Kommentar af 
Steen Hildebrandt

Klimaet kræver lederskab, Mette!

KOMMENTAR: Danmark skal gennemføre en bæredygtig transformation, der kræver historisk lederskab. Hvis Mette Frederiksen vil og tør, kan hun danne verdens første verdensmålsregering og blive et forbillede for resten af kloden. En væsentlig mission for ’børnenes statsminister’.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det vigtigste spørgsmål, der om fire år vil blive stillet til den regering, der snart dannes i Danmark, er: Hvad har regeringen gjort for at leve op til verdensmålene eller det, vi lige nu i daglig tale kalder klimadagsordenen?

Mette Frederiksens regering har chancen for at blive den første regering i Danmark – måske i verden – der i praksis viser, at den tager verdensmålene alvorligt. Det handler om at komme i gang, og kan man samtidig vise vej og være rollemodel, er det en ekstra gevinst.

Klima, bæredygtighed, verdensmål. Man kan lige så godt sige det ene som det andet. Det er i realiteten det samme.

Det er den såkaldt transformative dagsorden, der er indeholdt i såvel Parisaftalen fra december 2015 som i FN-resolutionen om verdensmålene fra september 2015 eller for den sags skyld i Brundtland-rapporten fra 1987: Verden skal ændres; verdens udviklingsretning skal ændres. Og skal man tro flere og flere eksperter, senest FN-rapporten ’Global Sustainable Development Report 2019’, så haster det.

Det er så voldsomme ændringer, der er tale om, at man fravælger ordet ændring og benytter det mere voldsomme ord, transformation, fordi det netop er voldsomme tiltag og begivenheder, der er brug for.

Dette transformative element skal være tydeligt i et kommende regeringsgrundlag, hvis regeringen skal respekteres af eftertiden. Det transformative skal være det overordnede politiske sigte alle steder, men sådan forholder det sig endnu ikke, heller ikke i Danmark.

Den afgående danske regering havde ikke dette transformative sigte i sin politik, heller ikke i sin ’Handlingsplan for realisering af verdensmålene’ fra marts 2017.

Men under den historisk lange danske valgkamp ændrede dagsordenen sig.

Der blev talt om klima, allerede da valget blev udskrevet. Men intensiteten tog til undervejs – blandt andet hjulpet af store klimademonstrationer rundt om i landet og af den unge svenske pige Greta Thunberg, der besøgte Danmark under valgkampen.

Valget blev et klimavalg.

Lad verdensmålene danne rammen

2030-målene indeholder mange af de emner og spørgsmål, der nu indgår i drøftelserne om et kommende regeringsgrundlag: klima, natur, miljø, landbrug, transport, energi, byggeri, uddannelse, vækst, produktion, forbrug, fattigdom, ulighed og så videre. Derfor bør verdensmålene danne rammen om de overordnede politiske målsætninger for de igangværende regeringsforhandlinger. 

”Leave no one behind” er det overordnede princip bag verdensmålene, og det kan – og bør – det også være for en kommende dansk regering. Alle skal med. Ingen skal være udenfor.

I virkeligheden er det fantastisk at tænke på, hvilke enorme muligheder en ny regering i et land som Danmark har for at betræde nye stier og iværksætte nye tiltag – hvis den vil. Hvis den nye regering kan blive enig med sig selv og sine støtter, kan den skabe revolutioner.

Som Mette Frederiksen sagde til den fungerende statsminister under én af de få tv-dueller, de to havde: ”Det kræver lederskab, Lars!” Nu peger pilen den anden vej: Det kræver lederskab, Mette!

Verdens første verdensmålsregering

Lederskab er at vise vej, at gå foran. Lederskab er at vise, at fremtiden er nu, og at det er nu, der skal tages de initiativer, som fremtiden kalder på.

Af netop børnenes statsminister kan man forvente, at hun på en bevidst, afgørende og klar måde lytter til fremtidens krav – og de muligheder, der heldigvis også er indeholdt heri.

Verdensmålene er – som det er blevet udtrykt – en indkøbsordre fra fremtiden, ikke bare et ønske, men en ordre. Der findes ingen veje uden om bæredygtighed. 

Der er ingen dagsorden i verden i disse år, der accelererer så hurtigt og markant, som klima- og bæredygtighedsdagsordenen – og det vil blive ved. En dansk regering, der ikke markant og seriøst adresserer dette, vil efterfølgende blive dømt på det.

Den kommende danske regering bør blive den første og mest markante verdensmålsregering i verden. Ikke for at være den første, men fordi det er afgørende for Danmark – og for verden.

Det vil være lederskab – ikke bare af Mette Frederiksen, men af alle de politiske ledere, der er involveret i en sådan regerings dannelse. 

Om fire år vil det vigtigste og mest klare spørgsmål, man vil stille til den regering, der nu dannes i Danmark, være: Hvad har regeringen gjort og bidraget med for at leve op til klimamålene, verdensmålene, 2030-dagsordenen?

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu