Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Kampen om den grønne førertrøje
KOMMENTAR: Regeringens idé om at give særlige beføjelser til et ministerium for grøn omstilling sender et klart signal til alle dele af det danske samfund om en nødvendig forandring.
- Det grønne topmøde P4G samler topfolk i København
- Verden har penge nok til at løse klimakrisen, men mangler konkrete projekter
- Mød maskinmesteren bag Danmarks grønne topmøde
- Klimakamp og FN’s verdensmål skaber innovation i virksomheder
Lars Løkkes forvandling til global grøn klimapolitiker
Flygtninge hæver rent vand i danske automater
Løkkes klimaplan er erhvervsvenlig og taktisk smart
Sommerens lange hedebølge overbeviste en hel del hidtil klimaindifferente danskere om, at der er noget bemærkelsesværdigt i gang med klodens klima.
Længe har vi kunnet se billeder af indlandsisen, der smelter, og af massive oversvømmelser rundt omkring i verden. Men det har alt sammen været langt væk fra hverdagens snæversyn, og skulle alt det nu få os til at tage kortere og koldere brusebade, spise mindre oksekød, producere mindre madspild og undgå plastikposer fra supermarkedet?
Ekstremerne kom først for alvor ind på danskernes lystavle i sommer. Nu er 74 pct. af os ifølge den seneste Kantar Gallup-undersøgelse for Berlingske i august bekymrede over klimaforandringerne. Tilbage i 2009 var den andel 69 pct.
Og skulle nogen stadig være i tvivl om behovet for handling, så serverede FN’s klimapanel i sidste uge argumenterne. Med Paris-aftalen fra 2015 blev verdens ledere enige om at holde den globale temperaturstigning under 2 grader, og helst under 1,5 grader.
Den nye rapport redegør for den markante betydning, det vil få for klimaet, om vi ender med en temperaturstigning på 1,5 eller 2 grader inden udgangen af århundredet. Alt tyder nu på, at vi sandsynligvis rammer en global opvarmning på 3 grader i år 2100.
I DANSK POLITIK ER DER FOR ALVOR gået konkurrence i, hvem der kan male Danmark mest grønt, og vi elsker den forestilling, som statsministeren med en vis succes rejser rundt i verden med: at lille Danmark bruger den grønne dagsorden til at skabe vækst, eksport og flere arbejdspladser; at forskning i grønne teknologier skal være fremtidens vækstmotor for Danmark; at vi skal have et klimaneutralt samfund i 2050. Og at vi skal nå de mål, som Danmark har forpligtet sig på i EU i 2030.
Regeringen har nu fremlagt en ambitiøs klimaplan på transportområdet, der skal bygge oven på den aftale på energiområdet, som blev indgået med alle Folketingets partier før sommerferien. Frem til 2030 har Danmark ifølge regeringen et forventet reduktionsbehov på 32-37 mio. tons CO2 for at leve op til klimamålene. Det nye udspil og energiaftalen dækker 26 mio. tons med en forventning om, at et farvel til benzin- og dieselbiler får det tal til at stige yderligere.
Det er svært for oppositionen at overbyde regeringens udspil, så (valg)kampen kommer antagelig til at stå om to disse spørgsmål: finansieringen af den ambitiøse plan og den beskedne rolle, som en nedbringelse af landbrugets CO2-udledning er tiltænkt i regeringens plan. Forståelsen for klimaforandringerne har netop nu momentum hos vælgerne og også hos det erhvervsliv, der i vid udstrækning tager et medansvar for FN’s 17 verdensmål, fordi det også vil kunne give Danmark en konkurrencefordel.
Tilbage står det interessante spørgsmål: Hvad gør vi selv som borgere? Regeringen skriver i sit udspil, at Danmark er en lille spiller i det globale CO2-regnskab, men derfor skal vi alligevel tage et ansvar for at redde kloden fra overophedning.
Regeringen vil gøre det nemmere for os at købe fødevarer, der er klimamærket, men får det os som enkeltpersoner til at købe mindre og genbruge mere? Til at droppe flyrejsen på ferien? Til at foretage bæredygtige valg i hverdagen, så kommende generationer ikke skal betale vores klimaregning?
SAGEN ER, AT ALLE DELE AF VORES personlige CO2-aftryk påvirkes direkte af ting uden for vores kontrol. Virksomhedernes forretningsstrategier og produkter og kommunernes, regionernes og regeringens politik påvirker alt sammen vores valg.
Hvis den kollektive transport ikke fungerer, og hvis det lokale supermarked ikke sælger økologisk mad, så vælger mange selv at have en bil og at købe ikkeøkologiske produkter. Vi har selvsagt altid mulighed for som enkeltpersoner at gå imod strømmen, men vores valgmuligheder, og ikke mindst hvad der er praktisk muligt i en travl hverdag, dikteres på lange stræk af virksomheder, myndigheder og andre institutioner.
Omvendt kan forbrugernes valg presse producenter til bæredygtige forandringer, men den slags går ofte langsomt. Regeringen vil iværksætte en kampagne, der skal gøre det lettere at træffe klimarigtige valg for danskerne. Men kommer vi meget videre på den måde, uden at en koordineret indsats er på plads?
På Christiansborg er der blevet smilet overbærende af Alternativets regeringsprogram med sjove nye ministerienavne som ’Ministeriet for livslang nysgerrighed’. Med på listen er også tanken om et ministerium for grøn omstilling, der skal overtage Finansministeriet rolle som rammesættende for regeringens arbejde.
Det er nok lige vidtgående nok. Vi skal også have styr på finanserne fremover. Men at signalere til vælgerne, at den grønne omstilling omfatter alle ressortområder, når det gælder udviklingen af vores samfund i bæredygtig retning, er faktisk et relevant mål.