Man udliciterer da ikke anbringelse af børn og handicappede, vel?

Til februar går 16 kommuner i luften med et udbud om anbringelse af unge med sociale og kognitive problemer. Tidligere var sociale indsatser undtaget fra EU’s Konkurrencedirektiv, men nu er socialt arbejde blevet reduceret til en tjenesteydelse.

Man kan da ikke udlicitere anbringelse af børn og handicappede!

Nej, det kan man da ikke. Det giver mindelse om en for længst svunden fortid, hvor man holdt offentlig licitation over fattiglemmerne i sognet og på den måde fik den billigst mulige forsørgelse. Det var i 1700-tallet, og derfor langt før nogen overhovedet havde tænkt på velfærdssamfundet.

Men nu sker det igen. 16 sjællandske kommuner er klar til et udbud i det nye år. Hvordan er det danske velfærdssamfund havnet der? Hvem har truffet beslutningen?

Det er et eksempel på, hvordan det centrale embedsapparat sætter sin styringstænkning igennem bag om ryggen på politikerne. Det er en udfordring for demokratiet.

Den offentlige sektor køber årligt ind for mere end 300 milliarder kr., og derfor har man i de sidste 15-20 år arbejdet systematisk på at effektivisere og koordinere offentlige indkøb med henblik på at få økonomiske rabatter. Til at sikre det er der dels blevet lavet en central indkøbsvirksomhed kaldet SKI – Statens og Kommunernes Indkøb – dels er der etableret indkøbssamarbejder mellem forskellige grupper af kommuner i landet.

Det er et sådant kommunalt indkøbsfællesskab kaldet FUS, som dækker 16 kommuner på Sjælland med Holbæk i spidsen, der til februar går i luften med et udbud om anbringelse af børn og unge med sociale og kognitive problemer. Helt konkret skal udbuddet omfatte opholdssteder og døgninstitutioner til unge i alderen 15-23 år. Nogle af pladserne er som anbringelser, andre som efterværn. De 16 kommuner ønsker samlet at indgå en fireårig kontrakt om køb af pladser til en værdi af 500 millioner kr. årligt.

Beskrevet som var det kuglepenne

Udbudsmaterialet er skrevet stort set, som om det omhandlede indkøb af kuglepenne eller toiletpapir. Om baggrunden for udbuddet står der, at de 16 FUS-kommuner har fokus på, at der iværksættes initiativer på området for børn med særlige behov. Der er særligt fokus på kommunernes udgifter og mulighederne for at vurdere indhold og effekt i tilbuddene i forhold til den enkelte borgers behov. Kommunerne ønsker samtidig at styrke effektiviteten og kvalitetsudviklingen i kommunernes opgaveløsning gennem en mere hensigtsmæssig brug af og dialog med markedet.

Tilbuddet skal omfatte døgnpladser til borgere, som er anbragt, fordi de er dårligt begavede, omsorgssvigtede eller ikke kan begå sig i sociale sammenhænge, hverken med jævnaldrende eller andre. De kan også være anbragt, fordi de har ADHD, en autismediagnose eller Aspergers syndrom. Videre kan der være tale om borgere, som i tillæg også har et misbrug af stoffer og alkohol, eller som har begået mindre kriminalitet. Der er således tale om meget forskellige målgrupper med meget forskellige behov for socialfaglige/socialpædagogiske indsatser.

Det væsentlige tildelingskriterium ved udbuddet er økonomien. Den tæller 50 pct. Næste kriterium, som tæller 30 pct., er ’incitament til udvikling af borgeren’. Det kunne med god vilje ses som et forsøg på at opstille et fagligt kvalitetskriterium. Tilbudsgiver skal i sin ansøgning forholde sig til fire cases og fortælle, hvordan man vil gribe dem an. Der er tale om meget korte cases, som mere ligner noget, man ville bruge ved en ansættelsessamtale. Der er tale om skrivebordsarbejde, som ikke giver nogen reel mulighed for vurdering af institutionens arbejde.

Endelig er personale det sidste tildelingskriterium, og det rummer krav om kontinuitet i personalegruppen og kompetenceudvikling.

Samlet set er der tale om et udbudsmateriale, som ikke engang er i stand til at fastlægge kriterier for valg af leverandør, som i det mindste kan give håb om, at de anbragte børn og unge kan komme positivt videre i deres liv. Socialfaglighed og socialpædagogik er reduceret til rent ophold til billigst mulig pris per styk – ligesom hvis det var kuglepenne. Hvordan kan det være gået så galt?

Egner sig ikke til konkurrenceudsættelse

Når de 16 FUS-kommuner overhovedet kan lave et udbud på det børnesociale område, skyldes det, at der i februar 2014 kom et nyt EU-udbudsdirektiv, og at det i 2015 blev omsat i en ny konkurrence- og udbudslov i Danmark, som trådte i kraft 1. januar 2016.

Tidligere tiders Konkurrencedirektiv rummede en klar erkendelse af, at der var områder, hvor konkurrenceudsættelse ikke gav mening. Derfor var der et Bilag IIB til udbudsdirektivet fra 2014, som beskrev undtagelser som f.eks. sundheds- og socialvæsen, undervisnings- og erhvervsuddannelse, fængselsvæsen samt en række andre områder.

Det betød, at uanset at bestemmelserne i direktivet var sociale indsatser, hvad enten de drejede sig om udsatte børn og unge, udsatte voksne eller mennesker med funktionsnedsættelse, så var indsatserne undtaget fra bestemmelserne om offentligt udbud.

Det er der faktisk rigtig gode saglige grunde til, at de bør blive ved med at være. Ikke mindst den væsentlige, at behandling og indsatser, når det gælder mennesker med særlige behov, fagligt kræver en konkret og individuel behandling.

Sociale indsatser kan ikke sættes på samlebånd og gøres til genstand for automatisering. De består af en række unikke menneske-til-menneske-kontakter. Det er almindelig viden på det sociale område, som gælder lige så vel i Danmark som i Italien og andre steder i EU.

Imidlertid var der en stor centraladministrativ betænkelighed – nogle ville måske kalde det mistænksomhed – over for den ladeport af dispensationer fra den frie konkurrence på det åbne marked, som Bilag IIB til Konkurrencedirektivet udgør. Onde tunger vil mene, at det især var de meget liberale topembedsmænd i det danske Erhvervsministerium og Økonomi- og Indenrigsministerium, som var de skarpeste fortalere for afskaffelse af bilagene og dermed dispensationsmulighederne til Konkurrencedirektivet.

Besluttet mens Danmark var formand

Hvorom alting er, var det under det danske EU-formandskab i 2012, at det nye udbudsdirektiv blev forhandlet på plads, som om afskaffelsen af undtagelsesbestemmelserne på det sociale område skulle være en af det danske velfærdssamfunds væsentligste interesser.

Jeg har svært ved at forestille mig, at det har været politisk styret, og at det har været den socialdemokratisk ledede regering med Ole Sohn som erhvervs- og vækstminister eller for den sags skyld Nicolai Wammen som europaminister, som var drivkraften bag afskaffelsen af vigtige dispensationsbestemmelser for det danske velfærdssamfund. Det peger snarere i retning af Slotsholmens topchefer i Finansministeriet, Erhvervsministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet. De har igennem årene været garanter for, at Danmark holdt sig på New Public Management-sporet, og at markedstænkning og markedsstyring blev implementeret overalt i den offentlige sektor.

EU’s nye udbudsdirektiv er, som nævnt, omsat i en ny dansk udbudslov. Heri er beskrevet reglerne for alle offentlige udbud med angivelse af, hvornår et indkøb har en sådan værdi, at det skal gennemføres som et EU-udbud.

Der er også kommet særlige regler om køb af sociale og andre specifikke tjenesteydelser, som det hedder. Det er ydelser, der er karakteriseret ved, at de udføres meget individuelt i de enkelte medlemsstater.

Det er således ikke hensynet til borgerne eller brugerne af tjenesteydelserne eller det særlige (social)faglige indhold i ydelserne, som gør det nødvendigt, at de bliver omfattet af det såkaldte light regime. Det er, fordi der ikke er en grænseoverskridende konkurrence på f.eks. det sociale område.

Med udbudsloven reduceres socialt arbejde til en tjenesteydelse. Det i sig selv bør få alarmklokkerne til at ringe i et velfærdssamfund. Men sådan hedder det, og det betyder, at kommuner, som sætter sociale foranstaltninger i gang for mere end knap 5,6 millioner kr., er forpligtede til at gøre det efter reglerne om light regime i udbudsloven.

Danske kommuner brugte i 2015 44,9 milliarder kr. på udsatte børn og unge, udsatte voksne og mennesker med handicap. Derfor vil der være et utal af tilfælde, hvor kommunerne vil være omfattet af bestemmelserne i udbudsloven. Der er faktisk flere anbringelser af enkelte børn og unge, hvor den samlede udgift årligt overstiger de 5,6 millioner kr.

Man kan således forestille sig den barokke situation i fremtiden, hvor en meget kompleks social sag om en ung med multiple socialproblemer som ADHD kombineret med personlighedsforstyrrelser og et massivt misbrug ender med at skulle i udbud, før anbringelse kan finde sted.

Det kommer forhåbentlig aldrig til at ske, men bare det, at muligheden foreligger, burde skræmme det samlede sociale felt og landets socialpolitikere fra vid og sans.

Politikerne må genvinde styringen

Jeg tror ikke, at nogen politiker på Christiansborg har besluttet, at anbringelse af udsatte børn og unge, udsatte voksne eller mennesker med funktionsnedsættelser skal konkurrenceudsættes. Det er sket som noget teknisk og upolitisk uden en reel diskussion af de barokke konsekvenser.

Jeg tror heller ikke, at formanden for KL, borgmester i Kalundborg Martin Damm (V), eller formanden for KL’s social- og sundhedsudvalg, borgmester i Odsherred Thomas Adelskov (S), på noget tidspunkt reelt har taget stilling til og ønsket, at det fælleskommunale indkøbsfællesskab (FUS) skulle gå i gang med udbud af den type, som jeg har beskrevet. Det er noget, som er forelagt af embedsapparatet under overskrifter som ’bedre effektivitet og kvalitet til en lavere omkostning’. Det er ikke engang sikkert, at de dele af embedsapparatet i kommunerne, som er ansvarlige for det sociale område, har været særligt involveret i indkøbsfolkenes arbejde. Det er kort sagt historien om, at styringslogikken overtager beslutningerne, og at politikken forsvinder.

Derfor er historien om konkurrenceudsættelse på det sociale område også en historie med en mere generel lære. Den viser, hvor langt styringslogikken har overtaget de reelle beslutninger og sat de folkevalgte ud af spillet.

Skal Danmark fortsat være et velfærdssamfund med et åbent og aktivt demokrati, er det afgørende, at politikere på alle niveauer igen reelt bliver beslutningstagere og dermed ansvarstagere for udviklingen i Danmark. Alternativet er et stærkere embedsmandsvælde, som laver teknisk og økonomisk ansvarlige beslutninger, som ikke har demokratisk legitimitet.

For man udliciterer da ikke anbringelse af børn og handicappede – vel?

Forrige artikel Nyt verdensmål: Det postfaktuelle samfund skal overvindes Næste artikel Folkets viljekommer til kort overfor markedets kræfter