Macron trækker Frankrig mod midten, men bliver i Europas venstre spor

Den nytiltrådte franske præsident er af mange blevet udråbt som centrum-liberal, men især det liberale prædikat bør anvendes med måde. På en række områder er Emmanuel Macron mere protektionist end globalist. I en dansk sammenhæng vil hans delvist protektionistiske handelspolitik og ideer om yderligere integration i eurozonen uanset partifarve næppe vække begejstring.

Symbolikken var alt andet end subtil, da Frankrigs nyvalgte præsident på valgaftenen søndag den 7. maj vandrede den nærmest uendelige tur gennem Louvres gård på vej mod scenen for at fejre sin historiske triumf. Den nydelige version af Beethovens ’Ode an die Freude’ (der som bekendt er EU’s nationalhymne), der akkompagnerede Emmanuel Macron, da han indtog talerstolen foran sine tilhængere, var et højt og klart signal til både franskmændene og resten af verden om, at Elysée-paladsets nye chef også fremover vil holde EU-fanen højt.

Men midt i mange europæeres jubelrus over, at Marine Le Pen kunne holdes fra døren, tilmed af en ung kandidat med en åben pro-europæisk (dis)kurs, har valgkampsdækningens til tider noget banale positionering mellem ’globalisten’ Macron og ’patrioten’ Le Pen ført til en relativ beskeden opmærksomhed om, hvilket Europa Frankrig under Macrons ledelse vil kæmpe for. Det kan ikke udelukkes, at særligt de, der i en dansk kontekst har fået indtrykket af Macron som liberal europæer, risikerer at blive slemt overraskede. End ikke Macrons nominering af den borgerlige Édouard Philippe som premierminister vil ændre meget ved dette.

Tåregas til EU-hymnen

Selv fulgte jeg valgnatten og Macrons Europa-begejstrede sejrsmarch foran storskærmen på en bar i Paris’ 20. arrondissement. Men netop som Frankrigs nye præsident satte an til at holde sin sejrstale, blev min og andre bargæsters opmærksomhed på livebillederne overdøvet af lyden fra kanonslag og lugten af tåregas, der kom ind fra gaden: Foran barens vinduer mødtes en antikapitalisme-demonstration og kampklædt fransk politi i et ganske uvenligt sammenstød. De utilfredse paroler og de efterfølgende gadekampe kunne ikke have været en stærkere kontrast til Macron-tilhængernes euforiske jubel på Louvres gårdsplads. Og i modsætning til deres nyvalgte præsident var det ikke EU-fanen, den yderste venstrefløj havde fundet frem til lejligheden.

Oplevelsen var et vidnesbyrd om én af flere kløfter, der dominerer det nuværende franske politiske landskab. Når der peges på, at omkring 40 pct. af franskmændene i første valgrunde stemte på kandidater med en europakritisk profil, er det værd at huske på, at en stor del af disse stemmer gik til Jean-Luc Mélenchon og hans bevægelse La France insoumise. Mélenchon omfavner om nogen den franske venstrefløjs traditionelle skepsis for det ’neoliberale europæiske projekt’; en skepsis, der også kan genfindes i andre dele af det franske politiske spektrum. Dette politiske bagtæppe er vigtigt at holde sig for øje, når Macrons europæiske projekt skal vurderes i en dansk kontekst.

Liberal, men med måde

At Macron – også i den danske debat – til tider er blevet udråbt som centrum-liberal, er ikke noget tilfælde. Allerede i sin tid som økonomiminister (2014-2016) udmærkede han sig som fortaler for en række liberaliseringsforslag af den franske økonomi, der var meget svære at sluge for store dele af socialistpartiet, PS. Som præsident vil han utvivlsomt forsøge at fortsætte sin reformkurs, hvilket sandsynligvis vil blive set som et forsøg på at dreje Frankrig tættere på midten, end den afgående præsident Hollande lykkedes med, selv om deres politiske pejlemærker ikke er så væsensforskellige, som mange tror.

Men det liberale prædikat bør kun tildeles Macron med omhu. Særligt i forhold til handelspolitikken er der ikke meget ’globalist’ over den nye franske præsident. I ugen op til anden præsidentvalgrunde lod han forstå, at han vil genoverveje sin hidtidig positive linje over for EU’s frihandelsaftale med Canada, CETA, hvis miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser bør undersøges nøjere. Derudover har han foreslået en såkaldt ’Buy European Act’, der begrænser adgangen til eksempelvis europæiske offentlige udbud til virksomheder, der har mere end halvdelen af deres produktion placeret i EU.

At udråbe Macron som en trumpistisk protektionist vil nok være at gå et skridt for langt, men klart står det, at den franske tradition for en vis forkærlighed for protektionisme ikke vil forsvinde med Macron ved roret. Det er ikke mindst vigtigt i en tid, hvor Storbritannien, der er en af Europas stærkeste frihandelsstemmer, er på vej ud af EU. Dette vakuum vil Macron formentlig ikke være sen til at udnytte.

Også i den bredere europapolitik tegner der sig langt fra et billede af en ’liberal’ Macron. Hans politik synes drevet af en logik om, at EU ikke er drivkraften for mere neoliberal globalisering, men tværtimod er det bedste værn imod de uregulerede markedskræfter. Som økonomiminister profilerede han sig med reformtanker, der langt fra blev mødt med åbne arme på den europæiske højrefløj. Mest opsigtsvækkende var rækken af forslag, han i sin tid offentliggjorde sammen med sin tyske økonomiministerkollega og socialdemokratiske formand Sigmar Gabriel, der for tiden, og i hvert fald frem til det tyske forbundsdagsvalg i september, er tysk udenrigsminister. Her argumenterede de to økonomiministre blandt andet for, at eurolandene får et fælles budget, parlament og finansminister.

Macron ønsker kort sagt et eurozonebudget, hvor rigere eurolande skal bidrage mere end økonomisk svagere, og som skal kunne anvendes til investeringer i klemte eurolande. Der er her tale om en form for ekspansiv finanspolitik på europæisk plan, hvor økonomiske midler på bundlinjen omfordeles fra de stærke til de mindre stærke. Læg dertil hans tanker om bekæmpelse af løndumping, sociale minimumsstandarder og overvågningen af udenlandske investeringer i Europa via en central enhed, der skal kontrollere, om eksempelvis social- og miljøstandarder overholdes.

Alt i alt er der tale om ideer, der burde vække begejstring på den europæiske centrum-venstrefløj. I Berlin har den tyske SPD’s spidskandidat til forbundsdagsvalget – og forhenværende præsident for Europaparlamentet – Martin Schulz allerede udtrykt sin støtte til mange af Macrons reformtanker.

Tyskland afventer Macrons europæiske reformer

Apropos Berlin var den nye franske præsident – som traditionen foreskriver det – mandag i denne uge på sit første officielle statsbesøg netop her. Scenen for et venskabeligt møde med kansler Angela Merkel var sat. I de seneste uger har de tyske regeringskontorer gjort meget for at signalere en vis åbenhed for at diskutere de franske EU-reformforslag.

Samtidig er både Berlin og Paris sig bevidste, at den europæiske dagsorden ikke vil bevæge sig markant inden det tyske forbundsdagsvalg. Og skulle Merkel, der for tiden ligger ganske lunt i meningsmålingerne, på et tidspunkt få behov for at skabe kant til Martin Schulz og det socialdemokratiske projekt i den kommende valgkamp, vil markeringen af en hård austerity-linje (sparepolitik, red.) formentlig fortsat vække tilfredshed i det tyske vælgerhav.

Dette blev tydeligt illustreret i seneste uge, da både det respekterede ugemagasin Der Spiegel med overskrifter som ’Dyr ven! Emmanuel Macron redder Europa, og Tyskland skal betale’ og landets største boulevardavis Bild med ’Emmanuel Macron – hvor dyr bliver Frankrig for os?’ bragte stort set enslydende Macron-skeptiske forsider.

Derfor var det ganske sigende, at Merkel godt nok mødte Macron med varme ord, men også lagde en mere neutral linje i forhold til de franske ideer om en ændring af de europæiske traktater; jo, Tyskland vil bestemt være åben for reformforslag, men kun ”hvis de giver mening”.

Om det giver mening for Merkel, vil bl.a. afhænge af, om Macron lykkes med at reformere den franske økonomi, der i Berlin fortsat anses som en af eurozonens største svagheder. Dertil kommer, at tyske politikere vil stille sig meget tvivlsomme over for at forhandle traktatændringer, der i givet fald vil kunne blive genstand for en fransk folkeafstemning. Franskmændenes beskedne ja til Maastrichttraktaten i 1992 (kun godt 51 pct. stemte for) og rungende nej til Forfatningstraktaten i 2005 er et spøgelse, der ikke er glemt i Berlin. De føromtalte 40 pct. euroskeptiske stemmer ved præsidentvalget forstærker formentlig kun det billede.

Indenrigspolitiske begrænsninger

Så på trods af at Macrons Berlin-besøg blev flankeret af de sædvanlige store smil, vil den tysk-franske motor kun komme op i omdrejninger, hvis der er kompromisvilje på begge sider. Dette kan blive en endog meget svær øvelse.

Merkel skal i den kommende valgkamp genfinde sit venskab med den skeptiske tyske højrefløj, der stadig er forarget over hendes linjeføring i flygtninge- og migrantkrisen. Selv om kansleren formentlig vil forsøge at sole sig i Macrons popularitet, vil hun også fremover presse på for, at den franske præsident skal omsætte sine reformideer til virkelighed. At Merkel – efter Chirac, Sarkozy og Hollande – med Macron møder den fjerde franske præsident i sin tid som tysk kansler, siger noget om den personificerede politiske rutine, den internationalt set relativt uprøvede Macron står overfor. Det kan vise sig afgørende, når de varme lovprisninger skiftes ud med politisk tovtrækkeri ved forhandlingsbordet. Situationen vil blive væsentlig nemmere for Macron, hvis Martin Schulz trodser de aktuelle meningsmålinger og til september sikrer sig nøglerne til Kanzleramt.

Macron vil også møde indenrigspolitiske grænser for, hvor meget han kan åbne armene mod Berlin. I valgkampen optrådte han, modsat sin forgænger Hollande, ikke med antityske bemærkninger, men gjorde det derimod klart, at Frankrig har behov for at få orden i eget hus, hvis landet skal kunne påvirke Europas kurs. Dette blev set som en håndsrækning mod Tyskland, hvilket er blevet fulgt med en vis skepsis af politiske kræfter i Paris.

Indtrykket af Macrons tyske flirt blev forstærket af denne uges udnævnelse af den nuværende franske ambassadør til Tyskland, Philippe Étienne, som præsidentens nye diplomatiske rådgiver. Macron vil senest efter det kommende parlamentsvalg skulle finde en balance mellem sin europæiske overbevisning og de realpolitiske forhold i den franske europadebat. Alt dette vil have indvirkning på, hvor tætte bånd han på sigt kan knytte til sin tyske kollega.

Panderynker i København

Også i København vil Macrons europapolitiske projekt på sigt kunne komme til at vække panderynker. For selv om han i en fransk kontekst (med vis rette) kan betegnes som socialliberal, er der meget langt til den nuværende borgerlige danske regerings europapolitiske kurs. Hverken ideerne om yderligere integration blandt eurozonelandene eller de protektionistiske dele af handelspolitikken vil være i Københavns interesse. Også den danske centrum-venstrefløj vil formentlig vise sig betænkelig ved åbent at bakke op om visse af Macrons omfordelingsprægede og delvist føderalistiske ideer.

De traditionelle nuanceforskelle mellem franske og danske europapolitiske prioriteringer er velkendte, men har været knapt så dominerende i de seneste års europæiske krisetid, hvor Hollande ikke gjorde meget for at gøre op med Berlins sparekurs (som skiftende danske regeringer har bakket op om). Med en mere åbenmundet herre i den franske chefstol, en overvejende skeptisk dansk europadebat i kølvandet på det danske nej til afskaffelsen af retsforbeholdet og med Brexit-forhandlingerne i fuld gang kan det langt fra udelukkes, at disse brudlinjer igen vil træde klarere frem. Dertil kommer, at København næppe vil have megen interesse i, at den tysk-franske motor kommer op i alt for høje omdrejninger – særligt ikke, hvis retningen for samarbejdet går mod et endnu stærkere eurozonefællesskab med udgrænsning af ikke-eurolande til følge.

Så selv om man i både de københavnske, berlinske og parisiske regeringskontorer formentlig med glæde nynner med på Beethovens hymne frem for mere højre-nationalistiske alternativer, vil kampen om, hvem der fremover skal svinge den europæiske taktstok, blive endnu mere tydelig. Alle sider må her gøre deres for at komme hinanden i møde.

For bliver alle stående, hvor de står i dag, vil ej heller den unge Macron kunne være garant for, at det er EU-fanen, der stiger til tops efter næste franske præsidentvalg om fem år.

Forrige artikel Læger og sygeplejersker har ikke længere monopol på sundhedsydelser Næste artikel Det komplekse iværksættersind