Macrons fornyelse er mere form end indhold

Fransk politik synes i opbrud, men franskmændene har faktisk udsigt til mere af det samme, hvis favoritten Emmanuel Macron bliver præsident.

Vil man forstå den stemning, som franskmændene går til valg på, er François Hollandes øjne et godt sted at starte. Den afgående præsidents blik har i lang tid strålet mere af mathed end af energi. Øjenposerne bag de kantede briller virkede allerstørst tilbage i december, hvor han med træt stemme og et endnu trættere blik meddelte sine landsmænd, at han – i øvrigt som den første præsident i den Femte Republiks historie – ikke ville genopstille som præsidentkandidat efter blot én embedsperiode. Hollande oplistede tappert og monotont succeserne fra sin femårige regeringsperiode. Men budskabet, der blev hængende, var et andet: en præsident, der prøvede meget, men havde ganske sparsom succes.

En af de få ting, der stadig forbinder store dele af det franske vælgerkorps med den siddende præsident, er trætheden over tingenes tilstand. I noget, der minder om en trodsreaktion, har de franske vælgere indledt en nærmest desperat jagt på fornyelse. Derfor kan det virke paradoksalt, at den ’fornyer’, der for tiden spås bedst vinderchancer, er Hollandes tidligere økonomiminister Emmanuel Macron. Den 39-årige komet er ifølge meningsmålingerne favorit til at møde – og besejre – Marine Le Pen i anden valgrunde.

Holder Macrons nuværende opbakning hele vejen til 7. maj, vil han nok blive hyldet som fornyeren. Hans biografi er uden tvivl helt ekstraordinær, og en sejr ved præsidentvalget ville være historisk. Men han vil også være et symbol på, at franskmændene først og fremmest ønsker en stilistisk frem for indholdsmæssig fornyelse.

For selv om Macrons drive og energi naturligvis vil spille en markant rolle for mulighederne for at bedrive konkret politik, er han i sidste ende den kandidat, der er tættest på den midtersøgende, socialdemokratiske skole, som Hollande også endte med at bekende sig til.

Skulle nogen have været i tvivl, kom beviset i denne uge: Tidligere premierminister Valls, der selv var én af to ’finalister’ i socialisternes primærvalg, støtter hellere Macron end den socialistiske kandidat Hamon. For Danmark og EU vil Macron derfor nok være det udfald, der giver mindst behov for at nytænke forholdet til Frankrig.

Hollande leverede ikke varen

Hollandes beslutning om ikke at genopstille var, set i bakspejlet, ikke en overraskelse. Populariteten var i bund, meningsmålingerne ligeså. Hovedårsagen var, at det ikke var lykkedes ham og regeringen at levere tilfredsstillende på de to emner, franskmændene peger på som de allervigtigste, når de skal afgøre, hvor krydserne skal sættes den 23. april og 7. maj: arbejdsmarkedet og den indre sikkerhed.

Hollande prøvede skam at levere på begge områder, men kom ikke langt nok. Den høje arbejdsløshed, der lå på 10 pct. i januar, er i de seneste år kun faldet ganske beskedent, selv om flere af Frankrigs økonomiske nøgletal faktisk viser en smule forbedring. Terrorangrebene i Paris, Nice og andre steder har rystet landet.

Men på trods af at militæret har været mobiliseret på fransk territorium siden angrebet på Charlie Hebdo i januar 2015, og undtagelsestilstanden har været i kraft siden Paris-angrebene mod bl.a. Bataclan i november 2015, er der ikke mange franskmænd, der tror på, at terrorrisikoen for alvor er blevet minimeret. Dette til trods for, at den franske regering efter eget udsagn gennem den styrkede indsats har afværget mange potentielle terrorangreb.

Macron minder mest om Hollande

Midt i den kaotiske valgkamp peger pilen for tiden på Macron. Ved første øjenkast virker meget ved ham nyt. Han vil et moderne, globalt Frankrig, hvor forsigtig liberalisering og bæredygtig udvikling går hånd i hånd med et stærkere europæisk samarbejde. Han vil i løbet af sin præsidentperiode eksempelvis reducere antallet af offentligt ansatte med 120.000 og forenkle og strømline pensionssystemet. Der skal investeres massivt i digitale løsninger.

Men selv om Macron på en række punkter vil gøre op med sin upopulære tidligere chefs politiske dagsorden og arbejde mere henover den politiske midte, tilbyder stort set alle andre præsidentkandidater politiske platforme, der indholdsmæssigt ligger længere fra den nuværende regering. Ifølge den franske centrum-venstre-avis Le Monde minder 37 pct. af Macrons programforslag enten om Hollandes eget valgprogram fra 2012 eller den nuværende regerings førte politik.

Til sammenligning kan kun 19 pct. af Macrons forslag genfindes hos socialisten Hamon og 21 pct. hos republikaneren Fillon. Og ser man efter i sømmene, vil Macron faktisk fortsætte store dele af Hollandes strategi, hvad angår netop arbejdsmarkedet og den indre sikkerhed og dermed de to politiske slagmarker, hvor præsidenten har lidt de største nederlag.

Arbejdsmarkedsreformen, (næsten) alle vil afskaffe

Det ikoniske eksempel på Hollandes endeligt var fadæsen om den såkaldte ‘El Khomri-lov’, en reform, der var tiltænkt at simplificere og delvist liberalisere den komplicerede og tunge franske arbejdsmarkedslovgivning. Efter flere måneders massive demonstrationer fra især fagforeningerne, fik Hollandes daværende premierminister, Valls, ganske vist reformen vedtaget i sommeren 2016, men kun i en ganske udvandet form og uden afstemning i Nationalforsamlingen. En vedtaget reform uden parlamentarisk afstemning?

Valls havde gjort brug af den franske forfatnings artikel 49.3, der – kort sagt – giver mulighed for at vedtage en lov uden afstemning, medmindre det lykkes modstandere at finde mandater nok til at stille et mistillidsvotum. Med andre ord tog regeringen alle midler i brug i en situation, hvor Hollande nærmest have ophøjet reformen til et omdrejningspunkt for sit historiske eftermæle.

Men eftermælet vil blive kort: Allerede nu er Hollandes potentielle efterfølgere enige om, at reformen skal reformeres – eller helt smides ud. Den højrenationale Le Pen ønsker at afskaffe reformen for at fastholde den nuværende 35-timers arbejdsuge og nedsætte pensionsalderen fra 62 til 60 år; fuld pensionsret opnås, hvis man har indbetalt hertil i 40 år. Mens venstrefløjskandidaten Mélenchon vil nedsætte arbejdsugen til 32 timer, vil republikaneren Fillon lade det være op til virksomhederne selv at fastsætte arbejdstidsregler. Socialisten Hamon, hvis hovedtema er et broget løfte om at indføre en borgerløn for alle, vil give franskmændene incitamenter til at ’dele’ arbejdspladser i en moderne arbejdsverden, hvor der, ifølge Hamon, grundet øget automatisering fremover ikke vil være arbejde til alle.

Men den kandidat, der vil fastholde de fleste elementer af Hollandes upopulære reform, er netop Macron. Han toner frem med budskabet om en skandinavisk inspireret flexicurity-model og benytter sig derved af samme retorik, som han også brugte i sine år som økonomiminister. En forskel er dog, at Macron ikke føler sig så bundet af det socialistiske bagland i fagforeningerne. Han vil åbne endnu mere for, at arbejdsmarkedets parter kan forøge 35-timersugen ved at indgå lokale aftaler.

En af Macrons største ambitioner er at nedbringe arbejdsløsheden fra de nuværende ca. 10 pct. til 7 pct. Det skal ske ved en blanding af økonomiske incitamenter og pres på bl.a. arbejdsløse, der skal have færre muligheder for at sige nej til de ledige job, de får tilbudt.

Terrortruslen ingen har svaret på

Terrortruslens tunge skyer hænger – ligesom mange steder i Europa – fortsat over Frankrig. Kandidaternes antiterrorforslag fordeler sig sat på spidsen ganske forventeligt på højre-venstre-spektret, som vi også kender det fra den hjemlige debat. På venstrefløjen er Hamon og Mélenchon modstandere af undtagelsestilstanden. Le Pen tordner ved hver oplagt og ikke-oplagt lejlighed mod den fundamentalistiske islam og for øget mulighed for udvisninger af ikke-franskmænd, der bekender sig til denne. Har vedkommende dobbelt statsborgerskab, skal det franske nemmere kunne fratages.

Sidstnævnte forslag er Fillon også enig i, og de to højrefløjskandidater sigter derved efter et af Hollandes ømmeste punkter: Efter Paris-angrebene i november 2015 havde præsidenten selv bragt muligheden for fratagelsen af det franske statsborgerskab i spil. Men selv om tiltaget mere fremstod som symbolpolitik end et egentligt antiterrorredskab, gik det parlamentariske spil igen i hårknude for præsidenten, der stod forpjusket og ikke-statsmandsagtigt tilbage.

Macrons udtalelser om den indre sikkerhed holder sig oftest kun i overskriftsform. Han vil ansætte 10.000 medarbejdere i politi og gendarmeri og oprette 15.000 nye fængselspladser. Men derudover nøjes han som regel med at påpege, at han på sigt vil ophæve undtagelsestilstanden og reducere militærets tilstedeværelse på fransk grund – hvilket i bund og grund svarer til Hollande-regeringens retorik.

Macrons stålsatte blik

Med Macron håber franskmændene på igen at få en præsident, der stråler af kampgejst. En præsident, der kaster al sin politiske kapital ind i kampen for at gennemføre det program, han står inde for – selv om kritikerne påpeger, at det netop er håndfaste programpunkter, han mangler flest af. Om Macron kan finde parlamentarisk opbakning til sine idéer, er en anden, om end meget væsentlig, diskussion.

Mens indholdet af ideerne på de store linjer vil være velkendte, vil Macron derfor gøre alt for at fremstå som en fornyer, en vejviser ud af status quo. Faktisk var det nogle af de samme karaktertræk, der var fundamentet for Hollandes valgsejr tilbage i 2012. Kigger man dog i dag i præsidentens trætte øjne, virker fem år som meget lang tid siden.

Skulle Macron kunne lade sig hylde som ny fransk præsident den 7. maj, kan man kun håbe for Frankrig, at hans øjne – der i den grad lyser blå og stålsatte – om fem år vil udstråle en del mere tro på fremtiden, end hans forgængers gør det i disse dage.

 

Forrige artikel Grådighedens ambassadører Næste artikel Haves: økonomer – ønskes: antropologer