"Hvis målet med det traditionelle diplomati er fred, så er målet med økonomisk diplomati at skabe velstand." Sagt af Australiens udenrigsminister Julie Bishop. Og øget velstand er også med til indirekte at skabe fred, antyder budskabet. I hendes ministerium såvel som i det danske udenrigsministerium og i mange andre lande i verden er den klassiske diplomatiske opgave blevet suppleret med nye tiltag.

Det er tiltag, der helt åbenlyst og uden fine fornemmelser skal styrke Danmarks eksport og det danske ”brand” i den udenlandske offentlighed. Den globale økonomiske krise satte blus under overvejelserne mange steder i udenrigstjenester verden over. Nu skulle de diplomatiske ressourcer her hos os også udnyttes til fordel for andet og mere end at bidrage til at holde de hjemlige politikere velinformeret om verden omkring os, repræsentere og forhandle på Danmarks vegne og pleje venskabelige forbindelser med det pågældende værtsland.

Danmark har siden 2014 målrettet styret efter, at de traditionelle diplomatiske opgaver ude omkring på vores repræsentationer skulle suppleres med en strategi for økonomisk diplomati. Dertil kommer endnu et nyt arbejdsområde som ”public diplomacy”, der handler om at få indflydelse og accept af synspunkter og politik her hos os. I stedet for regering, politikere og embedsmænd findes målgrupperne for public diplomacy-indsatsen i civilsamfundet, eksempelvis i form af virksomhedsledere, redaktører, debattører, forskere og ngo’er.

LÆS OGSÅ: Mens verden er i brand sælger danske diplomater sko

Det er ikke bare en rigtig og fornuftig strategisk vej at gå, at satse på økonomisk diplomati. Det er også for Danmark en nødvendighed, når landene omkring os har oprustet på lige præcis det område, og dansk erhvervsliv kæmper hårdt på de internationale markeder. Den globale økonomi, samhandlen, den globale konkurrence mellem kontinenter og lande tilsiger, at økonomisk diplomati må få en høj prioritering, og at det også er vejen til at opnå resultater på den traditionelle diplomatiske front.

”Det kommercielle fokus er sket på bekostning af det mere traditionelle og klassiske udenrigsdiplomati, der bl.a. handler om relationsopbygning, tillidspleje og samarbejde i internationale organisationer. Og det er 100 procent problematisk,” siger Martin Marcussen, professor i international forvaltning ved Københavns Universitet, i dette nummer af Mandag Morgen.

Han beklager integrationen af handelssamarbejdet og eksportunderstøttelsen i Udenrigsministeriets klassiske diplomatiske opgaver og mener, det undergraver autoritet og troværdighed, når ambassadørerne både skal være iagttagere og gadesælgere, som han nærmest gør dem til.

Jorden kalder professor Marcussen, som i den grad har brugt tid og kræfter på at analysere og skrive om diplomatiet. Det klassiske, politiske diplomati spiller en mindre rolle, mens det er økonomiske interesser, energipolitiske interesser, der slår igennem. Efter den globale finanskrise er det økonomiske diplomati med til at understøtte mål både i sikkerhedspolitikken, i den udviklingspolitiske boldgade, i den udenrigsøkonomiske arena og i brandingen af Danmark som investeringsland, turistland osv. Kan verdens velstand øges og opmærksomheden henledes på, hvordan Danmark godt kan producere både bæredygtigt og økonomisk forsvarligt, og godt kan have et velfærdssamfund og en lav arbejdsløshed, så er det en god eksportvare.

Økonomisk diplomati omfatter hele udenrigstjenesten og andre ministerier i et tværgående samarbejde også med udefra kommende aktører. DANIDA arbejder med at bruge handelssamkvem til demokratiudvikling og fattigdomsbekæmpelse. Borgerservice bruger det til branding af Danmark. Og Center for Global Politik og Sikkerhed beskæftiger sig med de økonomiske instrumenter i sikkerhedspolitikken og samtænkning af sikkerhedspolitikken og de diplomatiske, økonomiske, udviklingsmæssige og humanitære indsatser.

LÆS OGSÅ: "Det er nødvendigt at sætte diplomatiet massivt ind i kampen om markedsandele"

Man kunne mere banalt vælge at sige: Sikkerhedspolitik i dag er i høj grad økonomisk interessevaretagelse, det er energipolitisk interessevaretagelse, og det er handelsmæssig interessevaretagelse i forhold til at kunne skabe job, vækst og tro på fremtiden. Derfor duer den gamle klassiske konstruktion med at adskille disse funktioner i et Udenrigsministerium ikke. Det duer ikke, hverken ressourcemæssigt eller strategisk, at have et ”fint” politisk diplomati udstillet i hovedbygningen og et ”kommercielt” diplomati kørende i baggården.

Det moderne diplomati skal kunne bidrage både med det politiske, med den handelsmæssige indsigt og med at bygge relationer og brande Danmark på en langt bredere palet af områder, hvor det nu er udstationeret.  Meget af det politiske diplomati har også skiftet karakter med hurtigere kommunikationsveje direkte mellem regeringer og ministre og internationale samarbejdsorganer uden om ambassaderne.

Kan økonomisk diplomati så løse nogle af verdens store udfordringer med klimaet, terror, migrantkrisen, flygtningekatastrofen og den skrøbelige globale økonomi? Næppe. Det kan bidrage på nogle områder. Men på andre områder skal der en helt anden form for global politisk handlekraft og villighed på regeringsplan til grænseoverskridende løsninger til at ændre på.