Kommentar af 
Erik Rasmussen

Når et samfund går i stå

Det politiske magtspil har ændret Danmarks identitet og svækket vores position som internationalt foregangsland. Udspillet til finansloven og valgets forventede temaer er eksempler på, at Danmark er blevet populistisk og mainstream snarere end unikt, skriver Erik Rasmussen.

Det er udtryk for en ændret national identitet, når Inger Støjberg eller Dansk Folkeparti (billedet) fejrer udlændingestramninger med kage, skriver Erik Rasmussen.
Det er udtryk for en ændret national identitet, når Inger Støjberg eller Dansk Folkeparti (billedet) fejrer udlændingestramninger med kage, skriver Erik Rasmussen.Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der var engang et lille nordisk land, der var internationalt kendt som ’nationernes humlebi’.

Det trodsede en række velkendte økonomiske teorier ved på én gang at have en stor offentlig sektor, en højtudviklet velfærd og rekordstore personlige skatter og samtidig toppe alle internationale ranglister over verdens mest konkurrencedygtige lande.

Det var også berømt for sin åbenhed og sit frisind, sit engagement i internationale aktiviteter og for at være miljøets ubestridte foregangsland.

Det havde igennem en årrække udvist så megen robusthed og omstillingsevne, at det også var forventet, at humlebien ville demonstrere samme flyvefærdighed under meget turbulente vilkår. Og at det ville blive modsvaret til de populistiske og nationalistiske strømninger, der dominerer stadig flere vestlige demokratier og polariserer store befolkningsgrupper. 

Men det politiske uvejr har i stedet tvunget humlebien til at nødlande.

Landet sakker bagud på de internationale ranglister over såvel konkurrencekraft som klima- og miljøbevidsthed. F.eks. viser de seneste opgørelser over Danmarks klimaindsats, at vi inden for blot de sidste år er faldet fra en topplacering til en ydmygende 17.-plads.

Den danske klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt fastholder godt nok stædigt, at han overalt i verden møder stor respekt for den dansk indsats, men hvad siger man ellers til en dansk minister?

Opgør med en national identitet

Nok så bekymrende er den profil, der internationalt tegnes af Danmark som et lukket og fremmedfjendsk land.

Alle fremmede er næsten pr. definition under mistanke for at udnytte vores velfærd og må igennem lange bureaukratiske screeninger for at blive accepteret. Det gælder ikke kun krigsflygtninge, men også familiesammenførte personer med høje uddannelser.

Hertil kommer, at regeringen nu varsler, at antallet af udenlandske studerende på engelsksprogede diplomingeniør- og universitetsuddannelser skal reduceres med 1.000-1.200 med argumentet om, at vi ikke skal løfte andre landes uddannelsesforpligtelser.

Det har helt naturligt affødt skarpe reaktioner fra universiteter og erhvervsliv.

Signalerne til udlandet forstærkes, når integrationsministeren og Dansk Folkeparti fejrer udlændingestramninger med kager. Eller når det gøres til et afgørende krav for dansk statsborgerskab, at man udveksler håndtryk – vel vidende at det strider mod mange landes religiøse skikke, men med et slet skjult håb om, at det i sig selv sorterer en del uønskede fremmede fra.

Selv om det kan være svært at tage den form for politiske initiativer alvorligt, fylder de alligevel en del i debatten og i opfattelsen af, hvad Danmark står for. Hvad vi måtte mangle i teknologisk og anden form for innovationsevne, mestrer vi til gengæld fuldt ud, når det handler om at lukke grænser.

Dette er ikke et argument imod en effektiv integrationspolitik – en politik, der i øvrigt har vist, at stadig flere flygtninge får job. Men det er et argument imod proportionerne og den indædthed ofte grænsende til fremmed- og flygtningehad, som spores i brede politiske kredse.

Ovennævnte er blot et eksempel på, at Danmark bliver en stadig stærkere repræsentant for den omsiggribende populistiske mainstream og dermed udvisker den identitet som et økonomisk, socialt og miljømæssigt foregangsland, vi har brugt årtier på at opbygge.

Hvornår har Danmark f.eks. sidst taget progressive initiativer, andre lande har kopieret eller ønsket at forfølge? Hvis vi tager afsæt i de internationale mediers omtaler de seneste par år, er det primært udlændingestramninger, Danske Banks hvidvaskningsskandale og senest den danske fodboldskandale, der dominerer overskrifterne. Som et internationalt foregangssamfund er vi p.t. gået i stå.

Magten som politisk ideologi

På linje med mange andre lande er vi i stigende grad blevet ofre for den stærkeste politiske ideologi: magtens ideologi. Det er den vigtigste politiske drivkraft og handler om at erobre magten og bevare den for næsten enhver pris. 

Den sætter også klare grænser for nytænkning og omstillingsevne og er generelt mere konserverende end udviklende. Finansloven og oplægget til den kommende valgkamp er et godt eksempel på udfoldelsen af magtens ideologi.

Regeringen erkender åbenlyst, at den milde og spredte gaveregn har ét primært formål, nemlig at sikre Danske Folkepartis opbakning og dermed også partiets støtte til at beholde regeringsmagten.

Det handler mindre om samfundets behov for at omstille sig til nye vilkår. Ingen af finanslovens udspil vidner om vigtige prioriteringer og satsninger. Regeringen vil måske henvise til den ene milliard, der over fire år er afsat til miljø og klima, herunder at opfylde FN’s 17 verdensmål. Men her er 250 mio. kr. årligt netop et udtryk for et kritisk lavt ambitionsniveau, i forhold til hvad det dybest set kræver at omstille samfundet til morgendagens klimaøkonomi.

I sidste uge bebudede regeringen en såkaldt sammenhængsreform, der bl.a. skal afbureaukratisere og forenkle de offentlige ydelser. Det er hørt mange gange før, uden at de har skabt de store gennembrud, fordi så mange konfliktende interesser er involveret. Det kan også forudses at blive tilfældet denne gang. 

Tager man finansloven og de valgannoncer, som Venstre offentliggjorde i sidste uge, kommer debatten frem mod valget, under valgkampen og tiden derefter primært til at handle om, hvem der er bedst til velfærd, til at stramme udlændingepolitikken og gennemføre en sundhedsreform.

Alle er velkendte og gennemdrøftede temaer, og hvor det realistisk set kun er marginaler, der skiller parterne. Derfor kan man godt frygte en valgkamp, der veksler imellem forskellige fortolkninger af statistikker og udfoldelse af diverse overbud – men som befinder sig langt fra de reelle udfordringer, nationen måtte stå over for.

Den uformelle statsminister

Det hele er ét stort forudsigeligt magtspil, og den tendens synes hele tiden at blive forstærket, måske især fordi det tegner en stadig skarpere kontrast til virkeligheden uden for Christiansborg.

I det spil er Dansk Folkeparti omdrejningspunktet og har med stor dygtighed formået at dominere dansk politik og demonstreret, hvorfor magtens ideologi er vigtigere end nogen anden ideologi. Det parti, der behersker den ideologi, er det stærkeste.

Det er egentlig paradoksalt, at den eneste reelle statsministerkandidat endnu ikke har meldt sig, nemlig formand Thulesen Dahl. Partiet svinger i stigende omfang taktstokken i dansk politik, og formanden er den uformelle statsminister. Det er ham, såvel regeringspartierne som Socialdemokratiet bejler til. Derfor er det også i samme omfang Dansk Folkepartis værdier og prioriteringer, der præger det politiske magtspil. 

Med stor og fortjent respekt til partiets ubestridelige politiske evner og deres lederes evne til at formidle deres budskaber skal man ikke beskylde partiet for at være fornyende i forhold til de store dagsordener, men mere konserverende og indadskuende.

Realiteten er, at det politiske Danmark gradvist og systematisk har formået at ændre Danmarks internationale identitet, og når den franske præsident, Emanuel Macron, ser Danmark som sit forbillede, er det mere ud fra det Danmark, vi var, end det vi er på vej til at blive. Derfor ærgrer han sig over, at vi også på det europæiske plan er blevet stadig mere fodslæbende. Det skinnede klart igennem under hans nylige statsbesøg i Danmark.

Spørgsmålet er nu, om der er tale om et midlertidigt eller et langvarigt identitetsskifte. Om det alene er politisk drevet eller også har rod i hele eller store dele af befolkningen – og dermed risikerer at polarisere og splitte den stærke sammenhængskraft, der har været et vigtigt men overset konkurrenceparameter.

Svaret ligger hos befolkningen. Det hører jeg gerne nogle kommentarer til herunder. Indtil videre kan man kun håbe på, at sammenhængskraften blandt vælgerne og i de lokale miljøer er stærkere end hos Christiansborgs politikere. 

Det bliver afgørende for, hvilket Danmark vi vil se de kommende år – og for, om humlebien atter kan lette.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu