Mistillidens mange ansigter

Den stigende mistillid i samfundet skyldes et sammensurium af problemer og udfordringer, som kræver analyse og refleksion, inden vi farer frem med såkaldte løsninger.

Et tidligere blogindlæg fra min hånd, offentliggjort den 27. juni, handlede om mistillid i det danske samfund – men også i en bredere sammenhæng. Jeg nævnte forskellige eksempler, herunder de finansielle virksomheder, SKAT, folkeskolen, EU, de store it-systemer m.m.

Man kan sige: Det er jo en forholdsvis simpel sag at fremhæve og kritisere forskellige områder, hvor det er oplagt og synligt for enhver, at der mangler tillid. Men som nogle efterfølgende har sagt: Hvad er løsningen? Kom med løsninger!

Det forstår jeg, men inden man stiller dette spørgsmål alt for insisterende, skal man tænke sig om. Dette er ikke ét problem, for hvilket der gives én løsning. Det er et såkaldt mess. Det er et sammensurium af udfordringer, problemer og spørgsmål. Et sådant mess kan ikke løses. Det skal snarere opløses. Det skal ses i sammenhænge. Det skal forstås i forskellige kontekster. Måske er ét af vore problemer, at vi altid tror, at der med det samme er en løsning, som vi lige kan tage ned fra hylden. Det er der ikke.

Ingen nemme løsninger

Selvfølgelig er der ikke én løsning på spørgsmålet om f.eks. den stærkt reducerede tillid til banker og andre finansielle virksomheder. Der er tale om mange faktorer og om meget komplicerede sammenhænge. Det samme gælder de øvrige eksempler, jeg nævnte. De, der hurtigt og tilsyneladende ret ureflekteret spørger om løsninger, har muligvis ikke forstået, hvor kompliceret dette er. De ser ikke, at vi først må drøfte, analysere og reflektere over tingenes tilstand, inden vi farer frem med såkaldte løsninger.

Verden er fyldt med svar på spørgsmål, som ikke (længere) findes, og mange af de spørgsmål, der stilles, er der ingen umiddelbare svar på. Der er masser af umiddelbare svar på, hvad vi skal gøre for at komme videre, komme forbi mistilliden, men mange af de svar, jeg kender, er som at kurere en sygdom med det, der har forårsaget den. Og det gør bare ondt værre. Jeg kender ikke løsningen på mistilliden til det finansielle system. Jeg forsøger at forstå lidt af problemet og fænomenet. Jeg kender ikke løsningen på mistillidsproblemet i EU. Jeg har ikke én løsning for SKAT.

Det er altid let at kræve løsninger. Men man skal jo forstå problemet, inden man kan begynde at tale om løsninger, og jeg kan ikke hævde, at jeg forstår de mekanismer og sammenhænge, der på ret få år har undermineret den tillid, der i mange år har været karakteristisk for det danske samfund, herunder også tillid til bankerne, skattevæsenet, politikerne, folkeskolen og meget andet. Det er, som om tilliden på rekordfart er sivet ud og har efterladt et tomrum af tvivl, frustration, usikkerhed og skepsis, som til sidst kulminerer med en egentlig og meget tydelig mistillid.

Banker – ikke bare private virksomheder

Når det f.eks. handler om bankerne, er jeg tilbøjelig til at sige, at der skal mere og kraftigere regulering og lovgivning til. Men lige så klart er det, at dette i meget høj grad også drejer sig om interne forhold i de enkelte finansielle virksomheder.

Nogle siger til mig: ”Banker er private virksomheder; de skal tjene så mange penge som muligt til deres aktionærer.”

Men det er en alt for simpel betragtning. Det er rigtigt, at banker og andre finansielle virksomheder i Danmark og i mange andre lande er private virksomheder med aktionærer, bestyrelser, direktioner m.m. Men det er ikke rigtigt, at disse virksomheder bare kan sammenlignes med alle andre private virksomheder, f.eks. et svineslagteri eller en detailhandelsvirksomhed. Det er netop ikke rigtigt. Tvært imod. Og forklaringen er, at de finansielle virksomheder spiller helt særlige og betydningsfulde roller i både de nationale samfund og i verdenssamfundet. Derfor gælder der – og skal der gælde – helt særlige regler for disse virksomheder, og inden for de grænser, som reglerne udstikker, kan virksomhederne så operere som private virksomheder. Der gælder også særlige regler for en elektriker. En elektriker kan ikke gøre, som han eller hun vil, kan ikke installere og forbinde maskiner, elektriske systemer, nettet og andet, som det passer den pågældende. Der er regler og begrænsninger. Det er der på utallige områder. Og det skal der være.

Tilliden til de finansielle virksomheder har bl.a. at gøre med, hvad der motiverer de mennesker og ledelsesorganer i virksomhederne, der træffer de egentlige og overordnede strategiske beslutninger. Vi ser i øjeblikket en straffesag omkring Roskilde Bank, hvor vi som almindelige borgere får et indblik i vanvittige dispositioner. Jeg siger og mener: vanvigtige beslutninger, der bunder i kombinationer af uansvarlighed, inkompetence, skruppelløshed og grådighed. Vi læser i medierne om Nordea: ikke bare i forbindelse med Panama-dokumenterne, men også tidligere har der været groteske historier i pressen om bankens øverste ledelse (bestyrelse og direktion) og dens uansvarlige og egennyttige dispositioner og adfærd. Alt dette er dog nok for intet at regne, i forhold til hvad der sker i de rigtig store udenlandske virksomheder i f.eks. USA, Indien, Brasilien, Rusland m.fl.

Kun via kontrol kan tilliden gro

Tilbage under finanskrisen fik offentligheden nogle glimtvise indblik også i de helt store finansvirksomheders dispositioner – og det, vi så, kan kun give anledning til meget store bekymringer for, hvad der foregår lige netop i dette øjeblik rundt omkring i bankernes daglige ledelser og bestyrelser. Men det vil vi ikke få at se, før den næste finanskrise rammer verden, og der igen vælter lig ud af skabene.

Læren af finanskrisen var jo bl.a., at finansielle virksomheder ledes af ganske almindelige og skrøbelige mennesker, der besidder en lige så voldsom grådighed, som så mange andre af os. Tillid i denne sammenhæng kan formentlig kun genetableres, dels ved at de finansielle virksomheder gennem selvdisciplin, transparens og gennemsigtighed dokumenterer over for omverdenen, at de opfører sig ansvarligt og ordentligt; dels ved at lovgiverne regulerer og kontrollerer banker og andre finansielle virksomheder, således at der – uanset hvad ledelserne synes og er motiveret af – er ganske bestemte regler og grænser for, hvilke ydelser bankerne kan tilbyde, og hvilke dispositioner de kan træffe. Og at der kontrolleres og følges op på dette. Dvs. at disse regler og grænser håndhæves effektivt.

Sådan har det i øvrigt været tidligere. I særlig grad før Ronald Reagan- og Margaret Thatcher-årene op igennem 1980’erne var der meget snævre grænser for, hvilke typer af dispositioner og forretninger finansielle virksomheder kunne engagere sig i. Sådan skal det efter min opfattelse være igen, såfremt tilliden skal genetableres. Der skal reguleres, kontrolleres og følges op. Men det er selvfølgelig ikke det eneste, der er behov for. Dette er jo dybest set ikke tillid, men en slags mistillid. Men ud af en form for enighed om, at kontrol og regulering er nødvendig, kan der gro en ny tillid, en tillid til systemerne og deres måde at fungere på.

Ingen solidaritet, så snart det koster

Kritikken hagler i disse uger og måneder ned over de europæiske politikere; jeg er overrasket over, hvor stærke ord der bruges, men samtidig kan jeg og alle andre se, dels hvor der ingen beslutninger træffes, dels hvor ringe nogle af de trufne beslutninger er. EU er et fabelagtigt bureaukrati så stift og stort, at det er svært at træffe beslutninger og endnu sværere at implementere dem. Der er så mange og modstridende interesser, at alt går i stå, så snart der skal træffes blot lidt vanskelige beslutninger.

Det er ikke svært at træffe populære og udgiftskrævende beslutninger i sådanne store bureaukratier, så længe man kan sende regninger ud til nationalstaterne uden alt for store problemer. Men så snart fællesskabet koster, så snart der kræves reelle solidariske beslutninger, betalinger og handlinger, kniber det gevaldigt, og så går det hele i stå.

Det ser vi med flygtningesituationen i Europa; her er der behov for, ikke at modtage penge fra EU, men at give penge til fællesskabet, og så bliver solidariteten noget, man kun taler om på møder og i medierne, men som i virkeligheden ikke findes.

Både luftigt og knivskarpt

Tillid er noget af det mest luftige, der findes, og dog er det et knivskarpt begreb og fænomen. Tillid vokser ud af adfærd, samvær, relationer. Tillid er, tillid eksisterer, men det er vanskeligt at få fat i den, at fange og definere den. Jeg har tillid, eller jeg har ikke tillid. Jeg er tryg, eller jeg er utryg.

Danskernes mistillid til danske politikere vokser jo bl.a. ud af fortløbende historier i medierne om politikernes gerninger og ugerninger. Vi ser og læser om politikerne og deres adfærd, alkoholforbrug, dispositioner, privatliv, løgnehistorier – alle ser og hører; alle ved af; rygter og historier kolporteres; der er ingen grænser for, hvad vi ved om statsministeren, Prins Henrik (for nu at tage ham med) og Helle Thorning-Schmidt og hendes mand osv.

Prøv at tænke på, hvad vi ved om stakkels Bill Clinton og hans cigarer og studentermedhjælper. Tænk på, hvor mange slyngler og skurke som f.eks. italienske Silvio Berlusconi, russiske Vladimir Putin, ukrainske ledere og ministre, danske pampere og inkompetente sogne-, kommunal-, regions- og folketingspolitikere og embedsmænd og -kvinder, som vi selv kender, har haft tæt på, og hvor vi ved af, hvordan de er, hvad de bedriver og er motiveret af, og hvordan de selv scorer lidt hist og pist.

Det er klart: Når mennesker er skrøbelige, og når de elektroniske medier og kommunikationsmuligheder gør det svært at skjule selv den mindste sms-besked, e-mail, rødvins- eller fadølsregning, og når medierne kappes om at offentliggøre alt, hvad der bare lugter en smule og ikke gider fortælle om alt det ordentlige, pæne, rosværdige m.m., ja, så må det gå galt. Og det gør det.

Hvem betalte for Havels underbukser?

Var der nogensinde nogen, der læste om, at Vaclav Havel købte underbukser og fadøl for penge fra partikassen? Var der nogensinde nogen, der tog Anker Jørgensen i at fifle med tal og bilag? Kendte man til alle J.O. Krags udskejelser? Ja, det gjorde man, og han kan være lykkelig for, at han ikke lever i dag, for så var det gået fuldstændig galt.

Hvor går grænserne for, hvad pressen skal skrive om? Og hvordan står det til med de enkelte politikeres egen integritet, værdighed, kompetence m.m.? Meget af dette vedrører medierne, men det vedrører sandt for dyden også den enkelte politikers egen moral.

Jeg værdsætter, at pressen holder øje med politikerne. Gjorde de ikke det, gik det for alvor galt. Nu går det galt, men i en vis form for offentlighed, for selvfølgelig ved den tænksomme godt, at der er meget, rigtig meget, der ikke vises på TV og ikke står i Ekstra Bladet. Jeg værdsætter den frie presse; jeg ikke bare værdsætter, jeg kan ikke forestille mig et liv uden ytringsfrihed, forsamlingsfrihed m.m. Men igen: Den tænksomme ved godt, at der er grænser, at der er begrænsninger, og at vi til stadighed skal passe på, værne om m.m.

Den tænksomme ved også, at meget af dette kan forsvinde: Tilliden, frihederne og solidariteten kan let og hurtigt sive ud. Efterhånden som grådigheden og det ikke-solidariske tager over, når der sættes spørgsmålstegn ved frihedsrettighederne og menneskerettighederne – og det sker både tæt på vort land og i vort eget land – så forsvinder tilliden, frihederne, den meget værdifulde solidaritet og det enkelte menneskes rettigheder, og så er vi på vej ud på et skråplan, som kan have uoverskuelige konsekvenser. Vi skal virkelig passe på. Det hele forekommer så selvfølgeligt, og man kan sige med sikkerhed: Det er det ikke. Det er ikke selvfølgeligt; Det er skrøbeligt.

Danmark og de nordiske lande har endnu meget at lære og forbedre, men i sammenligning med stort set alle andre lande i verden, er vi kommet umådelig langt. Det forpligter. Det forpligter os på vort eget, det forpligter os til at tage vare på og ansvar for vort eget, men det forpligter os også over for den øvrige verden. Blandt andet derfor er FN’s 17 verdensmål, målene for en bæredygtig global udvikling, af særlig forpligtelse for Danmark.

Verdensmålene er en invitation til globalt medansvar.

Forrige artikel Politisk sæsonstart: Løkke er klar med indrømmelser Næste artikel Politisk sæsonstart: Topskat og lakridskugler

Lars Seier: Når far flytter, skal børnene vide, at de stadig er elsket

Lars Seier: Når far flytter, skal børnene vide, at de stadig er elsket

INTERVIEW: Allerede i 2008 smagte Lars Seier på friheden, da andre kræfter tog over i livsværket Saxo Bank. Men han måtte sammen med kompagnonen Kim Fournais træde ind i den daglige ledelse igen fire år senere, og hans exit blev udskudt. Først i 2018 havde han solgt alle ejerandele. 

1.000 topchefers erkendelse: Vi har svigtet verdensmålene

1.000 topchefers erkendelse: Vi har svigtet verdensmålene

KOMMENTAR: Omfattende undersøgelse fra UN Global Compact beskriver både en realistisk selverkendelse hos verdens førende topchefer og er samtidig et fælles opråb til at sætte ny turbo på en forsinket grøn omstilling.

Systemforståelse – et fag du ikke kan få

Systemforståelse – et fag du ikke kan få

TECHTENDENSER: Vi ville stå bedre rustet i en kompleks og omskiftelig verden, hvis vi lærte at forstå de generelle mekanismer, der præger udviklingen af alle systemer – fra biologi, økonomi og til internettet. Men mærkværdigvis er systemforståelse slet ikke på skemaet.

Krigen mellem Kinas techgiganter stilner af

Krigen mellem Kinas techgiganter stilner af

KOMMENTAR: Kinas internet domineres af Alibaba og Tencent. I begge selskaber har der netop været rokader i topledelsen, muligvis som følge af pres fra den kinesiske stat, der ønsker mere kontrol med de to giganter.

Jo, du bør faktisk bruge emojis på arbejdet

Jo, du bør faktisk bruge emojis på arbejdet

Engang blev det anset som løssluppent, men nu er brugen af emojis essentiel for klar og tydelig kommunikation, for holdånden, og så er de med til at skabe en fælles virksomhedskultur. 

Nød lærer byer at tænke grønt

Nød lærer byer at tænke grønt

Når 94 af verdens mest klimaambitiøse byer mødes til C40 World Mayors Summit i København i denne uge, gør de det ikke kun, fordi de vil gøre kloden grønnere. De gør det, fordi de er nødt til det. De gør det for at kunne trække vejret.

Kommunerne skal gøre klar til at være frontkæmpere i klimakampen

Kommunerne skal gøre klar til at være frontkæmpere i klimakampen

KOMMENTAR: Mange byer er i fuld gang med at implementere klimatiltag med voksende ambitioner. Flere og flere af verdens storbyer har nu som officielt mål at gøre deres for at holde jorden under 1,5 graders temperaturstigning, men flere skal i gang – også i Danmark.

Grønt investeringsboom venter – på en dyster baggrund

Grønt investeringsboom venter – på en dyster baggrund

Gassen er ved at gå af verdensøkonomien. Samtidig skal der investeres store milliardbeløb i at redde klimaet. Kan de to ting forenes? Mandag Morgen har spurgt en dansk minister, en EU-kommissær, en pensionsdirektør og to økonomiske chefanalytikere.

Verdensøkonomien er ved at skifte gear

Verdensøkonomien er ved at skifte gear

Dampen er ved at gå af den globale økonomi, og centralbankerne har snart ikke mere tørt krudt at understøtte økonomien med. Spørgsmålet er, om vi er på vej mod en egentlig nedtur, eller om vi blot oplever omstillingen til et nyt lavvækstparadigme.

Vicedirektør i Nationalbanken: Markedsfejl er medskyldige i klimaforandringerne

Vicedirektør i Nationalbanken: Markedsfejl er medskyldige i klimaforandringerne

De finansielle markeder indregner ikke altid omkostningerne ved at udlede drivhusgasser, og det kan have været med til at styre den private kapital i klimaskadelig retning. Det vurderer chef for afdeling for Økonomi og Pengepolitik i Nationalbanken Signe Krogstrup. Hun mener, det i visse tilfælde kan ligge inden for nationalbankers mandat at handle for at imødegå klimakrisen.  

Centralbanker står foran klimarevolution

Centralbanker står foran klimarevolution

Markedsfejl er medskyldige i klimakrisen. Det udgør − sammen med indgribende klimapolitikker – store risici for samfundsøkonomien og for det finansielle system. Den Europæiske Centralbanks kommende chef vil gribe ind.

Stor opbakning til at hjælpe børnene på Sjælsmark

Stor opbakning til at hjælpe børnene på Sjælsmark

Knap halvdelen af danskerne mener, at de afviste asylbørn på Sjælsmark skal have bedre vilkår. Kun hver femte dansker er imod. Selv Venstre har flere tilhængere end modstandere af at hjælpe børnene. Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) forudser en løsning for børnefamilierne inden påske. Vælgerne er også klar til at droppe det omstridte udrejsecenter på Lindholm.

Verdens kedeligste udlændingepolitik

Verdens kedeligste udlændingepolitik

KOMMENTAR: Hvis Tesfaye lykkes med sin ambition om at afdramatisere udlændingepolitikken, kan det blive et opgør med den logik, der har defineret dansk politik i 20 år.

Tech-analysen: Hvis ikke du betaler bliver du solgt

Tech-analysen: Hvis ikke du betaler bliver du solgt

250 kroner per person om måneden. Det er – groft sagt - prisen for clickbaits, virale meningsløsheder, kunstigt skabt mobil-afhængighed, et vingeskudt demokrati og et pivåbent privatliv på de centrale tjenester i vores liv.

De ultrarige, super-innovative og succesfuldes hjemmebane

De ultrarige, super-innovative og succesfuldes hjemmebane

Silicon Valley er hjemsted for klodens førende tech-virksomheder, succesrige acceleratorer, enorme mængder venturekapital, og universiteter i den absolutte topklasse. Innovation Centre Denmarks kontor i Silicon Valley præsenterer et par af hovedattraktionerne i et enestående innovationsmiljø.

Risikoen ved at hyre efter kulturelt match

Risikoen ved at hyre efter kulturelt match

Arbejdsgivere går ofte efter at ansætte folk, som de tror vil passe godt ind. Men det kan let ende med, at alle nyansatte ligner hinanden og handler og tænker ens. 

Set, læst og hørt: Nana Bule

Set, læst og hørt: Nana Bule

Nana Bule har set en larmende fotoudstilling om forbrugssamfundet på Louisiana og kommer igennem morgenlogistikken til lyden af den franske komponist Erik Satie.  

Mette Frederiksen har 340 politiske slagvarer på hylderne

Mette Frederiksen har 340 politiske slagvarer på hylderne

Mandag Morgen har samlet alle brikkerne i Mette Frederiksens politiske program. Kortlægningen viser, at regeringen har overraskende mange forslag i pipelinen, og at statsministeren skal levere på utroligt mange fronter, hvis hun skal undgå anklager om løftebrud.

Socialdemokratiets politiske supermarked

Socialdemokratiets politiske supermarked

Her er Mette Frederiksens politiske pipeline. Socialdemokratiet har de sidste to år fremlagt 25 politiske udspil, der tilsammen gemmer på mindst 340 forslag, som nu skal føres ud i livet.

Frederiksens røde kursskifter

Frederiksens røde kursskifter

KOMMENTAR: Statsministerens manual til den nye folketingssamling er fyldt med røde tiltag. Men der skal manøvreres dygtigt for at få resultaterne hentet hjem.

V-politikere borer i ministrenes løfter

V-politikere borer i ministrenes løfter

Venstre bombarderer lige nu S-ministrene med spørgsmål om, hvorvidt regeringen vil gennemføre de forslag, Socialdemokratiet er gået til valg på. Mandag Morgens opgørelse viser, at den flittigste spørgejørgen er Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

Mette Frederiksen har 12 milliarder ekstra

Mette Frederiksen har 12 milliarder ekstra

Nye beregninger viser, at regeringen har mange flere milliarder at fordele, end økonomerne regnede med for blot få måneder siden. Det ændrer fundamentalt på regeringens muligheder for at indfri løfterne om bedre velfærd, mener cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

Tech-analysen: Maskiner kan ikke sige pyt

Tech-analysen: Maskiner kan ikke sige pyt

For at kunne samarbejde må vi vise tillid. For at komme videre må vi kunne lægge fortiden bag os. Innovation og kreativitet stivner, hvis vi ikke kan tilgive hinandens fejltagelser. Det kan være svært – men for computere er det decideret unaturligt.

Ledere lever livet farligt

Ledere lever livet farligt

KOMMENTAR: ”Du skal afklare dit mandat og ledelsesrum”, lyder en velkendt anbefaling. Det lyder besnærende at kunne gå i enerum med sin opdragsgiver og få sat rammerne på plads. Én gang for alle. Men det er langtfra en ukompliceret øvelse. Og den kan være farlig.

Set, læst og hørt: Aaja Chemnitz Larsen

Set, læst og hørt: Aaja Chemnitz Larsen

Aaja Chemnitz Larsen har over sommeren læst ’Drømmen om frihed’, der med den tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist i centrum belyser en række aktuelle emner i dagens Grønland. Og så har hun set en grønlandsk gyser, som ikke har noget med Trump at gøre.

Borgere skal træffe svære velfærdsvalg

Borgere skal træffe svære velfærdsvalg

Landets borgmestre har svært ved at få enderne til at mødes i budgettet. I Odense har politikerne nu bedt både eksperter og borgere om at komme med ideer til, hvordan kommunen kan sikre velfærden frem mod 2030. Professor forudser en helt ny form for demokratisk samspil, hvor borgerne ikke længere er kunder i butikken, men selv bidrager til at skabe bedre livsvilkår.

Udgifterne stiger eksplosivt: Eksperter rystede over Odenses udfordringer

Udgifterne stiger eksplosivt: Eksperter rystede over Odenses udfordringer

I mere end ti år har reformer af velfærden handlet om, at danskerne skulle arbejde mere. Alligevel kæmper kommunerne med at finde pengene til velfærden i de kommende ti år. Med udgangspunkt i Odense Kommune peger førende eksperter på seks kæmpestore udfordringer for velfærden. De har også en palet af nye og kontroversielle ideer til at løse dem.

Velfærdens seks store udfordringer

Velfærdens seks store udfordringer

Kommunerne fattes penge. Og der er ingen nemme veje ud af det stadigt større velfærdspres, der tegner sig i alle landets kommuner de kommende år. Eksperter har udpeget de seks største udfordringer for Odense frem mod 2030. Udfordringer, som borgmestre i andre kommuner også har tæt inde på livet.

Borgmester og byråd lader borgerne tænke med

Borgmester og byråd lader borgerne tænke med

INTERVIEW: Omkring 1.800 borgere i Odense har stået i kø for at diskutere kommunens udfordringer. Samtidig har et særligt borgerråd på 100 personer fremlagt ni anbefalinger til byrådet som optakt til velfærdens 2030-plan, den første af sin art i Danmark. Borgmesteren mener, at borgerne anbefaler ting, som politikerne ikke selv har haft fokus på.

Danskerne vil have klimaafgifter på flyrejser

Danskerne vil have klimaafgifter på flyrejser

Knap halvdelen af befolkningen er klar til at betale klimaafgifter, når de rejser med fly. De mener, at der skal ske noget på klimaområdet og er klar til selv at bidrage. Skatteministeriets afvisning af en CO2-afgift på brændstof hviler på en misforståelse, lyder det fra forskere.

Ronkedorernes efterår

Ronkedorernes efterår

KOMMENTAR: Det er ikke kun i Venstre, at hanelefanterne gungrer på vej ud ad døren. Lykketoft og Sass beskylder hinanden for at være ”fejlcastede” – men mener samtidig begge to at have trukket Mette Frederiksen i den helt rigtige retning: den ene mod Radikale og den anden mod DF.