”Hvis vi sammenligner dansk økonomi med andre europæiske økonomier, står vi jo ret stærkt. Vi er langt fremme i forhold til demografien og kan løse de kommende års udfordringer på en måde, så pensionisterne stadig kan se frem til en ganske god pension.”

Torben Andersen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, til Politiken 25. maj.

Danmark vil frem mod 2020 kunne få højere årlige vækstrater end det øvrige Europa, nemlig 2,1 pct. mod 1,5 pct. som et europæisk gennemsnit. De nordiske lande står generelt godt rustede til at håndtere de kommende års kriser.

Sarah Carlson, senior vicepresident i Moody’s division for kreditvurdering, til Jyllands-Posten 25. maj.

”Regeringen advarer om magre år forude. I en årrække efter 2020 vil dansk økonomi være præget af en markant lavere vækst end den, der gjorde Danmark til et af verdens rigeste lande.”

Finansministeriet og Berlingske 25. maj.

Ovenstående er tre umiddelbart forskellige vurderinger af dansk økonomi præsenteret den samme dag i de tre store morgenaviser, og alle som indspark til statsministerens topmøde på Marienborg onsdag-torsdag i sidste uge. Intet under, at statsministeren samme dag i et stort interview med Jyllands-Posten erkendte problemet med at skabe en krisebevidsthed i den danske befolkning. For hvad er en krise, og hvad fejler Danmark egentlig?

Som optakt til mødet har den ene analyse efter den anden beskrevet Danmarks økonomiske udfordringer, udarbejdet og kommenteret af landets fremmeste økonomer og meningsdannere, i stort set alle medier. Men det har ikke skabt klarhed, tværtimod har det kun bidraget til forvirringen.

Et gennemgående tema i mange af udmeldingerne har dog været: Skatten er for høj, væksten og produktiviteten for lav, vi arbejder for lidt, går for tidligt på pension, for mange skal forsørges af det offentlige, de små virksomheder bliver ikke store, og vi taber økonomisk terræn i forhold til andre lande. Ikke just nogen succesfortælling. Men hvad er symptomer, og hvad er årsager? Har vi som nation overhovedet selv været i stand til at stille en præcis diagnose og dermed ordinere den rette kur?

De selvskabte myter

Samtidig kan man opleve en næsten overstrømmende amerikansk begejstring for den nordiske model, herunder lovprisninger af Danmark som f.eks. denne:

”Trods de store forskelle mellem landene (USA og Danmark, red.) er det klart for mig, at vi kan lære en hel del af Danmarks ekstraordinære resultater,” som Heather Gautney, associate professor på Fordham University og medlem af den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders stab, har udtrykt det.

Eller hvad med præsident Barak Obamas: ”Hvis alle var som skandinaver, ville alt blive meget nemmere.”

Men hvad er det så, som en række amerikanske politikere og iagttagere har fået øjnene op for ved de nordiske lande, som vi åbenbart har så svært ved selv at se? Det er, at et land som Danmark har forstået, hvordan social sammenhængskraft og konkurrencekraft er hinandens forudsætninger. Det er især spændende for en nation, der som USA er ved at underminere sin egen konkurrenceevne på grund af en accelererende ulighed og stadig større samfundsgrupper, der føler sig udstødte og oversete af de politiske systemer. Det skaber stadig dybere frustrationer og giver næring og opbakning til såvel Donald Trump som Bernie Sanders. Begge præsidentkandidater er symptomer på en nation i vild(v)rede, der leder efter en model, der kan bygge bro over sociale og økonomiske kløfter og skabe tillid til fremtiden.

Nok har USA en højere produktivitetsscore end Danmark, men den har ikke kunnet opfylde den amerikanske drøm. Den mener mange amerikanere til gengæld skal udleves i Danmark. Det viser også, at høj og hastigt voksende produktivitet ikke nødvendigvis er svaret på alle økonomiske udfordringer.

Problemet for Danmark er, at vi er blevet offer for en række selvskabte myter om, hvad der udløser ny vækst og ny produktivitet – og som dermed også har gjort os til en misforstået succes. Den Velstandsgruppe med 25 af Danmarks førende økonomer og samfundsforskere, som Mandag Morgen nedsatte i efteråret 2014, har forsøgt at punktere en række af de mest fastlåste myter og dogmer ved at give nye bud på, hvad der skaber fremtidens velstand. En af hovedkonklusionerne i deres arbejde er netop, at den danske konkurrencekraft og velstand i høj grad skyldes et veludviklet velfærdssystem og en effektiv offentlig sektor. Den nordiske og danske supermodel bygger altså på en fin balance mellem velfærd og vækst.

Finansministeriet som mytedræber

Den tese bekræftes nu af Finansministeriet. Ministeriet har i et svar til Folketingets skatteudvalg påvist, at der er en direkte sammenhæng mellem ”et relativt højt udgiftsniveau for offentlige sociale ydelser og samlede sociale udgifter” og ”et relativt højt velstandsniveau per indbygger og et højt produktivitetsniveau”. Med de formuleringer fastslår ministeriet altså, at høje sociale udgifter ikke fører til lavere økonomisk vækst. Tydeligere kan det ikke siges.

Men svaret rummer også andre interessante konklusioner, der bidrager til at punktere hævdvundne myter. F.eks. bliver det nu slået fast, at de mest velstående OECD-landes samlede sociale udgifter er på niveau med de danske, samt at Danmark p.t. har den ottendehøjeste produktivitet i OECD, på niveau med f.eks. Tyskland og Frankrig.

De udmeldinger udfordrer den gængse opfattelse af, at fremtidig vækst forudsætter, at vi skærer ned på velfærden og skatterne. Det har været mantraet i en række partier og erhvervsorganisationers udmeldinger igennem en lang årrække. Ja, nærmest et automatsvar på de vigtigste økonomiske udfordringer. Men såvel Velstandsgruppens medlemmer som nu Finansministeriet afliver samstemmende den myte. Det betyder, at vi måske skal lytte mere til udenlandske iagttageres – herunder fremtrædende amerikaneres – forståelse af den nordiske model.

Konklusionerne er også afgørende for den 2025-plan, som regeringen skal udarbejde. Hvis ikke regeringen forstår hemmeligheden bag den danske velstand, vil den heller ikke kunne forsvare og videreudvikle den. Der er med andre ord brug for at nytænke og nyvurdere den danske konkurrencekraft, og hvordan den skal styrkes. I den forbindelse leverer Finansministeriet også et interessant og tankevækkende input, nemlig ved at konstatere, at BNP ikke giver et ”særligt detaljeret billede af befolkningens levevilkår”.

Det er efterhånden almindeligt anerkendt, at BNP-målingen kun afdækker en del af et samfunds økonomiske tilstand og potentiale, og antagelig i stadig mindre grad. Tidligere har vi påpeget kravet om, at vækst skal medregne alle omkostninger ved produktion, herunder bl.a. belastninger af miljøet – det såkaldte true cost-begreb.

Opgør med produktiviteten

Men det udfordrer også det produktivitetsbegreb, som har været et gennemgående tema i de fleste økonomiske analyser fra de seneste uger. Det har nemlig også sine begrænsninger – og er i øvrigt en udfordring, som en række lande kæmper med. Financial Times analyserede for nylig en række landes produktivitetsproblemer, og de er meget lig de danske. Det gælder USA, Kina, Eurozonen og Storbritannien. I alle regioner noteres ifølge analysen et bekymrende fald i produktiviteten.

I jagten på en forklaring på det amerikanske problem hæfter analysen sig ved et interessant paradoks: Hvorfor udløser de digitale gennembrud, som bl.a. Silicon Valley leverer, ikke en øget produktivitet? En af antagelserne er netop udfordrende for hele produktivitetsbegrebet og meget tankevækkende i et fremadrettet perspektiv, for som det hedder i analysen: ”Free online media and open-source software are, for example, hard to capture in GDP numbers.” Med andre ord: Der er problemer med at måle fordelene ved den digitale økonomi.

Hvis den antagelse holder stik, vil fremtidige digitale gennembrud risikere at skabe fald i produktiviteten – i hvert fald ud fra de traditionelle makroøkonomiske kriterier. Heri ligger måske noget af forklaringen på de danske produktivitetsproblemer. Ifølge nationalbankdirektør Lars Rohde er hele servicesektoren et ”målemæssigt morads”, hvor det bliver stadig sværere at give et dækkende billede af, hvilke værdier netop digitaliseringen, deleøkonomien m.v. skaber. Det er endnu et eksempel på BNP-opgørelsernes utilstrækkelighed – en utilstrækkelighed, der kan forudses at blive endnu mere udtalt, i takt med at den nye digitale serviceøkonomi slår igennem. I stedet kommer vi til at fokusere langt mere på, hvad der udvikler værdi for et samfund og dets borgere. Hvordan måles livskvalitet og andre af de forhold, der gør et samfund stærkt og robust?

Her vender vi tilbage til den danske/nordiske model og den amerikanske drøm om Danmark. Når Danmark har noget nær verdensrekord i disciplinerne tillid, lykke, lighed og arbejdsglæde og stadig er blandt de mest velstående lande i verden og tilhører gruppen af klodens mest kreditværdige nationer, har vi åbenbart været i stand til at skabe reelle værdier for såvel borgere som samfund – uanset hvad de makroøkonomiske modeller måtte fortælle. Alle udfordringer til trods repræsenterer Danmark en række af de fundamentale værdier, der kan forudses at forme fremtidens mest bæredygtige samfundsmodeller. Det er, hvad udlandet er ved at få øje på. Spørgsmålet er blot, hvornår vi selv gør det.

Krav til 2025-planen

Hvad betyder dette så for den kommende 2025-plan? Hvis den skal være relevant og blive en gamechanger, skal den bl.a.:

• gøre op med de myter, der hidtil har præget debatten om Danmarks udfordringer. Hvorfor er Danmark – trods sine umiddelbare problemer – alligevel et af de lande, der er bedst rustet til fremtidens omskiftelige vilkår?


• nytænke, hvad der i fremtiden skaber bæredygtig velstand – og ikke mindst hvordan den måles. Kunne Danmark, f.eks. sammen med de øvrige nordiske lande, initiere nye økonomiske målemetoder? Givet udlandets interesse for vores supermodel er det nærmest et borgerligt ombud.


• kritisk vurdere, hvad Danmarks konkurrenceevne dybest set handler om, og hvordan vi tilpasser os udviklingen på morgendagens globale markeder. Mandag Morgen anførte i sidste uge, at Danmark er ved at blive fanget i et tredobbelt krydspres, der består af et markeds-, klima- og teknologipres, og at konkurrenceevnen bl.a. handler om at styrke innovationskraften, ledelseskompetencerne og risikovilligheden.

Herudover skal én basal forudsætning opfyldes: Befolkningen skal inddrages. Det er den, der bestemmer, i hvilket omfang reformerne får effekt, og om de samler eller splitter samfundet. I et samfund stadig mere drevet af sociale medier bliver den folkelige tillidsfaktor afgørende. Her begynder sporene fra flere lande at skræmme. Nok har vi vores udfordringer, og nok skal vi op i gear, men det må ikke ske på bekostning af de kvaliteter, der har formet vores økonomiske og sociale robusthed. De handler ikke mindst om tillid og lighed. De kvaliteter er under pres i flere lande, anført af frustrerede og utilfredse befolkninger, der føler, at væksten skaber stadig større ulighed og mere marginalisering. I en stigende mistillid til de etablerede partisystemer slutter de op bag nye populistiske protestbevægelser, med risiko for at ellers stabile samfund splittes og destabiliseres. Såvel USA som Storbritannien er eksempler på denne udvikling. Og det kan også ske herhjemme.

Det er en af de vigtigste grunde til at forstå, hvorfor social sammenhængskraft og et veludviklet velfærdssystem er en vigtig langsigtet konkurrencefaktor – og hvorfor det er vigtigt at punktere enhver myte, der måtte påstå det modsatte. Det bliver også en central opgave for 2025-planen.