Onsdag i denne uge lød det reelle startskud til en ny æra i fransk politik. Her præsenterede Frankrigs nye præsident og stærke mand, Emmanuel Macron, sit fornyede ministerhold.

Der er tale om en præsident og et kabinet, der i parlamentarisk forstand står historisk stærkt. For når den Femte Republiks 15. Nationalforsamling på tirsdag d. 27. juni træder sammen for første gang, vil 350 af de 577 deputerede, eller godt 60 pct., kunne sætte sig til rette i de røde veloursæder i Palais Bourbon takket være én mand: Emmanuel Macron.

Jordskredssejren ved valget til Nationalforsamlingen i søndags sikrede Macrons parti, La République en marche (LRM), 308 deputerede, mens alliancepartneren Modem fik 42. LRM har selv uden Modem altså absolut flertal i Nationalforsamlingen.

Sammenholdt med sin knusende valgsejr ved præsidentvalget i maj har Macron nu et endog meget stærkt mandat til at omsætte sit valgprogram til virkelighed. Det bliver i sig selv spændende at følge, da mange af detaljerne for hans visioner stadig fremstår ganske uklare.

Når ’Macronmaniaen’ har lagt sig, vil den fremadstormende præsident skulle finde den rette balance mellem ufortrøden handlekraft og en vis portion ydmyghed overfor opgaven, der venter. Allerede nu møder han de benhårde realiteter, som følger med den politiske hverdag.

Umoralske ministre træder tilbage

Få dage efter de succesfulde parlamentsvalg skulle onsdagens præsentation af den nye regering have været en manifestation af Macrons styrke. Men i stedet blev den overskygget af præsidentens første politiske minikrise, efter at fire ministre i de seneste dage har meddelt, at de ikke længere vil være del af regeringen.

Tre af ministrene (justitsminister og partiformand François Bayrou, forsvarsminister Sylvie Goulard og europaminister Marielle de Sarnez) kommer fra Modem, der er i søgelyset for at have misbrugt EU-midler til at betale parlamentariske assistenter, som ikke arbejdede i Europaparlamentet, men for den nationale partiorganisation i Frankrig. Selv om der (endnu) ikke er rejst tiltale mod ministrene, og partiformand Bayrou har afvist alle anklager, valgte de tre alligevel at trække sig i utide.

Den fjerde afhopper, minister for territorial sammenhængskraft og LRM-generalsekretær Richard Ferrand, er involveret i en ejendomsaffære. Selv om Ferrand bedyrer, at han fortsat har præsidentens fulde opbakning og eftersigende sigter efter at blive LRM’s gruppeformand i Nationalforsamlingen, bliver det spændende at følge, om han har en politisk fremtid hos Macron.

For bølgen af ministerafgange hænger tæt sammen med et af de helt centrale elementer i Macrons politiske narrativ: Kampen for det man kan betegne som ’moraliseringen af det offentlige liv’.

Den indebærer bl.a., at præsidenten så hurtigt som muligt vil gennemføre lovgivning, som bl.a. begrænser parlamentarikere og borgmestres genvalg til politiske hverv, og forbyder parlamentarikeres ansættelse af nære familiemedlemmer for euro betalt af de franske skatteydere. Det skal være slut med den franske ’tradition’ for nepotisme og kreativ bogføring. Det gælder ikke mindst for medlemmerne af Macrons kabinet, hvis baggrund blev nøje gransket inden deres indsættelse.

Kvindeligt stjerneskud blev første offer

Men granskningen var åbenbart ikke tilstrækkelig. Særligt ’ofringen’ af forsvarsminister Sylvie Goulard er langt fra gratis. Som europæisksindet, tysktalende, yngre, kvindelig, centrumorienteret profil var hun blandt de franske politiske kommentatorers oprindelige topfavoritter til premier- eller udenrigsministerposten. Med udnævnelsen til forsvarsminister cementerede hun sin høje stjerne hos Macron.

Om den stjerne nu allerede er brændt ud, før den for alvor fik lov til at funkle, er uvis, men Goulards – og andre centrale Modem-skikkelsers – vej tilbage til kabinettet eller en lignende vigtig post vil kræve, at de renses helt fra alle anklager. Alt andet vil sætte spørgsmålstegn bag det signal, Macron ønsker at sende til sine landsmænd: Elyséet har fået en ny, stærk mand, der udover en startup-agtig valgkampagne, lækre hjemmesider og unge kandidater ikke viger tilbage for at vise handlekraft og lederskab.

For handlekraft får Macron utvivlsomt brug for, når de første politiske aftaler skal på plads. Særligt den til efteråret ventede reformproces af den tunge, franske arbejdsmarkedslov vil formentlig blive mødt af stærk – og formentlig også korporlig – modstand fra venstrefløjen og fagforeningerne, hvoraf nogle er klar til at indtage de franske gader i. Her kommer Macron for første gang til at skulle udvise politiske tæft. For trods sit overvældende flertal i Nationalforsamlingen vil også Macron vide, at det ikke altid er klogt at støde politiske modstandere for langt fra sig. Præsidenten bliver derfor nød til at anvende sin parlamentariske magt med en vis omhu og ydmyghed.

Hanelefanter tabte ansigt hos Macron – en strategi?

Netop ydmygheden eller mangel på samme har ikke været kendetegnende for Macrons første optrædener på den internationale scene. Mange husker måske Trumps knoer, der blev presset hvide, i de to præsidenters efterhånden famøse håndtryks-infight i periferien af NATO-topmødet i Bruxelles.

På samme måde blev Putin klædt af verbalt ved et pressemøde i Paris, hvor Macron betegnede de russiske medieplatforme Russia Today og Sputnik som ’agenter’, der aktivt havde forsøgt at undergrave hans valgkampagne.

Macron har i både ord og handling på bedste gaullistiske manér vist, at ingen skal koste rundt med det suveræne Frankrig. Han lægger dermed også afstand til forgængeren Hollandes noget vage og nærmest inspirationsløse facon. Men selv om præsidentens offensive stil over for macho-typer som Trump og Putin har vakt begejstring blandt franskmænd og europæere, der længes efter, at Europa viser mere tænder mod vest og øst, er hans selvsikre og meget direkte attitude ikke nødvendigvis kun positiv i det lange løb.

På trods af at både Trump og Putin om nogen respekterer begrebet ’den stærke mand’, vil man både i det Hvide Hus og i Kreml have noteret sig, at begge stormagters hanelefanter tabte ansigt i deres første møde med Macron. Så selv om Macron vandt første omgang i overbevisende stil, vil Elyséets rådgivere nok også minde den trods alt diplomatisk uprøvede præsident om, at prisen på visuelt stærke videoklip til twitter-profilen også kan blive for dyr.

Politisk kultur ændres ikke med et trylleslag

Også på den indenrigspolitiske scene skal Macron finde den rette ydmyghed til opgaven. Naturligvis kan man kun bifalde hans iver for at rydde og ryste op i den franske politiske klasse. Men bare fordi han forsøger at indlede en ny politisk kultur, betyder det ikke, at den tidligere bliver irrelevant eller forsvinder med et trylleslag.

Hundredevis af parlamentarikere til både højre og venstre har tabt deres valgkredse til nye LRM-kandidater. De vil lugte blod og forsøge at få ram på Macron og regeringen, så snart muligheden byder sig. Andre fra den gamle garde, der stadig sidder i magtfulde stillinger i enten parlaments- eller regeringskontorer, vil ikke tøve med at aktivere personlige netværk, hvis de føler sig truet af de nye vinde, der blæser i Paris.

Macron har på rekordtid skabt sig et hav af nye venner, men også en undergrund af kræfter, der vil modarbejde hans projekt.

Selv om en fransk præsident er meget mindre afhængig af det parlamentariske system, end det eksempelvis er tilfældet for en dansk statsminister, vil det parlamentariske arbejde komme til at gemme på uforudsete overraskelser. På trods af at oppositionen både til højre og venstre for LRM er sprængt i atomer, er der tale om rutinerede politiske spillere, som Macron nu står overfor. Med et politisk bagland der kun har lidt mere end ét år på bagen og en uprøvet parlamentarisk gruppe (hvoraf kun cirka 30 af de 350 deputerede, der støtter ham, har forudgående parlamentarisk erfaring), vil den politiske og parlamentariske hverdags potentielle faldgruber snart åbne sig.

For ikke at falde i dem må Macron nøje vægte forholdet mellem ambitiøst gåpåmod og en vis omfavnelse af de bestående institutioner og politiske modstandere, der på sigt ellers kan gøre livet surt for ham. For selv om Macron for tiden rider på en bølge af succes, har det seneste år vist, hvor hurtigt den politiske stemning i Frankrig kan skifte. Den nye præsident skal nu vise, at han mestrer balancen mellem fremtid og fortid, mellem handlekraft og ydmyghed.

Magter han også at løse den opgave, kan Frankrig, før første gang i mange år, se frem til bedre tider.