Kreativt regnestykke: Kulturministeren får hug for at manipulere med omstridt sparekrav

Melding fra kulturminister Joy Mogensen om at fritage kulturområdet for sparekrav har fået hug for at indeholde manipulation. Ministeren undskylder. Forstå sagen her.

Kulturminister Joy Mogensens (S) melding om at fritage dele af kulturen for de årlige besparelser på to procent har vakt vrede og beskyldninger om manipulation.
Kulturminister Joy Mogensens (S) melding om at fritage dele af kulturen for de årlige besparelser på to procent har vakt vrede og beskyldninger om manipulation.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Andreas Oved Askjær RasmussenSøren Engelbrecht Mogensen

Udtalelser og et tweet fra kulturminister Joy Mogensen (S) har affødt beskyldninger om “talspin” og manipulation fra Radikale Venstres kulturordfører, Zenia Stampe.

Disputten handler om det såkaldte omprioriteringsbidrag, der er et sparekrav på blandt andet områder, der hører under Kulturministeriet, og som årligt skal spare to procent af budgettet.

Ministeren siger nemlig til nyhedsbureauet Ritzau, at regeringens finanslovsudspil lægger op til, at sparekravet på kulturområdet skal ned på samlet set 0,6 procent.

Budskabet gentager ministeren i et tweet og vedlægger en liste, hvor der under overskriften “Status for annullering af omprioriteringsbidrag” er nævnt 11 områder, der sorterer under Kulturministeriet.

Og hvis du har forstået kulturministerens melding sådan, at flere kulturinstitutioner nu ikke længere skal spare to procent om året, men kun 0,6 procent, så er du også blevet narret. 

Artiklen fortsætter under tweetet
Kulturminister Joy Mogensens tweet, der har været med til at skabe nyt postyr om sparekravene til kulturområdet

For regeringen lægger i virkeligheden slet ikke op til at sænke sparekravene til en lang række kulturinstitutioner. De skal ifølge udspillet stadig spare to procent på budgettet om året.

Også selve listen i tweetet kan misforstås. For hele 9 af de 11 kulturområder på listen har slet ikke været omfattet af omprioriteringsbidraget, og områderne har derfor heller ikke skullet spare de to procent.

Fritaget i forvejen

Reelt er det kun de to kulturområder, der står nederst på kulturministerens liste, der skal fritages for sparekravet. Efter regeringens ønske skal folkehøjskoler og kunstneriske uddannelser fra 2020 ikke længere spare to procent årligt.

De ni andre punkter, der blandt andet tæller bibliotekspuljer, egnsteatre og idrætsliv, var i forvejen ikke omfattet af det såkaldte omprioriteringsbidrag, som blev indført under den tidligere regering.

Joy Mogensen møder derfor kritik fra blandt andre Zenia Stampe, der mistænker kulturministeren for at vildlede og lade lempelserne på sparekravene på kulturområdet se mere omfattende ud, end de reelt er.

Besparelser på to procent fortsætter

Også kulturministerens brug af tallet 0,6 bliver kritiseret.

For en lang række af landets kulturinstitutioner, heriblandt museer, skal fortsat spare to procent om året, og det vil regeringens forslag ikke ændre det mindste ved. Samtidig er der altså andre områder af kulturen, der ikke afleverer de omdiskuterede to procent af budgettet til staten hvert år.

Joy Mogensens ministerium har således kastet sig ud i et regnestykke, hvor de har lagt alle de penge sammen, staten spytter i kultur. Det kalder ministeriet de samlede bevillinger, og de tæller 9,3 milliarder kroner.

Samlet set lægger regeringen nu op til at spare 50 millioner kroner på kulturområdet om året i stedet for de 84 millioner kroner, der har været den hidtidige besparelse.

Og når man trækker 50 millioner ud af et budget 9,3 milliarder giver det en besparelse på 0,6 procent.

Men tallet bliver forstået sådan, at ministeren snyder på vægten og antyder, at de mange kulturinstitutioner nu skal spare 0,6 procent om året i stedet for de hidtidige 2 procent.

Sådan en besparelse lægger regeringen slet ikke op til, og det får Zenia Stampe til at kalde ministerens udtalelse for “dybt manipulatorisk”. For egentlig lægger regeringen op til, at de samlede besparelser daler fra 0,9 procent til 0,6 procent.

"Undskyld herfra”

Mandag aften tweetede Joy Mogensen igen, og nu undskyldte hun, efter at hun har mødt kritik for at sminke tallene.

“Undskyld herfra,” afslutter ministeren og giver forinden sin forklaring på, hvordan affæren opstod:

“Jeg ville forsøge at fortælle, at ikke alle områder af kulturen er omfattet af omprioriteringsbidraget. Jeg møder hele tiden folk, som tror, at hele kulturområdet skal spare 2 procent.”

Artiklen fortsætter under de tre tweets
Mandag aften undskyldte kulturministeren på Twitter for sine udmeldinger om omprioriteringsbidraget

Omprioriteringsbidragets sparekrav på kulturområdet har udviklet sig til et vanskeligt emne for Socialdemokratiet. I valgkampen kunne daværende kulturordfører for partiet Mogens Jensen nemlig meddele, at Socialdemokratiet ønsker de årlige sparekrav til kulturområdet helt og aldeles afskaffet.

Men efter regeringens indsættelse først på sommeren har kulturministeren ikke kunnet garantere, at regeringen vil leve op til løftet om at sløjfe de årlige besparelser.

Omtalte personer

Joy Mogensen

Fhv. kultur- og kirkeminister, borgmester (S), Roskilde Kommune
BA i kultur- og sprogmødestudier (Roskilde Uni. 2005)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu