Mere åbenhed i Finansministeriet, tak

Finansministeriet burde fremlægge alle forudsætninger og metoder for beregningen af budgetrammen for finansloven. Det ville give bedre muligheder for at udarbejde alternative beregninger og sikre en mere konstruktiv debat om prioriteringerne.

I dag offentliggør regeringen finansloven for 2013, og vi vil få en debat om dagpenge og arbejdsløshed. Omdrejningspunktet bliver om Enhedslisten kan få tilstrækkelige indrømmelser på dagpengeområdet, og om den endelige finanslov kommer til at bidrage nok til at skabe nye jobs.

Finansloven indeholder naturligvis en masse andre vigtige politiske prioriteringer, f.eks. på uddannelsesområdet, men det bliver arbejdsløsheden, som i den sidste ende kommer til at afgøre, om vi får en finanslov, eller om regeringen kører fast.

Det bliver næppe uenighed om midlerne til at få flere i job, der bliver det vanskeligste punkt. Det bliver til gengæld spørgsmålet om, hvor mange penge, der kan bruges. Regeringen fremlægger en ramme for udgifterne og hævder, at det er, hvad der er plads til, når der skal føres en ansvarlig politik. Regeringen vil henvise til EU’s finanspagt og formentlig sige, at rammen ikke står til diskussion.

Det kan blive en meget vanskelig situation, for det er teknisk svært stof og medierne vil næppe – i hvert fald i begyndelsen – være i stand til at give et nuanceret billede af, hvad det går ud på. Man kan frygte, at regeringen med mediernes hjælp får det fremstillet som om, der kun findes én måde at beregne rammen på, men at Enhedslisten ikke føler sig overbevist.

Finanspagten er en traktat med lange paragraffer i et juridisk sprog, som ikke er let at gå til. Reglen om, at det årlige underskud ikke må overstige 3 pct. gælder stadig, men den er for længst blevet udhulet, især da Tyskland i en længere periode ikke overholdt den.

Finanspagten går ud på at få nogle regler og nogle procedurer, så landene ikke afviger for meget og for længe fra det årlige mål om højst 3 pct. underskud. Til det formål anvendes begrebet det strukturelle underskud, som er defineret som underskuddet ”cyklisk korrigeret og uden engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger”.

Populært sagt er det strukturelle underskud, det underskud, der ville være, hvis der var fuld beskæftigelse. Og man kan næsten sige sig selv, at det er en fortolkelig størrelse. Hvad er f.eks. fuld beskæftigelse? Det er der jo ikke en gang enighed om.

Ifølge finanspagten må det strukturelle underskud ”som hovedregel ikke overstige 0,5 af BNP”. Undtagelsesbestemmelserne fremgår af traktaten, men er fortolkelige. Landene drøfter med EU om, hvordan beregningerne skal foretages, og hvis underskuddet er over 0,5 pct., hvordan undtagelsesparagrafferne skal udlægges i den konkrete situation. EU-Kommissionen har det sidste ord, men hvis landene præsenterer solide og kontrollerbare beregninger, vil kommissionen være påvirkelig.

Man må huske, at finanspagten er lavet for at landene ikke skal bringe sig i en uholdbar gældssituation, og ikke for at forhindre dem i at føre en fornuftig vækst- og stabiliseringspolitik.

Som led i Danmarks tiltrædelse af finanspagten er det besluttet, at Det Økonomiske Råd skal overvåge om Finansministeriet laver fornuftige beregninger. I andre lande er der tilsvarende uvildige kontrollanter, hvilket er et krav fra EU.

I regeringens 2020-plan fra foråret, blev det beregnet, at der stort set vil være strukturelbalance i 2013. Hvis forudsætningerne ikke er ændret væsentligt betyder det, at der er et betydeligt rum for en ekspansiv finanspolitik i 2013, hvis regeringen ønsker at gå lige til stregen.

Det vil formentlig også være muligt at få EU-Kommissionen forståelse for en politik, der i 2013 og 2014 giver et noget større strukturelt underskud, hvis der samtidig besluttes strukturelle reformer, som på lidt længere sigt styrker statsfinanserne og giver strukturel balance eller overskud i 2020.

En sådan opfattelse kan man i hvert fald få, når man læser ordlyden at EU’s vækst- og stabilitetspagt, hvor der lægges særlig vægt på en fornuftig, langsigtet budgetmålsætning.

Det må forventes, at Enhedslisten kræver detaljerede oplysninger om beregningsforudsætninger og beregningsmetoder. Men man kan næppe forlange, at et parti selv skal have ekspertise til at vurdere så tekniske beregninger. Det ville derfor være ønskeligt, hvis Finansministeriet fremlægger alle beregningsforudsætninger, og andre – ikke kun vismændene – laver deres egne beregninger. Det ville give et bedre forhandlingsklima, hvis der var fuld åbenhed om beregningsforudsætninger og beregningsmetoder.

Da Finansministeriet i 1970’erne begyndte at bruge ADAM-modellen til at tilrettelægge den økonomiske politik blev alle forudsætninger oplyst. Enhver kunne få de tekniske beregninger og selv lave beregninger med andre forudsætninger. De kunne ligefrem få hjælp til at lave beregningerne.

Det ville være godt, hvis den åbenhed stadig var gældende, så Enhedslisten og andre kunne få lavet beregninger af tænketanke og forskningsmiljøer, som har den fornødne ekspertise. Det kunne give en bedre debat, og hvem ved – måske også en bedre politik.

Jeg tror, der kan laves en lige så solid beregning som Finansministeriets, der kommer til en noget større budgetramme, og som ville kunne accepteres af Kommissionen. Det er måske forkert, men tvivlen er ikke god for forhandlingsklimaet.

Læs flere af Jørgen Rosteds indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu