Lederens manddomsprøve – nu i skiver

Krisens kradsen og lederes ønske om at kombinere en travl karriere med familieliv og videreuddannelse på topniveau har fået flere og flere MBA-uddannelser til at udbyde MBA’en i etaper. Når regningen kan deles over, siger arbejdspladsen nemmere ja til finansieringen. Og når studiet kan strækkes over længere tid, bliver det aktuelt for flere travle ledere, lyder erfaringen fra udbyderne. Både nye udbydere af såkaldte mini-MBA’er og de gamle, veletablerede MBA-udbydere som CBS og Henley byder ind på det nye marked.

Andreas Baumann

I løbet af de seneste år er det piblet frem med nye fleksible måder at opnå den eftertragtede MBA-titel. Universiteter, erhvervsakademier og private udbydere har i stigende grad fået øje for ledernes voksende efterspørgsel efter fleksibel opkvalificering på højt niveau.

Tidligere var Executive MBA uddannelsernes eneste svar på ledernes krav om en fleksibel opkvalificering, som kunne tages hjem, uden at erhvervskarrieren skulle sættes på standby under et fuldtidsstudie. Nu viser Mandag Morgens oversigt over udbuddet af MBA-uddannelser i Danmark, at der er rekordmange muligheder for at få et fleksibelt og modulopdelt MBA-forløb i Danmark. Se figur 1 på næste opslag.

Tilbuddene varierer lige så meget i indhold og struktur som i pris. Og nye udbydere er kommet til sammen med efterspørgslen på nye fleksible studieformer.

Den nyeste udbyder er Niels Brock i København, som netop har oprettet en toårig MBA-uddannelse på deltid til en pris på 125.000 kr. Undervisningen sker fredage og lørdage, så det passer til en travl lederhverdag. Samme koncept er på tegnebrættet hos en anden af de nyeste udbydere, Probana Business School, som til januar lancerer en MBA til en pris på mellem 75.000 og 135.000 kr., afhængigt af hvor tidligt man tilmelder sig. Det er et helt andet prisleje, end man finder hos mange af de traditionelle MBA-udbydere, hvor den prestigefulde lederuddannelse kan koste op mod 500.000 kr.

Tre veje til samme MBA

De dyre og billige programmer kan ikke sammenlignes, lyder det ofte fra universiteterne. Men universiteterne mærker også behovet for fleksibilitet, og det kan ses på deres traditionelle MBA-tilbud. På CBS har det ført til en relancering af den prestigefulde Executive MBA, så den nu kangennemføres på tre forskellige måder.
“Vi relancerede vores program sidste år, hvor vi lavede et mere fleksibelt forløb. Nu står vi forhåbentligt over for et kommende opsving i økonomien, og så vil det kun styrke behovet for uddannelse, som er mere fleksibel,” siger Poul Hedegaard, direktør for MBA-uddannelserne på CBS.

Hvad nu hvis det ikke kunne hænge sammen...

Joan Hentze har i mere end én forstand haft et fuldtidsjob.

Ud over sin stilling som chefkonsulent i Udenrigsministeriet var hun også mor til tre børn på henholdsvis ti, otte og et år, da hun i august 2011 begyndte på en Executive MBA på CBS.

I dag mangler hun kun at aflevere en hovedopgave, inden hun kan føje den prestigefulde MBA-titel til sit cv og vende tilbage til et mere almindeligt arbejdsliv, og uden de sideløbende studier måske også kan få plads til fritid.
“Jeg har ikke set fjernsyn i to år, og vennerne har jeg nærmest heller ikke set. Ellers har det bare ikke kunnet hænge sammen,” siger Joan Hentze.

Det har været en stor mundfuld at gennemføre en så intensiv uddannelse ved siden af den i forvejen travle hverdag, som Joan Hentze deler med sin mand, der har en chefstilling i en privat virksomhed.

Hun valgte derfor den fleksible version af CBS’ Executive MBA, som gav hende mulighed for at holde pauser i studiet efter hvert modul. Det gav en tryghed, forklarer hun.

“Det er svært at forudsige, hvad der kommer til at ske i løbet af to år. Jeg tænkte bare, at det var vigtigt at have muligheden for at stoppe, hvis det ikke kunne hænge sammen med mit familieliv,” siger hun.

Med stram disciplin og god stabilitet på hjemmefronten lykkedes det hende at finde en måde at kombinere familie, job og studie, så uddannelsesforløbet på CBS faktisk kun har taget de 24 måneder, som det oprindeligt var beregnet til.

Joan Hentze brugte altså ikke muligheden for at tage en pause, da det kom til stykket.

Hun har fem gode råd til andre, der overvejer at tage en MBA i kombination med et travlt familie- og arbejdsliv:

Disciplin. “Man skal være meget disciplineret. Hvis man kommer bagud med pensum, så bliver det rigtigt svært.”

Benhård prioritering. “Alt det sociale på mit arbejde har jeg simpelthen ikke været med til.”

Stabilitet. “Det er vigtigt med både en stabil familie- og arbejdssituation. Hvis du går ind i sådan et forløb, så er det ikke lige der, du skal begynde at skifte job.”

Forventningsafstemning. “Det er også vigtigt at forventningsafstemme med sin chef. Det kommer også ham til gode, at man opkvalificerer sig, men det er alligevel vigtigt at have klare aftaler om, hvornår man f.eks. kan gå tidligt.”

Tal med tidligere studerende. “Et godt råd er, at man taler med nogle, der allerede går på studiet, inden man starter, for at finde ud af, hvad det kræver.”

Han forklarer, at CBS har lyttet meget til de studerendes evalueringer op til relanceringen, og på den baggrund sammensatte man uddannelsesforløbene, så de passer bedre til en travl hverdag for topledere. Derfor kan man på CBS enten gå den lige vej i et intensivt forløb på 18 måneder, der kræver, at man kan afse tid til undervisning 4-5 dage i træk hver måned. Man kan tage samme forløb over 25 måneder i stedet med undervisning hver anden fredag og lørdag. Eller også kan man endelig vælge en trinvis tilgang, hvor man tager et modul ad gangen og hver gang afslutter med et certifikat. Det giver de studerende mulighed for at stoppe op undervejs og udskyde enkelte moduler efter behov, hvis en vigtig opgave kræver mere opmærksomhed på arbejdet eller i privatlivet.

Et skridt ad gangen

Konkurrenten Henley Business School tilbyder kun et enkelt Executive MBA-program. Men det er også modulopbygget og kan derfor tages i mindre bidder ad gangen. Uddannelsen er således delt op i tre dele, som hver afsluttes med certifikat og titel. Det giver mulighed for at sætte studiet på pause efter hvert modul, hvis omstændighederne måtte kræve det. Fleksibiliteten kan desuden gøre det lettere for nogle at få finansieringen på plads undervejs, forklarer Mette Amdi, der er marketingmanager på Henley.

Morten Mølgaard Jensen, der er CEO for forskerparken COBIS, gennemførte for godt to år siden første modul på Henleys Executive MBA-program. Det gav ham titlen CBL. Han har dermed en selvstændig lederuddannelse, som altså også giver ham mulighed for at fortsætte studierne på MBA’en. Det komprimerede 10-måneders program kunne lige passe ind i den travle arbejdskalender, forklarer Morten Mølgaard Jensen.

“Jeg indså undervejs, at det hele var lige så tidskrævende, som det var annonceret til. Selv om der var en del fra mit CBL-hold, der gik direkte videre og læste MBA’en, så valgte jeg at stoppe efter det ene år, fordi det passede fint i forhold til familie og arbejde. Men jeg havde en ambition om ret hurtigt at komme i gang igen og fortsætte med resten af MBA’en,” siger han.

Efter to år fik han det til at passe med både sin familie- og arbejdskalender, og nu er han netop startet på andet modul.

“Den fleksibilitet i programmet, som gør, at man kan tage det i bidder, ved jeg, at der er en del, der har benyttet sig af. Det er jo et udtryk for, at det kræver et engagement på 10-12 timer om ugen, hvis det skal omsættes til reel værdi for virksomheden, og det er der ikke mange MBA-studerende, der har tid til, fordi man jo tiltrækker folk i højere stillinger,” siger han.

Flere mini-MBA’er

Det stigende behov for fleksibilitet, så både arbejdsliv og familieliv ikke sættes over styr undervejs, har også medført en opblomstring i antallet af mini-MBA’er, som på fleksible vilkår giver en hurtig gennemgang af tidens ledelsesbegreber og -værktøjer.

Probana Business School introducerede den omdiskuterede mini-MBA på det danske marked for tre år siden, og det har siden været skolens mest populære kursus. Probana har fået kritik for at udvande MBA-begrebet, men faktum er, at en række andre MBA-udbydere nu også har kortere forløb – med eller uden betegnelsen mini-MBA.
Business Kolding Institute tilbyder eksempelvis tre forskellige komprimerede ledelseskurser på MBA-niveau i samarbejde med den anerkendte franske managementskole INSEAD. De intensive kurser er målrettet mod top- og mellemledere, som ikke har meget tid til lange undervisningsforløb, men som stadig vil have høj kvalitet fra internationalt anerkendte forelæsere.

“Når man tager sig tid til efteruddannelse som topleder, så skal det også være af en kvalitet, så man ikke føler, man spilder sin tid,” lyder det fra Claus Flensborg, direktør for Business Kolding Institute.

“Kurserne giver mulighed for at få den nyeste viden fra såvel forskning som erhvervsliv på et globalt niveau og anvende det i sin egen virksomhed. Det kræver normalt, at man går hele MBA-vejen. Men når begrænsninger inden for økonomi, tid og familie spiller ind, er vores kurser en oplagt løsning,” siger han.

Merit for mini-MBA

Sidste år begyndte AVT Business School i København at udbyde sin egen mini-MBA. Med godt 10 år på bagen var AVT en af de første private MBA-udbydere i Danmark, og i dag er skolen veletableret på MBA-scenen. AVT’s nye mini-MBA udsprang af en erkendelse af, at finanskrisen havde skabt efterspørgsel efter et mere komprimeret uddannelsesforløb, som ikke gik så hårdt ud over virksomhedernes uddannelsesbudgetter.

“Vores mini-MBA er lavet til opgraderinger af nye ledere, som måske ikke har tid eller råd til at tage hele MBA’en, men gerne vil have nogle hurtige og let anvendelige ledelsesværktøjer,” siger Thomas Mamburay, optagelsesansvarlig på AVT Business School.

“Efter finanskrisen har virksomheder siddet tungere på pengekassen, og det er derfor blevet sværere for ansatte at få betalt fulde MBA-uddannelser. Virksomhederne har i stedet tilbudt kortere kurser,” siger han.

Thomas Mamburay peger på, at flere kursister på skolen har brugt mini-MBA’en som en smagsprøve på den rigtige MBA og senere fortsat studierne. Hos AVT kan mini-MBA’en således meritoverføres til CBA-forløbet, der er første del af MBA-uddannelsen på 18 måneder.

Vælg med omhu

Den nye fleksibilitet har alt i alt betydet, at der er flere MBA-produkter at vælge imellem end tidligere, og det stiller større krav til potentielle ansøgere om at se sig godt for, inden de vælger, lyder det fra både udbydere og eksperter.
“En MBA er ikke bare en MBA, ligesom en bil heller ikke bare er en bil. Der findes mindre seriøse udbydere, som bruger MBA-begrebet i flæng,” mener Poul Hede-gaard, direktør for MBA-programmerne på CBS.

Men det er også købers marked, så der er rig mulighed for at kræve indsigt i uddannelsernes kvalitet, siger CBS-professor i ledelse og mangeårig underviser på lederuddannelser og -kurser Steen Hildebrandt. Han beskriver den nye fleksibilitet som et opgør med den traditionelle opfattelse af toplederens Executive MBA som lidt af en “manddomsprøve” – fordi den netop skulle klares parallelt med en succesfuld lederkarriere.

Hildebrandt understreger, at de mange nye MBA-muligheder også har gjort kvaliteten broget: “Der påhviler køberen et stort ansvar for at se sig for og tænke sig om, før man vælger,” siger han.

[graph title="Guide til den fleksible MBA" caption="Figur 1  " align="center" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/0e87d-cda_fig1_guide-til-den-fleksible-mba_til_web.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c9b18-cda_fig1_guide-til-den-fleksible-mba_til_web.png" text="Der er et stort udbud af fleksible MBA-uddannelser, der kan tages, mens man passer sit lederjob. Fleksibiliteten omfatter både studietid og betaling, som falder i moduler, så MBA’en reelt bliver delt op i bidder."]Kilde: Mandag Morgen på baggrund af udbydernes egne oplysninger. [/graph]

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu