Tillykke! Vi har netop valgt godt 2.500 af jer, som de næste fire år skal knokle i landets regions- og byråd.

Det er hårdt arbejde, som I sjældent får nær nok tak for. Men hvad kommer der egentlig ud af det? Vil I sætte jer spor og få indflydelse på velfærdssamfundet? Eller vil I blot blive endnu en politiker i rækken, der måske nok kommer i lokalavisen og støver et par enkeltsager op, men som aldrig rigtig sætter retning eller sejl.

Valget er jeres.

Min påstand er, at meget kommer til at afhænge af, hvordan I griber jeres opgave an. Og der er brug for, at I er politikere på en ny måde, hvis vi skal udvikle velfærdssamfundet.

Det gælder både jer, der er valgt lokalt og regionalt, og jer, der sidder i Folketinget.

Uorden i økosystemet

Mange taler om økosystemet, hvor vi har et levende og vedvarende forhold mellem embedsværk, institutioner, politikere og civilsamfund som et mål.

Men vi behøver dog ikke stræbe så meget. Vi er allerede mere end nogensinde bundet tæt sammen i et økosystem, nemlig et psykologisk, organisatorisk og samfundsmæssigt økosystem, hvor vi for første gang i verdenshistorien i realtid agerer og reagerer på de samme forandringsimpulser.

Takket være informationsteknologi og data er alle mere end nogensinde ’connected’. Men hvad betyder den forbundethed for de roller og opgaver, de forskellige deltagere i økosystemet har?

Lige nu fungerer det ikke. Er man i tvivl, kan man læse fhv. folketings- og regionsrådsmedlem for de radikale Charlotte Fischers svada på Altinget i forbindelse med, at hun op til regionsrådsvalget opgav sit kandidatur:

”Vi er så tæt på rent Djøf-styre, som man overhovedet kan være,” skrev Charlotte Fischer og fik opbakning fra 60 pct. af sine og jeres politikerkolleger i regionerne i Altingets opfølgende rundspørge.

Løhde: Vi skal styre os

Men politikerne er ikke kun utilfredse med situationen. Politikerne er også utilfredse med sig selv:

”Jeg er fuldstændig enig i, at det er et problem, at vi politikere for ofte lovgiver på baggrund af enkeltsager. Derfor plejer jeg også at sige, at en af måderne at få mindre bureaukrati og bedre styring i den offentlige sektor er ved, at vi politikere bliver bedre til at styre os selv,” sagde innovationsminister Sophie Løhde til Berlingske i en artikelserie, hvor man også kan læse, at embedsmændene er trætte af politikernes evindelige krav om målinger og dokumentation, der virker som en spændetrøje.

Så det er hele vejen rundt. Og den uorden står i vejen for den videre udvikling af velfærdssamfundet. Der er brug for en ny måde at arbejde – ikke mindst sammen – på.

Opgør med managementtænkning

Jeg har tidligere på denne plads beskrevet, hvordan vi står over for et ledelsesmæssigt paradigmeskifte i det offentlige, hvor klassisk managementtænkning ikke rækker, fordi man ikke kan forudsige de præcise mål.

Jeg har advokeret for, at Slotsholmen og især Finansministeriet er nødsaget til at nytænke måden, de sætter rammerne for udviklingen af velfærdssamfundet på. Det gælder i tilgangen til effektiviseringer samt viljen til at påtage sig et langt større ansvar for at bidrage til nytænkning.

Den enkelte offentlige organisation kan selvfølgelig komme et stykke ad vejen, men organisationen vil aldrig kunne gå hele vejen, når incitamenterne til at eksperimentere, til at se på tværs og have modet til at ’fejle’ er ikkeeksisterende. For hvorfor løbe en risiko?

Skal vi helt i mål, så skal I, politikerne, også bidrage og tage jeres del af ansvaret.

Mere værdi end 100 analyser

I politikere skal spille jeres rolle i det ledelsesparadigme, der kommer efter den klassiske managementtænkning.

I stedet for at måle og veje og suboptimere bør den moderne offentlige leder i sit daglige virke fokusere på at balancere og besvare tre enkle spørgsmål:

1. Formål: Har mine ledere og medarbejdere et præcist billede af vores eksistensberettigelse/mission og hvilke(n) kerneydelse(r), vi leverer til borgerne?
2. Robusthed og effektivitet: Er min organisation indrettet enkelt og med klarhed i roller og ansvar for de opgaver, der skal løses? 
3. Agilitet: Har min organisation den nødvendige omstillingsparathed til at møde de udviklingsbehov, der kommer? Og har jeg selv et klart billede af udviklingsbehovene? 

I politikere skal ikke løse hele managementopgaven og besvare alle ledelsesspørgsmål ovenfor. I skal først og fremmest bidrage til opstillingen af målene, fordi de er politisk styrede, og så skal I give forvaltningerne det udviklingsrum, det kræver at indfri ambitiøse mål.

Og endelig skal I have modet til at turde gå med i ’eksperimenterne’! 

Begynd et helt andet sted

Lad mig at være konkret:

Innovationsministeren har ”igangsat en kulegravning i 12 kommuner af regler og dokumentationskrav”, som bl.a. ”skal gøre os klogere på, om vi kan tilrettelægge styringen af vores dagtilbud og ældrepleje bedre”, som det formuleres i en ministeriel pressemeddelelse.

Det er en klassisk tilgang, der nok skal få held til at udpege 100 barrierer med udgangspunkt i det nuværende setup, men som aldrig vil nå længere end til at optimere inden for den eksisterende ramme.

Hvorfor ikke i stedet starte med at ’designe’ fremtidens dagtilbud med udgangspunkt i, hvad vi som samfund gerne vil?

Gennemfør et pilotprojekt, hvor man starter ved behovet og derefter designer det perfekte dagtilbud. På den måde skal man nok støde ind i alle de problemer og udfordringer, der er i det eksisterende system.

Og samtidig vil man kunne generere både nye ideer til, hvad man kan gøre helt anderledes i stedet for at producere flere hyldemeter analyser med udgangspunkt i det, som ikke fungerer.

Eller kig til England, hvor Digital Service Standard i den statslige it-strategi anviser 18 punkter, som statslige it-projekter skal overholde. Punkt 1 er selvfølgelig ’Forstå brugernes behov’, punkt 4 er ’Byg med agile og brugercentrerede metoder’ og punkt 18 er ’Foretag test med ministeren’.

Det er ambitiøst. De bygger på læring og puffer til udviklingen. Det er en strategi, der kan anvendes.

Til sammenligning har vi herhjemme fået regeringens strategi for it-styring i staten, der omtaler fem overordnede mål, der primært handler om styring og økonomi.

Forskellen taler for sig selv.  

Har I modet til at vælge indflydelsen

”Det eneste konstante er forandring,” sagde statsministeren i sidste års nytårstale. Det har han ret i. Og det gør usikkerhed om endemålet til et vilkår.

Derfor er I, kære politikere, nødt til at ændre arbejdsform. I skal formulere ambitioner og politiske mål, og I skal insistere på et udviklingsrum, som I meget gerne må være en del af selv.

De mest fremsynede af jer gør det allerede – f.eks. i de progressive kommuner, der udnytter mulighederne for borgerinddragende udviklingsudvalg (Styrelseslovens §17 stk. 4) og blander borgere, politikere og embedsmænd i arbejdet med udvikling og kvalificering af nye politiske løsninger.

Tænk, hvis den arbejdsform blev udbredt på Christiansborg.

Kære politikere, det er modigt at lade sig vælge – jeg håber, det mod også betyder, at I tør tage de samme risici, som I beder de offentlige ledere om.

Og I skal huske at rose og belønne og skabe rum til de institutioner og ledere, der tør udvikle og eksperimentere.

Jeg håber, at det er den måde, I vil gå til opgaven på.