Liberalisering skader den nationale identitet

Liberalisering af samfundets infrastruktur som telekommunikation, post og transport har undergravet den nationale identitet, fordi markedet ikke ser det som sin opgave at få landet til at hænge sammen.
Knud Aarup

Hvad har mobiltelefoner, el- og vandforsyning, frimærker, DSB og nu snart også affaldssortering med hinanden at gøre? De er alle en del af den samfundsmæssige infrastruktur, som enten er blevet eller er ved at blive liberaliseret, dvs. flyttet fra den offentlige sektor og gjort til private virksomheder.

Liberalisering bygger på den simple antagelse at ved at flytte ansvaret for infrastrukturen til den private sektor, vil det hele bliver mere effektivt, bedre og billigere. Problemet er blot, at man glemmer, at man derved også fravælger, at den samfundsmæssige infrastruktur skal bygge på fællesskabets løsninger til gavn for alle borgere i hele landet. I stedet får man private løsninger, hvor det kan betale sig. Det fravalg af fællesskabet påvirker den nationale identitet og bidrager måske også til en øget utryghed i samfundet.

’Det er Sonofon, god aften!’ Med denne tv-reklamehilsen fra en ung, smilende kvinde kom mange danskere til at opleve den første væsentlige liberalisering af samfundets fælles infrastruktur. Med TV 2’s oprettelse i 1988 var der kommet reklamefinansieret tv, og Sonofon var i 1991 etableret som en konkurrent på det nye mobiltelefonområde. Sonofon kom således til at markere begyndelsen på en liberalisering af samfundets infrastruktur, såsom telesektoren, jernbanetransporten, energiforsyningen osv., op igennem 1990’erne.

Men det er mange år siden, og sådan ser verden ud i dag. Hvorfor dog vende tilbage til noget, som ligger mere end 25 år tilbage?

Først og fremmest fordi der aldrig har været en debat om, hvad det koster for samfundet at slippe liberaliseringen løs på områder, som i bund og grund drejer sig om, hvordan det danske samfund hænger sammen.

Mit budskab er, at liberalisering af samfundets infrastruktur har undergravet den nationale identitet og er på vej til at ødelægge de særlige karakteristika, som gør Danmark til et anderledes land at leve i end f.eks. England og Sverige.

Markedet svigter udkanten

Men lad os begynde med liberaliseringen af telesektoren. Det var nemlig første gang, at et decideret infrastrukturområde blev liberaliseret og konkurrenceudsat. Mange var trætte af den manglende konkurrence mellem de offentligt ejede regionale teleselskaber, og det lå i hele New Public Management-tankegangen, at konkurrence ville være godt for priserne og for kvaliteten af de ydelser, som borgerne – eller kunderne, som de kom til at hedde – ville få. Bedre og billigere, som det hed, og så var der også et vist pres fra EU.

Hvad er der så kommet ud af det? Ja, der er utvivlsomt igennem de sidste godt 25 år kommet mange flere ydelser og leverandører på teleområdet, og vi bruger i dag en langt større del af vores indkomst på telekommunikation, end vi gjorde i 1991.

Heldigvis, for det har givet masser af nye muligheder. Men har markedet så løst opgaven? Har markedet sikret, at der i Danmark gives lige muligheder for alle i forhold til at få adgang til internetforbindelser og mobiltelefoni? Nej, det har det ikke, og flere steder må det offentlige nu træde til. Her 25 år efter er der store dele af Danmark, som ikke har signaldækning. Forklaringen er, at markedet kun løser den infrastrukturelle opgave, hvor det kan betale sig.

Og derved svigter markedet den nationale opgave at få landet til at hænge sammen ved at give alle mulighed for at tale sammen på kryds og tværs. Det var derfor, at vi i Danmark i midten af 1900-tallet valgte at lade det offentlige overtage opgaven med landsdækkende telefondækning. Telefon skulle ikke kun være forbeholdt de store bysamfund, men alle borgere i landet. Telefonvæsnet var en del af det at skabe en national identitet og sammenhængskraft. Det muliggjorde, at familier kunne holde kontakt, selv om de ikke lige boede ved siden af hinanden, og det understøttede industrialiseringen.

Det var den opgave, som liberaliseringen af mobiltelefoni skulle løse, og netop her har privatiseringen vist sin svaghed. Man har ikke løst sin nationale opgave, og det koster i forhold til den nationale identitet. Nogle områder føler sig med rette udenfor.

Det første frimærke

Den samme historie kan fortælles om postvæsnet. PostNord hedder det nu, og det er ikke længere dansk. Den danske stat ejer kun 40 pct., mens svenskerne ejer de resterende 60 pct. Den svenske ’postminister’ har været ude og fortælle, at Sverige ikke vil betale for postudbringning i Danmark. Den danske ’postminister’ har indkaldt til hastemøde, fordi egenkapitalen i PostNord er væk, og der er udsigt til et milliardunderskud. Man kan ikke løse opgaven med at dele post ud længere, og det til trods for, at man både har sat prisen op og forringet servicen.

Det første danske frimærke kom i 1851, og det betød, at der var samme relativt lave pris over hele landet for at sende breve. Løsningen blev valgt, selv om det kostede staten penge, fordi det dengang var vigtigt for Folketinget, at alle dele af landet fik lige muligheder for at sende breve. Det handlede om at se Danmark som et sammenhængende samfund. Samtidig var der også et alment dannende sigte med postloven. Det blev under forhandlingerne i Folketinget fremhævet, at det at sende post og holde kontakt på tværs af landet til en rimelig pris ”for mindre bemidlede ville fremme tankens udvikling”. Post blev set som en national identitetsmarkør, fordi det ville samle landet Danmark som nation gennem billig kommunikation på tværs af landet. Frimærket blev som national markør en forløber for den ensartede tidszone for hele landet, som vi fik i 1858. Det blev i øvrigt Københavns lokaltid, der blev valgt som tidszone for hele landet, så centraliseringstankegangen er ikke af ny dato.

Det at få eget frimærke har været et nationalt symbol for mange lande op igennem det 20. århundrede. Udstedelse af nationale frimærker har været det første, som tidligere kolonier tog fat på. Også lande, som blev etableret gennem revolutioner, har været hurtigt ude med udstedelse af frimærker.

Nu er det snart slut. Private kan lige så godt overtage fordelingen af post – i hvert fald til de centrale dele af Danmark. Og så må staten eller kommunerne til at finansiere en ordning for Udkantsdanmark, hvor post så fordeles en gang om ugen eller sjældnere. Væk er sammenhængskraften og de lige muligheder på tværs af landet. Det vil på samme måde som den manglende mobildækning bidrage til en oplevelse af at leve i to forskellige slags Danmark – et, som har det hele, herunder telemaster og bredbånd til information og kommunikation, postomdeling og mange andre goder, og et andet Danmark, som er blevet glemt, og som i grunden ikke kan betale sig.

Liberalisering skader fællesskabet

Det var telesektoren og postvæsnet. En blogpost som denne muliggør ikke en gennemgang af kalamiteterne i forhold til energisektoren, men udviklingen omkring de regionale elforsyningsselskaber og hele energisektoren fortjener en gennemgribende analyse.

Nu vil regeringen i gang med liberalisering af affaldssortering. Det skal nok gå godt i de store byer, men ude på landet og langs kysterne kommer man nok til at betale så meget, at affald blot bliver læsset af, hvor det er mest belejligt – som det kan ses i dele af Øst- og Centraleuropa.

Liberalisering er ikke løsningen på udvikling af den offentlige sektors infrastruktur. Det er på tide, at vi styringsmæssigt finder nye veje. New public management har fejlet også på dette punkt. Infrastruktur skal styres politisk og skal drives, så det fremmer nationale politiske mål. Privatisering af infrastruktur indebærer, at den demokratiske kontrol og retning forsvinder. Det gør leverance af energi, vand, varme, transport og kommunikation til noget forretningsmæssigt og ikke noget politisk. Herved mister fællesskabet indflydelse og mulighed for at sætte en retning, som sikrer, at infrastrukturen understøtter en udvikling for hele landet.

Som samfund skal vi ville noget med samfundets infrastruktur. Det er vigtigt, at den fremmer og udvikler den nationale sammenhængskraft og dermed den nationale identitet. Det er den vej, vi skal tage, hvis vi skal fremme tryghed og fællesskabsfølelse i de områder af Danmark, som aldrig nåede at få mobildækning, og som nu mister den lokale busrute – fordi det ikke kan betale sig.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu