100 pct. af stemmerne!

Tilslutningen og jubelstormen ved den socialdemokratiske partidag i Berlin nåede nærmest Fidel Castroske dimensioner, da Martin Schulz i marts blev valgt til ny SPD-formand og dermed socialdemokratisk spidskandidat til det kommende forbundsdagsvalg den 24. september. Der var ingen tvivl: Endelig havde det tyske centrum-venstre fundet den ledestjerne, der ville kunne afslutte SPD’s politiske ørkenvandring og genvinde kanslerposten, som Gerhard Schröder tabte på marginalerne til Angela Merkel i 2005. 12 opslidende år i en blanding af opposition og juniorpartnertilværelse i forskellige Merkel-regeringer skulle nu udskiftes med den reelle regeringsmagt og nøglerne til det berlinske Kanzleramt.

Den socialdemokratiske eufori er dog sidenhen – som så ofte før – blevet afløst af frustration og begyndende magtesløshed. For ser man på meningsmålingerne her otte uger inden valget, er der ikke meget, der tyder på, at kansler Merkel får behov for at rømme sit kontor inden for nærmeste fremtid. Med op til 40 procents tilslutning ligner hun en klar forhåndsfavorit til sin fjerde regeringsperiode.

Er det tyske valg dermed afgjort på forhånd? Så langt fra. Schulz har stadig en om end lille chance for at udfordre Merkels klassiske ’lad-os-nu-se’-retorik, som hun så ofte har anvendt med succes for at dysse en politisk debat i søvn. Derudover kan valget så langt fra reduceres til et ’præsidentvalg’ mellem Merkel og Schulz. Det bliver de små marginaler snarere end de store vælgervandringer, der bliver afgørende for, hvilke politiske forudsætninger Europas største land skal ledes under de næste fire år.

Har Schulz en chance? I så fald er den ikke stor

Den endnu unge valgkamp har vist, at de tyske socialdemokrater, også med Schulz ved roret, stadig befinder sig i samme fælde, som deres artsfæller i andre europæiske lande. SPD har siden Schröder-dagene haft umådeligt svært ved at finde det rette blandingsforhold i den socialdemokratiske cocktail mellem finanspolitisk ’fornuft’, investeringspolitisk iver, værdipolitisk åbenhed, europæisk solidaritet, retspolitisk fasthed og en stærk social profil.

I et lidt diffust forsøg på at ramme den balance har Schulz bygget sit valgprogram op om begrebet ’social retfærdighed’. Men det konkrete indhold af kampagnen er stadig uklart for de tyske vælgere. Retfærdighed for hvem? For den aktive arbejdsstyrke, der aldrig har været større, men beklager manglende lønfremgang? For det stigende antal børn, der vokser op i fattige kår? For kommende og nuværende ældre, der ikke kan leve af deres folkepension? For dem alle på én gang? Spørgsmålene er mange, men svarene blæser i vinden.

SPD har prøvet at konkretisere budskaberne, men de er endnu ikke brændt igennem. Dertil hører også, at socialdemokraterne ikke har magtet at tage markant afstand fra de socialpolitiske konsekvenser, som Schröder-tidens arbejdsmarkedsreformer, såsom den famøse Harz-IV-reform, har haft for særligt den nedre middelklasse. Schulz’ forsøg på en vestreorienteret kampagne er dermed ikke for alvor troværdig.

En samling midaldrende vesttyske mænd

Mens kampagneindholdet stadig fremstår uklart, er SPD’s generelle udstråling mere end tydelig – hvilket dog ikke nødvendigvis er en fordel. SPD fremstår som et parti ført an af midaldrende, middeltunge, middelskaldede vesttyske mænd. Selv om der er en del fremtrædende kvinder i vigtige positioner, spiller hverken de eller yngre kandidater markante roller, når det kommer til det øverste ledelseslag. Så på trods af at Schulz, der som bekendt er tidligere medlem af og formand for Europaparlamentet, i foråret blev ’brandet’ som det friske ansigt, der kunne ryste godt op i tysk politik, har han sidenhen vist sig at passe godt ind i den velordnede, berlinske politikhverdag.

Hvor præsidenterne Macron og Trump eksempelvis udstråler et outsider-image, fremstår Schulz allerede foruroligende meget som ’en-af-dem’; altså som en del af et tungt og traditionelt partiapparat, der ikke er i stand til at levere nytænkende budskaber og valgkampsformer, der vækker glød og begejstring hos vælgerne. Efter forårets opsving er de socialdemokratiske meningsmålinger, og dermed tyskernes opbakning til Schulz, igen på et for SPD deprimerende og alt for velkendt niveau.

Meningsmålinger med stort spændingspotentiale

For ser man bort fra den stormfulde tid efter flygtninge- og migrationskrisens højdepunkt i 2015-2016, har tyske meningsmålinger i mange år været præget af en nærmest kedsommelig stabilitet.

I en tid, hvor store politiske omvæltninger har ramt Europa og Vesten, er det værd at holde sig for øje, at de aktuelle meningsmålinger minder utrolig meget om valgresultatet fra 2013.

Merkels kristendemokratiske CDU opnår sammen med det bayerske søsterparti CSU godt 38-40 pct., mens SPD er fanget på et niveau omkring 23-25 pct. Derudover ligger 4 mindre partier stabilt over den relativt høje spærregrænse på 5 pct., der giver mandater til Forbundsdagen. Det yderste venstrefløjsparti Die Linke (8-10 pct.) og centrumvenstrepartiet de Grønne (7-9 pct.), der begge allerede sidder i parlamentet; det markedsliberale FDP (8-9 pct.) og det nationalkonservative Alternative für Deutschland (AfD) (7-9 pct.), der prøver at komme ind.

Lykkes det, vil Forbundsdagen huse seks partigrupper, hvilket vil give en helt ny parlamentarisk situation. Selv om det kunne lugte af politisk nybrud, må man dog ikke glemme, at både FDP (4,8 pct.) og AfD (4,7 pct.) ved valget for fire år siden begge endte ganske tæt på spærregrænsen. Begge var dermed kun mellem 100.000-200.000 stemmer fra at få mandater i Forbundsdagen. Var dette sket, havde den parlamentariske situation allerede i 2013 været lig den, vi kan forvente efter valget i september.

Dette er også et af flere tegn på, hvor meget marginalerne og de små partiers endelige resultater kan komme til at betyde for den endelige regeringssammensætning, der altså er meget mere end et spørgsmål om Merkel vs. Schulz.

Mindretalsregering er usandsynlig

Det tyske valgsystem er, som det danske, parlamentarisk. Flertalsregeringer, oftest bestående af koalitioner af to eller flere partier, vælger kansleren. Mindretalsregeringer er ikke forfatningsmæssigt umulige, men usandsynlige, da en regering skal kunne mønstre et flertal for sig – i modsætning til f.eks. i Danmark, hvor den ikke må have et flertal imod sig. Alt dette har stor indflydelse på de koalitionsmuligheder, Merkel eller Schulz vil stå med efter valget, muligheder, der endnu er meget svære at forudse. Valgresultatet fra 2013 giver her et glimrende indblik i nogle af de uforudsete dynamikker, vi også i efteråret kan blive vidner til.

For det første var det i 2013 overraskende, men ikke uforudset, at FDP røg ud af Forbundsdagen, og at AfD var så tæt på at komme ind. Effekten af deres resultat tæt på spærregrænsen havde dog stor betydning for koalitionsmulighederne i Forbundsdagen, idet godt 10 pct. af vælgernes stemmer på borgerlige partier ikke blev belønnet med et tilsvarende antal mandater.

Dette førte for det andet til, at Forbundsdagen fik et mandatmæssigt flertal til venstre for midten – selv om flest tyskere havde stemt på højreorienterede partier. Venstrefløjsflertallet blev dog ikke brugt parlamentarisk, da SPD nægtede – og fortsat nægter – et regeringssamarbejde med det Europa- og NATO-kritiske parti Die Linke. Dermed var vejen til den ’store koalition’ mellem CDU/CSU og SPD banet. Men her er det værd at huske, at blot få hundredetusinde stemmer havde kunnet ændre hele den parlamentariske sammensætning. Det kan også blive tilfældet denne gang.

Lav valgdeltagelse kan blive afgørende

For det tredje var valgdeltagelsen, ligesom i 2009, på godt 71,5 pct. historisk lav. Forskellige undersøgelser har igennem de seneste år forsøgt at belyse, hvem der blev siddende i sofaen. Profilen er ikke helt entydig, men den peger især på, at det var skuffede socialdemokrater, hjemløse konservative og folk, der er generelt er skeptiske i forhold til det demokratiske system som sådan.

Ikke overraskende var valgdeltagelsen særligt lav i de tidligere østtyske delstater, hvor det højrenationale AfD også nyder sin proportionalt set største tilslutning. Hvor de etablerede partier tidligere stort set ignorerede den faldende valgdeltagelse, har AfD’s seneste vækst animeret dem til at forholde sig mere til, hvordan ’tabte vælgere’ igen kan mobileres og manøvreres uden om AfD’s ventende arme.

Om opskriften er fundet, er dog meget tvivlsomt, men gruppen af tidligere ’ikke-vælgere’ danner et usikkerhedsmoment i meningsmålingerne, og deres valglyst og præferencer kan komme til at spille en væsentlig rolle for det endelige valgresultat.

Marginaler afgør Merkels magtoptioner

Skulle meningsmålingerne holde vand, vil Merkel sidde med den bedste hånd og flere magtoptioner. Ingen af dem bliver dog nemme. Efter valget i 2013 forsøgte Merkel først at forhandle med de Grønne. Om der var tale om et helhjertet forsøg, er uvist; modstanden mod de urbane og værdiprogressive Grønne i CDU/CSU’s stærkt kristent konservative bagland er nemlig håndgribelig. Alligevel kan det ikke udelukkes, at Merkel igen vil forsøge sig med de Grønne efter valget, skulle mandaterne række til det. De to partier har primært grundet en mere midtersøgende kurs fra den grønne partitop langsomt nærmet sig hinanden og indgår aktuelt i regeringssamarbejder i flere delstater.

Dette til trods vil Merkels prioritet nok være en gentagelse af den borgerlige koalition med det liberale FDP, som senest sad ved regeringsmagten 2009-2013. Selv om de ideologiske skillelinjer ikke er voldsomme, kan FDP blive en meget ubehagelig regeringspartner. Det liberale parti, der har været et af de mest regeringsbærende i Forbundsrepublikkens historie, afgik næsten ved døden efter sidste omgang som Merkels juniorpartner. Partiets nye stærke mand, Christian Lindner, vil utvivlsomt være garant for, at prisen for en liberal regeringsdeltagelse bliver høj, og samtidig sørge for at lave nok politisk larm til, at FDP ikke igen glemmes af vælgerne.

Hvis hverken FDP eller de Grønne er store nok individuelt, kan de måske sammen hives med om bord i en trepartiregering. Forsøget med en sådan kombination gøres for tiden på delstatsniveau syd for den danske grænse i Slesvig-Holsten. Men kløften mellem de miljøbevidste Grønne og det markedsliberalistiske FDP, der i årtier har set hinanden som indbyrdes ideologiske modsætninger, vil være meget sværere at slå en stabil bro over på forbundsniveau.

Kan Schulz lave en Schröder?

Og hvad så med den nuværende ’store koalition’ mellem CDU/CSU og SPD? Det kan ikke udelukkes, at den fortsætter, men særligt SPD vil være mere end kritisk over for igen at ende som juniorpartner og levere brændstof til Merkels regeringsmotor. Mislykkes det igen for socialdemokraterne at vinde kanslerposten, vil de have behov for at finde deres egne ben at stå på frem mod valget i 2021, hvor Merkel med al sandsynlighed ikke genopstiller.

I en ganske udsigtsløs situation er Schulz’ eneste trøst måske, at valgkampe altid kan overraske. Netop forgængeren Gerhard Schröder kan her tjene som socialdemokratisk forbillede, der i 2005-valgkampen på kun 8 uger reducerede CDU/CSU’s forspring på næsten 20 pct. i meningsmålingerne til 1 pct. på selve valgnatten. Ligesom Schröder vil Schulz ikke give op, før sidste afstemningslokale lukker.

Med til historien fra 2005 hører dog også, at det, Schröders utrolige slutspurt til trods, ikke rakte til en socialdemokratisk kansler. Marginalerne var dengang på Merkels side. Meget tyder på, at de også vil være det denne gang.