De hjemlige partier, politikere og pressefolk synes i en tilstand af kronisk valgkamp. Stadigt mere perifere og overfladiske politiske sager (rygekabiner!) tillægges stadig større indenrigspolitisk betydning, som det er svært at se det meningsfulde i. F.eks kom debatten om Danmarks deltagelse i den europæiske finanspagt til at handle mere om, hvordan Helle Thorning-Schmidt talte, end om substansen i finanspagten.

Én forklaring på den manglende interesse kan være, at Danmark alligevel ikke har nogen indflydelse på den globale økonomiske politik. En anden at finanskrisen er for kompliceret at formidle journalistisk. Men lige nu træffes nogle af vigtigste politiske og økonomiske beslutninger i flere årtier.

Vender man blikket mod USA, ser man, at det faktisk er muligt at formidle finanskrisen med en bredere appel. F.eks. er nobelprismodtagerne Paul Krugman og Joseph Stiglietz dybt engagerede i at kommunikere de økonomiske problemstillinger til en bredere offentlighed via utallige interviews, blogindlæg og bøger. Det er de ud fra devisen om, at så vidtrækkende beslutninger kræver en oplyst og bredt funderet demokratisk dialog blandt samtlige involverede interessenter – herunder de amerikanske skatteydere.

Særligt pædagogisk er Paul Krugmans seneste bog ’The Return of Depression Economics” fra 2008. Bogens hovedpointe er, at for første gang i to generationer er en økonomisk recession ikke foranlediget af begrænsninger på økonomiens udbudsside men på grund af manglende efterspørgsel. Og at krisen derfor kræver en radikalt anderledes medicin end den som for tiden ordineres i f.eks. Grækenland.

Krugman anskueliggør pointen med eksemplarisk klare svar på to centrale spørgsmål:

1) Hvorfor opstår økonomiske recessioner? 2) Hvad stiller man op over for dem?

Recessioner skyldes grundlæggende, at alle ønsker at spare op samtidigt, imens ingen ønsker at forbruge. Hvad der fra den enkeltes synspunkt kan synes fornuftigt, kan for selv de simpleste økonomiske systemer være ødelæggende, når alle forsøger det samtidig.

[quote align="left" author=""]Futuristen Herman Kahn forudså, at Japan ville være verdens største økonomi i år 2000. Det gik som bekendt anderledes. Det stod snart klart, at en kæmpe boble var pustet op under den japanske økonomi. Det første tegn på økonomiske bobler er som oftest påstanden om, at økonomiens lærebøger skal skrives om.[/quote]

Krugman illustrerer det med en fin lille godnathistorie. I 70’ernes Washington havde en række højtuddannede ansatte på Capitol Hill etableret et babysitter kollektiv, hvor de deltagende forældrepar skiftedes til at passe børn om aftenen. Det var et stort foretagende med 150 par, der hurtigt blev komplekst. Da størstedelen af deltagerne var økonomer, blev der hurtigt fundet en løsning. Men indførte en valuta i form af babysitter-kuponer. Når et par babysittede for et andet, modtog de kuponer svarende til det antal timer de havde brugt af det andet par. Simpelt.

Systemet løb dog hurtigt ind i problemer. En række par med mange frie aftener og lidt aftenarbejde, begyndte at akkumulere reserver med henblik på fremtidigt forbrug. Men det betød, at andre pars reserver begyndte at svinde ind, hvilket gjorde disse andre par bekymrede for, om de ville have tilstrækkelige reserver i fremtiden.

Derfor begyndte de også at spare op. Men eftersom den enes behov for babysitning, var den andens mulighed for opsparing, tørrede mulighederne for opsparing snart ud. Udbuddet voksede, imens efterspørgslen forsvandt som dug for solen. Det mest simple økonomiske system, man overhovedet kan tænke sig, gik i recession.

Der blev dog hurtigt fundet en løsning på problemet (husk på de fleste forældre var økonomer). Hvis par med få reserver havde mulighed for at låne til deres forbrug, af de som printede kuponerne – babysitterkollektivets centralbank – kunne man imødegå det selvforstærkende behov for at spare op. Alle par ville hermed have forvisning om, at de altid ville kunne få passet børn også uden valutareserver.

Men ligesom i andre af livets forhold, er der heller ikke med børnepasning nogen ’free lunch’. For at undgå misbrug – par der låner og låner uden at bidrage – indførte man en pris eller straf for at låne kuponer, så par der optager lån, skulle betale mere tilbage end de skyldte. Man introducerede kort sagt renter.

Det gjorde det umådeligt meget lettere at holde økonomien i balance. Hvis der var optræk til recession – for få muligheder for at babysitte og tjene kuponer – kunne centralbanken sænke prisen for at låne, og gøre det mere favorabelt at forbruge. Hvis der var mangel på babysittere, kunne man hæve prisen for at låne, og derved dæmpe folks lyst til at gå ud eller arbejde sent. I teorien var et perfekt og recessions-frit system hermed blevet skabt.

Næsten.

Her er det værd at løfte blikket fra sandkassens modeløkonomi til den virkelige verden. Nærmere bestemt Japan i 90’erne. I disse år gennemlevede den japanske økonomi et historisk stort boom. Priserne på både aktier og ejendomme tordende i vejret. Værdien af det japanske aktiemarked var det dobbelte af det amerikanske, til trods for at Japan på det tidspunkt befolkningsmæssigt var halvt så stort som USA.

Der gik historier om, at ejendomsværdien af jorden under kejserslottet i Tokyo var mere værd end hele Californien. Også dengang forkyndte entusiastiske kommentatorer og investorer, at nu skulle økonomiens lærebøger skrives om. Futuristen Herman Kahn forudså, at Japan ville være verdens største økonomi i år 2000.

Det gik som bekendt anderledes. Det stod snart klart, at en kæmpe boble var pustet op under den japanske økonomi. Det første tegn på økonomiske bobler er som oftest påstanden om, at økonomiens lærebøger skal skrives om.

I 1991 skred den Japanske centralbank ind og hævede renterne for at lukke luften ud af ballonen. Det var virkningsfuldt – på kort tid faldt priserne med 60 pct. Konsekvensen blev, at væksten styrtdykkede, arbejdsløsheden eksploderede og økonomien gik i recession. Trykket på økonomien var lettet. Problemet var bare, økonomien aldrig rigtig kom op i omdrejninger igen.

For at genstarte økonomien tyede den Japanske regering til det ældste trick i bogen: Øget offentligt forbrug. Man sænkede også renterne. Imidlertid førte det store offentlige forbrug til en stærkt forringet betalingsbalance. Fra et overskud på 2,9 pct. af BNP i 91 opbyggede den Japanske regering et underskud på 4,3 pct. I 96. Det vakte bekymring dybt ind i det japanske finansministerium, der fulgte en langtidsstrategi, som havde til formål at spare op til en voksende ældrebyrde.

Derfor satte den Japanske regering i 1997 igen økonomien i backgear, og gennemførte skrappe offentlige besparelsesprogrammer og skattestigninger, som vi i dag f.eks. kender det fra Grækenland. Økonomien gik igen i recession. Det sidste skud i bøssen var herefter at sænke renten ligesom babysitter-kollektivet i Washington. Faktisk sænkede den Japanske centralbank renten næsten hele vejen ned til nul. Men intet skete.

Japan var blevet fanget i det som økonomer betegner et deflationært regime. Dvs. en økonomi, hvor alle forventer, at priserne falder i morgen, og ingen derfor har lyst til at forbruge i dag. Hvorfor også det når varerne er billigere om et år? En form for pengepolitisk varmedød. I en sådan situation hjælper det ikke meget, at renten er nul. Det vil stadig være billigere at udsætte sit forbrug.

[quote align="right" author=""]Spørgsmålet til en million dollars er nu, hvordan undgår man at havne i et deflationært regime, og hvordan man kommer ud af hullet, hvis man allerede sidder i det. Krugmans svar er inflation.[/quote]

Der er kun en ting økonomer frygter mere end løbsk inflation. Det er det sorte hul af stabil og vedvarende deflation, som Japan faldt i 1990’erne. Og som den globale økonomi anno 2012 balancerer på kanten af.

Hvad skulle japanerne have gjort dengang? Og hvad bør verdens ledere og centralbankdirektører gøre i dag? For at svare på det spørgsmål vender Krugman tilbage til sandkassen.

For at forstå hvordan deflationære spiraler overhovedet kan opstå, kan vi betragte udbuddet og efterspørgslen i babysitterkollektivet og forestille os disse som sæsonbetonede. F.eks. er det mere attraktivt at holde fri om sommeren i de lange lune sommeraftener, imens det er mere attraktivt at babysitte i de kolde vintermåneder. Ved en sådan sæsonbetoning vil de fleste begynde at spare op, selv hvis renterne er nul. Selv med nulrenter kan recessioner opstå.

Spørgsmålet til en million dollars er nu, hvordan undgår man at havne i et deflationært regime, og hvordan man kommer ud af hullet, hvis man allerede sidder i det.

Krugmans svar er inflation. Kort sagt handler det om, at få fastsat prisen på penge og babysitterkuponer rigtigt. Hvis man sætter en pris på opsparing – f.eks. ved at 5 babysitterkuponer opsparet om vinteren, kun er 3 kuponer værd om sommeren – vil man tilskynde folk til at forbruge snarere end at spare op. Dermed holdes det samlede økonomiske system i balance.

Det kan for mange forekomme som en nærmest kættersk tankegang. Lav og stabil inflationsudvikling er et af de seneste årtiers måske mest fredhellige og uantastelige doktriner. Med høj inflation har ingen virksomheder incitament til at investere og samfundets vækst vil stagnere osv.

Hertil svarer Krugman, at almindelig økonomisk snusfornuft muligvis tilsiger at inflationsbekæmpelse skal have første prioritet under normale omstændigheder. Men 2012 er ikke normale omstændigheder, og der er intet belæg for at fokusere på inflationsbekæmpelse i økonomisk teori.

Den nuværende globale finanskrise er netop kendetegnet ved uforholdsvis store opsparinger og valutareserver rundt omkring på kloden. Den rigeste 1 pct. af amerikanere har siden 1979 og frem til 2007 oplevet en stigning i realindkomst på mere end 220 pct. For de fattigste 90 pct. blev stigningen på 5 pct. Kina har opbygget gigantiske valutareserver, imens USA omvendt har en gigantisk udlandsgæld. Internt i EU har landene i nord, Tyskland, Holland og Danmark, opbygget store overskud, imens Sydeuropa har historisk høj gæld (se også På vej til Globaliseringens tredje fase). Kort sagt, for mange ønsker at spare op, imens for få holder hjulene i gang.

Konklusionen synes at være, at verden har brug for god gammeldags inflation. Det er selvfølgelig ikke noget man bryder sig om i hverken Berlin eller Beijing – det vil udhule værdien af de møjsommeligt opsparede valutareserver. Og det ændrer unægteligt også synet på, hvad der skal til for at kickstarte væksten i Sydeuropa. Nedskærings- og besparelsesprogrammer uden medfølgende vækst- og konkurrenceevneforbedrende tiltag, vil som det skete i Japan, sandsynligvis suge Sydeuropa ned i deflationens sorte hul.

Heldigvis synes flere af verdens centrale beslutningstagere at have smuglæst Stiglietz og Krugmans anbefalinger. Inflationen i USA løber lige nu, efter at have været oppe at snuse til de 4 pct., lige under 3 pct. I De Europæiske OECD-lande løber den på 3.3 pct. bl.a. i kraft af ECB’s massive støtteopkøb af sydeuropæiske statsobligationer, som går stik imod bl.a. Berlins ønskede kurs (se figur).

Selvfølgelig er situationen ikke uproblematisk. Det implicerer en historisk udfordring at finde den gyldne middelvej og lægge den rette kurs imellem pengepolitikkens Schylla og Charybdis: inflation og deflation. Samtidig forestår en enorm opgave med at re-regulere de finansmarkeder, der har bragt verden på kanten af sammenbrud.

Men der er lys for enden af tunnelen. Et lys, som de spæde tegn på genopretning i den amerikanske økonomi er med til at tænde.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.