Kampen mod korruption er det første konkrete programpunkt, som Kinas nye mand i spidsen, Xi Jinping, har meldt ud. Dermed sender han et klart signal til de 80 millioner medlemmer i partiet og til den kæmpe administration, han er øverste chef for: Der skal handling til.

Men den kinesiske stats- og partiadministration er ikke bare et strømlinet hierarki, der straks retter ind efter de nye dessiner. Der er masser af interesser på spil, og stærke lokale ledere, der ikke nødvendigvis har samme syn på sagen.

Samtidig er den kultur, der har muliggjort det nuværende, høje korruptionsniveau, meget stærk. Af samme årsag må udmeldingen siges at være et modigt skridt af den nye leder, for det er ikke den slags, der skaffer nye venner internt i partiet. At Xi kaster sig ud i en kamp mod korruption, tyder derfor på, at han føler sig stærk nok til at håndtere de udfordringer, der måtte opstå.

Det er værd at bemærke, at tidligere partiformænd, eksempelvis Jiang Zemin, der stod i spidsen for partiet op igennem 1990’erne, kom med lige så bombastiske udmeldinger – om end ikke som første programpunkt. Det er derfor grund til at se på Xis tiltag med en vis skepsis, og der er som bekendt dårlige erfaringer med autoritære partiers egenkontrol.

På papiret er det lidt af en umulighed, når nu grundpræmissen er, at partiet ikke tillader andre autoriteter.

Xis nye stil

Tidligere har man ofte appelleret til partikadrernes moral. Det gør Xi Jinping bestemt også, men som noget nyt forsøger han selv at gå foran og ændre på billedet af partiet i befolkningen. Han har simpelthen lagt stilen om. Det giver sig udtryk i et mere ligefremt sprog og en mere afslappet og uformel stil ved møder og besøg.

Den slags skal man ikke underkende betydningen af, men der er også en fare for, at kineserne vil se det som spil for galleriet. Xi Jinping er nemlig på dette punkt bagud på point fra start, eftersom Bloomberg i juni 2012 afslørede de betydelige formuer, som Xis nærmeste familie over årene har akkumuleret. Xi selv var ikke direkte indblandet, men det tegnede trods alt ikke et billede af en mand, der havde orden i eget hus.

Xi har kun i overskriftsform løftet sløret for, hvad han konkret vil gøre. Det handler om, at magten skal udøves i ”et bur af regler”. Partiet skal altså underlægge sig loven. Dermed får de langstrakte bestræbelser på omlægning til retsstatsprincipper et kærkomment skub fremad. Men at det er nødvendigt at slå fast, at partiet er underlagt loven, understreger vel også meget godt problemstillingen.

Sociale medier presser myndighederne

Bedre og mere fintmaskede regler er et godt udgangspunkt, men når det kommer til håndhævelsen, er der to overordnede temaer, som partiet ikke kommer uden om. For det første skal de kontrolmyndigheder, der bekæmper korruptionen, have langt større autonomi. Her har et et-partisystem sine naturlige begrænsninger, eftersom partiet ikke vil gå i retning af en tredeling af magten. Men det bliver nødvendigt at presse de nuværende rammer yderligere, hvilket også skulle være muligt, selv uden at sprænge systemet.

For det andet er det oplagt, at der må skabes mere åbenhed og gennemsigtighed i beslutningsprocesserne.

Revolutionen i de sociale medier er allerede godt i gang med at gennemtvinge mere åbenhed på trods af partiet. Det er i dagens Kina – trods myndighedernes yderst aktive censur og informationskontrol – meget svært at stoppe nyheder i at spredes.

Hvor partiet tidligere har haft held til at stoppe langt de fleste kritiske, kinesiske journalister, så er de kinesiske ledere nu så ”hotte”, at også udenlandske journalister, der naturligvis ikke har så meget i klemme, begynder at grave historier frem.

Korruption skaber usikkerhed

Derfor bliver partiet nødt til i højere grad at se åbenhed og gennemsigtighed som en del af løsningen og ikke som et problem. Medmindre medierne får en friere rolle, er det simpelthen svært at se, hvordan projektet skal lykkes.

For danske virksomheder er den udbredte korruption også et kæmpe problem. Den skaber usikkerhed, f.eks. i forhold til myndigheder og forretningsforbindelser. Dertil kommer den dybereliggende usikkerhed, f.eks. når man af den ene eller anden grund kommer i kontakt med det kinesiske retsvæsen. Kan man stole på dommerens uvildighed? Eller ved offentlige udbud, hvor usikkerheden om, hvorvidt konkurrenten har vundet på ærlig vis, konstant nager. Skal ens eget forretningskoncept laves om, eller er det slet ikke der, problemet ligger?

Det er den slags spørgsmål, der lige pludselig kan gøre det ellers boomende kinesiske marked til en hård nød at knække.

Xi Jinping har med sit fokus på problemet taget det første vigtige skridt. Men det er i sidste ende på de konkrete tiltag og deres mulige effekt, at vi om nogle år skal (be)dømme Xi Jinping.

Læs flere af Nis Høyrups indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.