ICDK: Kina, kul og klima

GRØN OMSTILLING Kina skal knække kurven for CO2 udledning inden 2030, men omstillingen er en udfordring i et land, hvor kul ikke kun er det vigtigste brændstof i økonomien, men også udgør en hjørnesten i beskæftigelsen. Hvis det skal lykkes, er der ikke kun brug for teknisk udvikling, men også forskning og innovation i forhold til de sociale konsekvenser af den grønne omstilling.

Placeholder image
Foto: David Gray/Ritzau Scanpix

Christina Bundgaard Mark          
Science and Innovation Officer, Innovation Centre Denmark - Shanghai

Kina underskrev i 2016 Parisaftalen,, som indebærer, at landet skal opstille og gennemføre såkaldte såkaldte nationalt bestemte reduktionsbidrag (NDC) til at formindske CO2-udledningen. I år skal Kina som andre underskrivende lande, indsende deres bud på, den reduktion man vil forpligte sig til.

Samtidig har partitoppen netop afsluttet den Nationale Folkekongres, der blandt drøftede den kommende femårsplan, der udstikker overordnede målsætninger og retningslinjer for kinesisk samfundsudvikling.

Femårsplanen forventes også at indeholde klimaperspektiver, og da Kina er verdens største udleder af CO2, får den, sammen med de reduktionsbidrag som Kina melder ud, afgørende betydning for resten af kloden.

De foreløbige indikationer tyder desværre på, at klimaambitionerne nedjusteres som konsekvens af den økonomiske afmatning. Hvis regeringen vil afbøde konsekvenserne af den økonomiske krise ved at udvide bygge- og anlægssektoren, der bruger store mængder stål og kører på energi fra kulkraftværker, vil vi se en fortsat stigning i CO2-udledningerne.

I Paris-aftalen har den kinesiske regering lovet at knække CO2-kurven inden 2030, men der er nogen usikkerhed om, hvorvidt Kina kan nå det. Efter en kort pause mellem 2014 og 2016 er Kinas CO2-udledninger steget igen de senere år.  I 2017 var stigningen på 1,7 procent, i 2018 på 2,3 procent, og foreløbige data indikerer at udledningen af CO2 steg med 4 procent i første halvdel af 2019.

Jernrisskålen

I Kina er luftforurening en central og nærværende miljøbekymring hos den kinesiske befolkning, ligesom billeder af et smog-indhyllet Beijing ivrigt bruges som illustration af den dystopiske fremtid, vi risikerer at møde, hvis der ikke gribes til handling.

Både Kinas CO2-udledninger og luftforurening kan hovedsageligt tilskrives Kinas energikilde nr. 1: kul. Kina baserer 58 procent af sit energiforbrug på kul.

Ifølge det Internationale Energiagentur producerer Kina 45 procent af verdens kul – et tal der er stadigt stigende. Fra 2017-2018 steg produktionen med 5,2 procent. De største producenter af kul er Kinas vestlige provinser, der står for produktionen af 1/3 af verdens kul. 

På trods af at energi fra vedvarende kilder stadig oftere slår kul på pris, fortsætter Kina anvendelsen og investeringer i kulindustrien. Men hvorfor?

De kinesiske kulselskaber og valseværker, hvoraf størstedelen er statsejede, har historisk løftet vigtige sociale opgaver, og de er fortsat fundamentet for mange kineseres velfærd. Under betegnelsen ”jernrisskålen” sikrer de store produktionsvirksomheder adgang til bl.a. børnehaver, skoler, sygehuse, boliger, plejehjem, pensioner, og jobsikkerhed.

Selvom markedsreformer selvsagt har betydet store ændringer for de statsejede virksomheder og deres funktion som socialt sikkerhedsnet, bidrager de i høj grad stadig til at fastholde den økonomiske og sociale stabilitet - specielt de fattigere, vestlige provinser.

Kul spiller også en afgørende rolle for det kinesiske arbejdsmarked. Udover de mange millioner som arbejder direkte med udvindingen er der milioner af arbejdspladser med distribution og andre indirekte jobs. 

Teknologisk udvikling og centrale ambitioner er ikke nok 

I den kinesiske regerings centrale strategier og reformer, ses klimainitiativer, grøn omstilling og energieffektivisering i stigende grad i sammenhæng med teknologiske fremskridt. Der investeres enorme summer i forskning, uddannelse og udvikling inden for fagområder, der bidrager til løsninger, der kan sikre et mere bæredygtigt kinesisk energisystem.

Men én ting er centrale politiske ambitioner og beslutninger, noget anden er implementering – en velkendt udfordring i et land, der tæller 1,4 milliarder indbyggere, og hvor der i både organisatorisk og geografisk forstand er langt fra politisk beslutningstager til lokal embedsmand.

For at sikre, at der på lokalt niveau arbejdes i en grønnere retning, indgår bl.a. energieffektivitet og forureningsniveauer nu som performanceindikatorer for lokale embedsmænd på linje med økonomisk vækst, social stabilitet og velfærd. Bæredygtighed spiller derfor i stigende grad en rolle for forfremmelse og partiavancement.

Vi hører oftest eksempler på den teknologiske udvikling fra ressourcestærke østlige provinser, der huser finansielle kraftcentre som Shanghai og Shenzhen. Men grøn omstilling er ikke kun implementering af nye løsninger – det er også udfasning af forældede systemer. 

Her må man vende blikket mod Vestkina, hvor man ved at udfase kul efterlader et socioøkonomisk vakuum, og hvor der er efterspørgsel på viden om hvordan grøn omstilling ikke bare bliver en succes for klima og miljø, men også for den lokale økonomi.

Dansk-kinesiske vidensamarbejder

Danmark og Kina har en lang tradition for forskningssamarbejder på energiområdet. Siden 2012 har Energistyrelsen samarbejdet med kinesiske myndigheder om China National Renewable Energy Centre (CNREC), ligesom der på Sino-Danish Center for Education and Research (SDC) – det dansk-kinesiske universitet i Beijing - er en stærk og tværfaglig forskningsklynge inden for energi. 

Resultatet er, at vi sammen har udviklet tekniske løsninger, der kan implementeres både i Danmark og Kina. De massive kinesiske investeringer i forskning over mange år, betyder nemlig at nogle verdens førende videnmiljøer sidder på universiteterne Tsinghua, Jiao Tong, Tongji, og hos SDC’s samarbejdspartner Chinese Academy of Sciences.

Verden har brug for Kinas grønne omstilling i kampen mod globale klimaforandringer. Kinas mange andre kvantespring inden for forskning giver forhåbninger om at det kan lykkedes, men teknisk viden alene er ikke tilstrækkeligt. Det bliver også afgørende at løsninger kan implementeres, så den bæredygtig energi balanceres med de socio-økonomiske konsekvenser – også i de dele af Kina, der ikke pryder avisernes forsider.

 

Desværre har vi kun i begrænset omfang opbygget viden om de socio-økonomiske konsekvenser i Kina, og hvorvidt disse kan afbødes. Ikke desto mindre er det et perspektiv som alle med økonomiske og kommercielle interesser, herunder danske virksomheder, bør inddrage i ligningen, når der arbejdes med grøn omstilling i Kina.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu
Ved at tilmelde dig Mandag Morgens nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser