Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Løkke og Frederiksen: To visioner for det politiske maskinrum
KOMMENTAR: Bliver Mette Frederiksen statsminister efter et valg, kommer der en ny styring af politikudviklingen i regeringen.
Han taler om klimaet som den allervigtigste udfordring, der kræver internationalt lederskab. Hun taler om, at det måske er tid for en ny klimalov med bindende mål for Danmark. Begge taler de om generationskontrakten på klimaområdet, der handler om ikke at efterlade en ødelagt klode til næste generationer.
Han taler for sin nye sundhedsreform. For sikringen af velfærden trods udfordringen med voksende udgiftspres og for få ressourcer til at udføre opgaverne. Hun taler om velfærd med livskvalitet, om ulighed som gift for et godt samfund, om afbureaukratisering og decentralisering af den offentlige sektor. Begge taler de om velfærdskontrakten med danskerne.
Han taler om positive muligheder med de nye teknologier anvendt på den rigtige måde og om behovet for at få alle med. Hun taler om techgiganternes magt og om vores evne til at bestemme over teknologien. Begge taler de om digitaliseringen som en uomgængelig og stærk faktor i fremtidens politiske landskab.
ALTINGET OG MANDAG MORGEN havde forleden inviteret de to statsministerkandidater, Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S), til Arena Summit. Et kæmpemøde med vores mange netværksdeltagere som de centrale gæster og 750 deltagere i alt.
Alt sammen på et særdeles godt tidspunkt med maksimalt 82 dage til det kommende valg. Og at dømme på mødet var formkurven hos begge kandidater ganske god. Der tegner sig et klart billede af valgkampens temaer og historiefortællinger. Og det selv om udlændingepolitik og tilbagetræningsalder ikke blev inkluderet i emnekataloget lige denne gang.
Han taler sig varm på stor statsministerrutine og massiv detailviden på mange områder i det politiske maskinrum. Hun taler sig varm på empati, indignation og fornyelse samt en anden tilgang til det at regere landet, hvis hun bliver statsminister.
Lige netop her kom der måske den nyhed, der er mest spændende. Det ser ud til, at Mette Frederiksen ikke alene har lagt en plan for flere år siden for vejen tilbage til magten gennem opstramningen af udlændingepolitikken og åbningen for samarbejdet med Dansk Folkeparti. Det ser også ud til, at et socialdemokratisk magtskifte vil betyde markante ændringer af den måde, som regeringens arbejde vil blive tilrettelagt på.
“Vi har et utrolig lille statsministerium, som ikke driver noget i det politiske arbejde, og det passer ikke sådan lige til mit temperament, hvis det er mig, der skal være landets statsminister. For så er det mit ansvar. Så er det ikke Finansministeriets ansvar eller et tredje ansvar, så derfor skal mere af den politiske proces starte og slutte hos den, der har det primære ansvar, ikke uddelegeres til alle mulige andre,” lød det fra Mette Frederiksen.
EN STÆRKERE STYRING af politikudviklingen fra Statsministeriet rummer den risiko, at alle de politiske møgsager, og dem vil der uvægerligt komme nogen af i enhver regering, så også rulles ind ad den dør. Det indser Frederiksen sikkert hurtigt. Læg dertil, at det vil kræve et monsterstort overblik, en temmelig præcis politisk drejebog og en kontant og stram intern disciplin, som vi skal tilbage til Anders Fogh Rasmussen for at finde. Men det lyder, som om Mette Frederiksen er ved at have sin drejebogsversion klar.
I den socialdemokratiske inderkreds har der allerede længe været drøftet et behov for omlægninger i ministerierne i form af stærke politiske sekretariater til at udfordre embedsmændene og drive en ny politisk tænkning ind i lovforberedelsen og politikudviklingen. Reformer af en type, der både vil ryste djøf-laget og provokere Folketinget til at forstærke sin kontrol med regeringen. Hverken Mette Frederiksen eller hendes nærmeste nærer stor tillid til centraladministrationens evner til at finde nye løsninger, der passer ind i de socialdemokratiske mål. Så vi kommer utvivlsomt ikke kun til at se et skift i politikken, hvis magten skifter hænder ved det kommende valg. Vi kommer også til at se et skift i styringen af regeringens arbejde over en bred front.
Lars Løkke Rasmussen
Mette Frederiksen
