International succes forpligter

Når man engagerer sig i mennesker, påtager man sig automatisk en vigtig social opgave. Derfor har vi på Niels Brock besluttet at hjælpe vores nepalesiske studerende efter jordskælvskatastrofen.

Niels Brock er formentlig Danmarks mest internationale og innovative handelsskole. Vi vil krydse grænser. Vi vil dele ud af den viden og historiske ballast, vi er så stolte af. Og det kan ikke gå hurtigt nok.

Vi eksporterer uddannelser til Kina, Vietnam og USA. Og vi har stor succes med at udbyde universitetsuddannelser i Danmark, der primært er målrettet unge uden for EU, der gerne betaler for en god uddannelse.    

250 af de studerende, vi har i øjeblikket, kommer fra Nepal.  D. 25. april blev størstedelen af dem ramt af en uoverskuelig tragedie, da et jordskælv tog familiemedlemmer, venner, barndomshjem og indtægtskilder fra dem.

Et jordskælv er svært at forholde sig til, når man har sin daglige gang i et land, hvor underjordiske rystelser primært er forbundet med metrobyggerier, der er sat i værk for at lette hverdagen yderligere. Vi er et privilegeret folkefærd. Det blev vi mindet om den dag.

I takt med at katastrofen fyldte mere og mere hos de studerende, blev engagementet i den daglige undervisning forståeligt nok mindre og mindre. Derfor valgte vi at stoppe helt op.

Lektioner og afleveringsfrister blev udskudt, og en beredskabsplan med krisehjælp og samtaler med psykologer og ledere iværksat. Meget blev sat ind på at hjælpe de nepalesiske studerende bedst muligt her og nu.

Men det er langt fra nok. Vi har i de efterfølgende dage med stor beklagelse afvist studerende, der har bedt om tilskud til genopbygning af deres land. Vi kan ikke hjælpe enkeltpersoner økonomisk, desværre. Men hvad kan vi så gøre om uddannelsesinstitution? Og er det overhovedet vores ansvar?

Ja, det er i høj grad vores ansvar. Når man engagerer sig i – og lever af – mennesker, påtager man sig automatisk en vigtig social opgave. Selvfølgelig skal vi hjælpe. Men vi ser det ikke som skolens opgave alene. Vi bør alle sammen støtte såvel vores egne studerende som de mange tusinde andre, der er berørt af katastrofen.

Derfor har vi iværksat en fælles indsamling, hvor alle med tilknytning til Niels Brock opfordres til at donere et valgrit beløb til en hjælpeorganisation og sende kvitteringen til ledelsen. Vi matcher herefter det samlede beløb – op til 50.000 kr. – og donerer det til Røde Kors.

Vi håber, at vi med dette initiativ kan skabe et fællesskab omkring hjælpeindsatsen og samtidig sende et signal til vores elever og medarbejdere om, at internationalt engagement ikke kun handler om vækst og indtjening, men også om elementær, medmenneskelig ansvarlighed.

Læs flere indlæg af Anya Eskildsen her

Alle indlæg på MM Blog er udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu