samfundet og har ikke tid til at melde sig under protestfanerne.

Samtidig har vi indrettet os sådan, at vilkårene for nogle offentlige ansatte er så gunstige, at de er væsentligt mere fordelagtige end tilsvarende job i den private sektor. Når folkeskolelærere kan nøjes med at have 13 undervisningstimer i gennemsnit om ugen, når vi hører om lave arbejdstider i DSB og politiet, når privatansatte skifter til det offentlige med begrundelsen mere fritid og samme eller mere i løn, så er der noget galt i den måde, vi har indrettet os på. Det er ikke fair over for det store flertal af de offentligt ansatte, der yder en stor og dygtig indsats hver dag, eller over for de ditto privat ansatte, at der ikke er transparens i vilkårene på det offentlige arbejdsmarked. Men hver gang nogle drister sig til at pege på problemerne eller tillader sig at foreslå benchmarking på tværs af kommuner, skoler, institutioner, udlandet, offentlig vs. privat osv. for at finde ud af, om der er nogen, der har fundet mere effektive måder at gøre ting på, ja, så drukner det hele i protester.

Derfor må vi i Danmark eksperimentere os frem til, hvad der skal til for at sikre og bevare demokratiet og løse vores nuværende udfordringer inden for demokratiske rammer. Det indebærer bl.a. en fordomsfri og åben debat om, hvordan vi kan få skabt flere arbejdspladser i den private sektor.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu