Lyt til Europas vrede gamle mænd

Europas ledere bliver nødt til at udvise halsbrækkende vovemod, hvis EU skal frelses fra tiltagende nationalisme og vigende historisk bevidsthed. Sådan lyder budskabet fra to af Europas vrede gamle mænd, Jean-Claude Juncker og Jacques Delors.

Claus Kragh

Den aktuelle generation af politiske ledere i Europa er ’ubegavede pragmatikere’, som mangler politisk mod og spiller hasard med Europas fremtid. EUs historiske landvindinger i form af fred, velstand og velfærd kan nemlig kun forsvares, hvis de politiske ledere har modet til at tage nye afgørende skridt i retning af øget politisk integration og økonomisk solidaritet.

Sådan lyder de seneste bandbuller fra Europas to vrede gamle mænd: EU-Kommissionens tidligere formand, den 86-årige Jacques Delors, og Jean-Claude Juncker, eurogruppens formand og Luxembourgs premierminister. Selv om Juncker i en alder af 57 år er jævnaldrende med Angela Merkel, Nicolas Sarkozy og Francois Hollande, tilhører han i mange henseender en tidligere generation af europæiske statsmænd. Han har været med i toppen af europæisk politik i mere end 25 år, han var med til at skrive Maastricht-traktaten, og han har som formand for eurogruppen siden 2005 spillet en absolut central rolle i håndteringen af eurokrisen i de seneste år.

Nu har Juncker besluttet sig for at forlade posten som euroens finansminister. Og den frihed, som det endelige punktum i en lang europæisk karriere giver, har han valgt at bruge til at sige sin uforgribelige mening om tingenes aktuelle tilstand i europæisk politik. Junckers sandheder blev afleveret i et stort interview i det tyske ugemagasin Die Zeit forleden.

Her fik Tyskland kansler Angela Merkel og Frankrigs formentligt snart forhenværende præsident Nicolas Sarkozy – uden at Juncker nævnte navne – tørt på. Juncker kaldte den generation af politikere, han selv sidder sammen med i EUs Ministerråd, for ’svæklinge’ i deres forvaltning af den europæiske politiske arv. De er ifølge Juncker ’ubegavede pragmatikere’, der mangler det nødvendige ’halsbrækkende europæiske vovemod’, fordi de ikke tør gå videre i den politiske integration, og fordi de ikke tør udvide den økonomiske solidaritet. Eksempelvis gennem en delvis kollektivisering af deres gæld i form af euroobligationer, sådan som Juncker personligt går ind for.

Han understregede, at han ikke har mistro til den aktuelle generation af politikere, men han opfordrer dem til at være sig deres ansvar bevidst. ”Min generation bliver nødt til at lære endeligt at cementere Europa. Den tiltagende nationalisme og den aftagende historiske bevidsthed vokser sammen til en særlig kilde af risici, hvis ikke vi slår disse farer ihjel,” siger Juncker. Han har i mange år har været kendt som en af de få politikere i Europa, der ikke viger tilbage for at tale tyske kanslere og franske præsidenter midt imod.

Denne hudløse intellektuelle ærlighed kostede uden tvivl Juncker posten som den første permanente formand for EUs Ministerråd, som han selv havde set som kronen på en forbilledlig karriere i europæisk politik, der begyndte, da han blev Luxembourgs finansminster lige før Berlin-Murens fald i 1989. Angela Merkel og Nicolas Sarkozy var bange for Junckers styrke, selv om han som finanspolitisk konservativ, socialt engageret kristdemokrat og udtalt pragmatiker var helt igennem spiselig for både Berlin og Paris. I stedet valgte de den lavt profilerede Herman Van Rompuy, som i hvert fald ikke i offentligheden træder den tyske og den franske leder over tæerne.

I interviewet i Die Zeit forklarer Juncker, hvordan Tysklands, Frankrigs og Polens ledere opfører sig, når en politiker fra et lille EU-lande siger sin mening: ”Når man sidder på en toppost i Berlin, Warszawa eller Paris kan man ikke lide at høre fra en, der sidder på en provinsstol, at det spørgsmål, man debatterer lige nu, allerede er blevet besvaret forkert en gang,” siger Juncker. Giftigheden har adresse til Angela Merkel og hele den tyske offentlighed. ”Ved man ikke i Berlin, at 17 ud af 27 EU-lande tilsammen har mindre gæld end Tyskland? De andre forstår ikke, at Tyskland bliver fremstillet som selve dydens vogter, der er omgivet af lutter små syndere,” siger Juncker

Han kræver, at Europas aktuelle ledere cementerer EUs historiske fremskridt. ”Vi, der regerer nu, må ikke uden grund lægge afstand til videre integrationsskridt. Hvis vi gør det, hvordan undgår vi så, at det går dem, der kommer efter os, endnu værre?”

EU-toppen taget i skole

Juncker er ikke den eneste, der råber vagt i gevær. Jacques Delors, der fylder 86 i juli, følger den europæiske politiske agenda helt tæt. Og han er mindst lige så hård i sin bedømmelse af Europas aktuelle ledere som Jean-Claude Juncker. Tidligere på foråret tog Delors EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og Ministerrådets formand, Van Rompuy, alvorligt i skole med navns nævnelse, mens han indirekte var ude med riven efter Angela Merkel og Nicolas Sarkozy.

Ifølge Delors spiller Europas ledere i dag på kynisk vis med deres nationale muskler i et sådant omfang, at man risikerer at vende tilbage Wienerkongressens Europa i 1814-1815, hvor stormagterne delte det europæiske kontinent imellem sig og som bekendt beseglede Danmarks skæbne som en lille europæisk spiller.

Delors mener, at udviklingen i Europa, hvor Tyskland og Frankrig er helt dominerende og tvinger Kommissionen og Ministerrådet til at indordne sig under de to landes ønsker, er så farlig, at den risikerer at slå det europæiske projekt ihjel.

Delors gik samtidig direkte til angreb på Van Rompuy. “De, hr. Van Rompuy, beskytter ikke fællesskabsmetoden. Den metode handler om hele tiden at have den almene europæiske interesse centralt placeret. Det handler ikke bare om at være her, fordi her er rart at være, eller fordi man tjener godt. Det handler om at være her for at forsvare Europas interesser,” sagde Delors, som er stærkt kritisk over for bl.a. Nicolas Sarkozys udtalte ønske om hele tiden at promovere mellemstatslige løsninger på europæiske problemer.

”Den voksende individualisme og den mellemstatslighed, som de konservative promoverer, er ved at overtage magten. Det ødelægger både fællesskabsmetoden og den sociale dialog,” sagde Delors.

Jacques Delors, der ved valget i 1995 kunne være blevet de franske socialisters kandidat og efter alt at dømme ville have slået den borgerlige Jacques Chirac, erkender, at eurozonen i øjeblikket bliver nødt til at øge integrationen med udgangspunkt i reglerne om forstærket samarbejde, som han selv var med til at udarbejde i sin tid. Men samtidig bør eurolandene efter hans opfattelse gå længere i retning af at indføre ”overførselsinstrumenter” (læs: skabe en større fælles pengekasse eller indføre euroobligationer), således at man gennem europæiske politikker er i stand til at udjævne de skrigende indkomstforskelle i Europa i et større omfang end hidtil.

Delors beskylder Kommissionens formand Barroso for at opføre sig som en ’pyromanisk brandmand’, når han i angst for de finansielle markeder udtaler, at Spaniens borgerlige regering blot bør gennemføre endnu flere besparelser end dem, som både socialister og konservative i Madrid nu har besluttet. Endelig kritiserer Delors Angela Merkel for at være ”stivnakket” i sin afvisning af euroobligationer.

Hverken Delors eller Juncker er verdensfjerne fantaster. Tværtimod er de begge rundet af den konservative socialdemokratisme, der udgør den centrale midtbane i europæisk politik. Til gengæld har de uden tvivl ret i, at hvis Europa vil forsvare netop den socialt indstillede, liberalt-konservative samfundsmodel i den nye verdensorden, så kræver det, at Europas politiske ledere tør tage modige skridt fremad i stedet for at forkrampe i anti-Bruxelles-skepsis, hvor gang en Marine Le Pen, Pia Kjærsgaard eller Geert Wilders får ny vind i sejlene.

Dette politiske mod er vigtigt i Berlin og Paris. Men det er også nødvendigt i København, Haag og Helsinki, hvis Europa skal finde tilbage til den vækst og jobskabelse, der er tvingende nødvendig, hvis ikke den aktuelle krise i Europa skal underminere både EUs og de nationale regeringers politiske legitimitet.

 Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Omtalte personer

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

Jean-Claude Juncker

Fhv. formand, Europa-Kommissionen (Kristelige Sociale Folkeparti, Luxemburg)
cand.jur. (Strasbourg Uni. 1979)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu