På et seminar sidste år med danske eksperter og offentlige beslutningstagere brugte den britiske forfatter og rådgiver Charles Leadbeater kraftværket som metafor for offentlige reformer. Hans argument var nogenlunde således:

Når ministerier, styrelser og kommunale forvaltninger gennemfører reformer, så sker det ved at kanalisere energi fra centrum ud mod lokale institutioner og aktører. Reformerne bliver rettet ensartet mod alle interessenter, og på det centrale niveau får man en rar oplevelse af kontrol. Men en stor del af energien preller af, når den rammer den lokale virkelighed. Så sendes den i alle mulige andre retninger – ofte tilbage i hovedet på afsenderen.

Hvad hvis man i stedet gennemførte reformer på en måde, hvor en lokal enhed eller institution blev til sit eget kraftcenter, som ikke alene selv skabte ny energi, men delte den gennem lokale netværk og skabte yderligere positiv dynamik?

Den første model lægger vægt på rationalitet, ensartethed, forudsigelighed, overblik og styring. Den anden lægger bl.a. vægt på meningsdannelse, forskellighed, uforudsigelighed og evnen til løbende læring og tilpasning.

På vej mod en ny reformmodel

Det kræver ikke så megen fantasi at se, hvordan flere af vores hjemlige reformer de seneste år har haft nogenlunde den effekt, som ifølge Charles Leadbeater opstår, når man udelukkende søger at kanalisere energi fra toppen mod bunden.

På Slotsholmen er der da også en udbredt erkendelse af, at det ofte mislykkes at skabe de konkrete forandringer for borgere og virksomheder, som var intentionen med reformtiltagene. Måske virker de klassiske centrale reformgreb slet ikke så godt, som vi troede, når samfundet bliver stadig mere mangfoldigt, komplekst, teknologisk udviklet og globaliseret?

I den ånd er vi begyndt at afprøve nye ”bløde” reformmodeller. Et centralt eksempel er Ny Nordisk Skole, hvor Undervisningsministeriet har motiveret 350 institutioner til at nytænke læring og trivsel gennem netværk og faglige fællesskaber. Sidste års partsaftale om syv principper for modernisering af den offentlige sektor rummer nogle af de samme tanker om at være rammesættende, men ikke direkte styrende, for lokal udviklingskraft.

Ude i landet hos kommuner og institutioner fornemmer jeg også, at man vejrer morgenluft: Nu har embedsmændene endelig forstået, at de skal holde fingrene væk og lade lokale kræfter finde løsningerne ved at bringe faglighed og erfaring i spil. Skal der udvikles nyt, gør vi det lokalt her hos os – eventuelt med et blik på fælles tanker eller principper.

Unik statslig rolle

Jeg er selv en varm fortaler for, at reformer skal give mening og skabe energi på det lokale niveau. Men at ignorere den rolle, som det centrale niveau kan spille, er ikke alene naivt (regeringen vil altid have et behov for overblik og en følelse af styring, uanset hvor meget det måtte være en illusion), det er også uhensigtsmæssigt: Staten har stadig en helt afgørende rolle, når det handler om at få de ”bløde” reformgreb til at virke i praksis på det lokale niveau. Det er blot en meget anderledes rolle, end embedsværket er vant til.

Her er fire bud på, hvordan den nye rolle vil udfordre ministerierne:

• Reform som meningsskabelse. For nylig hørte jeg en kommunaldirektør sige, at hvis blot staten ville forklare hans chefer, hvad der var meningen med et reformtiltag, ville det hele blive meget nemmere. Reformer handler ikke kun om at fortælle folk, hvad de skal lave om, men om at hjælpe dem til at forstå hvorfor. En afgørende forudsætning for, at bottom-up-drevne reformer kan lykkes, er en fælles forståelse af, hvad meningen er. Ikke kun den politiske hensigt, men også den helt konkrete forandring af borgeres eller virksomheders hverdag, som man vil opnå. Det fordrer, at ministre og embedsværk bliver langt dygtigere til at kommunikere deres intentioner, bl.a. via nye digitale og sociale medier, og det kræver en langt tættere kontakt med det lokale niveau, så man ved, hvordan ”meningen” bliver opfattet blandt dem, der reelt skal gennemføre reformen i frontlinjen.
• Reform som prioriteringsredskab. Vi ved fra MindLabs arbejde de senere år, at reformer kan føre til dyb forvirring lokalt, fordi nye krav blot bliver lagt oven i gamle uden nogen rettesnor for, hvad der er vigtigst. Effektive reformer handler derfor ikke bare om at sige, hvad institutionerne nu skal gøre ekstra. Ministerier og styrelser skal have en langt dybere forståelse af, hvilke lokale dilemmaer og udfordringer der opstår som følge af nye tiltag, og aktivt hjælpe de lokale ledere med at prioritere. Det kan man f.eks. gøre ved at dosere en reform i forskellige stadier, så alt ikke skal gøres på én gang, ved at signalere helt tydeligt, hvad der ikke længere er vigtigt, og ved at skelne mellem ”skal” og ”kan” i reformens enkelte elementer. Endelig kan man understøtte dialog og netværk mellem lokale ledere, så de kan lære af hinanden, hvilke prioriteringer der virker bedst under hvilke betingelser.
• Reform som kompetenceudvikling. For nogle år siden spurgte en af mine kollegaer en statslig embedsmand, hvorfra hun vidste, at kommunerne ville være i stand til at efterkomme en række nye reformkrav. Svaret kom prompte: ”Jamen, det skal de bare.” Men fremtidens reformer handler ikke om at true eller hovedløst kræve, at institutioner gør, som vi siger. Vi skal investere i deres evne til at omsætte reformernes intentioner til nye organisationsformer, arbejdsprocesser, kompetencer, fagligheder m.v. Igen stiller dette krav om en meget præcis dialog mellem det centrale niveau (som har ressourcerne) og det lokale niveau (som skal løfte opgaven).
• Reform som datafællesskab. En undervurderet styrke ved centrale forvaltninger er, at de indsamler og analyserer data på tværs af den eller de sektorer, de er ansvarlige for. Men disse data – om indsatser, aktiviteter, resultater og effekter – bliver alt for sjældent stillet til rådighed og gjort til omdrejningspunkt for en reel dialog blandt lokale aktører eller på tværs af det lokale og centrale niveau. Da fremtidens reformer netop er mere åbne og uforudsigelige, kræver de et skarpere, hyppigere og tættere blik på data for at se, hvordan udviklingen foregår, og hvad der skal justeres. Og her tænker jeg ikke alene på kvantitative data, men også på observationer, interview og andre kvalitative data, som kan give tidlige indikationer på, om noget går i den rette eller forkerte retning.

Konturerne af fremtidens ministerium

Men hvordan ser de ministerier og styrelser så ud, som er i stand til at skabe reformer på den måde?

Jeg tror, at vi i de kommende ti år vil se mange eksperimentere med en bred vifte at tiltag: Tidligere, dybere og mere forpligtende involvering af slutbrugere og lokale aktører i selve reformdesignet. Lancering og test af ”reform-prototyper” for at lære hurtigere og billigere, hvad der virker. Nye organisationsformer, som understøtter en mere lærende og tilpasningsdygtig organisation. Mere udgående, kommunikerende og lyttende aktiviteter i relation til sektorer og interessenter. Styrket samspil på tværs af forvaltninger, både vertikalt og horisontalt. Klogere og mere transparent brug af data til at give værdi til hele systemet, og ikke alene som styrings- eller kontrolredskab.

Disse tiltag er ikke nemme, men rigtig, rigtig svære. At finde balancen og få alt det bløde til at lykkes – det bliver det hårde.

Læs flere af Christian Basons indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.