Klimakampens danske taberopskrift

Danmark er ved at udvikle sig til et ’godt’ eksempel på den stigende afstand mellem internationale aftaler og den nationale politiske virkelighed. Klimarådets nye rapport afdækker klimakampens barrierer og muligheder, herunder hvordan et uambitiøst Danmark sovende kan nå sine CO2-mål.

Hvis verden ikke når sine klimamål – hvilket intet i øvrigt tyder på, at vi gør – kan årsagen bl.a. findes i eksemplet Danmark. Ikke fordi det alene vil være Danmarks skyld, men fordi vi er et eksempel på den afstand, der er mellem at bakke op om ambitiøse, langsigtede, globale erklæringer som f.eks. klimaaftalen fra Paris 2015 og så den nationale kortsigtede politiske virkelighed.

Når især Danmark fremhæves som forklaringen på de uindfriede klimamål, skyldes det, dels at man berettiget kan forvente, at vi som hidtidigt grønt foregangsland ville agere frontløber ved gennemførelsen af så vigtig en aftale. Dels at vi i forvejen er et af de lande i verden, der udleder mest CO2 pr. indbygger.

Men realiteten er, at Danmark – på linje med mange andre lande – deltager aktivt i et spil, der handler om at slippe så billigt som muligt fra den hastigt voksende klimaregning. Spillet foregår i denne tid i bl.a. EU, som har fastsat, at unionens samlede udledning skal begrænses med 40 pct. inden 2030, og at Danmark skal bidrage med 39 pct. reduktion af sit forbrug.

Hvad klimaspillet handler om, afdækkes overbevisende, men meget teknisk og indforstået i Klimarådets nye rapport ’Omstilling frem mod 2030: Byggeklodser til et samfund med lavere drivhusgasudledninger’. Det er tung læsning, men to centrale budskaber stikker ud: Det ene er en klar advarsel til regeringen om ikke at slække på sine grønne ambitioner. Det kan på sigt vise sig at blive en fatal beslutning. Udover at skubbe store og voksende omkostninger foran os, risikerer vi at miste positionen som bæredygtigt foregangsland.

Det andet og nok så bekymrende budskab er, at rapporten viser, hvordan den danske regering både kan nedtone ambitionerne og alligevel på samme tid overholde sine klimamål. Det vil sige, at den ikke behøver at gennemføre nationale satsninger, det være sig investeringer i nye teknologier, nye reguleringer, der tvinger erhvervene til hurtigere omstilling, etc. Rapporten afdækker præcist, hvordan et politisk spil og lurepasning kan forhindre, at verden i tide omstiller sig til en ny klimavirkelighed, alt imedens den globale temperatur stiger med tre grader eller mere.

Nedenfor beskrives med inspiration fra Klimarådets rapport, hvordan og hvorfor det bliver umuligt at vinde det vigtige slag mod klimaforandringerne, der forudsætter, at den globale temperaturstigning holdes på maksimalt 2 grader.

Det tabte slag

Den internationalt berømmede klimaaftale fra COP21 i 2015 må allerede nu opgive sin første målsætning, der var at holde den globale temperaturstigning på maksimalt 2 og helst 1,5 grader.

Indtil nu har kun 145 ud af de 195 lande, der har underskrevet aftalen, ratificeret den, og de bidrag om CO2-reduktioner, landene hidtil har indrapporteret, er klart utilstrækkelige for at kunne overholde 2-gradersmålet. Det i sig selv vil kræve en væsentlig forøgelse af alle landes ambitioner. Hertil kommer, at verdens største udleder af CO2, USA, for nylig meldte sig ud af klimaaftalen.

Hvor langt vi er fra målene afdækkes i FN’s miljøprograms, UNEP, ’Emissions Gap Report’ fra 2015. Den viser, at selv hvis landenes betingede tilsagn om reduktioner overholdes, vil vi alligevel være på vej mod en temperaturstigning på 3-3,5 grader. Hvilket betyder, at vi risikerer at passere så mange tipping points, at vi i realiteten har tabt kampen mod klimaforandringerne. Vi skal i hvert fald forberede os på vejrmæssige, økonomiske, sociale og sikkerhedspolitiske udfordringer i et hidtil uset omfang.

Det perspektiv burde i sig selv udløse alarmklokker og en intens politisk aktivitet verden over. Men nej, verden kan forgå, men bureaukratiet vil bestå. Første planlagte opdatering imellem klimaaftalens parter ventes først at finde sted i 2025, altså om 8 år!

EU har som nævnt indrapporteret, at unionen vil sikre en reduktion på 40 pct. i 2030 i forhold til 1990.  Det forudsætter selvfølgelig, at alle medlemslande leverer deres bidrag til det fælles mål, bidrag, som altså allerede nu anses for utilstrækkelige. Analyser viser, at EU i så fald skal reducere CO2-udledningen med op til 55 pct. i 2030. Derfor må det forudses, at EU inden for de nærmeste år tvinges til at stille markant øgede krav til medlemslandene.

Foreløbig har der været afsat to år til at drøfte, hvordan EU’s 40 procents reduktion skal nås, og hvordan Danmark kan bidrage med sine 39 pct. Det har fuldstændig forudsigeligt givet anledning til en række hjemlige politiske udmeldinger, der bl.a. går ud på ikke at forpligte sig til noget konkret tal, men lurepasse. Der spores ingen stærk politisk vilje eller engagement, i forhold til at Danmarks skal være klimaforegangsland, og forståelsen for såvel klimaudfordringens omfang som de forretningsmæssige muligheder i at udvikle fremtidens bæredygtige løsninger er stort set fraværende.

Danmarks passive omstilling

I stedet forventes Danmark at satse på en løsning, der stort set ikke kræver noget af os. Forklaring kommer her: Frem til 2020 kan Danmark opfylde sine klimamål med de allerede kendte aktiviteter. Udfordringen kommer fra 2021 til 2030. De 39 procents reduktion svarer skønsmæssigt til, at der skal gennemføres nye tiltag, som i alt reducerer udledningerne fra den såkaldte ikkekvotesektor (populært sagt biler, bønder og boliger) med i alt 28 mio. tons fra 2021 til 2030.

Når Danmark til den tid nærmest kan sove sig igennem 10 års omstilling, skyldes det to forhold: For det første godskrives Danmark for en forventet mindre CO2-udledning fra arealanvendelse og skovbrug uden at skulle gennemføre nye tiltag på det område. Det sparer os for godt halvdelen af de 28 mio. tons. Desuden kan 8 mio. tons reddes via EU’s kvotesystem, hvis vi accepterer at annullere en tilsvarende mængde CO2-kvoter. Da der i forvejen er overskud af kvoter i EU, og de derfor er meget billige, har den løsning beskeden effekt på klimaet. Af samme grund anbefaler Klimarådet, at Danmark afstår fra at udnytte denne mulighed.

Tilbage er så ca. 5 mio. tons. At nå det mål over en tiårig periode bliver ingen større udfordring og relativt billigt. Klimarådet har lavet en pakke af løsninger, som bl.a. omfatter energirenovering af bygninger, brug af varmepumper i forskellige størrelse og til forskellige formål, solvarme, energieffektivisering og elbiler m.m.

Med andre ord og tal: Danmark kan uden omkostninger efterleve EU’s klimamål i 2030

Man kan ikke beskylde rådet for at bruge markante udtryk og skarpe vendinger. Men mellem de forsigtigt formulerede linjer efterlades ingen i tvivl om budskabet:

Danmarks grønne omstilling går i stå, hvis ikke der snarest udvises politisk mod og handlekraft til at forberede os på fremtidens klima- og energivirkelighed. Som følge af de accelererende klimaforandringer skal vi indstille os på langt højere reduktionskrav, fordi EU hurtigt tvinges til at udstikke nye mål. Klimarådet har peget på en snes omstillingsmuligheder. De skal forberedes nu og bringes i spil fra 2021.

Dette er ikke kun et spørgsmål om at nå 2030-målene, men også om at sikre, at Danmarks store ambition om at være et lavemissionssamfund i 2050 kan indfries. Der er ingen tvivl om, at Klimarådet er dybt bekymret for, om Danmark i tide når at omstille sig til den virkelighed, den globale opvarmning så hastigt udvikler, og ikke mindst over politikernes manglende grønne vilje.

Det er ikke alene et spørgsmål om konkrete initiativer, men om selve ens politiske mindset, og om hvordan man ser på Danmarks ansvar og rolle i verden. Det handler om, hvorvidt Danmark som nation og med regeringen i front skal praktisere en udtrykkelig ambition om at tage teten i den grønne omstilling – både fordi det forventes af et land som Danmark, og for at udnytte de store forretningsmæssige muligheder, der ligger i at være grønt foregangsland.

Det er lige præcis her, man kan dele Klimarådets bekymringer. Hvis en reel grøn omstilling virkelig var regeringens ambition, ville det være en vigtig prioritering i såvel 2025-planen som i den nye udenrigspolitiske strategi, der begge er udspil, der afdækker de vigtigste satsninger for regeringen. Desværre er det ikke tilfældet. Klimaet er stort set fraværende i begge udspil.

Alt dette bekræfter, at regeringens såkaldt ’grønne realisme’ synes at have fortrængt de grønne ambitioner, som hidtil har gjort Danmark til et internationalt foregangsland.

Den danske taberopskrift

Når Danmark er et interessant eksempel, er det, fordi vi illustrerer, hvad der formentlig vil ske i mange af de andre lande, der står bag klimaaftalen i Paris. Når begejstringen over de flotte taler om at stå sammen om den fælles udfordring har lagt sig, og glassene med bobler er tømt, venter den politiske virkelighed nemlig.

Og når en ellers så bæredygtig nation som vor egen ikke kan og vil overføre den globale begejstring til nationale politiske initiativer, hvad så med de mange lande, der har ringere forudsætninger end os? Kravene til Danmark på 39 procents CO2-reduktion i 2030 er højere end for mange andre, men vi udleder også mere. Og ifølge Klimarådets rapport har vi også muligheder for at løse opgaven nemmere. Vi har altså alle forudsætninger for at rejse det grønne flag.

Opskriften på at tabe en klimakamp er dermed såre enkel:

Man indleder med at bakke stærkt op om internationale aftaler og er blandt de fremmeste ambassadører, når der skal skåles og tages pressebilleder, men man forpligter sig ikke mere end andre, når aftalerne skal gennemføres. Samtidig er det vigtigt, at man finder argumenter for, at man allerede har gjort mere end andre. Hvis det ikke virker, kan man altid henvise til, at omstillingen koster job og konkurrenceevne. Der er som regel mindst et par erhverv, der vil føle sig truet, og dem skal der – naturligvis – tages hensyn til. Og så skal man for alt i verden undgå at rode sig ud i alt for abstrakte diskussioner, f.eks. om klodens ’krav’ til grønne omlægninger. De fleste kan alligevel ikke overskue dem, og så risikerer man heller ikke at fremstå som klimakyniker, hvis snakken skulle falde på den arv, vi f.eks. giver videre til kommende generationer.

Og således er der stor afstand mellem internationale, relativt uforpligtende aftaler og den nationale forpligtende politiske virkelighed. Hvem der vinder, hersker der ingen tvivl om, ej heller hvem der taber: Det gør klimaet og os alle sammen.

Forrige artikel Mellem handlekraft og ydmyghed – Macrons svære balancegang Næste artikel Mandag Morgen i ske med BAT-kartellet
Der er jo ingen der har lyst til at bo ligesom på et hospital

Der er jo ingen der har lyst til at bo ligesom på et hospital

KOMMENTAR: Det kan være svært at forsvare en prioritering af udsmykning og arkitektur på et hospital, når budgetterne er stramme. Men det skal vi. For det er godt for patienterne. På Nordsjællands nye superhospital kæmper vi for at udvikle en helt ny type velfærdsbygning, skriver projektdirektør Henrik Schødts.

Nye generationer kan koste S og V magten

Nye generationer kan koste S og V magten

Den kommende valgperiode bliver en af de sidste, hvor Socialdemokratiet og Venstre er de toneangivende partier i dansk politik. Danmarks yngste vælgere vil halvere de to store partier. Deres foretrukne partier er Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet. Danmark er i gang med et markant generationsopgør, en revolution, der vender op og ned på de politiske partiers styrkeforhold.

Danske whistleblowere er retsløse

Danske whistleblowere er retsløse

655 danske virksomheder har en whistleblowerordning, men hvem beskytter de egentlig? Ordningerne kan ende som et parallelt retssystem, hvor virksomheder klarer kritisable sager internt, så offentlighed og myndigheder aldrig får kendskab til dem.

Jagten på en topchef så ren som nyfalden sne

Jagten på en topchef så ren som nyfalden sne

Efter afsløringerne af hvidvaskskandalen i Danske Bank og den danske og internationale finanssektors omfattende skattespekulation er det blevet en tand sværere at besætte de øverste poster i dansk erhvervsliv. Her kommer et bud på de kandidater, hvis personlige hæderlighed skal igennem en historisk hård test, før de kan lande i en af de tre tunge topposter, der står ledige lige nu.

Set, læst og hørt: Henriette Laursen

Set, læst og hørt: Henriette Laursen

Mandag Morgen har bedt Kvinfo-direktør Henriette Laursen om tre kulturanbefalinger. Hun fremhæver både tv-serien Babylon Berlin og forfatter Aydin Soei, og så har hun overhørt et citat til en demonstration for seksuelt samtykke.

Her foregår den digitale jobjagt

Her foregår den digitale jobjagt

KOMMENTAR: For 20 år siden revolutionerede internettets digitale løsninger jobsøgning og rekruttering. Nu er næste bølge på vej. Sociale medier og Google kan blive måden, du finder din næste kernemedarbejder – eller selv får et nyt job. Rekrutteringsekspert Frederik Lysgaard giver dig en guide til fremtidens jobmarked.

Guide til den gode whistleblowerordning

Guide til den gode whistleblowerordning

Overvejer du, om der er brug for en whistleblowerordning i din virksomhed eller på din arbejdsplads? Her er 7 af de vigtigste spørgsmål, du skal tage stilling til, før du går i gang.

Bankchefer ville dumpe på nye egnethedskrav

Bankchefer ville dumpe på nye egnethedskrav

Halvdelen af de store bankers topchefer ville efter alt at dømme være dumpet på Finanstilsynets nye skærpede praksis for egnethedsvurderinger. Det viser en gennemgang af bankdirektørernes cv’er. Der er brug for mere transparens i tilsynets vurderingsgrundlag, lyder det fra eksperter.

Kinas nye eksportvare: digital autoritarisme

Kinas nye eksportvare: digital autoritarisme

KOMMENTAR: Kina bruger de amerikanske techselskabers krise med datalæk og fake news til at eksportere sin model for styring af internettet og software til kontrol og overvågning.

Pensionskasser skruer bissen på med aktivistisk investeringspolitik

Pensionskasser skruer bissen på med aktivistisk investeringspolitik

Flere pensionskasser bekender nu åbenlyst politisk kulør og arbejder for at presse nøje udvalgte politiske agendaer igennem over for de virksomheder, de investerer i. Vi ser nærmere på tre af de absolut mest aggressive pensionsspillere, der kæmper for hver deres agenda.

Et gult wake-up call til den grønne elite

Et gult wake-up call til den grønne elite

ANALYSE: Den grønne omstilling er ikke bæredygtig, hvis den tager fra de fattige og giver til de rige. Det har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, måttet indse. Det samme skal resten af EU forholde sig til, hvis man vil af med kulindustrien, der beskæftiger 480.000 mennesker i Europa.

Ministeriet tager magten over erhvervsstøtten

Ministeriet tager magten over erhvervsstøtten

ANALYSE: Det danske erhvervsfremmesystem trængte til en overhaling – så langt har de fleste været enige. Men det system, der træder i kraft den 1. januar, betragtes af mange som et misfoster, hvor alt for mange af de ting, der rent faktisk fungerede i det gamle system, risikerer at gå tabt.

Aktivister på Nørrebro bruger samme software som Donald Trump

Aktivister på Nørrebro bruger samme software som Donald Trump

Teknologi har disruptet demokratiet. Specialiserede digitale platforme med teknikker fra moderne corporate marketing gør det let at starte et nyt parti eller en borgerbevægelse. Amerikanske NationBuilder har bidraget både til Donald Trumps valgsejr og til at skaffe gadebelysning ved den utrygge Nørrebro Station.

Europas nationale demokratier skælver

Europas nationale demokratier skælver

Politikere i de europæiske lande får stadigt sværere ved at danne regeringer og føre politik, for når de politiske yderfløje vokser, reduceres evnen til at finde kompromisser. Splittelsen hjælpes på vej af russisk støtte til fløjene.

Europæisk politik kan købes for penge

Europæisk politik kan købes for penge

National politik i hovedparten af EU-landene påvirkes af betydelige lyssky pengesummer – også fra Rusland, USA og andre verdensdele. Heller ikke det danske partistøttesystem er så transparent, som vi tror, siger en af Danmarks førende eksperter i finansiering af politiske partier.

Jurister og 'cyber-tropper' bekæmper desinformation i Tyskland

Jurister og 'cyber-tropper' bekæmper desinformation i Tyskland

Tyskland er et af de få lande, der har valgt at indføre lovgivning som led i kampen mod desinformation. ”Facebook-loven” som den populært kaldes er imidlertid blot ét af flere initiativer, som tyskerne har indført for at bekæmpe indflydelsesoperationer, desinformation og propaganda.

Mads Øvlisen: ”Vi bliver nødt til at modernisere kapitalismen”

Mads Øvlisen: ”Vi bliver nødt til at modernisere kapitalismen”

INTERVIEW: Kapitalismen mangler at tage hensyn til den kompleksitet, der er kommet i vores samfund. Nationalstaten og internationale organisationer kan ikke alene løse nogle af de store udfordringer, vi står overfor. Virksomhederne er nødt til at tage et ansvar, mener den tidligere topchef i Novo Nordisk.

Nationalbankdirektør stod i spidsen for omfattende aktieudlån

Nationalbankdirektør stod i spidsen for omfattende aktieudlån

I sine mange år i ATP stod nationalbankdirektør Lars Rohde i spidsen for talrige aktieudlån, hvor landets største pensionskasse ikke havde nogen kontrol med, hvad deres aktier blev brugt til. En stor del af de mange udlån foregik via en konstruktion i Luxembourg, som ATP selv betegner som kreativ.

Aarhus-model breder sig: Udsatte får 50.000 kr. til et bedre liv

Aarhus-model breder sig: Udsatte får 50.000 kr. til et bedre liv

Fire kommuner tester lige nu, om det kan betale sig at investere i et bedre liv for langtidsledige og socialt udsatte med 50.000 kr., som de selv råder over. Erfaringerne fra et lignende projekt i Aarhus er gode, men lovgivning kan stoppe yderligere udbredelse af de gode erfaringer.

Fire ud af ti vælgere vil skifte parti

Fire ud af ti vælgere vil skifte parti

Aldrig før har meningsmålinger vist så få vælgere vandre over midten som nu. Men blandt partierne internt i både blå og rød blok er der gang i vælgerstrømmen. Hele 37 pct. af vælgerne vil stemme på et andet parti. Det er ikke vælgerne, som har flyttet sig. Det er partierne, siger valgekspert.

Den rette uddannelse er et valg du tager mange gange

Den rette uddannelse er et valg du tager mange gange

KOMMENTAR: Som ung er man bange for at vælge den forkerte uddannelse, men vejen til læring og opkvalificering vil være langt bredere fremover. Udfordringen bliver ikke, om man vælger rigtigt, men i langt højere grad om man kan begrænse sig.

Ikke alle ledere er magtliderlige psykopater

Ikke alle ledere er magtliderlige psykopater

KOMMENTAR: Vi har alle mødt en dårlig leder, der kun er leder for magtens og pengenes skyld. Men er det et retvisende billede af den danske lederstab? Og hvis ja, skaber vi så bedre ledelse ved at fremhæve de dårlige eksempler?

Sådan organiserer du den digitale innovation

Sådan organiserer du den digitale innovation

KOMMENTAR: For at få succes i den digitale æra er organisationer nødt til at skabe både inkrementel og radikal innovation – med brugeren i centrum. Ved at bruge to forskellige typer innovationsenheder kan organisationer parallelt optimere kerneforretningen og udforske radikale innovationer, der kan sikre fremtidens succes.

8 verdensmål for fremtidens 'hotte' ledere

8 verdensmål for fremtidens 'hotte' ledere

KOMMENTAR: Ikke kun jordens klima bliver varmere og tvinger virksomhederne til at omstille sig til et markant anderledes erhvervssamfund. Forretningsklimaet bliver også varmere og kræver et nyt ledelsesparadigme. Her er portrættet af en 'hot' leder.

Venstre taber kampen om Udkantsdanmark

Venstre taber kampen om Udkantsdanmark

Udflytninger af statslige arbejdspladser har ikke hentet vælgerne "hjem" til Venstre. Ved det kommende valg står Venstre til at gentage det historisk dårlige resultat fra valget i 2015.

To borgerlige statsministre, to personligheder, to ledere

To borgerlige statsministre, to personligheder, to ledere

Udgivelsen af to nye bøger om hhv. Poul Schlüter og Lars Løkke Rasmussen er en god anledning til at sammenligne de ledelsesstile, som er og har været de to borgerlige statsministres personlige fingeraftryk på hver deres epoke.

Sådan ser et politisk opbrud ud på dansk

Sådan ser et politisk opbrud ud på dansk

KOMMENTAR: Partiernes størrelse er næsten uændret – men alligevel vil den logik, der har opdelt dansk politik i en blå og en rød blok, være kraftigt udfordret efter valget.

Nu er det de røde der vinder på udlændingepolitikken

Nu er det de røde der vinder på udlændingepolitikken

Siden folketingsvalget i 2001 har udlændingepolitikken flyttet titusinder af stemmer fra rød til blå blok. I denne valgperiode er det lige omvendt. Nu flytter udlændingepolitikken stemmer fra blå til rød blok. Socialdemokratiet og Radikale trækker læsset. Det kan afgøre det kommende valg.

DF-profiler står til at ryge ud af Folketinget

DF-profiler står til at ryge ud af Folketinget

Næsten hver femte vælger har forladt Dansk Folkeparti, og store profiler som udlændinge-ordfører Martin Henriksen og EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth er i fare for at ryge ud af Folketinget ved næste valg. Store valgdramaer venter partiet i Nordsjælland og Sydjylland.