Kender du den slags historier, der sætter sig fast? Sådan har jeg det med en historie om en fattig tomatavler, som jeg læste om for en del år siden.

Tomatavleren kunne ikke leve af sin tomatdyrkning hjemme i Ghana, og derfor forlod han kone og børn i landsbyen og begav sig ud på en farefulde færd igennem Nordafrika, over Middelhavet til det forjættede Europa i håb om en bedre tilværelse for sig selv og sin familie.

Ankommet til det sydlige Italien arbejder han hårdt til en latterlig lav løn og bor under kummerlige vilkår uden mulighed for at sende penge hjem til familien. Sandsynligvis er han også fanget i en gældsspiral for at betale menneskesmugleren, der hjalp ham væk fra Afrika.

Tomaterne fra det pågældende område i Syditalien forsyner Danmark og mange andre markeder med gode, billige tomater i form af flåede tomater og tomatpuré. Men absurd nok ender de tomater, manden plukker i Italien, også som flåede tomater på hylderne i hjemme i Ghana, og det til en pris, som smadrer den lokale tomatproduktion, som jo var selve årsagen til, at manden flygtede fra fattigdom i første omgang.

Fødevarehandlens slagside

Historien er langt fra en enlig svale. Den viser, at den globale fødevarehandel ikke just fungerer for alle. De seneste par år har vi set flere og flere eksempler på, at det ikke blot er mennesker i nogle af verdens fattigste lande, som betaler prisen for unfair handel, som eksemplet fra Italien viser.

Også i Danmark hører vi fra tid til anden om behovet for at sikre mere fair priser til f.eks. mælkebønder, og der er lignende eksempler fra USA. Det er tydeligt, at globalisering og de økonomiske modeller langt fra kommer alle til gode.

Som forbrugere sætter det os i noget af et dilemma. Vi elsker gode og billige varer, men ville vi mon hælde de flåede tomater i vores kødsovs, hvis vi vidste, at arbejderen, der havde dyrket dem, ikke bliver betalt nok til at kunne sætte mad på bordet til sin egen familie? Ville vi give vores børn en banan med i madkassen, hvis vi kendte mere til de livsfarlige sprøjtegifte, som bliver brugt til at dyrke den? Ville vi nyde vores chokolade, hvis vi var klar over, hvor mange børn der arbejder i kakaoplantagerne?

De fleste vil nok svare nej. Men som forbruger er det næsten umuligt at gennemskue, hvilke forhold vores fødevarer er dyrket under. I indkøbsjagten kan vi læne os op ad mærkerne. Det kommer vi et stykke ad vejen med. Men hvor ville det være dejligt, hvis supermarkederne ville hjælpe os noget mere ved at tage de indlysende etiske valg for os.

I en perfekt verden burde vi bare kunne gå ind i et supermarked eller en tøjbutik og vide, at alt det, vi putter i kurven, er i orden. Men den butik findes ikke endnu. Og hvis man skulle lave den, ville der mangle en hel del varer på hylderne, er jeg bange for.

Er bananer de næste buræg?

Selv om vi er langt fra denne perfekte virkelighed, har vi dog set de første skridt imod ’choice editing’, som fænomenet hedder. Der er eksempelvis ikke mange danske butikker tilbage, som ikke har eller er i gang med at udfase buræg. Det giver rigtig god mening, at vi som forbrugere kun får et valg om at købe æg fra høns, der bliver behandlet ordentligt. Der er en lang række andre varer, som på samme måde burde blive udfaset og erstattet af et etisk alternativ.

Det gælder blandt andet bananer, som i mange tilfælde bliver dyrket med alvorlige konsekvenser for mennesker og miljø. Den eneste forskel fra buræggene er, at konsekvenserne er skjult for os, fordi dyrkningen foregår i nogle af verdens fattigste lande. Men den type produktion kan vi undlade at støtte op om, for der findes etisk dyrkede bananer af samme høje kvalitet. De koster ovenikøbet stort set det samme som de almindelige. Så frit bananvalg giver ikke ret meget mening i det store billede.

Det giver meget mere mening, at supermarkederne slår et slag for en mere retfærdig fødevareproduktion ved at udøve choice editing og tilvælge det etiske alternativ for os forbrugere. Præcis ligesom de gør med æg. De, der forandrer verden, er dem, der handler.