Man skal ikke have rejst meget uden for alfarvej i Kina for at vide, at Kina er et mineland.  Ofte støder man på små lokale miner, og de blå lastbiler med kul på ladet er et larmende indslag på ethvert gadehjørne. De utallige beretninger om mineulykker fylder de kinesiske aviser, selv om de sjældent når vores himmelstrøg med mindre, der er over 100 døde eller nogen, som er fanget levende.

På verdensplan foregår 14.8 pct. af den globale udvinding af metaller i Kina, og lægger man dertil kul, er andelen hele 29 pct.

Det kan umiddelbart lyde som høje tal, men Kina er en kæmpe økonomi med et kolossalt behov for ressourcer. Lægger man det hele sammen, er billedet dog ret entydigt. Kina er ikke i nærheden af at kunne forsyne sig selv med metaller. For kobber kan Kinas egen udvinding kun dække 26 pct. af landets forbrug, for råjern er tallet 29 pct. og for aluminium 37 pct. Altså et land der – ligesom Europa – er tvunget til at importere store mængder af en lang række vigtige ressourcer.

Og hvad gør Kina så? Køber miner overalt i verden for at dække sit behov?

Det har længe været en udbredt fortælling, men den myte blev effektivt punkteret af Magnus Ericsson, CEO for de svenske minespecialister Raw Materials Group, på en konference om kritiske mineraler arrangeret af den danske forsknings- og konsulentinstitutionen GEUS mandag den 21. maj.

Kinas eksisterende og planlagte opkøb af miner i Afrika er eksempelvis til at overse. Hvis nogen skulle føle sig invaderet, er det faktisk Australien, som har lagt undergrund til de fleste af Kinas opkøb. Og nu vender Kina opmærksomheden mod Nord- og Sydamerika.

Ifølge Magnus Ericsson kan Kinas samlede globale opkøb af miner dog ikke skræmme. På konferencen gik han faktisk så langt som til at kalde Kinas udenlandske ekspansion på mineområdet for ”langsom og diskontinuerlig”. Og tallene bekræfter Ericssons pointe: Kun en halv procent af Kinas samlede minedrift stammer fra udenlandske miner.

Det er dog givet, at Kina fremover vil forsøge at ekspandere i et hastigere tempo. Men landet mangler erfaringer og teknologi, når det gælder minedrift i stor skala. Eksempelvis er Kina ikke repræsenteret blandt de 25 største globale mineselskaber. Af samme grund er Kina stærkt afhængig af en håndfuld meget store internationale mineselskaber for at få dækket sit importbehov.

Det er altså Kina, der er i lommen på den vestlige verden – ikke omvendt.

Billedet er dog anderledes, når det gælder de sjældne jordarter. Samlet set udgør de en forsvindende lille del af den samlede minedrift, men spiller en vigtig rolle inden for en række højteknologiske og grønne industrier.

Her har Kina har grundet sine (tidligere) lavere priser stort set monopoliseret udvindingen og videreforarbejdningen af disse vigtige råstoffer. Det globale marked har dermed været underlagt Kinas kvoter, der har sikret, at de sjældne jordarter var lettest tilgængelige og billigst på det kinesiske marked. Monopolet har bl.a. været muligt, fordi den kinesiske udvinding kunne foregå lige der, hvor der i forvejen var minedrift. Infrastrukturen var således på plads, lønningerne var som altid lavere end i resten af verden, og miljøhensynet holdte ikke kineserne vågne om natten.

Den stigende efterspørgsel på disse mineraler betyder imidlertid, at priserne har taget en tur op. Derfor er interessen for at etablere miner andre steder i verden – herunder på Grønland – vokset.

Læs flere af Nis Høyrups indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.