Menneskeskabt global opvarmning slår mennesker ihjel hver eneste dag året rundt. For enhver beslutningstager er det en problemstilling, som kalder på omtanke og svære beslutninger – hvis man altså tror på naturvidenskaben.
Men det er Thor Petersen ikke sikker på, at han gør. Det fremgår af et interview, som den tidligere minister gav til Weekendavisen i efteråret.

Venstres nestor, der i en årrække har hørt til rigets mest magtfulde personer, mener f.eks. ikke, at klimaet bliver varmere, og han mener ikke, at der er videnskabelig konsensus om global opvarmning. Begge dele er i lodret strid med kendsgerningerne og videnskaben.

Trods en stribe kontroversielle udsagn får Thor Petersens påstande mere eller mindre frit spil i Weekendavisens spalter. Måske fordi han som altid er en charmerende og stærkt underholdende samtalepartner. Det er svært ikke at holde af en politikertype som Thor Petersen, der ofte – med humor og sarkasme som våben – går imod strømmen.

Det fremgår imidlertid af interviewet, at Thor Petersen i årene på Christiansborg med stigende bekymring iagttog, hvordan ”virkeligheden her og nu ikke interesserer så mange. Det gør derimod alle mulige teorier. Min erfaring er, at hvis man beskriver virkeligheden, er man ofte politisk ukorrekt, selv om det, man siger, kan dokumenteres”, siger Petersen. Han mener, at ”faktuel viden er blevet politisk”.

Bekymringen gælder dog åbenbart kun den faktuelle viden på klima- og miljøområdet, viser det sig. Her står det, ifølge Petersen, til gengæld også slemt til.

Thor Petersens kritik i Weekendavisen hviler stort set kun på tre af de mest forslidte argumenter fra klimaskeptiker-lejren, som man kender dem fra bl.a. Tea Party-bevægelsen i USA og kredsen omkring den mest fremtrædende engelske klimaskeptiker, Christopher Walter Monckton.

De tre skeptiker-argumenter, som Thor Petersen benytter, er af videnskabelige kilder udpeget som 3 af de ”10 mest udbredte myter” om global opvarmning . Og det kan kun undre, at Thor Petersen ikke har evnet at gennemskue dem:

Myte 1: Manglende konsensus

For det første stiller Thor Petersen et meget stort spørgsmålstegn ved den videnskabelige konsensus, altså det faktum, at der blandt naturvidenskabelige forskere, der beskæftiger sig med klima, er enighed om, at klimaforandringer er menneskeskabte.

Thor Petersen mindes et møde, han havde før COP15 med en gruppe af ”estimerede forskere”, der dog ikke var ”specielt” klimaforskere. De udtrykte forundring over, ”at det, de forskede i og undersøgte rigtigheden af, det vidste man allerede med sikkerhed i den politiske verden”.

Thor Petersen mener således, at ”i Danmark har det været sådan, at der i nogle kredse ikke er interesse for at undersøge andre årsager til klimaændringer end de politisk korrekte – at dømme efter reaktionen, som nogle har udvist over for f.eks. Henrik Svensmarks forskning i solens påvirkning af klimaet”.

Hvis Thor Petersen havde brugt blot få timer på at skimme de anerkendte kilder på området, ville han finde ud af, at netop spørgsmålet om konsensus hører til blandt de mest undersøgte overhovedet. Den mest citerede kilde fastslår, at 97 pct. af de forskere, der beskæftiger sig med klimaforskning, og som publicerer rapporter, der er underlagt peer-review, er enige om, at global opvarmning er menneskeskabt.

[quote align="right" author=""]Med en baggrund som cand.polit., sergent i Livgarden og direktør for Jydsk Rengøring mener Thor Petersen, at kunne pille alverdens naturvidenskabsmænd ned, når det kommer til viden om temperaturstigninger.[/quote]

En række andre studier viser nogenlunde det samme. FN’s klimapanel, som baserer sig på tusindvis af forskeres peer-reviewede arbejde, konkluderer, at det med over 90 pct. sandsynlighed er menneskeskabt udledning af CO2, der er årsag til global opvarmning.

I stedet for disse autoritative kilder vælger Thor Petersen at holde sig til de ganske få forskere, der mener, at kollegerne er på galt spor – heraf stort set ingen, der rent faktisk forsker i klimaspørgsmål. Eller er det internettets syndflod af mere eller mindre suspekte sites med konspirationsteorier, der har optaget Petersen?

Man må håbe, at den daværende finansminister ikke benyttede sig af samme kildevalg og metode, da han i sin tid skulle forholde sig til Danmarks og EU’s økonomiske ve og vel og statens finanser.

Myte 2: Vi kender ikke temperaturen fra præindustriel tid

Thor Petersen kritiserer også det, som er kronjuvelen i en ellers kritiseret sluttekst på COP15. Det drejer sig om enigheden mellem i- og ulande om, at den globale gennemsnitstemperatur ikke må stige med mere end 2 grader i forhold til præindustrielt niveau.

Han mener ikke, at nogen af de politikere, der tog del i beslutningerne op til og under COP15, vidste, hvad den gennemsnitlige temperatur var i præindustriel tid, og at beslutningen derfor er meningsløs. Heller ikke embedsmændene ved det, mener Petersen, som i forbindelse med COP15 elskede at drille daværende klimaminister Connie Hedegaard med hendes klimahysteri. På et ministermøde foreslog han bl.a., at klimatopmødet skulle varetages i Kirkeministeriet, fordi det er et spørgsmål om tro, ikke viden – til stor moro for hans Venstre-kolleger i regeringen.

Igen har drillepinden Petersen åbenbart ikke konsulteret hverken Google eller Wikipedia, endsige de mangfoldige og lidt mere avancerede dokumenter, der stilles til rådighed af embedsmænd og forskere op til, at en sådan beslutning tages.

Her fremgår det, at præindustrielt niveau defineres til tiden før 1750, dvs. før den industrielle revolution startede i England – med heraf følgende øget afbrænding af fossile brændsler. Se mere uddybende nedenfor.

Myte 3: Temperaturen stiger ikke

[graph title="Stigning i den globale temperatur" caption="" align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/af61a-temperatur-nasa_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/a8460-temperatur-nasa_0.png" text="Den globale gennemsnitstemperatur (luft) er steget støt siden Den Industrielle Revolution, men der er udsving undervejs – og dem kan skeptikere bruge til at hævde, at vi oplever global nedkøling i stedet for opvarmning. Smart, men usandt. Man kan på figuren se 1998-peaket – men også at 2010 var endnu varmere. Samt hvad hovedtendensen er over tid: Stigende temperturer."]Kilde: NASA, Goddard Institute for Space Studies.[/graph]

Med en baggrund som cand.polit., sergent i Livgarden og direktør for Jydsk Rengøring mener Thor Petersen, at kunne pille alverdens naturvidenskabsmænd ned, når det kommer til viden om temperaturstigninger.

Thor Petersen påpeger således, at ”siden 1998 er klodens målte gennemsnitlige overfladetemperatur ikke steget. Den har endda en svagt faldende trend”. Igen et af klimaskeptikernes yndlingsargumenter. Og igen et argument, der er tilbagevist utallige gange.

Det baserer sig på, at man piller et bestemt, ikke-repræsentativt punkt ud af en tidsserie, hvor man måler fra et peak (i dette tilfælde 1998, hvor El Nino-orkanen skabte overordentlig stor opvarmning) til det laveste mulige punkt i et udsving. Se illustrationen.

Den korrekte udlægning af tilgængelige data er, at temperaturen har haft en klart stigende trend siden 1850, at de 13 varmeste år, der nogensinde er registreret, alle er faldet siden 1997, samt at årtiet 2000-2009 er det varmeste nogensinde målt.

Kritik af egne rækker

Weekendavisens interview viser, at Thor Petersen igennem 00’erne har fået klima- og miljøpolitikken galt i halsen, og at han – højst overraskende, når man tænker på hans lange erfaring og indsigt – har taget mange af klimaskeptikernes kontroversielle, men let gennemskuelige, argumenter til sig.

Thor Petersen retter en lang række af anklager mod det meste af Slotsholmen, ikke mindst centraladministrationens embedsmænd, som han mener, kører rundt med politikerne. Og i EU-systemet har det ”i perioder været sådan, at embedsværket kørte sit eget løb og reelt bandt politikerne op på noget, som embedsmændene have aftalt med andre landes embedsmænd (…) Det gælder på hele miljøområdet, og også på landbrugsområdet”.

Hans kritik retter sig – indirekte, vel at mærke – mod de af Folketingets partier og ministre, der stod i spidsen for COP15-processen, dvs. Venstre og De Konservative og centrale aktører som f.eks. Connie Hedegaard, Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen. Det er vist kun Dansk Folkeparti, der går ram forbi.

Det kan kun undre, at Petersen kunne udholde at bestride hvervet som formand for Folketinget i fire, lange år, når forsamlingen åbenbart i den grad var manipuleret og præget af inkompetence. Ligesom det må have været særdeles udfordrende at være fremtrædende medlem af en regering, der i den grad lod sig forføre af Slotsholmens embedsmandssnoge.

Dengang kom galden imidlertid kun ud i form af små provokationer i medierne. Som f.eks. få dage før COP15. Det danske formandskab fik morgenkaffen galt i halsen, da han i radioavisen advarede om, at "det er en meget farlig påstand kun at forbinde klimaforandringer med CO2-udslip forårsaget af mennesker”.

En kritik han uddybede senere på dagen i TV 2 Nyhederne ved at bekendtgøre, at ”man skal tilbage til, hvad det er, der er teori, og hvad det er, vi ved – og så få det ned på jorden, hvor det ikke er en religiøs bevægelse, som vandrer jorden rundt, og hvor ingen aner, hvad det i virkeligheden er, vi sætter i værk, og hvad udgiften er”.

Interviewet i Weekendavisen er første gang, at Thor Petersen grundigt uddyber sine bevæggrunde for sine udtalelser dengang. Det er et lidt tilbagelænet, retrospektivt interview, men taget for pålydende er det ikke desto mindre en aggressiv mistillidserklæring til Fogh og Løkkes regeringer, der – efter Foghs grønne ”omvendelse” i 2005 – forfulgte endog meget høje klimaambitioner.

Thors teorier

I Thor Petersens optik er verden vendt på hovedet.

Han mener således, at inden for klima, energi og landbrug, ”betyder den faktuelle viden, man har, ingenting. Den er nærmest til gene for de beslutninger, man gerne vil have truffet”, og at ”virkeligheden her og nu ikke interesserer så mange. Det gør derimod alle mulige teorier”.

Vupti. Det, som naturvidenskaben møjsommeligt har dokumenteret, er i Petersens øjne ”teorier”, mens det, som nogle få ukvalificerede skeptikere tror, er ”faktuel viden”.

Det overrasker imidlertid ikke, hvis man har læst den efterhånden solide og dybt fascinerende litteratur, der går bag om skeptikernes metoder og strategi. I bogen Merchants of Doubt kortlægger samfundsforskerne Naomi Oreskes og Erik M. Conway, hvordan en lille men ekstremt engageret lobby med udspring i USA og England siden slutningen af 1990’erne har formået at sprede den samme håndfuld misinformationer over hele verden gennem medierne og internettet med stor effekt.

Det er ligegyldigt, hvor mange gange disse misinformationer bliver tilbagevist. Som en slags vandrehistorier spreder de sig, fordi de appellerer til noget grundlæggende i den menneskelige karakter. Dels taler de til den lille Rasmus Modsat i os alle, dels udgør de en ”behagelig sandhed”, som fritager os for ansvar. Hvis der er global nedkøling, hvorfor skulle jeg så købe en mindre bil? Vi kan trygt fortsætte vores ikke-bæredygtige livsstil.

Disse urban climate myths appellerer samtidig til medierne, fordi det altid er en god historie, når nogen taler parnasset midt imod. Samtidig gør de det nemt for journalisterne at ”høre begge sider”, når de skriver om klimaændringer.

Sidstnævnte fænomen kaldes ”false balance”. Journalisterne stiller alverdens videnskabsfolk og peer-review-rapporter op over for en lille, ukvalificeret minoritet i forholdet 1:1. Det svarer til, at journalisten, der skriver om lungekræft, altid indhenter et citat fra Tage Voss, der afviser, at rygning forårsager kræft.

Også på andre måder følger Thor Petersen den skabelon, som analyserne har afdækket.

Klimaskeptisk ekkokammer

Som den succesrige bog Climate Cover-up af James Hoggan beretter, er de fleste skeptikere ældre mænd uden klimavidenskabelige kvalifikationer. De viderebringer oplysninger, der er åbenlyst ukorrekte, men som understøtter en ideologi eller sag. Fænomenet kaldes ”the echo chamber”.

Thor Petersen fungerer som ekko-kammer for den lille håndfuld tænketanke og videnskabsfolk, som mener, at alle andre videnskabsfolk er på afveje. Tænketankene er for en stor dels vedkommende finansieret af den amerikanske kul- og olieindustri. Under den nyligt overståede amerikanske valgkamp rejste mange af tænketankene aggressivt penge for at få Romney valgt. Det lykkedes ikke. Men det lykkedes at rejse penge. Mange penge. Løseligt anslået rejste anti-Obama-lejren 200 mio. dollar.

Men for at få budskabet ud, uden at medier, befolkning og kritikere siger ”nå ja, det er jo bare de der tænketanke”, så har de brug for ekkokammeret. Nogle troværdige, helst uafhængige og helst kendte, frontfigurer. På den måde forstærkes budskabet, så det når ud til velanskrevne medier. Den danske version, altså Thor Petersen og Weekendavisen, udgør et utrolig stærkt hold.

Thor Petersens ansvar

Men, herregud. Skal man ikke bare lade Thors nedsmeltning gå i glemmebogen? Nej, det skal man ikke – af to grunde.

For det første legitimerer Thor Petersen med sine udtalelser de mange misinformationer om klima og miljø, der flyder rundt ude i samfundet og i medierne, og som er med til at forplumre en vigtig, politisk beslutningsproces. Én ting er, at hr. Hansen og fru Jensen vistnok har hørt, at global opvarmning er fis i en hornlygte, noget andet er, at en af rigets mest fremtrædende personer gentager det og dermed giver det en validitet, det ikke fortjener.

Der vil naturligvis til alle tider være en sund skepsis over for autoriteter blandt vælgerne, men som folkevalgt har man en forpligtelse til at sortere skidt fra kanel, f.eks. når rigets finanser skal styres. Man ville således næppe blive taget alvorlig som politiker, hvis man f.eks. afviste, at der var hungersnød på Afrikas Horn, gældskrise i euro-zonen, eller at multiresistente bakterier er et problem for den globale sygdomsbekæmpelse.

For det andet hører klimaforandringer til en af de alvorligste udfordringer, vores samfund står over for.

Det handler ikke bare om vindmøller og elbiler, men om grundlaget for vores fremtidige velfærd og økonomi. En mand, der som Thor Petersen repræsenterer vores demokratis øverste ledelse (han har siddet på seks forskellige ministerposter i perioden 1986 til 2007), svigter sit ansvar ved at negligere eller endda afvise den viden, som videnskaben og embedsværket tilvejebringer over for det politiske system.

Den proces, hvor fagfolk sørger for et oplyst grundlag for politiske beslutninger, udgør en grundsten i vores demokrati. Det er noget, som vi – og ikke mindst Thor Petersen – bør hæge om.

* Uddybninger:

1. Videnskabelig konsensus:

Det globale forskningssamarbejde mellem tusindvis af klimaforskere – fra glaciologer og klimatologer til havbiologer og fødevareeksperter – som FN etablerede i 1988, har fastslået, at det ”med over 90 procents sandsynlighed” er menneskeskabt CO2-udledning, der er problemet. Her er der igen tale om forskningsrapporter, der er underlagt peer-review, og som er medtaget, uanset hvad de konkluderer. Dvs. at forskning, der peger på andre faktorer – solens påvirkning, vulkaner osv. – også er medtaget. Klimapanelets rapporter er 6-7 år undervejs, og den næste forventes offentliggjort sent i 2013 eller tidligt i 2014 – og her vil det videnskabelige signal være utvetydigt siger en af de få, som har haft lejlighed til at kigge lidt i udkastene. Rapporten vil ”skræmme os fra vid og sans”, siger Yvo de Boer, der var FN’s klimachef indtil 2010 , ganske enkelt fordi data for temperaturstigninger, ørkensspredning, ekstremt vejr osv. er så overvældende.

Den danske forsker Henrik Svensmark, som Thor Petersen nævner, forsker i solens indflydelse på klimaet, og det er vigtigt at fastslå, at denne faktor også indgår i FN’s klimapanels arbejde (solens indflydelse varierer over tid, men anslås i de seneste årtier at stå for mellem 0 og 10 pct. af opvarmningen).

2. Præindustrielt niveau

Det præcise målepunkt varierer afhængig af de tilgængelige data, der i sagens natur er vanskelige at tilvejebringe. Men det ligger fast, at i en periode på ca. to tusind år frem til 1850 var den gennemsnitlige globale temperatur nogenlunde stabil, men siden er den steget markant. Siden 1906 har stigningen været på 0,74 grader , og det er denne stigning, som, ifølge COP15-beslutningen, ikke må nå 2 grader.

Der er tale om gennemsnitstal for hele jordkloden med store regionale udsving. Ved polerne er udsvingene større. I Arktis er temperaturen steget 1-2 grader i samme periode. Ovenstående data er alle ”observerede ændringer”, og ikke teorier (som mange skeptikere hævder), dvs. data, der baserer sig på faktuel viden om temperatur, nedbør, isdække osv. En viden, vi har fra f.eks. iskerneboringer, koralrev og – siden ca. 1850 – meteorologiske målinger.

3. Det er blevet koldere

Som det fremgår af temperaturkurven ovenfor, er det en nem sag at udvælge en kortere periode på en længerevarende kurve, der viser det modsatte af den generelle trend. Det er det, man kalder cherry picking (kirsebær-plukning), hvor man plukker de data, som ser specielt lækre ud alt efter ens observans, og ignorerer det samlede billede. Denne metode bruges ofte af klimaskeptikerne, også når det handler om f.eks. vandstandsstigninger. Som den tyske klimaforsker Stefan Rahmstorf siger: Det svarer til at hævde, at foråret ikke kommer, fordi der er et par kølige dage i april. Læs evt. denne glimrende artikel fra Forbes: “How to fool people using cherry-picked climate data”

Billeder herunder: Når forskere taler om global opvarmning, så er den gennemsnitlige overfladetemperatur (luft) i øvrigt kun ét ud af 10 vigtige parametre. Andre omfatter bl.a. havtemperaturer, isdække, snedække, vandstand m.v. Når man skal vurdere, om global opvarmning finder sted, får man et totalt billede ved at kigge på alle 10 parametre, og forskningen viser, at de alle 10 indikerer, at klimaet ændrer sig dramatisk i disse år – i den forkerte retning. Kilde: Skeptical Science.