Kære Slotsholm, I har problemer – send dem i udbud

Den offentlige sektor skal turde innovere og gå nye veje i opgaveløsningen, lyder det igen og igen fra politisk hold. Alligevel viser regeringens kommende sammenhængsreform, at man gør, som man plejer. Fokus er stadig på stordriftsfordele og strømlining af administrative systemer.

Brian Daniel Jacobsen

”Hvis vi alene gør, som vi plejer, så får vi det, vi plejer.”

Sådan sagde Sophie Løhde (V), minister for offentlig innovation, da hun i foråret præsenterede linjerne i den nye sammenhængsreform af den offentlige sektor. Jeg kunne ikke være mere enig. Tænk, hvis vi turde gøre op med vante rutiner og udnytte den trækkraft for innovation, som den offentlige sektor burde være.

Det lød alt sammen så godt dengang i april, da tre ministre bebudede, at der var behov for at turde gå nye veje i den offentlige sektor. Den offentlige sektor skulle ikke kun køre længere på literen, men også køre ad nye veje i jagten på bedre velfærd; turde prøve noget nyt; vise mod.

Her et halvt år senere synes det stik modsatte at være tilfældet. Finansministeriet har sat arbejdet med at finde ”nye veje” i system, og optimeringsmaskinen buldrer derudad. Og det er her, problemerne opstår – for eksempel under temaet ’Bedre velfærd på tværs af sektorer’, hvor et af udspillene fokuserer på at ”samle offentlige indkøb” for at sikre bedre priser gennem stordriftsfordele, eller under temaet ’Nytænkning af opgaveløsningen på tværs af den offentlige sektor’, hvis primære fokus er at strømline administrative systemer og opgaver på tværs af det offentlige for at frigøre tid til kerneopgaven.

Hvorvidt modet har svigtet på Slotsholmen, eller hvorvidt det her faktisk er Finansministeriets forestilling om, hvad det vil sige at gå nye veje, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men nye veje er det i hvert fald ikke.

Et halvt år inde i arbejdet med sammenhængsreformen er faktum, at regeringen og Finansministeriet insisterer på at gå ad de samme afgræssede stier, som de har gået så mange gange før. De søger at strømline, sammenlægge og optimere på udgiftsposterne frem for at udvikle, eksperimentere og teste nye løsninger.

Jeg siger ikke, at der ikke er penge at spare ved at strømline, sammenlægge og optimere, f.eks. ved at sammenlægge offentlige indkøb. Det er bare ikke noget nyt.

Det offentlige som innovationsmotor

For at blive ved eksemplet med de offentlige indkøb, så burde Finansministeriet i stedet udfordre selve præmissen for offentlige indkøb. Den grundlæggende fejlslutning i Finansministeriet er her, at offentlige indkøb udelukkende anerkendes som en kæmpemæssig udgift, der skal nedbringes. Bevares, 300 mia. kr. årligt er da også en markant udgift.

Men når nu ambitionen med reformen er at udvikle bedre velfærd, hvorfor ser vi så ikke i stedet de 300 mia. kr. som en kæmpemæssig potentiel driver for nytænkning og, ja, hvem ved, bedre og smartere måder at gøre tingene på?

Vi kan kigge mod USA for inspiration. I 1958 grundlagde præsident Eisenhower det legendariske DARPA, som siden har fungeret som en forsknings- og udviklingsorganisation i det amerikanske forsvar. Det er DARPA, vi bl.a. kan takke for store teknologiske gennembrud som f.eks. internettet (i hvert fald den moderne version) og GPS’en. 

Allerede i 1990’erne indså topembedsmænd i organisationen, at for mange af deres offentlige udbud med alenlange kravsspecifikationer hverken resulterede i overholdte budgetter eller nye, gode løsninger. Løsningen blev et væsentligt kortere udbudsmateriale og – her kommer det vigtige – et udbudsmateriale, som stillede opgaven ved at forklare problemet uden på forhånd at præsentere løsningen.

Ud fra den logik satte DARPA og NASA i 2011 intet mindre end interstellare rumrejser i udbud, i erkendelse af at de ikke selv kunne udvikle en løsning, som gør det muligt for satellitter at rejse mellem stjernerne. Licitationen blev vundet af en privat fond, som blev stiftet til formålet af den tidligere NASA-astronaut Mae Jemison. Ambitionen er at begejstre en hel generation på tværs af den private, civile og offentlige sektor til at slå kræfterne sammen i jagten på en løsning, sådan at interstellare rumrejser er en realitet inden 2112.

De store armbevægelser til trods har DARPA selvsagt et noget mindre budget end den samlede offentlige sektor i Danmark og nogle andre frihedsgrader end den danske stat.

Alligevel kan vi lade os inspirere. Forestil dig for eksempel, hvis sygehusbyggerierne i Danmark var sat i udbud ud fra ovenstående logik. I stedet for selv at definere den ønskede model ned til mindste detalje for så at sætte bygningen af sygehuset i udbud med detaljeret kravsspecifikation til m2, indretning, funktionalitet, m.v., kunne man have sat selve kravsspecifikationen i udbud og bedt om løsningsforslag til, hvordan fremtidens sygehus leverer sundhedsløsninger i verdensklasse for borgerne i Danmark.

Pointen er ikke, at det offentlige ikke selv skal blande sig og sætte ord på, hvad de har brug for. Pointen er snarere, at der ligger et stort potentiale for at udvikle velfærden, hvis vi tillader private og civile kræfter at byde ind med deres innovationskraft via de offentlige udbud. Men det vil ikke ske, så længe man fra centralt hold insisterer på at analysere sig fra problem til løsning for så at sætte implementeringen af løsningen i udbud bagefter.

På den måde får man præcis det, man efterspørger. Og det er ikke altid det, samfundet har brug for.

Fremtidens folkeskole i udbud

Uddannelsesområdet er et godt eksempel. Som jeg nævnte indledningsvis, fokuserer sammenhængsreformen under overskriften ’Nytænkning af opgaveløsningen på tværs af den offentlige sektor’ alene på at samle administrative opgaver på tværs af det offentlige, så der frigives tid til kerneopgaven.

Igen er logikken soleklar: Der er stordriftsfordele og besparelser at hente ved at tænke de administrative opgaver sammen. Og det er der givetvis også. Det er bare ikke dér, der er brug for kræfterne, når man løfter blikket fra excel-arkene og ud i virkeligheden.

På uddannelsesområdet er det snarere selve kerneopgaven, dvs. læring, som har brug for statens opmærksomhed. Nye digitale teknologier som virtual reality og kunstig intelligens betyder, at rammerne for læring er i forandring. Det gælder også de fysiske rammer, som forsvinder, i takt med at undervisningen i stigende grad foregår digitalt.

Det problem tager sammenhængsreformen ikke hånd om. Første skridt ville være at anerkende, at udfordringerne på uddannelsesområdet ikke kan løses fra centralt hold. I stedet kunne man sætte ’problemet’ i udbud og udnytte innovationskraften i det omkringliggende samfund.

Hvor skulle finansieringen komme fra, tænker du måske? Tja, man kunne starte med at skære en tredjedel af budgettet til de analyser, Slotsholmen laver i forsøget på at udvikle løsningerne, før de sætter dem i udbud.

Se dét ville være at gå nye veje. Og det indebærer, ganske som Sophie Løhde påpegede, at vi stopper med at gøre det, vi plejer.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu