Et tidligere blogindlæg fra min hånd, offentliggjort den 27. juni, handlede om mistillid i det danske samfund – men også i en bredere sammenhæng. Jeg nævnte forskellige eksempler, herunder de finansielle virksomheder, SKAT, folkeskolen, EU, de store it-systemer m.m.

Man kan sige: Det er jo en forholdsvis simpel sag at fremhæve og kritisere forskellige områder, hvor det er oplagt og synligt for enhver, at der mangler tillid. Men som nogle efterfølgende har sagt: Hvad er løsningen? Kom med løsninger!

Det forstår jeg, men inden man stiller dette spørgsmål alt for insisterende, skal man tænke sig om. Dette er ikke ét problem, for hvilket der gives én løsning. Det er et såkaldt mess. Det er et sammensurium af udfordringer, problemer og spørgsmål. Et sådant mess kan ikke løses. Det skal snarere opløses. Det skal ses i sammenhænge. Det skal forstås i forskellige kontekster. Måske er ét af vore problemer, at vi altid tror, at der med det samme er en løsning, som vi lige kan tage ned fra hylden. Det er der ikke.

Ingen nemme løsninger

Selvfølgelig er der ikke én løsning på spørgsmålet om f.eks. den stærkt reducerede tillid til banker og andre finansielle virksomheder. Der er tale om mange faktorer og om meget komplicerede sammenhænge. Det samme gælder de øvrige eksempler, jeg nævnte. De, der hurtigt og tilsyneladende ret ureflekteret spørger om løsninger, har muligvis ikke forstået, hvor kompliceret dette er. De ser ikke, at vi først må drøfte, analysere og reflektere over tingenes tilstand, inden vi farer frem med såkaldte løsninger.

Verden er fyldt med svar på spørgsmål, som ikke (længere) findes, og mange af de spørgsmål, der stilles, er der ingen umiddelbare svar på. Der er masser af umiddelbare svar på, hvad vi skal gøre for at komme videre, komme forbi mistilliden, men mange af de svar, jeg kender, er som at kurere en sygdom med det, der har forårsaget den. Og det gør bare ondt værre. Jeg kender ikke løsningen på mistilliden til det finansielle system. Jeg forsøger at forstå lidt af problemet og fænomenet. Jeg kender ikke løsningen på mistillidsproblemet i EU. Jeg har ikke én løsning for SKAT.

Det er altid let at kræve løsninger. Men man skal jo forstå problemet, inden man kan begynde at tale om løsninger, og jeg kan ikke hævde, at jeg forstår de mekanismer og sammenhænge, der på ret få år har undermineret den tillid, der i mange år har været karakteristisk for det danske samfund, herunder også tillid til bankerne, skattevæsenet, politikerne, folkeskolen og meget andet. Det er, som om tilliden på rekordfart er sivet ud og har efterladt et tomrum af tvivl, frustration, usikkerhed og skepsis, som til sidst kulminerer med en egentlig og meget tydelig mistillid.

Banker – ikke bare private virksomheder

Når det f.eks. handler om bankerne, er jeg tilbøjelig til at sige, at der skal mere og kraftigere regulering og lovgivning til. Men lige så klart er det, at dette i meget høj grad også drejer sig om interne forhold i de enkelte finansielle virksomheder.

Nogle siger til mig: ”Banker er private virksomheder; de skal tjene så mange penge som muligt til deres aktionærer.”

Men det er en alt for simpel betragtning. Det er rigtigt, at banker og andre finansielle virksomheder i Danmark og i mange andre lande er private virksomheder med aktionærer, bestyrelser, direktioner m.m. Men det er ikke rigtigt, at disse virksomheder bare kan sammenlignes med alle andre private virksomheder, f.eks. et svineslagteri eller en detailhandelsvirksomhed. Det er netop ikke rigtigt. Tvært imod. Og forklaringen er, at de finansielle virksomheder spiller helt særlige og betydningsfulde roller i både de nationale samfund og i verdenssamfundet. Derfor gælder der – og skal der gælde – helt særlige regler for disse virksomheder, og inden for de grænser, som reglerne udstikker, kan virksomhederne så operere som private virksomheder. Der gælder også særlige regler for en elektriker. En elektriker kan ikke gøre, som han eller hun vil, kan ikke installere og forbinde maskiner, elektriske systemer, nettet og andet, som det passer den pågældende. Der er regler og begrænsninger. Det er der på utallige områder. Og det skal der være.

Tilliden til de finansielle virksomheder har bl.a. at gøre med, hvad der motiverer de mennesker og ledelsesorganer i virksomhederne, der træffer de egentlige og overordnede strategiske beslutninger. Vi ser i øjeblikket en straffesag omkring Roskilde Bank, hvor vi som almindelige borgere får et indblik i vanvittige dispositioner. Jeg siger og mener: vanvigtige beslutninger, der bunder i kombinationer af uansvarlighed, inkompetence, skruppelløshed og grådighed. Vi læser i medierne om Nordea: ikke bare i forbindelse med Panama-dokumenterne, men også tidligere har der været groteske historier i pressen om bankens øverste ledelse (bestyrelse og direktion) og dens uansvarlige og egennyttige dispositioner og adfærd. Alt dette er dog nok for intet at regne, i forhold til hvad der sker i de rigtig store udenlandske virksomheder i f.eks. USA, Indien, Brasilien, Rusland m.fl.

Kun via kontrol kan tilliden gro

Tilbage under finanskrisen fik offentligheden nogle glimtvise indblik også i de helt store finansvirksomheders dispositioner – og det, vi så, kan kun give anledning til meget store bekymringer for, hvad der foregår lige netop i dette øjeblik rundt omkring i bankernes daglige ledelser og bestyrelser. Men det vil vi ikke få at se, før den næste finanskrise rammer verden, og der igen vælter lig ud af skabene.

Læren af finanskrisen var jo bl.a., at finansielle virksomheder ledes af ganske almindelige og skrøbelige mennesker, der besidder en lige så voldsom grådighed, som så mange andre af os. Tillid i denne sammenhæng kan formentlig kun genetableres, dels ved at de finansielle virksomheder gennem selvdisciplin, transparens og gennemsigtighed dokumenterer over for omverdenen, at de opfører sig ansvarligt og ordentligt; dels ved at lovgiverne regulerer og kontrollerer banker og andre finansielle virksomheder, således at der – uanset hvad ledelserne synes og er motiveret af – er ganske bestemte regler og grænser for, hvilke ydelser bankerne kan tilbyde, og hvilke dispositioner de kan træffe. Og at der kontrolleres og følges op på dette. Dvs. at disse regler og grænser håndhæves effektivt.

Sådan har det i øvrigt været tidligere. I særlig grad før Ronald Reagan- og Margaret Thatcher-årene op igennem 1980’erne var der meget snævre grænser for, hvilke typer af dispositioner og forretninger finansielle virksomheder kunne engagere sig i. Sådan skal det efter min opfattelse være igen, såfremt tilliden skal genetableres. Der skal reguleres, kontrolleres og følges op. Men det er selvfølgelig ikke det eneste, der er behov for. Dette er jo dybest set ikke tillid, men en slags mistillid. Men ud af en form for enighed om, at kontrol og regulering er nødvendig, kan der gro en ny tillid, en tillid til systemerne og deres måde at fungere på.

Ingen solidaritet, så snart det koster

Kritikken hagler i disse uger og måneder ned over de europæiske politikere; jeg er overrasket over, hvor stærke ord der bruges, men samtidig kan jeg og alle andre se, dels hvor der ingen beslutninger træffes, dels hvor ringe nogle af de trufne beslutninger er. EU er et fabelagtigt bureaukrati så stift og stort, at det er svært at træffe beslutninger og endnu sværere at implementere dem. Der er så mange og modstridende interesser, at alt går i stå, så snart der skal træffes blot lidt vanskelige beslutninger.

Det er ikke svært at træffe populære og udgiftskrævende beslutninger i sådanne store bureaukratier, så længe man kan sende regninger ud til nationalstaterne uden alt for store problemer. Men så snart fællesskabet koster, så snart der kræves reelle solidariske beslutninger, betalinger og handlinger, kniber det gevaldigt, og så går det hele i stå.

Det ser vi med flygtningesituationen i Europa; her er der behov for, ikke at modtage penge fra EU, men at give penge til fællesskabet, og så bliver solidariteten noget, man kun taler om på møder og i medierne, men som i virkeligheden ikke findes.

Både luftigt og knivskarpt

Tillid er noget af det mest luftige, der findes, og dog er det et knivskarpt begreb og fænomen. Tillid vokser ud af adfærd, samvær, relationer. Tillid er, tillid eksisterer, men det er vanskeligt at få fat i den, at fange og definere den. Jeg har tillid, eller jeg har ikke tillid. Jeg er tryg, eller jeg er utryg.

Danskernes mistillid til danske politikere vokser jo bl.a. ud af fortløbende historier i medierne om politikernes gerninger og ugerninger. Vi ser og læser om politikerne og deres adfærd, alkoholforbrug, dispositioner, privatliv, løgnehistorier – alle ser og hører; alle ved af; rygter og historier kolporteres; der er ingen grænser for, hvad vi ved om statsministeren, Prins Henrik (for nu at tage ham med) og Helle Thorning-Schmidt og hendes mand osv.

Prøv at tænke på, hvad vi ved om stakkels Bill Clinton og hans cigarer og studentermedhjælper. Tænk på, hvor mange slyngler og skurke som f.eks. italienske Silvio Berlusconi, russiske Vladimir Putin, ukrainske ledere og ministre, danske pampere og inkompetente sogne-, kommunal-, regions- og folketingspolitikere og embedsmænd og -kvinder, som vi selv kender, har haft tæt på, og hvor vi ved af, hvordan de er, hvad de bedriver og er motiveret af, og hvordan de selv scorer lidt hist og pist.

Det er klart: Når mennesker er skrøbelige, og når de elektroniske medier og kommunikationsmuligheder gør det svært at skjule selv den mindste sms-besked, e-mail, rødvins- eller fadølsregning, og når medierne kappes om at offentliggøre alt, hvad der bare lugter en smule og ikke gider fortælle om alt det ordentlige, pæne, rosværdige m.m., ja, så må det gå galt. Og det gør det.

Hvem betalte for Havels underbukser?

Var der nogensinde nogen, der læste om, at Vaclav Havel købte underbukser og fadøl for penge fra partikassen? Var der nogensinde nogen, der tog Anker Jørgensen i at fifle med tal og bilag? Kendte man til alle J.O. Krags udskejelser? Ja, det gjorde man, og han kan være lykkelig for, at han ikke lever i dag, for så var det gået fuldstændig galt.

Hvor går grænserne for, hvad pressen skal skrive om? Og hvordan står det til med de enkelte politikeres egen integritet, værdighed, kompetence m.m.? Meget af dette vedrører medierne, men det vedrører sandt for dyden også den enkelte politikers egen moral.

Jeg værdsætter, at pressen holder øje med politikerne. Gjorde de ikke det, gik det for alvor galt. Nu går det galt, men i en vis form for offentlighed, for selvfølgelig ved den tænksomme godt, at der er meget, rigtig meget, der ikke vises på TV og ikke står i Ekstra Bladet. Jeg værdsætter den frie presse; jeg ikke bare værdsætter, jeg kan ikke forestille mig et liv uden ytringsfrihed, forsamlingsfrihed m.m. Men igen: Den tænksomme ved godt, at der er grænser, at der er begrænsninger, og at vi til stadighed skal passe på, værne om m.m.

Den tænksomme ved også, at meget af dette kan forsvinde: Tilliden, frihederne og solidariteten kan let og hurtigt sive ud. Efterhånden som grådigheden og det ikke-solidariske tager over, når der sættes spørgsmålstegn ved frihedsrettighederne og menneskerettighederne – og det sker både tæt på vort land og i vort eget land – så forsvinder tilliden, frihederne, den meget værdifulde solidaritet og det enkelte menneskes rettigheder, og så er vi på vej ud på et skråplan, som kan have uoverskuelige konsekvenser. Vi skal virkelig passe på. Det hele forekommer så selvfølgeligt, og man kan sige med sikkerhed: Det er det ikke. Det er ikke selvfølgeligt; Det er skrøbeligt.

Danmark og de nordiske lande har endnu meget at lære og forbedre, men i sammenligning med stort set alle andre lande i verden, er vi kommet umådelig langt. Det forpligter. Det forpligter os på vort eget, det forpligter os til at tage vare på og ansvar for vort eget, men det forpligter os også over for den øvrige verden. Blandt andet derfor er FN’s 17 verdensmål, målene for en bæredygtig global udvikling, af særlig forpligtelse for Danmark.

Verdensmålene er en invitation til globalt medansvar.