Danmark har et meget højt skattetryk og meget høje lønninger set i forhold til de fleste andre lande i Verden. Det er der intet nyt i. Vi har lange ferier, korte arbejdsdage og -uger.

Hvis man kigger på gennemsnittet, arbejder vi faktisk ikke så forfærdelig meget i Danmark. Til gengæld er der mange, der så at sige er ved at arbejde sig ihjel, samtidig med at vi har et fænomen som Dovne Robert og mange hundredtusinde mennesker uden for det formelle arbejdsmarked.

På den ene side er der mange familier med to udearbejdende forældre, hvor familien er ved at gå i stykker, fordi alt er så stresset, at det dybt ind i sjælen præger alle familiens medlemmer. Ifølge psykologen Tina Espander har vi behov for ”sikkerhedssko” til hjernen.

”Pauser er ved at forsvinde ud af vores arbejdsliv, og det kan vores hjerner ikke holde til,” skrev hun for nylig i en kronik i Politiken.

Mange er ved at gå mentalt i stykker. Stress, depression, angst, enormt højt sygefravær og mange andre alarmsignaler karakteriserer – også – det moderne velfærdssamfund.

På den anden side er der i andre familier ved at udvikle sig en slags tradition for, at ingen af forældrene går på arbejde.

200 nye sygdomme

Vi har et veludbygget og velfungerende hospitals- og uddannelsessystem. Ja, vi tror, at vi hører til blandt de bedste i verden på en række dimensioner. Og det gjorde vi måske nok engang, men det gør vi ikke mere.

I sin nye bog, "Den etiske udfordring i en global tid", oplyser forfatteren Nadja Prætorius, at der i løbet af de sidste få år er identificeret diagnoser for mere end 200 nye og behandlingskrævende sygdomme. Så man kan sige, at der i sandhed er behov for nye og stedse større hospitaler.

Men – hvor kommer alle disse sygdomme fra? Kommer de fra en sund og bæredygtig samfundsudvikling eller fra en usund og vild konkurrencetænkning, hvis kortsigtede motto er: Mere af det samme, hurtigere og billigere – koste, hvad det i øvrigt koste vil?

Vi har gennem mange år udviklet og værnet om den såkaldte ”danske model”. Den er blevet en så indgroet del af vores selvforståelse, at vi ikke må stille spørgsmålstegn ved den. Vi har en lang tradition for at have meget lidt korruption. Vi har udviklet et velfærdssamfund, der på mange måder er blandt de bedste i verden, hvis vi måler på de parametre, som vi normalt måler velfærd på.

Men vi står også over for meget store udfordringer. Vi har bl.a. et konkurrence- og et produktivitetsproblem, og de to problemer hænger naturligvis sammen. At forestille sig, at man kan gøre noget nævneværdigt ved det ved at dreje lidt på skattetrykket et sted og påvirke omkostningsniveauet lidt et andet sted, f.eks. i form af lidt løntilbageholdenhed, er urealistisk. Det ændrer intet.

Bedre udnyttelse af ressourcer

Jeg vil hævde, at vores hovedproblem er, at vi ikke udnytter vores ressourcer tilstrækkeligt effektivt. Lad mig forenkle og pege på tre hovedfelter:

1. De mange hundredtusinder af mennesker, som på grund af og i kraft af et virvar af grunde, regler, kutymer og systemer er uden for og holdes uden for arbejdsmarkedet, repræsenterer et gigantisk ressourcetab. Enorme mængder af potentialer går tabt.
2. Det gennemregulerede, siloopdelte, brancheopdelte, fagopdelte, aldersopdelte, sygdomsopdelte, kønsopdelte og professionsopdelte danske samfund medvirker i ekstrem grad til, at store mængder af den viden og de kompetencer, som vore mennesker og virksomheder besidder, ikke udnyttes tilnærmelsesvist optimalt.
3. Den silo-opdeling, der fortsat karakteriserer langt de fleste danske private og offentlige organisationer, begyndende med den stærke opdeling i ministerområder, departementer og styrelser, og fortsættende ned til den enkelte skole, virksomhed, kommunale forvaltning osv., er helt enormt ressourcekrævende. Det dræber initiativlysten og incitamenterne til at dele viden og erfaringer. Enorme mængder af potentialer går tabt. Det hedder sub-, sub- og atter suboptimering.

Der er selvsagt mange dimensioner og forklaringer, og mange forskellige angrebsmåder i forhold til disse meget sammensatte og forskelligartede udfordringer, som dybest set alle rummer store potentialer.

Mangel på lederskab

Jeg vælger her at betragte det hele ud fra én overordnet og fælles vinkel: lederskab. Det handler om lederskab – eller rettere: Mangel på lederskab.

Det gælder fra øverste regeringsniveau, hvor ministerier, styrelser m.m. i ekstrem grad er siloopdelte. Centraladministrationen har altid været præget af denne fragmentering, og her begynder det hele. Sub-optimering, territoriekampe, ministerterritorier, ressourcetab.

Det gælder lederskabet i den enkelte folkeskole, hvor fag-, klasse-, alders- og andre siloer også fortsat i vid udstrækning eksisterer, og hvor det er vanskeligt at skære igennem og lave nødvendige ændringer og forbedringer.

Det gælder det milliardtunge hospitalsområde, som vokser og vokser, som koster mere og mere, og hvor man med god grund kan sætte spørgsmålstegn ved, om kompetencer og ressourcer udnyttes optimalt, eller om alle de veletablerede siloer og grænser hæmmer produktivitets- og kvalitetsudviklingen.

Endelig gælder det langt ind i alle de private virksomheder, som mange tror er enormt moderne og velfungerende, også når det kommer til disse strukturelle spørgsmål. Men det er private danske virksomheder generelt set ikke. Også når det handler om private virksomheder, eksisterer der enorme silo- og dermed produktivitets- og lederskabsproblemer.

Jeg er overbevist om, at hvad der her sættes til, langt, langt overstiger de konkurrence- og produktivitetsvirkninger, der kan opnås ved nogle marginale småjusteringer af selskabsskatten, afgiftsændringer eller andre kortsigtede tiltag.

Måske skulle vi indføre nogle årlige produktivitetsforhandlinger, hvor vi nøje drøfter og gransker, hvor gode vi er i samfundet til at udnytte vores fælles ressourcer – til alles fordel og bedste. Her kunne man diskutere lederskab og medarbejderskab, fleksibilitet og innovation, kvalitet og omstillinger, import og eksport, alliancer og partnerskaber – på tværs af fag-, lande- og regionsgrænser. Man kunne diskutere og udvikle det nødvendige, nye lederskab.

Læs flere indlæg af Steen Hildebrandt her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.