Lidegaard og Ulveman kæmper om Muhammed-fadæse
Mens Per Stig Møllers opgør med Anders Fogh Rasmussen om ansvaret for Muhammed-krisen fylder medierne, udspilles en parallel kamp mellem to tidligere topfolk i Statsministeriet, som i dag sidder i magtfulde positioner.
Claus Kragh
EuroparedaktørEr det problematisk at gå direkte fra et job som topembedsmand i Statsministeriet til et job som ansvarshavende chefredaktør på et af landets toneangivende medier? Med andre ord: Er Bo Lidegaards fortid som ”civilt” ansat toprådgiver i Statsministeriet en belastning for ham og dagbladet Politiken, hvor han i dag er chefredaktør?
Man har svært ved at forestille sig, at den diskussion ikke skulle finde sted på Politikens redaktion, nu hvor Lidegaard, hans tidligere kollega i Statsministeriet, tidligere spindoktor Michael Ulveman, og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller udkæmper slaget om, hvem der har ansvaret for at have afvist at holde møde med de 11 muslimske ambassadører tilbage i oktober 2005.
Lige så interessant som Bo Lidegaards rolle er den ildhu, som Michael Ulveman, Foghs spindoktor i Statsministeriet 2005-2009, lægger for dagen i bestræbelserne på at få aben for det diplomatiske fejltrin placeret hos Lidegaard. Ulveman er i dag selvstændig med eget kommunikationsfirma, som han driver sammen med Michael Kristiansen, der var spindoktor for Fogh i årene, før Ulveman tog over.
Ulveman optræder i sagen tilsyneladende primært som forsvarer af Foghs udenrigspolitiske eftermæle, men Ulveman har også selv meget på spil. Fogh, der nu er NATO’s generalsekretær, siger ikke noget. Men den tidligere statsminister er en nær ven af huset Ulveman/Kristiansen, hvilket man kan forsikre sig om i denne videohilsen i anledning af de to tidligere spindoktorers fælles 101-års fødselsdag i Tivoli sidste år.
Michael Ulveman og Bo Lidegaard kæmper hver især for, at de ikke personligt skal plettes af den uheldige håndtering af ambassadørernes henvendelse. I offentligheden ligner sagen et slagsmål mellem Fogh og Per Stig Møller om ansvaret for den ukloge beslutning om at afvise ambassadørerne, men den er i lige så høj grad et slagsmål mellem to ambitiøse og stærkt profilerede personer i kommunikations- og mediebranchen.
Modtag en automatisk e-mail, hver gang Claus Kragh skriver nye indlæg på MM Blog.
Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på "Rediger profil" for at vælge, hvem du vil følge. Du kan også abonnere på udvalgte dagsordener og modtage en mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nyt indhold på dine interesseområder.
Opret en gratis profil til mm.dk
Møllers regnskab
Den aktuelle ballade tog sin begyndelse, da Per Stig Møller i et stærkt forhåndsomtalt tv-interview udtalte, at det var en fejl ikke at tage et møde med ambassadørerne. I interviewet fortæller Møller, at han ikke personligt læste Udenrigsministeriets udkast til svarbrevet til ambassadørerne. Og at han – hvis han havde kendt til, at der var en afvisning på vej – ville have foreslået selv at tage mødet med ambassadørerne.
Møller kæmper i dag for sit personlige eftermæle, som imidlertid allerede lider under, at han både ved det danske EU-formandskab i 2002 og i forbindelse med invasionen i Irak blev kørt godt og grundigt over af Anders Fogh Rasmussen.
Møller måtte bakke op om Danmarks deltagelse i invasionen af Irak, selv om han klart havde markeret, at Danmark kun burde gå med, hvis der forelå et klart FN-mandat. Hvad angår EU-formandskabet, tog Fogh og Statsministeriet hele æren for succesen, selv om den i bund og grund byggede på dygtigt arbejde fra Udenrigsministeriets diplomater, først og fremmest daværende EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen.
Når sagen blusser op nu, skyldes det, at Per Stig Møllers politiske karriere synger på sidste vers, og at han helt tydeligt føler, at regnskabets time er kommet. Blandt diplomater, udenrigspolitiske eksperter og almindelige politiknørder har det lige siden 2005 været heftigt debatteret, hvordan det egentlig gik for sig, at Danmarks regering valgte at optræde så afvisende, da henvendelsen fra den meget betydningsfulde kreds af ambassadører kom.
Det er klart, at ingen i dag kan sige med sikkerhed, hvad det ville have betydet, hvis Danmarks regering havde taget mødet med de 11 ambassadører. Men udenrigspolitiske eksperter er i dag enige om, at det set med diplomatiske briller var en fejl ikke at gøre det.
[quote align="right" author=""]Lidegaards optræden i 2010 understreger, hvor vigtigt hensynet til den indenrigspolitiske, danske debat om ytringsfrihed var, både ved femårsdagen, og da karikaturtegningerne første gang blev publiceret.[/quote]Den daværende amerikanske regering var også utryg ved den danske regerings håndtering af sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, der blev offentliggjort 30. september 2005. Først i januar 2006, da ambassaderne i Mellemøsten blev sat i brand, meldte Bush-administrationen i Washington sin støtte til Danmark.
Den amerikanske mistillid til Statsministeriets evner til at håndtere sagen om Muhammed-tegningerne varede ved i årene efter. I december 2010 offentliggjorde Wikileaks en hemmeligstemplet amerikansk indberetning fra den daværende amerikanske ambassadør i Danmark, James P. Cain. Af indberetningen, der er fra slutningen af september 2010, fremgår det, at Bo Lidegaard i dagene forinden anbefalede den amerikanske ambassadør at henvende sig direkte – og hemmeligt – til Jyllands-Postens chefredaktion med den amerikanske regerings ønske om, at avisen ikke genoptrykte tegningerne i anledning af femårsdagen 30. september 2010.
”Det vil ikke skade,” sagde Lidegaard, der ifølge ambassadøren advarede amerikanerne mod at fremsætte deres ønske offentligt. Det ville ifølge Lidegaard, der arbejdede i Statsministeriet fra 1. oktober 2005 til foråret 2011, tvinge statsminister Lars Løkke Rasmussen til offentligt at fordømme et amerikansk forsøg på at indskrænke danske mediers ytringsfrihed.
Lidegaards optræden i 2010 understreger, hvor vigtigt hensynet til den indenrigspolitiske, danske debat om ytringsfrihed var, både ved femårsdagen, og da karikaturtegningerne første gang blev publiceret.
Lidegaard: tåbelig og unødvendig fejl
Nu, hvor sagen igen er blusset op, er det interessant at se, hvordan dagbladet Politiken håndterer den redaktionelle dækning af en højt profileret sag, som avisens chefredaktør – i sin egenskab af tidligere topembedsmand – er part i.
Dagen efter Per Stig Møllers udfald bragte Politiken en nyhedsartikel under overskriften ”Foghs tidligere rådgivere skyder mod Per Stig”.
Artiklen er skrevet af en journalist på avisens netredaktion og ikke af en medarbejder på avisens ellers talstærke Christiansborg-redaktion. Nyhedsartiklen var ledsaget af en personlig signatur-artikel af Bo Lidegaard, hvor han går kraftigt i rette med Per Stig Møller.
[quote align="left" author=""]Ulveman gør sit for at placere aben for afvisningen af ambassadørerne hos Lidegaard.[/quote]Lidegaard beskylder den tidligere udenrigsminister for at løbe fra sit ansvar og for at være ude på at rense sit – efter Lidegaards opfattelse – plettede eftermæle. Samtidig erkender Lidegaard, at ”det var en tåbelig og unødvendig fejl” ikke at mødes med ambassadørerne.
Endelig er det værd at lægge mærke til, at Lidegaard ikke direkte skriver, at det er usandt, når Møller siger, at det var Lidegaard selv, der dikterede brevets indhold til den medarbejder i Udenrigsministeriet, der rent fysisk skrev brevet.
Ulveman gør sit for at placere aben for afvisningen af ambassadørerne hos Lidegaard. På Facebook skriver han: "Jeg har hørt før, at det (altså brevet, red.) ikke havde rundet hans (Per Stig Møllers, red.) skrivebord ...". Altså at brevet blev skrevet længere nede i Udenrigsministeriets hierarki.
Ulveman skriver ligeledes på Facebook, at det var ”Møllers embedsmænd” i ministeriet, der havde skrevet svarbrevet til ambassadørerne: "Statsministerens udenrigspolitiske rådgiver, Bo Lidegaard, nu Politiken, skrev indstillingen under," skriver Ulveman videre uden at bruge tid på det indlysende: At statsminister Anders Fogh Rasmussen naturligvis underskrev brevet.
Berlingskes dækning består – efter at avisen havde lanceret Per Stig Møllers udfald på en monumental forside med stort nærbillede – af en redaktionel artikel og en leder.
I lederen fastholder Berlingske, at Fogh i oktober 2005 ikke kunne eller burde holde mødet med ambassadørerne. Lederen fortæller om baggrunden, brevet og dets indhold. Og den mærkværdige konklusion lyder: "På en sådan baggrund kan en statsminister under ingen omstændigheder holde et møde."
[quote align="right" author=""]Der er stille i branchen, hvad angår Lidegaards dobbeltrolle som chefredaktør og part i sagen. Det samme gælder for Ulveman.[/quote]Til det kan man sige, at Danmarks statsminister er fri til at mødes med, hvem han måtte ønske at mødes med. Og at Fogh – med den dygtige spindoktor Ulveman ved sin side – kunne have lavet et fornemt mediestunt ud af at invitere alle ambassadørerne til Statsministeriet, hvor han så kunne have fortalt dem i klare vendinger, hvad han mente om deres ønsker.
I stedet valgte man som bekendt at sende et afvisende brev, som er blevet taget ilde op af ambassadørerne og uden tvivl bidrog til, at regeringer og embedsmænd i de berørte lande opildnede til protester mod Danmark i stedet for at forsøge at dæmpe dem.
Ud over lederartiklen har Berlingske også en journalistisk artikel under overskriften "Michael Ulveman: ’Per Stig Møller udfyldte ikke sin ministerrolle’".
Politikens overskrift er mere korrekt og klinisk, mens Ulveman får medløb hos Berlingske. Efter at have citeret Ulveman fra både Facebook og et interview med Berlingske Nyhedsbureau, citeres en anonym kilde i Berlingskes artikel: "Det, der skete, var, at der kom en indstilling fra Udenrigsministeriet, som Bo Lidegaard blåstemplede."
Citatet placerer Muhammed-aben på Bo Lidegaards skulder. Men frikender det Fogh og Ulveman?
Fogh konstaterede allerede ved Venstres landsmøde i november 2005, at det er en god dansk skik at sætte sig ned og tale om tingene over en kop kaffe. Måske havde han allerede på det tidspunkt indset, at afvisningen af ambassadørerne var en af hans karrieres største fejltagelser?
Der er stille i branchen, hvad angår Lidegaards dobbeltrolle som chefredaktør og part i sagen. Det samme gælder for Ulveman. Hverken i journalist- eller lobbyistkredse er man meget for at diskutere de risici, der ligger i den slags dobbeltroller og interessekonflikter.
Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.