Der findes to slags lande i globaliseringens tidsalder: små lande, der ved, de er små. Og små lande, der tror, de er store.

Hvad vi oplever i Storbritannien i disse dage, er den smertefulde proces, hvor et lille land – som ovenikøbet engang var et imperium – opdager sine egne begrænsninger.

Desværre for Storbritannien er læringskurven ikke særlig stejl. Derfor er der stadig overhængende risiko for, at britiske politikere påfører deres egen økonomi og deres egne borgere endnu større problemer, end de allerede har gjort.

GANSKE VIST har Theresa May nu opgivet sin kry påstand om, at ingen aftale ville være bedre end en dårlig aftale.

Moderne nationalstater er fanget i valget mellem suverænitet, demokrati og globalisering. Lande kan få to af de tre ting, men ikke alle tre ting på en gang

Men rundt om hende flokkes politikere, som fortsat synes at tro, de leder et imperium, der kan mose sin vilje igennem.

Blandt dem er ikke kun de syv ministre, der torsdag forlod Mays regering, men også Labours leder, Jeremy Corbyn, der benytter den dybt alvorlige situation til magtspil frem for at bidrage til at løse den.

Fælles for dem er, at de nægter at indrømme, at Brexit kommer til at koste noget.

Som den afgåede juniorminister for Nordirland, Shailesh Vara, skrev i sin opsigelse: ”Da folket stemte ved folkeafstemningen, var det et meget enkelt valg: inde eller ude? Nu bliver vi på ubestemt tid låst fast i en toldunion, en institution som vi ikke vil have nogen indflydelse på”.

I realiteten kunne briterne selvsagt godt undgå toldunionen, men så ville landet ikke længere kunne sende varer gnidningsfrit ind og ud af landet.

Det er en brutal udstilling af det dilemma, briterne har stillet op for sig selv: De vil have fuld selvbestemmelse, men går nødigt af med de fordele, der er ved at kunne handle frit med nabolandene.

Og værre endnu: dilemmaet ville bestå, selv hvis de mest hårdkogte Brexit-tilhængere fik deres vilje, og Storbritannien forlod EU med hud og hård til fordel for nye handelsaftaler.

Som en kommentator i Financial Times resignerende konstaterede forleden: ”Alle handelsaftaler indebærer afgivelse af suverænitet til gengæld for økonomiske fordele. Sådan er det også med en toldunion”.

FAKTISK ER DET ikke bare et dilemma, men derimod et trilemma, som beskrevet af professor i økonomi ved Harvard Dani Rodrik.

Hans pointe – der blev fremført længe før Brexit og nu kendes som Rodriks trilemma – er, at moderne nationalstater er fanget i valget mellem suverænitet, demokrati og globalisering. Lande kan få to af de tre ting, men ikke alle tre ting på en gang, hævder Rodrik.

Skal man følge tankegangen, så er Storbritannien nu ved at sikre sig større suverænitet, men prisen bliver høj i form af dårlige adgang til den globaliserede økonomi.

Omvendt er EU’s problem, at demokratiet svækkes, når suveræniteten bliver puljet i Bruxelles.

Teorien kan diskuteres. Er det eksempelvis rimeligt at kalde EU udemokratisk, når alle bindende beslutninger træffes af folkevalgte efter møjsommelige og besværlige (demokratiske) processer?

Men sandt er det, at afstanden mellem vælgere og magtudøvere er stor i EU-systemet, og mange borgere ikke føler sig repræsenteret i unionens politiske konstruktion.

RODRIKS TRILEMMA ER en realitet, man må forholde sig til. Det er det samme trilemma, vi oplever, når danske politikere begynder at tale om et opgør med menneskerettighedsdomstolen eller vil begrænse antallet af østarbejdere.

Demokrati, suverænitet eller globalisering? Vælg to, men ikke tre.

I London er det langsomt, langsomt ved at gå op for briterne, at også de er nødt til at vælge. Og at ethvert valg har konsekvenser. På den måde er hele Brexit-processen blevet en slags åben efteruddannelse i globalisering.

Denne uges lektie er værd at notere: det er ikke nødvendigvis det land, der har mest suverænitet, som har mest magt over sine egne forhold.