#MeToo: Som mediechef lover jeg …

KOMMENTAR De seneste uger har jeg tænkt over, hvad jeg som chef i medieverdenen selv kan gøre ved sexisme på de arbejdspladser, jeg færdes på. Her er mine ti bud til mig selv. Ligesom dem fra Bibelen bliver de ikke nemme at overholde. Men jeg vil gøre mit bedste.

Placeholder image

Som mediechef lover jeg...

  1. Jeg anerkender, at jeg selv er en del af problemet. For først derefter kan jeg ændre min egen adfærd. Derfor vil jeg skærpe min opmærksomhed på mine egne indgroede forestillinger om køn.
  2. Jeg vil ændre adfærd, når jeg tager mig selv i at bedømme en persons evner, handlinger eller potentiale ud fra hans eller hendes køn. Særligt når min vurdering kan bremse eller fremme den persons faglige eller karrieremæssige muligheder.
  3. Jeg vil selv reagere i situationer, hvor jeg oplever sexisme – uanset om det er hverdagssexisme, systemisk sexisme eller chikane/overgreb af seksuel karakter. Jeg vil aldrig lade det være op til den person, diskriminationen går ud over, selv at sige fra.
  4. Jeg vil anerkende og støtte kolleger, der siger fra – også på andres vegne.
  5. Jeg vil se det som en fælles opgave for mænd og kvinder at gøre op med sexisme. Jeg vil selv gå foran ved i det daglige at gå nysgerrigt og kritisk til de kønsstrukturer, vi er præget af, uden at individualisere problemet eller dømme enkeltpersoner, der ubevidst krænker andre.
  6. Jeg vil selv bryde med kønsrollemønstre, der holder mig tilbage. Jeg vil ikke lade mig begrænse af – eller anstrenge mig for at leve op til – de nedarvede, kulturelle forventninger til mit køn.
  7. Jeg vil stå ved mine egne værdier som leder, uanset om de anses for ‘maskuline’ eller ‘feminine’. Jeg vil være særligt opmærksom på, om den ledelseskultur, jeg selv er en del af, i for høj grad hylder ‘maskuline’ værdier og belønner ‘maskulin’ adfærd.
  8. Jeg vil lade disse principper gælde andre bias og indgroede forestillinger, der kan føre til ulige muligheder på min arbejdsplads. Det kunne for eksempel handle om race, seksuel orientering, kulturel baggrund, handikap, alder eller udseende.
  9. Jeg vil aldrig give op – selvom det er så utrolig vanskeligt at gøre op med en socialisering, man selv er en del af.
  10. Jeg vil printe disse ti løfter og hænge dem op et sted, hvor jeg kan se dem hver dag.

Hvis man virkelig gerne vil ændre en kultur som leder, tror jeg, man bliver nødt til at begynde med sig selv.

Den seneste uge har flere end 1.600 kvinder i mediebranchen skrevet under på, at de oplever sexisme i en eller anden grad på deres arbejdsplads. Ingen ved, hvilke konkrete oplevelser der ligger bag. Men når så mange har gjort sig den umage at sende en mail med deres navn og en støtteerklæring, så må det være et signal om, at vi har et systemproblem.

Hvis ikke både kvinder og mænd kan udfolde deres fulde potentiale på mediearbejdspladser, får læsere, lyttere og seere heller ikke den bedste journalistik. Så enkelt er det. Det gælder i medieverdenen som i alle andre brancher. Derfor skal der ske noget.

JEG TROR IKKE der findes nogen chef i Danmark, der ønsker at forskelsbehandle mænd og kvinder. Hverken i mediebranchen eller andre steder. Og ingen chefer, jeg kender, mener, at det ene køn skal have mere i løn end det andet, at kvinder bør bedømmes på deres udseende, eller at kvinder ikke bør have magt eller ledende positioner. Så langt, så godt.

Men hvordan kan det være, at vi chefer i medieverdenen alligevel står med arbejdspladser, hvor et stort antal kvinder oplever, at deres køn gør en – negativ – forskel på deres muligheder for lige løn eller for at blive respekteret og taget alvorligt? Hvordan kan alle disse gode viljer avle en kultur, der i årtier accepterer nedgørende bemærkninger om kvinder eller uønskede seksuelle tilnærmelser?

Jeg har stadig til gode at høre en mediechef erkende, at vi selv er en del af problemet. Derfor tror jeg heller ikke på, at der kommer nogen forandring.

Så nu starter jeg med mig selv. 

DET BEGYNDER MED, at jeg erkender, at jeg også er bærer af en kultur, der ikke stiller mænd og kvinder lige. At jeg bevidst og ubevidst bærer nogle forestillinger om køn. At de forestillinger ikke altid er lige hensigtsmæssige, hvis medarbejdere og medchefer af begge køn skal have samme muligheder for at udfolde deres potentiale bedst muligt.

Det gør mig ikke til sexist. Men det betyder, at mine handlinger kan have sexistiske konsekvenser.

Hvis man taler om sexisme som noget, der kun udføres af nogle få, liderlige mænd, så misser vi efter min mening fuldstændig pointen. Det er et kendt forsvar fra brancher med problemer at forsøge at isolere kritikken til at handle om nogle få, brodne kar. Det er en måde at undgå at tage ansvaret på sig. 

DET, DER FØRER TIL lavere løn og færre kvinder i ledelsen, er ikke lumre tilbud ved kopimaskinen.

Det er vores tillærte forestillinger om, at traditionel ’maskulin’ adfærd (koldblodighed, skråsikker tale og konkurrence) er mere kvalificerende for ledere end traditionel ’feminin’ adfærd (empati og evne til at samarbejde og lytte).

Det er beskrivelsen af kvinders udseende og mænds store viden.

Det er forventninger om, at det er kvinden, der rydder op i mødelokalet, skriver referatet eller laver andre trivielle opgaver. Mens mændene tillægges kompetencerne til at tænke de store, strategiske tanker eller lave den kloge analyse.

Det er kvinder, der formulerer sig så prøvende og usikkert, at alle i lokalet går ud fra, at hun ikke har forstand på det, hun taler om. Eller mænd, der tager patent på at udlægge sandheden på en så patroniserende måde, at det lukker for al diskussion eller divergerende opfattelser på mødet.

Det er anerkendelse af mænd med magt (stærke ledere med gennemslagskraft). Og de negative reaktioner på kvinder, der bruger magt (kontrollerende, dominerende, tromlende).

Det er mænd og kvinder, der må gøre sig ekstra ’maskuline’ for at vise, at de er kvalificeret til et lederjob. Og kvinder, der ender med at diskvalificere sig til ledende stillinger ved at gøre sig umage med at indtage en traditionel, pleasende kvinderolle over for chefen og derfor virker som et menneske uden ’nosser’ eller ’hår på brystet’ eller evne til at tænke selv.

MIN PÅSTAND ER, at det også er alle disse mønstre, der – i sit mest ekstreme udtryk – betyder, at nogle få mænd mener, det er okay at optræde grænseoverskridende over for kvinder.

Jeg kan ikke forhindre mig selv i at falde i alle kønsfælderne og have de automatreaktioner, som hele min socialisering i dette samfund har kodet mig med. Men hvis jeg bliver bevidst om dem, har jeg i det mindste mulighed for at handle anderledes.

Tænk, hvis vi kunne gøre det til en fælles opgave – mænd og kvinder – at skærpe opmærksomheden på de mønstre uden at individualisere problemet eller dømme enkeltpersoner, når vi ubevidst kommer til at falde i eller krænke andre.

OG FOR THE RECORD: Ja, jeg har også som helt ung journalist oplevet en chef, der syntes, han gerne måtte tage mig på røven. Ja, jeg har også oplevet ældre, mandlige kolleger, der gav mig tilbud, jeg på ingen måde var interesseret i. Og mest pinligt: Ja, jeg har også oplevet, at kvindelige praktikanter var jaget vildt på en tidligere arbejdsplads, uden at jeg selv greb ind eller gik til chefen med det. Måske fordi den chef, hvis dør stod åben, selv deltog i løjerne.

Men for mig er det slet ikke det, dette opgør handler om. Jeg ønsker ikke hævn eller forsinket retfærdighed. Jeg ønsker forandring.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu
Ved at tilmelde dig Mandag Morgens nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser