Her i vinters startede min datter i vuggestue, og vi fik i den forbindelse en rundvisning på institutionen. Lederen fortalte, at der var tre stuer, og jeg spurgte, hvad de forskellige stuer hed. Jeg forventede noget med grøntsager, eller måske dyr. ”Her på stedet er vi ikke så vilde med dyrenavne,” svarede vuggestuelederen. ”Så de hedder stue et, to og tre.” O.k., tænkte jeg. De er da godt nok helt nede på jorden her.

Det har egentlig vist sig at være en fin institution. Erfarent personale, stabile rutiner og et godt tag på de små. Man er ikke i tvivl om, at børnene får den omsorg, de umiddelbart har brug for. Men holdningen til stuenavnene skinner igennem på andre områder. Eksempelvis tilbyder institutionen kun børnene vand, ikke mælk. ”Det blev skåret fra engang,” lyder forklaringen. Som om der er tale om en objektiv kendsgerning, at mælken, den er væk. Som om en offentlig institution i et af verdens rigeste lande ikke kan finde penge til at give små børn mælk?

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne vuggestuen her med den børnehave, min ældste datter har gået i, og som fysisk ligger under 50 meter derfra. Her har stuerne navne som ”Tigerdyrene” og ”Skovtroldene”, som vel stimulerer børns fantasi mere end den lille tabel. Om morgenen, når man kommer med sit barn, uanset om det er en mørk og råkold novemberdag eller en sommermorgen, så er der tændt levende lys på stierne ind til stuen. Der er helt bevidst tænkt over æstetikken, og de eksperimenterer løbende med nye indretninger af såvel inde- som uderum. Ja, der er måske nærmest gået for meget æstetik i den – på et tidspunkt brokkede en anden forælder sig højlydt til mig over, hvorfor børnehavens elektroniske nyhedsbrev så absolut skulle skrives i fem forskellige farver?

Muligheder for transformation

Mine tanker omkring de to institutioner – den med talstuerne og den med de levende lys – får mig til at tænke på, hvorfor vi ikke oftere gør noget ekstra i vores offentlige service. Når det kommer til stykket, så rører vores offentlige organisationer jo ved nogle utrolig kritiske og afgørende ting i vores liv:

Som hvordan vi oplever vores første tid uden for hjemmet – de mange, mange timer vores allermindste tilbringer i vuggestuer og børnehaver, og som kan stimulere vore sanser, vores fantasi og vores relationer med andre?

Som hvilken appetit  på – og lyst til – læring vi får, og hvordan vores nysgerrighed og livsverden bliver udfordret og modnet igennem vores skolegang.

Som den livstruende, men også bekræftende, oplevelse, det kan være at opleve vores hospitaler på nærmeste hold.

Som den betydning for glæde og trivsel i hverdagen, vores indsatser for ældre borgere kan have.

Alle disse interaktioner er muligheder for, i gensidighed, at skabe mening, glæde, oplevelser og – nogle gange – ligefrem transformation i menneskers liv. Det er i virkeligheden et enormt ansvar, man som offentlig ansat har. Men med væksten i velfærdssamfundet er de systemer, processer og rutiner, vi har opbygget, ikke tilrettelagt for at skabe magiske, transformerende øjeblikke i mødet med borgeren. De er tilrettelagt for at skabe forudsigelighed, ensartethed, stabilitet og – dybest set – stordriftsfordele.

På vej mod en ny professionalisme

Når jeg er kommet ind på dette tema i samtaler med fagprofessionelle, hører jeg ofte, at de faktisk brænder for netop at gøre en unik forskel for deres medmennesker. Mange af de mest erfarne siger, at da de i sin tid startede i jobbet, så var det ikke kun en abstrakt idé om ”at gøre en meningsfuld forskel”, som var motivationen, det var faktisk også sådan, hverdagen fungerede. Men mange siger i næste åndedrag, at de på en eller anden måde må have glemt det.

Dette skisma blev for mig sat på spidsen, da jeg for nylig lyttede til Sarah Schulman, en amerikansk sociolog og stifter af InwithForward, som har en lang række nyskabende projekter bag sig, herunder Australiens succesfulde familienetværk Family by Family. I et af sine seneste projekter var hun på feltarbejde på et plejehjem i Holland og interviewede en af de ældre beboere om hendes oplevelse af personalet. ”Der er to slags medarbejdere her på plejehjemmet,” sagde beboeren. ”Der er de professionelle, og så er der de andre.” Sarah bad beboeren uddybe, hvad hun mente. ”Jo ser du,” sagde den ældre dame, ”de ægte professionelle er dem uden nogen uddannelse, og som ser dig som et menneske. De er optaget af, hvad der er meningsfuldt for dig. Og så er der de andre, som har en professionel uddannelse. De er bare optaget af at gøre deres arbejde.”

Jeg tror på, at offentlige indsatser – i vores daginstitutioner, vores skoler, vores plejehjem, vores jobcentre, i vores fængsler og på vores hospitaler – på mange måder godt kunne være mere menneskelige, mere magiske, mere transformerende. Jeg tror ikke, det indebærer, at vi skal sætte vores faglighed eller professionelle uddannelser over styr. Men jeg tror, det kunne indebære tre ting:

For det første en dybdegående undersøgelse af om de økonomiske, juridiske og styringsmæssige rammer, vi har opbygget over de seneste 30-40 år, rent faktisk understøtter, at vi på de allermest centrale velfærdsområder først og fremmest møder borgerne som mennesker. Bliver empatien, indlevelsen, inddragelsen og dialogen styrket eller svækket af de systemer, vi har arvet? Hvis ikke, hvordan kunne de omkalfatres med mennesket i centrum? Hvad ville det betyde for strukturer, regler, processer, succeskriterier og dokumentation?

For det andet tror jeg, vi er nødt til at definere professionalisme på en anden måde – mere som en dualisme. Det ægte professionelle i en folkeskole er både at skabe læring og at styrke trivslen og lysten til at lære. Det ægte professionelle i ældreplejen er både at håndtere praktiske behov og at skabe eller understøtte meningsfulde, udviklende relationer. Den ægte professionelle i sundhedsvæsenet er den, som både kan fikse ødelagte og syge kroppe og skabe mening, sammenhæng, værdighed og håb for patienterne.

For det tredje har vi brug for et højere ambitionsniveau. Vi er simpelthen nødt til at aspirere til noget mere, til at vores indsatser skal overraske, udvikle og skabe begejstring. Det er først og fremmest en massiv ledelsesopgave. Alt for ofte hører jeg offentlige chefer sige, at ”vi forvalter jo loven,” eller ”vi skal jo holde budgettet”. Naturligvis, det er der ingen, der stiller spørgsmålstegn ved. Men hvad skal I ellers? Hvad kunne være … magisk?

Jeg kender i hvert fald en vuggestue i mit eget nabolag, som kunne starte med at løfte ambitionsniveauaet rent symbolsk med en mere inspirerende navngivning af stuerne. Man kunne jo give børnene deres første oplevelse af demokrati, og bede dem om at komme med forslag?

Læs flere af Christian Basons indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning