Forleden genhørte jeg TV2s sang ”Kom lad os brokke os”. Her spidder Steffen Brandt den danske brokkementalitet. Sangen er absolut et genhør værd – ikke mindst fordi den giver et meget interessant tilbageblik på, hvad det var, vi brokkede os over i 1996.

Jeg genhørte sangen, fordi jeg i den senere tid har været lidt irriteret over den danske velfærdsdebat. Jeg ved godt, at netop utilfredshed er en væsentlig årsag til at engagere sig i debatten, men hvor er vi dog slemme til at diskutere velfærd ud fra fortidige forestillinger og ikke fremtidige muligheder.

Jeg er stor tilhænger af brok – det vil de fleste af mine kolleger og bekendte skrive under på, og disse linjer er jo et eksemplarisk bevis i sig selv! Brok er godt, når det sætter fingeren på emner, som vi ikke synes, bliver forvaltet eller håndteret godt nok. Så kan brok følges op af nye løsninger. Men brok kan også være uproduktivt, fordi det kan føre til nye forhindringer for at skabe løsninger på det, der var den egentlige årsag til brokken. Det gælder især i velfærdsdebatten, når der tales om velfærdsteknologi, private velfærdsleverandører eller inddragelse af frivillige.

Jeg fornægter ikke, at der er store udfordringer ved disse tre temaer. Det er der. Men der er også enorme muligheder i dem, når vi skal videreudvikle velfærdssamfundet. Og det skal vi.

Velfærdssamfundet skal se anderledes ud af den simple grund, at der hverken er kroner eller hænder til at fortsætte med business as usual. Men det er som om, at det ikke er gået op for mange borgere, interesseorganisationer og politikere. De brokker sig ud fra en forestilling om, hvordan velfærd var og har været. Derfor bliver deres brok uproduktiv. De forsøger at skrue tiden tilbage.

Men helt ærligt, så har vi ikke og har aldrig haft det ultimative velfærdssamfund. Særligt er tendensen, at den model, vi har nu, har umådeligt svært ved at rumme borgere med særlige behov. Det gælder uanset om vi snakker elever i specialklasser, førtidspensionister eller handicappede. Det kan blive meget bedre.

Vi har gennem de sidste 20-30 år vænnet os til, at velfærd er det, den offentlige sektor spytter ud. I videreudviklingen af velfærden skal vi opgive tanken om, at velfærd er noget, den offentlige sektor har monopol på. Velfærd er det, som skaber og bidrager til livskvalitet for borgeren. Og det kan andre end den offentlige sektor altså godt være gode leverandører af. Måske endda især for borgerne med særlige behov.

Prøv at tænke på, hvad en robotstøvsuger kan frigøre af tid til, at sosu-assistenten kan give den ældre en hånd med at indgå i andre relationer. Prøv at tænke på, hvad en privat aktør kan hjælpe med f.eks. i form af genoptræning eller andre form for rehabilitering, så den ældre igen kan være chef i eget liv. Og prøv at tænke på, hvad samvær med frivillige kan have af værdi for den ældre.

Så lad os endelig brokke os, når vi diskuterer velfærd i Danmark. Men det skal være under hensyntagen til, at vi er ved at skabe en ny velfærdsmodel. Lad os derfor brokke os over alle de velfærdsproblemer, vi hidtil ikke har fundet svar på i stedet for det faktum, at velfærdssamfundet forandrer sig. Så kan vi skabe et bedre velfærdssamfund – ”det er jo nok det, vi har det bedst med”.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.