Så diskuterer Danmark igen forslag om at sænke indkomstskat og løn for at forbedre konkurrenceevne og beskæftigelse. Denne gang kommer forslaget fra tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Første gang jeg hørte forslaget, kom det fra tidligere økonomi- og skatteminister Anders Fogh Rasmussen, og han fik endda statsminister Poul Schlüter til at tage det med i en nytårstale.

Men det er og bliver et tomt forslag, som ikke har noget med den virkelige verden at gøre. Lønnen bestemmes af udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet. I praksis forhandler arbejdsmarkedets organisationer, men deres forhandlingsstyrke afhænger af markedskræfterne, og der er ikke belæg for at sige, at lønudviklingen i det lange løb er afhængig af organisationsformen, som er meget forskellig fra land til land.

Den betydelige lønnedgang hos personalet i SAS har formentlig været med til at starte den aktuelle diskussion om løn og konkurrenceevne. Det er da også meget sjældent, at vi ser så omfattende og store lønnedgange, men årsagen er ikke den måde, arbejdsmarkedets parter er organiseret på. Årsagen er markedskræfterne.

Fra monopol til lavpris

I gamle dage havde SAS, som de fleste andre luftfartsselskaber en monopolfordel, og flypriserne blev forhandlet mellem de store luftfartsselskaber. Det tillod myndighederne, fordi de gerne ville sikre jævnlige flyafgange mellem vigtige byer. Som andre lignende monopoler førte det til unaturligt høje priser, gode profitter og høje lønninger.

Men da lavprisselskaberne gjorde deres indtog, kom der konkurrence. Det har presset priser, profitter og løn. Hvis SAS i dag gik konkurs, kunne piloter og kabinepersonale ikke gå andre steder hen og opnå de samme vilkår, som de har haft i SAS. Derfor gik personalet med til lønnedgangen.

Et andet eksempel, der har været med til at genstarte debatten om lønnedgang, er de tyske lønninger for slagteriarbejdere. Her lyder det, som om det er en nyhed, at tyske slagteriarbejdere tjener mindre end de danske. Men det er ingen nyhed for ejerne af de danske slagterier eller fagforeningerne på området. De kender udmærket lønniveauet hos konkurrenterne – også de udenlandske – når de forhandler løn.

De ved også, at højere løn koster arbejdspladser, men de vælger den højere løn og tilhørende automatisering, selv om det betyder færre job. Sådan har det altid været, og det er svært at forestille sig, at det kan blive anderledes.

Og der er vel heller ikke grund til at ønske, at det bliver anderledes? Hvad ville være godt ved et samfund, hvor de ansatte krævede mindre i løn, mod at der var flere ansatte? Det var det, lærerne gjorde i 1970’erne, hvilket staten og kommunerne gik med til. Her slås vi stadig med eftervirkningerne.

Lav skat fjerner ikke lønkrav

Når lønnen i perioder stiger hurtigere i Danmark end i andre lande, falder vores konkurrenceevne, der skabes færre job, og arbejdsløsheden stiger. Det fører til lavere lønstigninger, bedre konkurrenceevne og flere job. Det går langsomt og kan let tage mellem fem og ti år, før det udligner sig, men der er altså tale om en selvregulerende mekanisme.

Det er derfor meget uklogt at føre så tosset en finanspolitik som Anders Fogh Rasmussen, Thor Petersen, Lars Løkke og Claus Hjort Frederiksen gjorde i 00’erne. Men nu hænger vi på det, og vores muligheder for at handle er begrænsede. Markedet bestemmer lønudviklingen.

De, der foreslår lavere skat i håb om lavere lønninger, tror, at lavere indkomstskat fører til lavere lønkrav. Det er der ikke belæg for. Der er svagt belæg for, at lavere marginalskat kan medføre, at nogle arbejder mere, men der er ikke belæg for, at lavere indkomstskat skulle føre til lavere lønstigninger.

Man bør samtidig huske, at Danmark ikke har højere indkomstskat end de OECD-lande, vi normalt sammenligner os med. F.eks. betaler den tyske lønmodtager godt nok mindre i skat end i Danmark, men den afgift, arbejdsgiveren betaler for den ansatte, er højere, og summen er nogenlunde den samme som i Danmark.

Erhvervspolitikken mangler fokus

Danmark har højere afgifter end andre lande og højere offentlige udgifter. Det er ikke, fordi vi bruger flere penge på almindelige velfærdsydelser som undervisning og sundhed, men vi har mere rummelige indkomstoverførsler. Man kan have politiske argumenter for at begrænse indkomstoverførsler, men at bruge lavere skatter, lavere løn og flere job som argument, er ikke en hæderlig argumentation.

Det høje danske lønniveau er imidlertid ikke den eneste årsag til, at det kniber med at skaffe arbejde til alle. Det er kun en mindre del af arbejdsløsheden, der kan tilskrives lønniveauet, og ledighed som følge af høj løn er ikke ligeligt fordelt mellem de forskellige brancher. I de brancher, hvor høj løn er en væsentlig årsag til arbejdsløshed, ser vi også betydelige tilpasninger. Det er SAS netop et eksempel på.

Årsagerne til den høje danske arbejdsløshed er mere strukturelle. En hel del skyldes selvfølgelig det generelle økonomiske tilbageslag, men en væsentlig del skyldes også dårlige erhvervsvilkår. Store dele af det danske erhvervsliv har ikke haft tilstrækkeligt gode betingelser til at omstille sig til de nye konkurrencevilkår i den globale vidensøkonomi.

Det var derfor ikke kun finanspolitikken, der var tosset i 00’erne. Vi forstod heller ikke at føre en erhvervspolitik med vedvarende fokus på vilkårene for innovation og iværksætteri. Det kunne ellers have været med til skabe et mere stærkt og konkurrencedygtigt erhvervsliv.

De store danske virksomheder har klaret sig godt, tjener gode penge og kan give medarbejderne en høj løn, men det kan mange af de små og mellemstore danske industrivirksomheder ikke.

Selvfølgelig vil lavere lønstigninger være en fordel for dem, men det løser ikke problemet med beskæftigelsen. De bliver nødt til at opkvalificere sig på kompetencer og innovation. Her er vilkårene til gengæld ikke gode nok i Danmark, men det vil lavere lønstigninger ikke ændre på.

Læs flere af Jørgen Rosteds indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.