Mens den diplomatiske støj fra det aflyste besøg fra den amerikanske præsident langsomt løjer af, står et afgørende paradoks tilbage. Man kan kalde det et klimaparadoks:

Når Grønland og resten af den arktiske region pludselig indtager en central rolle som global, storpolitisk kampplads, skyldes det i høj grad en udvikling, der er drevet af klimaforandringerne. Få mennesker på kloden har klimaforandringerne tættere inde på livet end de 56.000 indbyggere i Grønland.

Men manden, der drømmer om at overtage verdens største ø, er samtidig den førende globale klimabenægter. Hver gang, det østlige USA rammes af frost eller sne, griber Donald Trump sin telefon og tweeter, at den globale opvarmning er et fupnummer.

I den forstand ville Trump være en falsk frelser, hvis han en dag skulle få held til at overtage Grønland.

Set fra København er situationen den, at det, der begyndte som en klimaudfordring, har udviklet sig til en alvorlig krise i det dansk-amerikanske forhold og dermed en potentiel sikkerhedspolitisk krise.

Hvad eksperter og forskere har talt om i årevis, er nu tydeligt for enhver: Klimakrisen og den manglende handling udløser og forstærker andre problemer. Hvis man tilføjer den katastrofale politiske ledelse i en række vestlige lande – heriblandt de tre G7-lande USA, Storbritannien og Italien – får man opskriften på en økonomisk krise, der ser ud til at være lige om hjørnet, og som kan blive den største nedtur siden 2009.

Problemet rækker langt ud over den smeltende grønlandske indlandsis. Det er langt hen ad vejen den samme kombination af politisk kaos og manglende klimahandling, der går igen over hele kloden.

Når lederne af verdens syv største industrilande mødes til G7-topmøde på den franske riviera denne weekend bliver problemet udstillet.

Mødets vært, den franske præsident Emmanuel Macron, har på forhånd opgivet at samle landene om en fælles tekst. Han ved nemlig, at hvis teksten indeholder noget som helst om Paris-aftalen og behovet for at begrænse den globale opvarmning, så vil USA ikke skrive under.

Macrons løsning er smart og pragmatisk: Han undgår timelange tovtrækkerier for at nå frem til den laveste fællesnævner. Han undgår – måske – verdenspressens ensidige fokus på de ting, der skiller.

Men det ændrer ikke ved, at den fundamentale uenighed om klimaspørgsmålet også her risikerer at stå i vejen for de klare udmeldinger, der kunne være brug for på mange andre områder, ikke mindst i forhold til den globale økonomi, USA’s handelskrig med Kina og Brexit-situationen.

I Tyskland taler centralbanken nu åbent om risikoen for, at eurozonens største økonomi er på vej ud i en recession, altså to kvartaler i træk med økonomisk nedgang.

I en artikel i Financial Times blev nedturen forklaret med tre ting: den tiltagende handelskrig mellem Kina og USA, truslen om et kaotisk Brexit samt nedturen i den tyske bilindustri, som er kommet alt for sent i gang med omstillingen til elbiler.

Med andre ord: den tyske krise er især udløst af politisk kaos i USA og Storbritannien samt af manglende klimahandling.

Danmark udgør et lyspunkt i den fortælling. I denne uge åbnede Horns Rev 3, Danmarks største havvindmøllepark med 49 gigantiske vindmøller. Hver gang vingerne på én mølle drejer én omgang, genererer det nok strøm til at oplade mere end 1.300 mobiltelefoner.

Dermed tog regeringen og det brede energipolitiske flertal et lille skridt hen imod at opfylde den ambitiøse målsætning om at reducere udslippet med 70 procent i 2030.

Samtidig beviste både statsminister Mette Frederiksen og partierne i Folketinget, at Danmark ikke er blevet overtaget af populister og politiske chanceryttere.

På begge fronter – klimaindsats og demokratisk dannelse – er behovet for foregangslande større end nogensinde.

For nylig offentliggjorde Københavns Universitet den første større undersøgelse nogensinde af grønlændernes syn på klimaforandringerne. Hele 92 procent tror på, at klimaforandringerne finder sted, og 76 procent siger, at det berører dem personligt.

Derfor ligger det lige for, hvad der bør være Danmarks næste træk i forhold til USA: Når nu Donald Trump ikke kunne komme til København, bør vi invitere ham til Grønland. Måske kan det føre til et tweet om, at der godt kan være global opvarmning, selv om det er hundekoldt.