Det er ikke tal, der er grebet helt ud af luften, når Dansk Arbejdsgiverforening påpeger, at den private jobvækst overvejende er gået til udlændinge. Til gengæld er det helt i skoven at konkludere derudfra, at danske statsborgere ikke har fået noget ud af beskæftigelsesfremgangen, sådan som Venstre har antydet i en kampagne om, at kun 700 nye job er gået til danskere. Men heller ikke Socialdemokraterne har helt styr på statistikkerne over beskæftigelsesfremgangen i Danmark.

De to partier har gerådet sig ud i en diskussion, hvor de begge tager fejl. Socialdemokraterne praler af at have skabt 40.000 nye arbejdspladser. Venstre mener, at der kun er tale om 700 til danskere. Begge parter tror sikkert, de har ret. Men det skyldes, at de begge er ofre for en tanketorsk.

Begge partier synes at lide af en forestilling om, at antallet af danskere i den erhvervsaktive alder er en konstant størrelse. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Fra begyndelsen af 2008 til 1. april 2015 er antallet af danske statsborgere i den erhvervsaktive alder faldet med 76.663 personer. I den nuværende regerings levetid (fra 1. oktober 2011 til 1. april 2015) er antallet faldet med 37.954 personer. Se figur 1.

Hvis opsvinget i den periode havde været uden effekt på danskernes beskæftigelse, skulle antallet af beskæftigede danskere derfor være faldet tilsvarende. Da rundt regnet 74 pct. af danskerne mellem 15 og 64 år er i beskæftigelse, skulle antallet af beskæftigede være faldet med ca. 74 pct. af de ca. 38.954 personer, der er forsvundet fra arbejdsmarkedet, dvs. med ca. 28.000 personer.

På grund af befolkningstilbagegangen er status quo derfor ikke lig med nul. Det er lig med minus 28.000 beskæftigede. Alle tal, der er bedre end minus 28.000, er dermed ensbetydende med fremgang i beskæftigelsen.

[graph title="Skrumpende dansk arbejdsstyrke" caption="Figur 1" align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/b2e2e-goul_fig01_jobskabelse.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/3a740-goul_fig01_jobskabelse.png" text="På grund af lav fertilitet bliver den danske arbejdsstyrke år får år mindre i takt med, at de ældre generationer går på pension. Siden 2008 er antallet af danskere i den erhvervsaktive alder faldet med 76.663 personer. Derfor er selv en lille stigning i antallet af danskere i arbejde i virkeligheden en relativt stor stigning i beskæftigelsesgraden."]Kilde: Statistikbanken.dk (FOLK1).[/graph]

 

Desværre kan vi ikke gå hen i de sædvanlige statistikker og slå op, hvad det ”rigtige” tal er. Der mangler man nemlig en opdeling efter statsborgerskab.

Dansk Arbejdsgiverforening har skønnet, at det drejer sig om 700, som derfor har optrådt i debatten. Det er langtfra noget sikkert tal. Men skønnene forekommer ganske ædruelige, så det rammer sikkert ikke helt ved siden af.

Om tallet er 700 eller 2000 eller ligefrem minus 2000 er imidlertid ligegyldigt for diskussionen. Tallet er med sikkerhed langt bedre end de minus 28.000, som ville være udtryk for status quo. Og dermed er der sket en fremgang i beskæftigelsesfrekvensen for danskerne. Eller sagt på en anden måde: Hvis vi antager, at antallet på de 700 står til troende, vil det reelt betyde, at 28.700 danskere har fået andel i den stigende beskæftigelse.

Konklusionen er fuldstændig entydig: Danskerne har fået andel i den stigende beskæftigelse.

En anden måde at sige det samme på er, at danske statsborgere har haft en svagt stigende beskæftigelsesfrekvens. I øvrigt på trods af, at der er blevet omkring 40.000 flere studerende. Beskæftigelsesfrekvensen er et relativt tal, dvs. antal beskæftigede i forhold til befolkningen. Det er det tal, der giver mening i den aktuelle politiske debat.

Til gengæld skal man være meget forsigtig med, hvad man bruger de absolutte tal til. Til at besvare, om danskerne har fået glæde af fremgangen, giver de absolutte tal absolut ingen mening. Det har de. Punktum.

Man kan dog godt blive klogere af at se på de absolutte tal. De afspejler, at danskerne får for få børn, og at det danske befolkningstal derfor på langt sigt går tilbage – ligesom i de fleste andre europæiske lande.

Fertilitetsproblemet

Befolkningstilbagegang pga. for lave fødselstal er et globalt problem. I Japan siger den officielle befolkningsprognose, at næsten ¾ af befolkningen i den erhvervsaktive alder vil være forsvundet i begyndelsen af næste århundrede.

Japan er verdenshistoriens største ”naturlige eksperiment” siden den sorte død i 1300-tallet, og man er efterhånden ved at indse, hvor uoverskuelige ændringer, befolkningstilbagegangen vil medføre.

Japan har ingen nævneværdig indvandring, og japanske politikere er ikke indstillet på at gennemføre den modernisering af familien og den offentlige sektor, der skal til for at drive fødselstallet i vejret. I Danmarks naboland Tyskland har man moderniseret, men ikke nok. Og trods en pæn indvandring er det ikke nok til at forhindre et fald i befolkning og i særdeleshed i arbejdsstyrken.

Skandinavien er en oase, fordi fertiliteten er relativt høj. Det har en meget enkel forklaring – nemlig at forholdene for børnefamilierne er bedre end i de fleste andre lande. Men der skal ikke så meget til at ødelægge det: Efter genopretningspakken 2010, der satte loft over børnepengene, faldt fertiliteten i Danmark pludseligt og voldsomt, og det gik ikke overraskende mest ud over barn nummer 3 og derover. Det er ikke rettet op endnu – men vil vise sig, når vi om 30 år diskuterer antallet af beskæftigede danskere.

Fertilitetsproblemet og den langsigtede befolkningstilbagegang skyldes ikke, at folk ikke ønsker at få børn. Det skyldes, at de er forhindret i det – af økonomiske grunde i bredeste forstand.

Desværre er fertilitetspolitikken endnu ikke blevet en del af den økonomiske politik i Danmark – og endnu mindre en del af valgkampen.

Arbejdsstyrken igen

At det er indvandrere, der skaber beskæftigelsen, har i øvrigt en forhistorie: Hovedparten af den fremgang i beskæftigelsen, vi havde i Danmark fra 1996 til 2008, hvilede også på indvandrere. Nærmere bestemt på ikke-vestlige indvandrere. Det skyldtes både et større antal af dem og i særdeleshed en markant stigning i beskæftigelsesfrekvenserne.

Når det gælder indvandrere/personer med indvandrerbaggrund, glemmer man ironisk nok i den offentlige debat helt de absolutte tal. Selv om ikke mindst Dansk Arbejdsgiverforening har påpeget, at det økonomiske opsving ville være sluttet længe før 2008, hvis man ikke havde haft denne arbejdskraftreserve.

Men i modsætning til den nuværende debat om danske statsborgere har den offentlige debat om personer med indvandrerbaggrund altid udelukkende drejet sig om beskæftigelsesfrekvenserne. Og så glemte man i øvrigt helt at fejre, at beskæftigelsesfrekvenserne for indvandrere var voldsomt stigende fra 1996 til 2008 – indvandrerne fik faktisk glæde af det økonomiske opsving.

At det var personer med ikke-vestlig indvandrerbaggrund, der sikrede beskæftigelsesfremgangen frem til 2008, er en vigtig oplysning. Efter alt at dømme vil der også vise sig at være flere ikke-vestlige indvandrere i beskæftigelse i 2014, end der var i 2008. Men det er et lidet oplysende tal, hvis man vil vide, om det er gået dem godt på arbejdsmarkedet. For der er nemlig i mellemtiden blevet en hel del flere af dem, så beskæftigelsesgabet til danskerne er faktisk blevet udvidet lidt.

Måske er den øjeblikkelige politiske talforvirring folkeskolens skyld. Danskerne er ikke længere så gode til brøkregning, og det er nok deraf, forvirringen opstår. Men en brøk har altså både en tæller og en nævner. Og spørgsmålet, om danskerne har haft glæde af beskæftigelsesfremgangen, kan ikke måles ved alene at se på tælleren. Man er også nødt til at huske nævneren.

Læs flere af Jørgen Goul Andersens indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.