Kloden og klimaets fremtid er uomtvisteligt tidens varmeste tema på det internationale konferencemarked.

I forrige uge var klimaet og klodens aktuelle tilstand hovedemnerne på en lang række begivenheder i forbindelse med FN’s generalforsamling. Og i næste uge er vor egen regering vært for et internationalt grønt topmøde i København, ligesom FN fra den 3.-14. december gennemfører den 24. COP-konference i Katowice i Polen.

Det er den årlige begivenhed, hvor eksperter og politikere fra de fleste af verdens lande mødes for at drøfte løsninger på klimaforandringerne. Så internationale klimakonferencer skorter det ikke på.

Det er imidlertid symptomatisk, at i takt med at antallet af klimakonferencer sætter nye rekorder, så accelererer klimaforandringerne med en hast, der overhaler den virkelighed, der drøftes på de mange møder.

COP24 afvikles således til tonerne af de hidtil mest alarmerende analyser af, hvor hurtigt og alvorligt klimaet vil ændre vores livsvilkår, uden at det endnu er lykkedes at finde fælles, varige og effektive løsninger.

I 24 år har politikere og eksperter halset efter udviklingen. Ud over at beskrive den globale magts afmagt rejser det spørgsmålet, om vi blot opfylder Albert Einsteins tese om, at tåbelighed handler om at gøre det samme igen og igen og forvente et anderledes resultat?

Det vil ikke være rimeligt og fair at beskrive konferencerne som tåbelige og unødvendige. De er trods alt vigtige for at fastholde fokus og opmærksomhed, men spørgsmålet er alligevel, om tiden ikke er inde til at nytænke indsatsen?

Ifølge de stadig mere præcise og dramatiske advarsler har vi passeret de tipping points, hvor hidtidige mål om en global temperaturstigning på 1,5 grader er passeret, og måske også 2 grader. Teoretisk er målene måske opnåelige, selv om det næppe er realistisk, slet ikke set i lyset af den politiske sendrægtighed.

Det anses i stedet for realistisk, at vi i dette århundrede vil bevæge os ind i et 3-4 graders varmere samfund. Det stiller verdenssamfundet over for helt andre udfordringer end dem, der p.t. drøftes på diverse konferencer. Der er med andre ord brug for en helt ny klimavirkelighed.

Forbrugseksplosion truer

Den kan ikke afklares på nok så mange konferencer og topmøder. I stedet skal vi fokusere på de kræfter, der trods alt er afgørende for, om og i hvilket omfang klimakampen kan vindes. Det er den part, der aldrig er til stede ved de store konferencer, nemlig den almindelige forbruger. For ændrer forbrugerne ikke adfærd, vil alle andre bestræbelser være mere eller mindre forgæves.

Desværre har adfærdsændringer notorisk lang leveringstid og kræver meget overbevisende argumenter. De argumenter høres imidlertid aldrig på diverse klimakonferencer, og de kan slet ikke aflæses i strømmen af tekniske og, for de fleste, uforståelige rapporter.

Enkelte tal illustrerer udfordringens omfang og karakter: Vi bliver ca. en mia. flere mennesker på kloden frem mod 2030 og endnu godt en ekstra mia. mere i 2050. De kan forvente at have mindst samme levestandarder, som kendetegner nutidens middelklasse, og de vil dermed udløse en ny forbrugseksplosion inden for fødevarer, vand, energi, tøj, transport m.v. Det er alle klimabelastende områder.

En række internationale analyser viser f.eks., at forbruget af fødevarer vil stige mellem 60 og 100 pct. inden 2050. Alene i Asien vil efterspørgslen på kød og fisk vokse med næsten 80 pct., virksomhedernes vandforbrug vil stige med 400 pct. og de private husholdningers med 140 pct.

Det betyder bl.a., at 3 mia. mennesker i 2050 vil leve i områder med udpræget vandmangel. Samtidig vil modeindustrien fordoble sit ressourceforbrug, herunder ikke mindst af vand, og antallet af biler på vejene og flykilometer i luften vil fordobles inden 2040.

Fortsætter det nuværende forbrug af plastik, vil det mere end firedobles fra de nuværende 400 mio. tons om året til 1,8 mia. tons i 2050.

Under sloganet ’Earth Overshoot Day’ er der udviklet et mål for, hvornår i løbet af et kalenderår jordens befolkning har brugt de ressourcer, som kloden er i stand til at gendanne inden for et år.

Den dato var i 2018 den tidligste nogensinde, nemlig 1. august. Fra den dag begyndte dette års overforbrug, og som udviklingen er p.t., vil den skæringsdato falde stadig tidligere på året som et udtryk for afstanden mellem de politiske intentioner og virkeligheden hos de mennesker, der skal opfylde dem.

Middagsbordet er magtcenter

Hvis verdenssamfundet ikke formår at knække de stejle forbrugskurver meget snart, kan selv et 4 grader varmere samfund blive et optimistisk scenarie.

Spørgsmålet er, hvordan politikere og eksperter vil løse den knude? Det er sjældent populært at lovgive om folks personlige vaner og adfærdsmønstre, men ikke desto mindre er det ikke i FN og på de store globale konferencer, at løsningerne skal findes.

Svarene skal findes i de enkelte hjem. Det er omkring middagsbordene, at de store, afgørende beslutninger om klodens fremtid til syvende og sidst bliver truffet. Hvis et tema ikke kan drøftes inden for hjemmets fire vægge, har det næppe politisk gang på jord. Middagsbordet er derfor det absolut vigtigste magtcenter, når generelle adfærdsændringer skal implementeres.

Men spørgsmålet er, hvor meget netop den udfordring drøftes på elitens bonede gulve, såvel i FN, på COP-møder og på andre internationale klimakonferencer? Så længe der ikke her findes holdbare svar, vil klimaforandringerne fortsat accelerere.

Det bliver ikke mindst en udfordring for et af verdens højst forbrugende samfund, nemlig det danske. Sammen med de øvrige nordiske lande hører vi ifølge en ny analyse fra Nordisk Ministerråd til blandt de mest klimabelastende forbrugssyndere overhovedet.

Vi kan ikke med overbevisning kalde os et grønt foregangsland, før vi har fået styr på vores egne største ’klimaforbrydelser’. 

En flerstrenget klimastrategi

Regeringen vil nu udfase alle benzin- og dieseldrevne biler inden 2030. Det er positivt, men den store opgave bliver at gøre skiftet attraktivt for forbrugerne, og det samme gælder for alle øvrige klimabelastende forbrugsvaner.

Over for en sådan strategi vil nogle helt sikkert spille det liberalistiske kort om, at det personlige forbrug er en personlig sag. Det er for så vidt korrekt, men det ændrer ikke på, at det bl.a. er en politisk opgave at påvirke vores forbrugsvaner, for ellers kan vi lige så godt på forhånd opgive at vinde klimakampen.

Her kan den aktuelle diskussion om prisen på cigaretter godt give anledning til bekymring. Selv om alle analyser og erfaringer viser, at højere cigaretpriser reducerer forbruget markant, viger politikerne alligevel tilbage med søgte argumenter om øget grænsehandel osv.

Den form for belejlige undvigemanøvrer er der ikke råd til, hvis vi har ambitioner om at opfylde stadig strengere klimamål.

Men lovgivning kan ikke stå alene. Alle erfaringer viser, at adfærdsændringer kræver en flerstrenget strategi:

For det første, at der er tale en national vision og ambition, dvs. et spørgsmål om en fælles og attraktiv identitet.

For det andet, at der gennemføres engagerende kampagner, der skaber bred tilslutning.

For det tredje, at der knyttes økonomiske fordele til den nye adfærd – og her kommer lovgivning og eventuelle skattebegunstigelser ind i billedet.

For det fjerde, at kampagnen støttes af rollemodeller, som alle respekterer eller kan identificere sig med.

Og endelig for det femte, at det giver anledning til diskussioner omkring middagsbordene.

Klimamål er altså ikke kun et personligt valg, men et samfundsvalg, og dermed også et bredt accepteret politisk valg. Det har vi heldigvis for længst accepteret, når det f.eks. gælder trafiksikkerhed – og det samme bør være tilfældet for klimasikkerhed.

Og det er netop det valg, der burde præge den politiske debat. Herhjemme indleder de politiske partier snart en valgkamp, der i det store perspektiv vil handle om ’luksustemaer’, dvs. forbedringer af et i forvejen relativt højt velfærdsniveau.

Omend forbedringerne kan være nok så berettigede, bestemmes fremtidens velfærd alligevel af, at vi sammen får løst de presserende udfordringer i en helt anden størrelsesorden, nemlig en hurtig omstilling til markant ændrede klimavilkår.

Indtil de nye vilkår bliver hovedtemaet i en valgkamp og det centrale debatemne hos familierne omkring landets middagsborde, har vi ikke forstået – eller også har vi fortrængt – hvad fremtidens klimaøkonomi handler om, og hvilke valgmuligheder vi reelt skal tage stilling til.

Politikerne må droppe deres berøringsangst over for vælgerne og for en gangs skyld stille krav i stedet for kun at opfylde ønsker. Og vælgerne må indstille sig på, at de har et valg imellem at tænke på sig selv og deres egne behov her og nu eller på de levevilkår, som de mener, at deres børn og børnebørn fortjener.

Klimaforandringerne konfronterer os således med nogle klare eksistentielle valg, der rækker langt længere end indtil næste valgperiode.