Hvornår skal staten være virksomhedsejer?

Det er sund fornuft, at staten ejer fællesskabets infrastruktur. Se bare, hvordan det er gået med vores digitale infrastruktur, som ejes af Google og Facebook. Men oprydning i ejerlisten efterlyses.

Ingen med veludviklet sans for at vejre vælgerstemninger glemmer lige med det samme sagen om salget af Dong-aktier – nu Ørsted-aktier – til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Læren af den proces er, at danskerne ikke er helt ligeglade med frasalget af, hvad der betragtes som danske kronjuveler inden for virksomheder.

En regering gik internt op i limningen af samme grund, og den daværende finansminister og nuværende chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon, vil altid stå med det eftermæle, at han solgte til de forkerte og for billigt.

På den baggrund er det sådan set modigt, at regeringen har meldt ud, at TV 2 skal sættes til salg. En på forhånd aldeles upopulær beslutning hos danskerne, hvis man skal tro meningsmålingerne. Men en logisk beslutning, taget i betragtning at vi i forvejen har et statsejet DR.

Det er en beslutning, hvor man ikke på forhånd lægger fast, om det nye ejerskab havner på danske eller på udenlandske hænder. Det er en beslutning, hvor man kontraktmæssigt vil kunne binde TV 2 til nogle public service-forpligtelser, men hvor stationens fokus trods alt vil blive ændret til at tjene penge til de nye ejere. Og så er det en beslutning, der kun lader sig gennemføre, hvis staten garanterer betalingen af den erstatning for ulovlig statsstøtte, som en afgørelse fra EU-Domstolen kan ende med.

NÅR MAN KIGGER ned over listen over statslige selskaber, er der en række navne, som giver rigtig god mening i statsligt regi, mens andre synes at have et statsligt ejerskab, der hænger fast i fortiden, og for længst burde være solgt fra.

Man kan til gengæld undre sig over, efter hvilke kriterier der er blevet solgt fra gennem årene, bortset fra det temmelig jordnære at få penge i statskassen, når der har været ekstra meget brug for det.

Hvis det ikke skal bero på pengenød eller ideologi, så kunne man opstille det fornuftige kriterie, at staten og dermed fællesskabet bør eje vores infrastruktur eller i hvert fald have en afgørende indflydelse på selskaber, der beskæftiger sig med landets infrastruktur og forsyningssikkerhed, og hvor et frasalg vil medføre etableringen af et privat monopol.

I det lys er det ikke fornuftigt, at staten i sin tid solgte ud af aktier i Københavns Lufthavne, så staten kun har beholdt 39 procent af ejerskabet, men til gengæld vil beholde delejerskabet af SAS på 14 procent, mens svenskerne og nordmændene er på vej ud.

Det giver god mening, at staten ejer det banenet, som binder Danmark sammen, men det er måske ikke nødvendigt, at staten ejer DSB og togdriften, hvis der kan opstilles nogle skrappe krav til eksterne leverandører om også at servicere yderområderne.

Det giver god mening, at vi har en basal postservice i Danmark med leveringspligt til yderområderne. Det skal ikke overlades til et privat foretagende, som så får monopol på brevleveringen i stedet for PostNord. For så er vi jo lige vidt.

EN POSITIV TENDENS omkring de statslige virksomheder er, at store pensionskasser begynder at investere i dansk infrastruktur. Det gælder Københavns Lufthavne, hvor ATP og den canadiske pensionskasse OTTP nu ejer 59,35 pct. i deres fælles selskab, Copenhagen Airports Denmark, og det gælder TDC, som staten solgte fra i sin tid, og som nu ser ud til at blive overtaget af et konsortium bestående af de danske pensionskasser PFA, PKA og ATP samt den australske kapitalfond Macquarie.

Giver det mening, at det i så stor udstrækning er erhvervslivets gengangere i bestyrelseslokalerne, der bliver sat i spidsen for statens selskaber, at de kan drives efter principperne fra den private sektor?

Ja, det siger faktisk noget positivt om danske topledere, at de for et trods alt mindre honorar end i et privatejet selskab påtager sig ansvaret og opgaven med at lede store offentlige virksomheder.

At drive de statslige selskaber er bestemt ikke nogen nem opgave og kræver både politisk fornemmelse og orden i penalhuset, når der indimellem opstår sager og diskussioner om netop disse selskabers handlinger og beslutninger, som altid vil have et særligt fokus.

Til gengæld pynter det på ingen måde, at skiftende regeringer, som udpeger formænd og bestyrelser til de statslige selskaber, er så dårlige til at leve op til egne opfordringer til det private erhvervsliv om diversitet i bestyrelseslokalerne.

Det er pinligt, at staten er så dårlig til at finde flere kvindelige kandidater til de bestyrelsesposter, som staten selv besætter.

Hallo, Karen Ellemann – hvad gør ligestillingsministeren her?

LÆS OGSÅ:

Ørsted-formand: Staten sikrer langsigtet stabilitet

Salg af statsselskaber sat på pause

Naviair-formand: Kvinder i toppen, tak!

Statslige bestyrelsesposter i høj kurs hos topledere

Forrige artikel Et medieudspil ladet med stærk værdipolitik Et medieudspil ladet med stærk værdipolitik Næste artikel Nu kommer den mægtige vind fra øst Nu kommer den mægtige vind fra øst