Op til EU-topmødet den 9. december skortede det ikke på signaler om, at det var et historisk topmøde. Sarkozy gav udtryk for, at det var sidste chance for euroen, og toneangivende britiske politikere og kommentatorer anførte, at eurosamarbejdet ville kunne bryde sammen inden for få uger. Trods udbredt krisebevidsthed førte weekendens EU-topmøde kun til nogle få, men potentielt vigtige skridt i retning af et stærkere mellemstatsligt samarbejde om finanspolitikken, som efter planen skal udmøntes endeligt på EU-topmødet i marts 2012 under Danmarks formandskab.

Et af hovedpunkternerne i den nye europagt er, at ingen af landene i euroområdet må have et strukturelt underskud på de offentlige finanser på mere end 0,5 pct. af BNP, og at denne regel skal nedfældes i landenes forfatninger. (Se også Jørgen Rosteds blog fra i går om dette) Det indebærer på papiret en markant opstramning af finanspolitikken i euroområdet. F.eks. havde Frankrig og Spanien ifølge EU-kommissionens beregninger strukturelle offentlige budgetunderskud på hhv. 5,8 og 7,0 pct. af BNP i 2010.

Baseret på historiske erfaringer med den udbredte mangel på overholdelse af budgetkravene i den hidtidige Vækst- og Stabilitetspagt bliver det spændende at se, hvordan det sikres, at de nye regler bliver overholdt. Tanken er, at såvel EU-domstolen som EU-kommissionen skal have en overvågende rolle i forhold til disse regler, men på bl.a. fransk initiativ får domstolen ikke nogen vetoret over de nationale budgetter. Erfaringerne fra 00’erne viser, at det kan være vanskeligt at eksekvere automatiske bøder over for budgetoverskridelser.

På baggrund af den nuværende krise i Europa og de tilbagevendende eurokrisetopmøder tegner der sig i min optik fire mulige hovedscenarier for eurosamarbejdet i de kommende år.

Første scenario: Muddling through

I dette scenario overlever euroen med de nuværende medlemslande samtidig med, at den monetære union suppleres af et mere forpligtende mellemstatsligt samarbejde om finanspolitikken. Det er den vej som eurolandene har betrådt siden euroens dannelse. Euroen er kommet under meget stort pres i forbindelse med den stigende økonomiske divergens inden for eurozonen og den ledsagende mistillid hos investorerne. Det er den vej, som mange lande af politiske årsager ønsker at gå, men som pga. den begrænsede suverænitetsafgivelse og ledsagende mangel på finanspolitisk disciplin ikke er den foretrukne hos den økonomiske sagkundskab og hos et stigende antal investorer. Det er næppe et holdbart scenario på langt sigt, selvom en vis pragmatisme fra Den Europæiske Centralbank og hjælp fra IMF kan understøtte euroens overlevelse i et sådant miljø på kort og mellemlangt sigt.

Andet scenario: Finanspolitisk union

Det andet scenario er etableringen af en finanspolitisk union med en regelbaseret finanspolitik, hvor der via større suverænitetsafgivelse sikres en større konvergens i den økonomiske udvikling inden for euro-området. Den løsning vil i højere grad styrke investorernes tillid og er såvel politisk, juridisk og økonomisk den logiske løsning, hvis Tyskland skal være villig til i større omfang at lade de mindre stærke eurolande låne til Tysklands kreditværdighed. Den logik afspejles i Tysklands gentagne afvisning af at udstede fælles euroobligationer på det nuværende aftalegrundlag, hvor ideen jo netop er, at en række af de andre lande i givet fald næsten skulle kunne låne til det lave tyske renteniveau. Vejen til en finanspolitisk union er dog belagt med store politiske udfordringer. Det er sandsynligvis kun tilbagevendende krise(møde)r, som til sidst vil gøre en finanspolitisk union til en næsten uundgåelig forudsætning for at euroen overlever med alle de nuværende medlemslande.

Der er imidlertid også to andre scenarier for euroen, som i modsætning til de to førstnævnte ikke indebærer, at euroen fortsætter med alle de nuværende medlemslande.

Tredje scenario: Ryst træet

Det mest oplagte opbrudsscenario for euroen er, at en eller flere af de nuværende medlemslande falder fra. Formelt er det juridisk og politisk svært – nogle ville sige umuligt – at smide et land ud, men de økonomiske udfordringer kan blive så store, at et land ikke kan leve op til de krav, som de andre lande stiller for, at landet kan blive i den fælles valuta. Grækenland er med sine enorme gældsproblemer og ineffektive offentlige sektor en oplagt kandidat til at træde ud af euroen på et tidspunkt. Trods en masse praktiske, juridiske og økonomiske udfordringer på kort sigt vil en græsk udtræden af euroen isoleret set næppe være et stort tab for euro-samarbejdet på længere sigt. Udfordringen ville i givet fald primært være den mulige spredningseffekt til andre svage dyr i flokken i forbindelse med, at tabuet om, at et land aldrig ville forlade euroen, blev brudt.

Scenariet med en reduceret men mere homogen gruppe af eurolande er efter min vurdering ikke kun en teoretisk mulighed, men er blevet en sandsynlig udgang på grund af den strukturelle udvikling og ledsagende finansielle stress i en række eurolande i det seneste år.

Fjerde scenario Århundrets skilsmisse

Mit fjerde scenario indebærer, at eurosamarbejdet på længere sigt bryder helt sammen, og alle eurolandene går tilbage til deres egne valutaer. Et sådant scenario kan eksempelvis opstå, hvis Tyskland ikke længere mener, at det er omkostningerne værd at være med i euroen. Hovedargumentet mod det fjerde scenario er, at det såvel politisk som økonomisk vil være forbundet med så store omkostninger for Tyskland, at alternativet med at blive i euroen altid vil være bedre. Det er næppe en overdrivelse at kalde et totalt sammenbrud af euroen for århundredets skilsmisse.

Desværre tilsiger empirien, at skilsmisser finder sted – også i familier, hvor man slet ikke forestiller sig det.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.