”Det er ikke sjovt at blive kaldt ind og placeret i donor-stolen," lød det for nylig på DEA’s konference om de private fondes betydning for den danske forskning.  Her var aktører fra fonde, universiteter og myndigheder samlet for at høre om fondenes rolle i dansk forskning.

Citatet dækker over, at der stadig samarbejdes alt for overfladisk mellem forskningsfonde og myndigheder. De private danske fonde vil ganske enkelt tænkes med fra starten, hvis de skal synes, at det er sjovt og meningsfuldt at samarbejde.

Der er god grund til at bevare de private fondes lyst til at investere i dansk forskning. På konferencen præsenterede DEA en ny analyse, der viser, at fondene i perioden 2009-2011 investerede næsten lige så meget (5,6 mia. kr.) i forskning, som Det Strategiske Forskningsråd og Det Frie Forskningsråd tilsammen (6,7 mia. kr.).  Gennem de seneste 30 år har fondenes bidrag generelt været stigende og udgør i dag 8,4 pct. af midlerne til universitetsforskningen.

Fondene støtter mange forskellige former for forskning. Det er dog tankevækkende, at en stor del af midlerne går til grundforskning. Jeg har selv haft den fordom, at fondene nok støttede forskning, som lå tæt på anvendelse. Men den opfattelse må jeg nu pakke sammen.

Med de mange penge fondene donerer, er det ikke mærkeligt, at universiteterne generelt er glade for fondene. Fondene gør sig umage med at have et relativt ubureaukratisk system, som skal kunne noget andet end det etablerede system. Er man en ung forsker uden mange publikationer, men med en brandgod ide, er fondenes opmærksomhed og interesse ofte det, som kan kick-starte karrieren. Samtidig vil fondene gerne vil støtte den forskning, som går på tværs, og de kan derfor kan have svært ved at finde deres plads i det etablerede system.

På universiteterne ved man godt, at fondenes milliarder ikke er gratis penge. Som man siger: There is no such thing as a free lunch.

Fondenes økonomiske styrke øger bl.a. deres indflydelse på, hvilke forskningsområder, der satses på i Danmark. Når man ser på, hvilke områder fondene støtter, ligger den natur- og sundhedsvidenskabelige forskning i top, mens den humanistiske forskning ligger helt i bund.

Årsagen er ikke nødvendigvis uvilje mod humanistisk forskning, men fondene har fundatser, som bestemmer, hvad fondene kan støtte. Disse fundatser er typisk formuleret for over 100 år siden.

Konsekvensen for universiteterne er, at en del af deres basismidler bindes, fordi fondene som oftest kræver medfinansiering af universiteterne.  Krav til medfinansiering reducerer således de basismidler, som universiteterne kan investere i andre forskningsaktiviteter, og der er derfor risiko for at ”skævvride” forskningen inden for et forskningsmiljø eller på tværs af et universitet.

Et positivt samspil forudsætter derfor en klar strategi fra universitetet, fakultetet eller instituttets side. Og måske er det også tid til, at politikerne tager de private fonde med, når man designer den offentlige forskningspolitik.

Danmark har brug for fondene og deres store bidrag, og fondene ser allerede sig selv som forandringsagenter, som kan løfte bestemte opgaver på en anden måde end myndigheder eller universiteter.  De skal ikke tage hensyn til politiske agendaer, regionale hensyn eller andet, der er forskningskvaliteten uvedkommende. Fondene kan løfte på områder, hvor de ser et behov for udvikling.

Der er derfor al mulig grund til at sikre en tæt og løbende dialog mellem universiteter, fonde og myndigheder. En dialog, hvor det ikke bare handler om, at fondene skal spæde til for at Danmark kan nå målet om, at 3 pct. af BNP skal gå til forskning, men en reel dialog, der f.eks. kunne handle om, hvordan fondene gennem støtte til dansk forskning af højeste internationale kvalitet kan være løse nogle af de samfundsudfordringer Danmark  står over for i de kommende år.

Læs flere af Stine Vrang Elias’ indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.