Mure skaber deroute, broer skaber fremgang

Historiens dom er entydig: Mure skaber deroute, broer skaber fremgang. Alligevel blev 2016 murens år. Måske fordi få politiske ledere evner at bygge vor tids store broer.

Måske er der et mønster i forskellen på de valg af tilbagegang, som den vestlige verdens befolkninger det seneste års tid har truffet flere gange, og de tiltag, som deres efterkommere vil hylde som visionære. Og måske kan denne forskel forstås som forskellen mellem at bygge mure og broer.

Vis mig den mur, der har skabt fremgang og velstand. Den er svær, ikke sandt? Selvfølgelig kan der være brug for lappeløsninger og hasteindgreb, men opførsler af mure og andre typer forhindringer bremser, blokerer og nedbryder mulighederne for bevægelse, samvær, samhandel og fremgang.

Omvendt har broer og initiativer af enhver art, som binder mennesker, kulturer og forretningsliv sammen, altid skabt vækst i bruttonationalprodukter. Sådan er det, og sådan har det været i årtusinder.

I disse år erfarer vi i den rige, vestlige del af verden, at hvis vi ikke bygger broer til fremtiden, som alle mennesker kan krydse til et bedre, mere værdigt og rigere liv, så vil de, der ingen udsigt har til at kunne betræde dem, forhindre, at de overhovedet bliver bygget.

Det er ikke nyt, at den skabte vækst er ulige fordelt. Men det er nyt på vore breddegrader, at så mange ikke får del i den. Økonomisk vækst er således ikke længere automatisk og i sig selv en bæredygtig bro til fremtiden, for alt for mange har alt for længe oplevet, at vækst ikke medfører fremgang – eller udsigt til fremgang – for dem selv og deres børn. Tværtimod.

Derfor er mange begyndt at stemme for det opstillede alternativ: afsondring, udsondring, kort sagt mure i enhver forstand.

Vælgervandringerne er således ikke et udtryk for, at vælgerbefolkningerne er blevet tossede. De er stadig rationelle; det er stadig the economy, stupid, der er afgørende for, hvor mange sætter deres politiske kryds.

Flere vælgere vil formentlig også vende murbyggeralternativet ryggen, efterhånden som de erfarer, at det intet tilbyder andet end yderligere deroute. Men inden da kan det i de mørkeste scenarier være blevet lige meget. Læs f.eks. de sydamerikanske nationers økonomiske historie efter Anden Verdenskrig for deprimerende eksempler.

Hjælp til selvhjælp

Bæredygtige velstandsfremmende broer bygges for og til andre. Marshall-hjælpen var selvfølgelig amerikansk hjælp til selvhjælp, men også i højeste grad en generøs gestus og et afgørende bidrag til, at europæerne sammen kunne komme på fode igen efter 1945.

Herefter tog EU’s grundlæggere over for med deres vision at bygge en fælles bro, der skulle gøre op med alle tiders mure af fjendskab og skabe vejen til fremtidig fredelig og velfærdsskabende sameksistens.

I Sydafrika tilgav og insisterede præsident Nelson Mandela frem til sin død på sameksistens mellem tidligere herskere og slaver. Broer til andre, broer til alle andre, hjælp til selvhjælp.

Nogle politiske visioner er ikke bæredygtige samfundsvisioner, men må i stedet forstås som fatamorganaer og fantasier. Herhjemme bobler Alternativet med Uffe Elbæk i spidsen over af den slags velmenende, men desværre usammenhængende feel good-forslag, mens Enhedslistens forestillinger og ideer sagt på en pæn måde for længst har bevist deres ugyldighed. Og på den anden fløj har Dansk Folkeparti overhovedet ingenting at byde på: ingen broer. Kun mure, udsondring, isolation.

Kigger vi ud i verden, lader mange sig besnære af regimer, som i lange perioder har skabt fremgang for alle. I de sidste mange år har f.eks. Singapore virket besnærende. Historien fortæller os dog, at undertrykkende systemer og politistatssamfund ikke holder i længden, og at det kan blive blodigt og grimt til sidst. Singapore er ikke det værste af slagsen, og selvfølgelig kan vi lære meget af deres virksomheds- og optimeringstænkning.

Men de facto enevælde og politistatsmetoder duer ikke i længden, hverken i samfund eller virksomheder, fordi magt korrumperer, fordi udviklingstænkning her får trange kår, og fordi det ligger dybt i den menneskelige natur at ønske frihed.

Kopiering af denne type samfundsmodel kan med andre ord give varme og velstand på den korte og mellemlange bane, men på den lange bane ender det altid med kulde og tab af både økonomisk velstand og den slags værdier, som Bertel Haarders værdikanon netop har hyldet.

Vi har forudsætningerne

Jeg ser desværre ingen sammenhængende bud på bæredygtigt brobyggeri til fremtiden. Men der er inspirationer: Selv om det er omstridt, om FN’s såkaldte millennium-mål fra år 2000 om bl.a. en halvering af antallet af fattige i verden i sig selv gjorde en forskel, eller om deklarationen blot beskrev en positiv udvikling, som var iværksat af det internationale politiske samfund forinden, ændrer det ikke ved, at det var og er visionært at hjælpe andre til omstændigheder, hvor de selv kan skabe fremgang. Økonomisk betinget migration skabes jo ikke af fattigdom, men af manglende udsigt til fremgang.

Vi skal derfor for vores egen skyld stoppe ’os selv nok-bevægelsen’ og – det er vi europæere både på projektplan og diplomatisk ret dygtige til – i stor og lille skala bistå udbygningen af bæredygtige, moderne samfund, dvs. hjælpe andre til at hjælpe dem selv til en position, hvor vi kan være og handle sammen med dem på fredelig vis.

Man kan således sige, at selv om vi mangler de helt store visioner for en bedre verden, så har vi heldigvis forudsætningerne for at føre dem ud i livet.

Helt lavpraktisk kan vi begynde med at bygge infrastruktur. Dagens og fremtidens infrastruktur er selvfølgelig fysisk, men i højere og højere grad også virtuel. Herhjemme skal der bygges broer, så vi alle får fuld adgang til det virtuelle samfund. Det har vores politikere af alle farver et godt blik for, synes jeg.

På den mellemlange bane kunne en af broerne til fremtiden være et tilbud til alle om højere intelligens. Nobelugens tema i Gøteborg i december 2015 var intelligens. Tidligere nobelpristagere og alle de mest indsigtsfulde personer på området var samlet. De diskuterede både augmented, artificial og machine intelligence. De var ikke ganske enige om, hvad der var hvad, hvornår det ville slå igennem, og hvilken betydning det ville få. Men de var alle enige om, at det ville komme, og at det fuldstændig ville ændre stort set alle forståelser af alting, også af de samfund, vi lever i, og den måde, vi mest hensigtsmæssigt indretter dem på. Det kan man bryde sig om eller lade være.

Pointen her er, at de nationer og samfund, der klarer sig i fremtiden, tager denne udvikling til sig og tilbyder den til alle sine borgere.

Broen til det samfund handler med andre ord ikke (kun) om iPads i vuggestuer eller højhastighedsinternetadgang til alle. Kunstig intelligens til alle kan heller ikke stå alene, men vi må prøve at forstå, hvordan bæredygtige og åbne broer som grundvilkår for fremtidens rige og frie samfund kan bygges.

Højkontekstuelle brobyggere

Meget få mennesker formår at forstå, hvor verden er på vej hen, og hvordan vi bygger broerne til fremtiden. Jean Monnet, manden som udtænkte EU, var visionær. EU’s udvidelser mod syd i 1980’erne var det, og det samme gjaldt udvidelsen mod øst i 2004. Ved murens fald var det visionært, at forbundskansler Helmut Kohl og vor egen Uffe Ellemann-Jensen i forskellige sammenhænge greb chancen og overtrumfede den udbredte tøven blandt andre landes statsledere og udenrigsministre.

Mit bud er, at Monnet og måske Kohl og Ellemann-Jensen var og er højkontekstuelle. De kan forstå og forholde sig til meget komplekse sammenhænge, som vi andre ikke kan overskue. Og de forekommer mig alle tre samvittighedsfulde – de bygger broer til og for andre.

Vi bliver nødt til at identificere sådanne højkontekstuelle og samvittighedsfulde personer og bede dem forstå og tegne vor tids broer til en bedre fremtid. Vi andre skal så finde vores plads som projektmedarbejdere eller håndværkere, når broerne konkret skal bygges og benyttes.

Arbejdsdelingen er afgørende vigtig. Hvis den ikke-højkontekstuelle, ikke-samvittighedsfulde bliver sat til at tegne og forstå, ender vi bag mure uden udsigt til fred, frihed og fremgang.

Desværre byder mange personer på den hjemlige og udenlandske politiske scene sig til i denne kategori.

Forrige artikel Den publicistiske rolle genopfundet Næste artikel Drop en ny 2025-plan – den er allerede forældet