Kan tænketanke gøre politik mindre forudsigelig?

Mens vi ivrigt debatterer, om der overhovedet er forskel på røde og blå regeringer, ser en række nye tænketanke dagens lys. De kan være med til at skærpe det politiske miljø og udvikle nye ideer, men de kæmper mod en stærk politisk konsensus.

I denne uge har jeg bidraget til en række artikler i Kristeligt Dagblad, som har fokus på de senere års opblomstring af nye danske tænketanke som f.eks. CEVEA, CONCITO, DEA, KRAKA og senest FOPA.

Artiklerne udgør et veltimet indspark til den løbende debat om, hvor stor indflydelse tænketanke har på dansk politik og medier, hvorfor der i disse år etableres så mange nye tænketanke, og om Danmark på det punkt adskiller sig positivt eller negativt fra andre lande.

Har Danmark fået for mange tænketanke og nærmer vi os ’amerikanske tilstande’, eller halter vi håbløst efter alle andre og har brug for flere?

Sideløbende og med noget større opmærksomhed er regeringens udspil til en ny 2020-plan blevet ivrigt diskuteret og kritiseret, bl.a. i Deadline. Debatten har kredset om, hvad man kunne kalde dansk politiks ulidelige forudsigelighed. Dvs. det vedkommende politiske spørgsmål, om det overhovedet er muligt at se forskel på rød og blå bloks mellem- og langsigtede økonomiske planer.

Ligeledes har tidligere departementschef og udviklingsdirektør i tænketanken FORA Jørgen Rosted kritiseret 2020-planen og i særdeleshed Finansministeriet for på forhånd at lukke debatten om de økonomiske forudsætninger, antagelser, rammer og prioriteringer, der ligger til grund for beregningerne.

Her analyserer Martin Møller Rasmussen Danmarks idépolitiske infrastruktur.

Han argumenterer i stedet for, at det ville være ønskeligt, hvis ” flere uafhængige institutioner havde interesse i og ressourcer til at lave ’konkurrerende’ samfundsøkonomiske scenarier.”
Debatten om 2020-planen og debatten om tænketankenes rolle rummer nogle interessante og vigtige grænseflader, som er værd at forholde sig til.

Opgøret med 70’ernes idepolitiske alliance

Den seneste bølge af nye tænketanke blev ansporet af CEPOS’ etablering i 2004. Selv om der allerede var etableret flere tænketanke som f.eks. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (1936) og Mandag Morgen (1989), var det først med CEPOS, at Danmark fik en tænketank af den slags, der i litteraturen betegnes en ’advocacy tank’. Dvs. en form for organisation, der primært beskæftiger sig med at give allerede eksisterende videnskabelige undersøgelser og rapporter en særlig ideologisk vinkling og videreformidle budskabet til medier og politikere via aggressive markedsføringsstrategier.

[quote align="right" author=""]Når man sammenligner Danmarks idepolitiske infrastruktur med andre lande, står det hurtigt klart, at Danmark adskiller sig ved at være noget nær et idepolitisk uland.[/quote]

CEPOS har sin rod i et modsætningsfyldt forhold til Regeringsskiftet i 2001 og ikke mindst det opgør med smagsdommere, som Fogh indledte kort efter. På den ene side synes etableringen at være en naturlig udløber af kulturkampen med dens fokus på at styrke rammerne for borgerlig-liberal debat i Danmark. På den anden side kan etableringen af CEPOS også tolkes som en kritik af den daværende borgelige regerings økonomiske politik, som set med liberalistiske briller, fremstod forkølet.

CEPOS udsprang i lige så høj grad af borgerlige kredses frustration over, at den nyvalgte blå regering førte den foregående regerings røde politik. (En frustration, der for tiden luftes med omvendt fortegn, når finansministeren omtales som Blå Bjarne).

Men ret beset var det ikke Anders Fogh Rasmussen, som CEPOS opponerede imod, men nok snarere Finansministeriet og det sæt af videnorganisationer (f.eks. LO, Dansk Arbejdsgiverforening og Det Økonomiske Råd), der tilsammen havde siddet tungt på den idepolitiske udvikling siden 70’erne.

Den store konsensusmaskine

Når man sammenligner Danmarks idepolitiske infrastruktur med andre lande, står det hurtigt klart, at Danmark adskiller sig ved at være noget nær et idepolitisk uland. Der er meget få private videnproducerende organisationer, de er i internationalt perspektiv små, og de har få ressourcer. Dertil kommer, at private fonde og aktører ikke har engageret sig videre i sektoren. Endelig er der få andre lande hvor staten, embedsværket og arbejdsmarkedets parter tilsammen har haft så fast et greb i idepolitikken.

Denne lukkede og begrænsede kreds af organisationer er rammende blevet beskrevet som en konsensusmaskine, fordi organisationerne løbende og gennem talrige forhandlinger har udviklet en fælles forståelse af Danmarks centrale økonomiske udfordringer og et tilhørende sæt af foretrukne løsninger og politikker. En forståelse, der måske kan være nyttig, men som udelukker konkurrerende idepolitiske alternativer.

Denne model har tømt den danske ’markedsplads for ideer’ på både udbuds- og efterspørgselssiden. Der stilles ikke mange midler (offentlige eller private) til rådighed for at udvikle ideer i andre fora. Og der er heller ikke efterspørgsel på ideer ’udefra’, da konsensusmaskinen er stort set selvsupplerende. Her adskiller Danmark sig f.eks. fra USA, hvor det meget åbne parlamentariske system og to-parti-strukturen skaber en langt større efterspørgsel efter ideer udefra.

Ingen penge til fikse ideer

Når Danmark har forholdsvist få tænketanke skyldes det sandsynligvis, at Danmark siden 70’erne ikke har haft ’råd til at få fikse ideer’. Danskerne var de første grækere. I slutningen af 70’erne stirrede vi ned i den samme afgrund af bundløs statsgæld, der i disse dage truer med at opsluge Grækenland.

Dengang blev løsningen bl.a. introduktionen af fastkurspolitikken, hvor kronen blev låst til D-marken samt stærke danske forsikringer om, at vi aldrig igen ville bruge valutapolitikken som middel til at styrke konkurrenceevnen via devalueringer.

Derfor blev det ekstremt vigtigt at sikre en stabil lønudvikling (såkaldt intern devaluering), fordi der ikke ville være andre håndtag at trække i, hvis først lønudviklingen løb løbsk og kompromitterede lønkonkurrenceevnen. Her var det afgørende, at samle alle politiske parter i Danmark med indflydelse på lønudviklingen i en fælles forståelse om nationens centrale udfordringer. Og derfor fik vi den meget robuste konsensusmaskine, der stadigvæk kører i dag.

[quote align="left" author=""]At der er etableret hele to modsvar til CEPOS (CEVEA og KRAKA), vidner om, at nogen har ment, at den liberalistiske tænketank har haft indflydelse.[/quote]

Det er ikke en udvikling, vi nødvendigvis skal begræde. Konsensusmaskinen har tjent Danmark overordentlig godt. Efter finanskrisen står Danmark bedre end de fleste, fordi der har været bred konsensus – på tværs af regeringer – om at nedbringe statsgælden i gode tider, for at kunne agere i dårlige. Heller ikke efterlønnen, der engang blev betragtet som den mest hellige ko i dansk politik, kunne modstå presset fra konsensusmaskinen.

Omvendt er en række store nationale udfordringer fløjet under konsensusmaskinens radar, f.eks. finanskrisen, klimakrisen og produktivitetskrisen. Og andre udfordringer som f.eks. boligboblen, boligskatterne og Danmarks sårbare realkreditsystem har maskinen ikke været i stand til at bearbejde.

Stærk konsensus hersker stadig

Det perspektiv er relevant, når vi debatterer, om danske tænketanke har fået mere indflydelse, og hvorvidt det f.eks. er lykkedes CEPOS at kaste grus i konsensusmaskineriet. For der er helt afgjort sket forandringer. Nu citeres Danske tænketanke således oftere i danske medier, og både CEPOS og KRAKA har haft held til at få båret deres analyser helt ind i Folketinget i form af §20-spørgsmål. Mandag Morgens Innovationsråd har været en stor inspirationskilde for Foghs meget succesrige Globaliseringsråd og Lars Løkke Rasmussens mindre gennemslagskraftige Vækstforum.

At der er etableret hele to modsvar til CEPOS (CEVEA og KRAKA), vidner om, at nogen har ment, at den liberalistiske tænketank har haft indflydelse.

På den anden side skal man heller ikke overvurdere tænketankenes indflydelse. Efterårets valgkamp, den seneste 2020-plan og de nuværende trepartsforhandlinger vidner om, at der stadig er bred konsensus om de store linjer i dansk økonomisk politik.

Til trods for høj arbejdsløshed betragtes det fremtidige arbejdsudbud stadig som Danmarks største udfordring. En venstreorienteret regering halverer udgiftsvæksten til 0,8 pct. i den offentlige sektor, og SF foreslår top-skattelettelser. Valgkampen blev et kapløb om, hvilket dansk parti, der først kunne finde 43 mia. kr. i de offentlige budgetter frem mod 2020. Ingen ville diskutere beløbets størrelse eller tidshorisonten.

Konsensusmaskinen kører ufortrødent videre.

Det har tjent os godt, men det centrale spørgsmål er, om tiden efter 2008 rummer nogle nye udfordringer og kalder på andre svar? Måske Regeringen skulle overveje at supplere deres økonomiske vækstprogram med en idepolitisk kickstart. Den er betydeligt billigere – men vil sandsynligvis få langt større effekt.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu