Kommentar af 
Steen Hildebrandt

Mål, grænser og bundlinjer for bæredygtigt lederskab

De traditionelle økonomiske modeller og institutioner har spillet fallit, hvad enten det handler om lande eller virksomheder. FN’s 17 bæredygtighedsmål repræsenterer fremtidens mål og bundlinjer, som virksomheder, byer og samfund i fremtiden vil orientere sig imod, skriver Steen Hildebrandt.

Bæredygtighed handler om at etablere en ny balance mellem mennesker og natur.

Den Store Acceleration, dvs. den voldsomme industrielle og økonomiske udvikling op gennem 1900-tallet, har haft en så stor og negativ indflydelse på naturen i bred forstand, at afgørende nye tiltag er nødvendige.

Intet at gøre ser ikke ud til at være en mulighed. Heller ikke selv om vi knytter meget store forventninger til den teknologiske udvikling i de kommende år.

Konkret betyder det, at en række udviklingshastigheder og -retninger skal ændres: klima, CO2-udledning, energi, plastikforurening, biodiversitet, fødevareproduktion og -forbrug, transport, turisme, sundhed etc. – og selvfølgelig forud for og sammen med dette: uddannelse, undervisning, dannelse, folkeoplysning.

Grænserne: De geologiske og de bio- og atmosfæriske ubalancer er nu så store, at der nu og her skal gennemføres markante tiltag. På den ene side kan der henvises til de ni planetariske grænser, der er udviklet af Stockholm Resilience Centre, og som klart viser, inden for hvilke grænser de næste års industrielle og økonomiske udvikling skal holdes.

Og på den anden side til FN’s 17 bæredygtighedsmål, der er verdenssamfundets svar på, hvilke mål der skal arbejdes ud fra i de kommende år, såfremt udviklingen på kloden skal drejes i en anden retning.

Det handler om meget klare grænser og mål, som naturligvis skal tilpasses de konkrete sammenhænge, alt afhængig af om det handler om Sverige, København, Kenya eller Færøerne. De planetariske grænser handler bl.a. om CO2-udledning, kvælstofudledning, Jordens udnyttelse og biodiversitet. Disse fire grænseværdier er allerede overskredet ifølge det verdenskendte center i Stockholm.

Alt er forbundet: Verdenssamfundet er i de sidste 100 år blevet forbundet på måder, der nok principielt er de samme, som eksisterede for 100 år siden, men som har fået et meget mere reelt og konkret indhold, i takt med at verdens befolkning i samme periode er vokset med ca. 6 milliarder mennesker, samtidig med at den teknologiske, økonomiske, produktions- og produktivitetsmæssige udvikling også er eksploderet.

Verden er blevet anderledes – og mindre. Astronauternes billeder af Jorden set ude fra rummet er det evige vidnesbyrd om dette. Verdenssamfundet skal nu lede verden; skal praktisere lederskab på en måde, der er uden fortilfælde, og som aldrig har været italesat på den måde. Det er en ny problemstilling og udfordring. Det er bl.a. det, der sigtes til, når vi taler om det antropocæne, dvs. den nuværende tidsalder, hvor mennesket påvirker naturen, og ikke omvendt.

Mål: Verdenssamfundet, repræsenteret ved FN og en langvarig og kompliceret forhandlings- og konsensusproces, har opstillet 17 mål (og 169 delmål) for verdens udvikling i de kommende år. FN kan ikke selv implementere disse mål. Målene kan og skal være katalysator for en global udvikling, og de kan kun blive til virkelighed, hvis verdenssamfundet, repræsenteret ved de enkelte lande, byer og befolkninger, vil.

Vi taler om en katalytisk proces, hvis hovedindhold og ide er, at FN formulerer mål, som virker som en katalysator for verdenssamfundet, som dernæst responderer på nye måder, der retter sig mod målene og handler om det enkelte individs, den enkelte virksomheds, organisations, kommunes og lands svar på, hvilke tiltag den enkelte enhed vil gennemføre som et svar på de mål, som verdenssamfundet har udformet. Heri består det katalytiske.

Processen er i fuld gang. Forleden var der i danske dagblade en stor annonce, indrykket af en række detailhandelsvirksomheder. Overskriften var ”Danmark mod madspild”, og initiativet har sit afsæt i FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, stod der. Senere hed det: ”Og der er også plads til forbedringer i Danmark”.

I en artikel i Mandag Morgen skrev Erik Rasmussen om ”det største samfundsøkonomiske paradigmeskifte i verdenshistorien, der handler om at bevæge sig fra en markedsdrevet økonomi til en klimadrevet økonomi”.

Og dagbladet Politiken havde i begyndelsen af august måned en forside med overskriften ”Paradigmeskifte”. Den ledsagende tekst hed: ”På dagen, som kan blive den varmeste i Danmark, er en række klimaaktører enige om, at der er skred i klimabevidstheden”.

Det er det katalytiske i praksis. Hvis det alene skete i Danmark, var det interessant nok, men det sker i hele verden i disse år. Den katalytiske proces er en realitet og en nødvendighed.

Paradigmeskiftet: Bæredygtig ledelse og lederskab er en del af dette paradigmeskifte. Vi kan ikke blive ved med at tale om og basere stort set alle vigtige afgørelser på en simpel og meget mangelfuld markedsøkonomi, funderet på ufuldstændige opgørelser vedrørende både ofre/omkostninger og fordele/indtægter.

Vi skal basere os på, hvad nogle kalder en true cost economy og – vil jeg føje til – en true benefit economy, for den anden side, benefit-siden, er lige så vigtig som omkostningssiden.

De traditionelle økonomiske modeller og institutioner har spillet fallit. Alligevel holder vi krampagtigt fast i de gammeldags kalkulationer og regnskaber, hvad enten det handler om lande eller virksomheder.

Simple, pinligt simple, talmæssige opgørelser får lov til at bestemme, hvad der produceres i virksomheder, og hvilke tiltag der vedtages i byråd og parlamenter. Men beregningsgrundlagene er ofte så mangelfulde, at de efterfølgende beslutninger blot bidrager til at gøre ondt værre.

Virksomhedernes adfærd: Som nævnt handler FN’s 17 mål for en bæredygtig global udvikling om at ændre dette, om at dreje udviklingen i verden i andre retninger. Noget af det tungeste i den sammenhæng handler om virksomheders adfærd verden over.

Og her gælder det: Så længe det er juridisk acceptabelt og økonomisk fordelagtigt for virksomheder at producere og sælge ikkebæredygtige produkter og ydelser, vil der finde en ikkebæredygtig produktion sted.

I mange tilfælde får de økonomiske motiver og argumenter ovenikøbet lov til at dominere over og udmanøvrere lovgivning, regler, aftaler og andet juridisk, og så begås der i realiteten aftalebrud, lovbrud, kriminalitet m.m. med det formål at gennemføre økonomisk fordelagtige og ikkebæredygtige aktiviteter.

Vi véd, at dette finder sted i meget stort omfang overalt i verden. Der er utallige eksempler: Skatteunddragelse er ét eksempel på sådanne ikkebæredygtige aktiviteter og fænomener. Lovgivning alene er ikke tilstrækkeligt til at forhindre ikkebæredygtig adfærd og handling. Man kan ikke lovgive sig til bæredygtighed, men lovgivning er nødvendig.

Jura, økonomi og etik: Menneskers handlinger bestemmes bl.a. af faktorer som jura, økonomi, etik og moral. Verdensmålene indeholder alle disse aspekter. Landene har forpligtet sig til at udarbejde planer og rapporter vedrørende deres arbejde med verdensmålene.

Men det er meget vagt formulerede forpligtelser, og der er ingen strafforanstaltninger knyttet til en manglende overholdelse. Verdensmålene indeholder en lang række etisk-moralske tilkendegivelser, som individer, organisationer og lande kan vælge at forholde sig positivt til og aktivt arbejde for at realisere.

Men alle kan også vælge det modsatte: at ignorere eller direkte modarbejde verdensmålene. Der er knyttet umådeligt store økonomiske konsekvenser, interesser og muligheder til verdensmålene, men det er op til milliarder af selvstændige økonomiske enheder på egen hånd at tage stilling til, hvilken indsats de hver især vil yde i forhold til verdensmålene, herunder vælge intet at gøre.

Det er på samme tid styrken og svagheden ved den katalytiske tilgang. Virker den, og virker den tilstrækkelig hurtigt og effektivt?

Den indre og ydre dimension: Bæredygtig ledelse er at svare an på FN’s bæredygtighedsmål; bæredygtig ledelse har en indre og en ydre dimension. Det ovennævnte handler mest om den ydre dimension, de ydre kriterier og dimensioner, som den bæredygtige ledelse retter sig imod og holdes op imod.

Over for det handler den indre dimension om mennesket, det enkelte menneskes bevidsthed, følelser, tanker og motiver, og dermed også om grupper af mennesker. Det handler om oplysning, dannelse, meditation, bevidsthed, nærvær, empati – om menneskers menneske-, natur- og verdenssyn – og om den deraf afledte praksis.

Bundlinjer: De fleste virksomheders mål handler fortsat om kortsigtet profit, og derfor handler mange bundlinjer om det samme. Mål og bundlinje hører sammen. Og fordi virksomhedernes mål ændrer sig i disse år, ændres også bundlinjerne. Og fordi samfundenes mål ændrer sig, ændres også samfundsregnskaberne.

Vi taler igen og igen om BNP, bruttonationalproduktet, opgjort på simple og højst utilstrækkelige måder i kroner. Vi vil også tale om penge, både i virksomheder og i lande, om ti år, men vi vil tale om meget mere. Vi vil tale om klimamål, energimål, CO2-mål, kvælstofmål, ligestillingsmål, uddannelsesmål, ressourcemål – og om tilsvarende bundlinjer.

Eller for at sige det på en anden måde: FN’s 17 bæredygtighedsmål repræsenterer den referenceramme, som virksomheder, byer og samfund i fremtiden vil orientere sig imod. De 17 mål repræsenterer både fremtidens mål og fremtidens bundlinjer.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu