Overraskelsen var stor, da jeg fredag morgen tændte radioen og hørte, at den finske regering var af den opfattelse, at den europæiske møntunion var ved at bryde sammen, og at man nu forberedte sig på en fremtid uden euroen.

Radioavisen kunne dog også oplyse, at historien kom fra den britiske avis The Daily Telegraph. Det vakte hurtigt min tvivl om, hvorvidt historien var til at stole på.

Og det kan man ikke. Den finske regering har absolut ingen planer om at forlade euroen, og i de centrale regeringskontorer i Helsinki er man ikke af den overbevisning, at den europæiske mønt er ved at bryde sammen.

Daily Telegraphs historie bygger et interview med landets socialdemokratiske udenrigsminister Erkki Tuomioja og på et interview med lederen af partiet De Sande Finner, Timo Soini. Sidstnævnte er lodret euromodstander. Den modstand gav hans populistiske parti 39 ud af 200 pladser i det finske parlament, hvor De Sande Finner i dag er det største oppositionsparti.

Udenrigsminister Tuomioja er en socialdemokratisk veteran, som i 1990’erne stemte for Finlands indtræden i både EU og euroen. Men han er ikke nogen nøgleperson i den europapolitik, som Finlands fireparti-regering bestående af det borgerlige Samlingspartiet, Socialdemokraterne, De Grønne og Venstre-alliancen fører. Europa-politikken styres af de unge og proeuropæiske topfolk: statsminister Jyrki Katainen, finansminister Jutta Urpilainen og Europa- og handelsminister Alexander Stubb.

Fredag formiddag dementerede sidstnævnte da også den britiske historie og udenrigsministerens udtalelser lodret, da han til Reuters sagde:

”Udenrigsministerens spekulationer afspejler ikke regeringens holdning”.

Den finske regering er sammen med den hollandske regering kendt som høgene i kredsen af eurolande. Finland har med dets triple A-rating og relativt sunde, eksportorienterede økonomi gang på gang stået på bremsen, når kriseramte eurolande har bedt om nye hjælpepakker, og regeringen har som det eneste euroland sikret sig pant i både Grækenland og Spanien for den andel af de europæiske kriselån, som Finland hæfter for.

Men Finlands regering også fået rollen som en fortrolig og værdifuld partner for Europas stormagt Tyskland. Tyskerne har nemlig brug for allierede i bestræbelserne på at sikre, at øget økonomisk solidaritet i eurozonen går hånd i hånd med uigenkaldelige engagementer i forhold til fremtidig økonomisk ansvarlighed i de hårdest gældsatte lande.

I Berlin sætter de pris på den finske regerings optræden. Den anses som værdifuld støtte i diskussionerne med lande som Italien, Spanien og Frankrig, der er ivrige efter at få de velstående nordeuropæiske lande til at garantere for stadigt mere af den samlede gæld i eurozonen.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at Italiens premierminister Mario Monti også gerne vil være venner med finnerne. Det kunne tydeligt iagttages, da han i begyndelsen af august rejste til Helsinki og i høje toner roste Finlands økonomiske genrejsning i 1990’erne som et eksempel for Italien og resten af Europa.

Fredagens historie i The Daily Telegraph er ikke det første eksempel på, at europæiske medier kløjes i Finlands Europa-politik. Bloggeren Unto Hämäläinen beretter på Finlands altdominerende avis Helsingin Sanomat om en historie tidligere på sommeren, hvor det statslige franske nyhedsbureau AFP misforstod udtalelser fra finansminister Jutta Urpilainen til erhvervsavisen Kauppalehti og skrev en historie om, at Finland var på vej ud af eurosamarbejdet. Det var absolut ikke tilfældet.

Historierne fra Finland, der er dybt optaget af debatten om euroens fremtid, er blot nogle få eksempler på de mange misforståelser, der i de seneste måneder og år har cirkuleret i medierne om den europæiske mønts fremtid.

Umiddelbart er det svært at angribe historien i The Daily Telegraph. Bladets udsendte medarbejder har talt med udenrigsministeren, og han har givetvis sagt det, som han er refereret for. Men samtidig står det helt klart, at journalisten strammer sin vinkel sådan, at det kommer til at se ud, som om Finland kunne forestille sig at forlade euroen.

Hér skriver journalisten mod bedre vidende. Det har måske nok vakt glæde hos hans redaktør i det euroskeptiske London, men det har ikke bidraget til at oplyse den britiske eller europæiske befolkning.

Den finske regering agter ikke at forlade euroen, og halvdelen af oppositionen – det liberale Centerparti – er tilhænger af eurosamarbejdet.  Hvis Centerpartiet skulle slå over i en regulær euroskepsis, vil det på den ene side kunne tiltrække stemmer fra populisterne hos De Sande Finner. Til gengæld vil partiet ikke længere blive betragtet som regeringsdueligt.

På samme måde har Venstres formand Lars Løkke Rasmussen gjort det klart, at Dansk Folkeparti – bl.a. på grund af Europa-politikken – ikke er kvalificeret til en plads i en eventuel kommende borgerlig regering i Danmark.

Men indenrigspolitiske spidsfindigheder i mindre europæiske lande som Finland, Danmark og Holland har det med at forsvinde i Europas store, engelskdominerede mediehav. Det efterlader radiolyttere og avislæsere tilbage i en tilstand af dyb forvirring: Er euroen ved at gå i opløsning? Og hvad betyder det for mig?

Det bedste råd, jeg kan give, er at søge og afveje sine oplysninger med omhu. Opsøg de mindst sensationssøgende medier i Tyskland og Frankrig – lande der har investeret 60 års politisk kraft og prestige i at opbygge det EU og den euro, vi har i dag – og læs deres analyser. Her finder man utallige artikler om Europas og møntunionens aktuelle problemer. Man finder masser af kritiske røster, der gør det klart, at Europa står foran en monumental opgave med at genskabe den økonomiske vækst og med at hjælpe en række kriseramte lande med at skabe global konkurrencekraft. Ungdomsarbejdsløshed, forgældede banker, en omfattende kreditklemme er alt sammen dele af Europas aktuelle økonomiske virkelighed.

Til gengæld finder man meget få redaktionelle artikler, der seriøst fremfører den påstand, at et eller flere eurolande skulle vælge at forlade eurosamarbejdet eller blive tvunget til at gøre det.

Alle analyser viser, at de økonomiske og politiske omkostninger for eurolandene i så fald langt vil overstige omkostningerne ved, at eurolandene hjælper hinanden gennem krisen. Det gælder også for rige lande som Tyskland, Finland og Holland, ligesom det vil være katastrofalt for ikke-eurolande som Storbritannien, Danmark og Sverige.

Det forhindrer ikke, at frie medier skriver skarpe historier om Europas fremtid. Men det står os alle sammen frit for at vælge, hvilke historier vi vælger at bygge vores egen overbevisning på.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.