Når et samfund går i stå

Det politiske magtspil har ændret Danmarks identitet og svækket vores position som internationalt foregangsland. Udspillet til finansloven og valgets forventede temaer er eksempler på, at Danmark er blevet populistisk og mainstream snarere end unikt, skriver Erik Rasmussen.

Der var engang et lille nordisk land, der var internationalt kendt som ’nationernes humlebi’.

Det trodsede en række velkendte økonomiske teorier ved på én gang at have en stor offentlig sektor, en højtudviklet velfærd og rekordstore personlige skatter og samtidig toppe alle internationale ranglister over verdens mest konkurrencedygtige lande.

Det var også berømt for sin åbenhed og sit frisind, sit engagement i internationale aktiviteter og for at være miljøets ubestridte foregangsland.

Det havde igennem en årrække udvist så megen robusthed og omstillingsevne, at det også var forventet, at humlebien ville demonstrere samme flyvefærdighed under meget turbulente vilkår. Og at det ville blive modsvaret til de populistiske og nationalistiske strømninger, der dominerer stadig flere vestlige demokratier og polariserer store befolkningsgrupper. 

Men det politiske uvejr har i stedet tvunget humlebien til at nødlande.

Landet sakker bagud på de internationale ranglister over såvel konkurrencekraft som klima- og miljøbevidsthed. F.eks. viser de seneste opgørelser over Danmarks klimaindsats, at vi inden for blot de sidste år er faldet fra en topplacering til en ydmygende 17.-plads.

Den danske klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt fastholder godt nok stædigt, at han overalt i verden møder stor respekt for den dansk indsats, men hvad siger man ellers til en dansk minister?

Opgør med en national identitet

Nok så bekymrende er den profil, der internationalt tegnes af Danmark som et lukket og fremmedfjendsk land.

Alle fremmede er næsten pr. definition under mistanke for at udnytte vores velfærd og må igennem lange bureaukratiske screeninger for at blive accepteret. Det gælder ikke kun krigsflygtninge, men også familiesammenførte personer med høje uddannelser.

Hertil kommer, at regeringen nu varsler, at antallet af udenlandske studerende på engelsksprogede diplomingeniør- og universitetsuddannelser skal reduceres med 1.000-1.200 med argumentet om, at vi ikke skal løfte andre landes uddannelsesforpligtelser.

Det har helt naturligt affødt skarpe reaktioner fra universiteter og erhvervsliv.

Signalerne til udlandet forstærkes, når integrationsministeren og Dansk Folkeparti fejrer udlændingestramninger med kager. Eller når det gøres til et afgørende krav for dansk statsborgerskab, at man udveksler håndtryk – vel vidende at det strider mod mange landes religiøse skikke, men med et slet skjult håb om, at det i sig selv sorterer en del uønskede fremmede fra.

Selv om det kan være svært at tage den form for politiske initiativer alvorligt, fylder de alligevel en del i debatten og i opfattelsen af, hvad Danmark står for. Hvad vi måtte mangle i teknologisk og anden form for innovationsevne, mestrer vi til gengæld fuldt ud, når det handler om at lukke grænser.

Dette er ikke et argument imod en effektiv integrationspolitik – en politik, der i øvrigt har vist, at stadig flere flygtninge får job. Men det er et argument imod proportionerne og den indædthed ofte grænsende til fremmed- og flygtningehad, som spores i brede politiske kredse.

Ovennævnte er blot et eksempel på, at Danmark bliver en stadig stærkere repræsentant for den omsiggribende populistiske mainstream og dermed udvisker den identitet som et økonomisk, socialt og miljømæssigt foregangsland, vi har brugt årtier på at opbygge.

Hvornår har Danmark f.eks. sidst taget progressive initiativer, andre lande har kopieret eller ønsket at forfølge? Hvis vi tager afsæt i de internationale mediers omtaler de seneste par år, er det primært udlændingestramninger, Danske Banks hvidvaskningsskandale og senest den danske fodboldskandale, der dominerer overskrifterne. Som et internationalt foregangssamfund er vi p.t. gået i stå.

Magten som politisk ideologi

På linje med mange andre lande er vi i stigende grad blevet ofre for den stærkeste politiske ideologi: magtens ideologi. Det er den vigtigste politiske drivkraft og handler om at erobre magten og bevare den for næsten enhver pris. 

Den sætter også klare grænser for nytænkning og omstillingsevne og er generelt mere konserverende end udviklende. Finansloven og oplægget til den kommende valgkamp er et godt eksempel på udfoldelsen af magtens ideologi.

Regeringen erkender åbenlyst, at den milde og spredte gaveregn har ét primært formål, nemlig at sikre Danske Folkepartis opbakning og dermed også partiets støtte til at beholde regeringsmagten.

Det handler mindre om samfundets behov for at omstille sig til nye vilkår. Ingen af finanslovens udspil vidner om vigtige prioriteringer og satsninger. Regeringen vil måske henvise til den ene milliard, der over fire år er afsat til miljø og klima, herunder at opfylde FN’s 17 verdensmål. Men her er 250 mio. kr. årligt netop et udtryk for et kritisk lavt ambitionsniveau, i forhold til hvad det dybest set kræver at omstille samfundet til morgendagens klimaøkonomi.

I sidste uge bebudede regeringen en såkaldt sammenhængsreform, der bl.a. skal afbureaukratisere og forenkle de offentlige ydelser. Det er hørt mange gange før, uden at de har skabt de store gennembrud, fordi så mange konfliktende interesser er involveret. Det kan også forudses at blive tilfældet denne gang. 

Tager man finansloven og de valgannoncer, som Venstre offentliggjorde i sidste uge, kommer debatten frem mod valget, under valgkampen og tiden derefter primært til at handle om, hvem der er bedst til velfærd, til at stramme udlændingepolitikken og gennemføre en sundhedsreform.

Alle er velkendte og gennemdrøftede temaer, og hvor det realistisk set kun er marginaler, der skiller parterne. Derfor kan man godt frygte en valgkamp, der veksler imellem forskellige fortolkninger af statistikker og udfoldelse af diverse overbud – men som befinder sig langt fra de reelle udfordringer, nationen måtte stå over for.

Den uformelle statsminister

Det hele er ét stort forudsigeligt magtspil, og den tendens synes hele tiden at blive forstærket, måske især fordi det tegner en stadig skarpere kontrast til virkeligheden uden for Christiansborg.

I det spil er Dansk Folkeparti omdrejningspunktet og har med stor dygtighed formået at dominere dansk politik og demonstreret, hvorfor magtens ideologi er vigtigere end nogen anden ideologi. Det parti, der behersker den ideologi, er det stærkeste.

Det er egentlig paradoksalt, at den eneste reelle statsministerkandidat endnu ikke har meldt sig, nemlig formand Thulesen Dahl. Partiet svinger i stigende omfang taktstokken i dansk politik, og formanden er den uformelle statsminister. Det er ham, såvel regeringspartierne som Socialdemokratiet bejler til. Derfor er det også i samme omfang Dansk Folkepartis værdier og prioriteringer, der præger det politiske magtspil. 

Med stor og fortjent respekt til partiets ubestridelige politiske evner og deres lederes evne til at formidle deres budskaber skal man ikke beskylde partiet for at være fornyende i forhold til de store dagsordener, men mere konserverende og indadskuende.

Realiteten er, at det politiske Danmark gradvist og systematisk har formået at ændre Danmarks internationale identitet, og når den franske præsident, Emanuel Macron, ser Danmark som sit forbillede, er det mere ud fra det Danmark, vi var, end det vi er på vej til at blive. Derfor ærgrer han sig over, at vi også på det europæiske plan er blevet stadig mere fodslæbende. Det skinnede klart igennem under hans nylige statsbesøg i Danmark.

Spørgsmålet er nu, om der er tale om et midlertidigt eller et langvarigt identitetsskifte. Om det alene er politisk drevet eller også har rod i hele eller store dele af befolkningen – og dermed risikerer at polarisere og splitte den stærke sammenhængskraft, der har været et vigtigt men overset konkurrenceparameter.

Svaret ligger hos befolkningen. Det hører jeg gerne nogle kommentarer til herunder. Indtil videre kan man kun håbe på, at sammenhængskraften blandt vælgerne og i de lokale miljøer er stærkere end hos Christiansborgs politikere. 

Det bliver afgørende for, hvilket Danmark vi vil se de kommende år – og for, om humlebien atter kan lette.



Erik Rasmussen

Grundlægger og formand for Sustainia. Grundlægger og frem til 2016 direktør for Mandag Morgen. Tidl. chefredaktør for Børsen. Modtager af Den Store Publicistpris i 2016.

LÆS MERE
Forrige artikel Fri os for grønne ayatollaher Fri os for grønne ayatollaher Næste artikel Topcheferne træder ud af rampelyset Topcheferne træder ud af rampelyset
  • Anmeld

    Niels O

    Blank

    Jeg kan kun sige, at når jeg som 58-årig liberal-konservativ, der altid har stemt C, hører, at partiet gerne går i regering med et nationalpopulistisk parti som DF, så er jeg nødt til stemme blank ved næste valg. Meget meget trist.

    Der findes ingen alternativer og slet ikke V, som nu med sine stigende offentlige udgifter, er blevet endnu mere rød.

    LA er bare et besynderligt radikalt-liberalt parti. Og start slet ikke på NB.

  • Anmeld

    Jens B. · Selvstændig

    Reform af det politiske system er nødvendigt

    Meget enig i analysen og dermed at det politiske system vi Danmark ikke længere fungerer efter hensigten. Det er ikke længere repræsentativt, men dominerer af DF som er ubestridt dygtige som beskrevet. Jeg forestiller mig et groft skitseret optimalt koncept kunne være et Folketing bestående af MF'ere med min. 5 års erhvervserfaring, alle løsgængere og ingen partier længere, samt mulighed for at kunne stemme på den enkelte person uagtet hvor man bor i landet. Mange beslutninger er sålefes brede demokratiske forlig og der stemmes meget mere end i dag. Vi stemmer desuden nemt og digitalt og hver især på vores fødselsdag. Se Nynke Tromp forklare på YouTube om denne idé.

  • Anmeld

    Poul Elmegaard · Folketingskandidat, Radikale Venstre

    Vi skal vise nye anden vej!

    For et par siden kom Bertel Haarder, med en opsang til meningsdannere om at tage stilling og vælge parti. Den ramte mig. I dag er så opstillet som folketingskandidat, Radikale Venstre, Vestjylland.
    Jeg er over en bred kam enig, Erik Rasmussen. Vi skal vise nye veje, vi skal FREMAD. For mig kan der godt være flere veje og ikke idiologisk enighed, men tilsammen kan vi finde retning.
    Derfor kære folketingskandiater og debatører: Lad nu give hinanden sparring og skubbe diskussion FREMAD. Vi har alle et ansvar for at stoppe DF og andre snæversynede!
    PS: Jeg er ikke akademiker - kom på arbejdsmarkedet, fuldtid som 15 årig!

  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller

    Svaret kunne være.

    Kære Erik Rasmussen
    Svaret kunne være:

    Iflg. OECD er tilliden til den danske regering i en rangordning fra 2016 at finde på en 14. plads af 15.
    Opgørelsen viser, at 45% af os har tiltro til, at vores regering foretager sig noget fornuftigt.

    Uden at have set noget tilsvarende tal omfattende vores tiltro til vores politikere generelt, så er der en hel del, der tyder på, at politikerleden mindst når samme lavmål.

    Spørgsmålet er naturligt nok, at noget må være gået galt, siden et flertal føler mistillid til de personer, der varetager ledelsen af landet.

    Når vi alligevel går hen og stemmer ved valgene, kan det kun henføres til en dybtliggende vurdering af, at demokratiet som styreform på trods af, at vi ikke stoler på dem, der forvalter den, er en indbygget en velvoksen del af tro, håb og kærlighed, eller i det mindste, som det hævdes om demokratiet, den mindst ringe styreform, der er til rådighed.

    Der var langt fra tale om folkevælde, da grundloven blev vedtaget i 1849, så de næste 50 år gik med at aflære den herskende overklasse, deres modvilje mod folkets deltagelse i landets styrelse, men med indførelsen af det parlamentariske princip i 1901, hvor det blev vedtaget, at kongen ikke kunne tildele regeringsmagten til en gruppe, hvis denne havde et flertal imod sig i parlamentet.
    Hemmelige afstemninger var nu osse en del af forretningsgangen, og praksis blev lagt fast, at alle, med mindre man var umyndiggjort, havde stemmeret, hvis man havde opnået en alder, der var/er fastsat af de folkevalgte.

    Driften af demokratiet udformede sig, efterhånden som samfundsklasserne i moderne forstand etablerede sig, gennem et repræsentativt demokrati, hvor folkets repræsentanter blev rekrutteret gennem partier, der med Viggo Hørups ord, delte sig i anskuelser, et mønster, som er fastholdt til i dag.

    Og her findes vel osse en del af forklaringen på, at demokratiopfattelsen udvikler sig væk fra tilliden til det repræsentative demokrati.

    Når et flertal af vælgerne ikke har tillid til det system, der styrer dem, så er der to muligheder. Afskaffelse af den aktuelle praksis, og etablering af et autokrati, som vi ser det fx i Kina, eller omdannelse af det repræsentative demokrati til en anderledes driftsform, der baserer sig på endnu et trin i det danske demokratis funktionsmønster - en forstærket inddragelse af befolkningen. Vi kan kalde det demokrati - version 3.

    Historisk set er version 1, det fåmandsstyre, der blev iværksat med Grundlovens vedtagelse i 1849.

    Version 2 er organiseringen af det politiske liv med dannelsen af den repræsentative praksis, som bliver manifest efter parlamentarismens indførelse, og version 3 vil udbrede en parlamentarisk praksis, der endnu mere direkte vil skulle inddrage befolkningen i udformningen af både den daglige politik, men hertil med et særligt ansvar for et se og udvikle de store linjer og idealer både processuelt og i omsættelsen til praksis.

    Jeg har tidligere kaldt det interessegruppedemokrati.

    Rammerne ser jeg sådan.

    Der etableres et folkevalgt organ - folkeforsamlingen - der har to opgaver. Størrelsen kan formentlig være på 50 medlemmer. Den første og vigtigste opgave er at være Danmarks ansigt udadtil, føre forhandlinger med omverden, som vi i dag bruger Udenrigsministeriet.
    Den anden opgave er på fællesskabets vegne at styre den overordnede økonomi og lede penge til de fokusområder, der besluttes gennem det arbejde, der udføres i interessetingene.

    Interessetingene er brugerstyrede forsamlinger, der har interesse i at udvikle og styre konkrete afsnit af fællesskabets liv.
    Interessetingene har ligeledes to opgaver. Den vigtigste, der er en fællesopgave, består i at få italesat, undersøgt og givet retning til de tendenser, de kan se eller fremtænke inden for deres interesseområde, som kan udvikles inden for rammerne af vedtagne menneskerettigheder og de til enhver tid satte udviklingsmål, der måtte blive fremstillet af verdensomspændende organisationer.

    Konklusionerne af dette arbejde formidles via folkeforsamlingens udenrigspolitiske kontakter til legale verdensorganisationer, som Danmarks tilskud til en bæredygtig udvikling af kloden.

    Interessetingene organiseres som udgangspunkt af og i grupper, der oprettes af frivillige, der brænder for en sag. Hvis man er barn, har man sandsynligvis en interesse i at diskutere og præge udviklingen af et børneliv, der giver bedst mulig overensstemmelse med de behov, man selv og andre børn har. Hvem skal man diskutere det med. Det skal man selvfølgelig med sine forældre og sine pædagoger, så idealet er, at der rundt omkring oprettes palaverdemokratier, hvor samtalerne kan registreres og konklusionerne videregives til Børnelivets Interesseting, der er åbent for alle, der er tilknyttede De lokale Børneting. Her koordineres og beskrives ønsker og behov, vurderes økonomisk mhp fremsendelse til bevilling i Folkeforsamlingen, og iværksættes under overvågning af Børnelivets Interesseting.

    Alle områder, hvor der vurderes behov for Interesseting, udvikles der forsamlinger, der selvfølgelig beskriver og håndterer deres område efter egne behov og idéer, men inden for den overordnede ramme, at frembringe bedst mulige resultater for fællesskabet.

    Under forudsætning af, at du ikke forlængst hovedrystende, har lukket ned, kommer her forklaringer på, hvorfor vi er nødt til at overveje Demokrati ver. 3, og i det mindste bevæge os i denne retning.

    Bag enhver af demokrativersionerne har hidtil været en grundlæggende mistillid til, at folket var i stand til at styre sig selv. Først var det aggressionen, der gjorde, at vi ville geråde i korporlige slagsmål, når vi skulle blive enige, og det kan i alle tilfælde bekræftes ved bare at læse den danske historie, at det kunne være både fælt og rigtigt. Vi var ikke civiliserede nok, hverken dannelsesmæssigt eller vidensmæssigt.

    Oplysningstidens magthavere besluttede sig for at iværksætte et oplysningsprojekt, der forbedrede os på disse to vigtige områder. Vi lærte at tale pænt til hinanden, udvise tålmodighed og lade der gå lidt længere tid, inden vi kastede os i lag med at tæve modstanderen. En væsentlig andel i, at det lykkedes var skoleloven fra 1814, der forlangte, at vi skulle i skole mindst syv år.

    Dette krav gjorde os både mere vidende og mere tolerante, men gjorde osse, at vi fik mod på at ville være medbestemmende.

    Demokrati version 1 var netop den version, der af magthaverne blev anset for både at være tålelig og forstandig. Sålænge landets styrelse var under kontrol af intelligentsiaen og kirken, og befolkningen under stadig oplæring, var der ingen grund til at sætte hæren ind, så man nøjedes med at skabe et gendarmkorps, der kunne tugte de mest rabiate tilhængere af Frihed, Lighed og Broderskab.

    Men det viste sig at være umuligt at bremse Demokrati version 2, der gav os parlamentarismen, det repræsentative demokrati og de politiske partier.

    Dette system har nu tjent os i godt hundrede år, og de første hundrede af dem, afslørede ikke rigtig nogen uenighed mellem os andet end den, der skulle være der, når vi skulle dele os efter anskuelser. Årsagen var helt enkelt, at der i tiden fra omkring 1870 opstod stærke partidannelser, der var i konflikt med hinanden, og som delte sig efter anskuelser.

    Samfundets organisering i klasser, der havde som formål at udligne især de økonomiske forskelle mellem os, blev lagt i faste rammer, omgivet af faste aftaler og forhandlingsmønstre, og alle blev rigere og lykkeligere.

    Den selvsamme udvikling ændrede imidlertid vores indstilling. Det, der i starten blev opfattet som en ordensskabende ramme, har stille og roligt borteroderet den gode samfundsborger, der krævede sin ret og gjorde sin pligt med en forventning om et stadigt rigere og lykkeligt liv, er blevet i stigende grad utålmodig med de sidste, der ikke rigtig kan følge med, og ikke mindst utilfreds med sig selv, fordi lykken for flere og flere bliver opfattet som den, der kan findes for enden af regnbuen, men ikke mindst af geopolitiske grunde og voldsomme forskydninger i velstandsfordelingen er det ikke helt så let at opnå lykketilstanden, som tidligere.

    Det hævdes, og heri er jeg enig, at der er sket ændringer i identitetsopfattelsen, så vi ikke længere oplever os, som en del af det fælles projekt, der de sidste hundrede år har skabt basis for lykke, at vi har adopteret den amerikanske drøm og mest er optaget at opfylde vores personlige forventninger, som i et vist omfang er skiftet fra at være drømme til at være krav. Ikke vores krav, men mit krav.

    Vi står derfor i dag med nødvendigheden af et Demokrati version 3, fordi grundlaget for version 2 ikke længere er tilstede med tilstrækkelig styrke.

    Den individuelle utålmodighed stiller ganske enkelt krav til vores politiske system, som dette ikke kan håndtere, så borgerne kan opretholde respekten for det, og selvom vores politikere kæmper en gæv kamp for i det mindste at overbevise sig selv om, at de gør det bedste for vælgerne, slår det ikke til.

    Demokrati version 3 skal kunne håndtere et samfund, der ikke længere kan identificeres som et klassesamfund, hvor vi deler os efter bestemte samfundskategorier, men som et løsere fællesskab, der er baseret på helt andre, oversøiske idealer, end det udgangspunkt, der skabte det velfærdssamfund, som vi har fået et dobbelttydigt forhold til.

    På den ene side vil vi ikke undvære velfærdssamfundet, på den anden side vil vi have en velfærdsstat, der sørger for at velfærdssamfundet ikke bliver så dyrt, at vi skal vente på at kunne realisere vores personlige lykke.

    Dette dilemma kan kun løses med en anden organisering af vores demokrati, der udløser de stærke potentialer for humanisme og på gode dage findes i hele befolkningen, men som for tiden forsvinder i et system, der ikke er i stand til at håndtere dem.

    Et nutidigt demokrati af denne type vil formentlig få løftede øjenbryn og måske endda vendte øjne, for hvor skal al denne aktivitet og ikke mindst penge komme fra, for ikke at tale om alle de ledige hænder, det siges, vi mangler i tiden, hvis befolkningen lige pludselig kaster sig ind med liv og sjæl i landet styrelse.

    Hele den side af forklaringen findes osse, men lad os starte med at fastslå nødvendigheden af at vores demokrati indrettes, så det faktisk tjener sit formål.

    Dette som begrundelse for hurtigst muligt at anerkende et Demokrati - version 3!

  • Anmeld

    Jens B. · Selvstændig

    Relevant Mette Bock kronik fra 2016


    På vej mod det personaliserede demokrati
    HØJSPÆNDT. Spliden om topskatten er et eksempel på den fundamentale forskel på de gamle og de nye partier i Folketinget. Foto: Jens Dresling
    Det politiske liv er under enorm forandring disse år. Der er en demokratisk ’disruption’ i gang – en slags sammenbrud, men med mulighed for, at helt nye ting kan ske.
    METTE BOCK
    I 2007 skrev jeg en Kronik i Politiken under overskriften ’Nye partier på vej’. Her introducerede jeg begrebet ’de politisk hjemløse’ og argumenterede for, at de gamle partier ikke ejede evnen til fornyelse indefra. Derfor ville flere nye partier se dagens lys.
    Jeg fik mere end ret. Begrebet politisk hjemløse har slået rod, og adskillige nye partier er kommet til.
    Det er på tide med en opdatering. For der er nyt på færde. Vi står midt i en demokratisk ’disruption’, der peger i retning af det, jeg vil kalde ’det personaliserede demokrati’, hvor personer betyder mere end partier. Når røgen lægger sig, kan det føre til enten sammenbrud eller nybrud.
    Disruption betyder ikke blot sammenbrud. Det betyder også opbrud og nybrud.
    NÅR GAMLE og velafprøvede organisationsformer og forretningsmodeller ikke i tide formår at forny sig indefra, presses de udefra. Nye organisationsformer, tankesæt og forretningsmodeller ser dagens lys. Til stor overraskelse og irritation for de gamle, der protesterer med arme og ben.
    Det erkendes alt for sent, at det ikke er nok at forlænge brædder eller hælde en gang maling over. Disruption er sjældent topstyret, og derfor opdager ’the establishment’ først sent, hvad der er på færde. Sådan er det også i politik.
    VI HAR INDTIL videre haft tre generationer af politiske partier i Danmark. Første generation var de gamle klassepartier, Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Radikale Venstre, der var knyttet til hver sin samfundsklasse. Anden generation var protestpartierne, der med Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti bragede ind i Folketinget i 1973, men ikke overlevede på sigt. Og endelig har vi tredje generation, alliancepartierne, der med Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet, samler en bred kreds af mennesker, der er enige om en retning, men ikke om alting. Man går i flok, men ikke i takt.
    De nye partier er et produkt af de gamle partiers horisontale disruption, som med etableringen af Nye Borgerlige nu er fuldt gennemført. Ingen af de gamle partier formåede at forny sig indefra. De forstod ikke at læse samfundsudviklingen og opdagede ikke, at borgerne ikke længere er fællesskabsorienterede og autoritetstro, men individorienterede og nå ja – utro. De nye partier er fra hver deres vinkel statskritiske. Derfor står de gamle partier i dag som forpjuskede skygger af sig selv, mens de forundrede ser på deres livskraftige døtre.
    Socialdemokratiet har fundet sin nye udgave i Dansk Folkeparti. Venstre er i en ny udgave blevet til Liberal Alliance. Radikale Venstre og SF blev i ung skikkelse til Alternativet. De gamle kommunistpartier har forenet sig i Enhedslisten. Og senest har Konservative fået en datter i form af Nye Borgerlige. Spaltningen er tilendebragt.
    De nye partier organiserer sig anderledes, kommunikerer anderledes og gør – med DF som undtagelse, da partiet er ’født gammelt’ – oprør mod forstenede logikker og traditionel magtpolitik.
    DEN HORISONTALE disruption er sket sideløbende med en interessant vertikal disruption inden for både de gamle og de nye partier. Den har ikke været nær så synlig, men den er der. Jeg vil vove den påstand, at der i alle partier på Christiansborg findes både høge og duer i værdipolitikken. Hvis man forestillede sig, at man samlede de værdipolitiske høge fra alle partier i ét lokale og duerne fra alle partier i et andet, ville der være stor enighed og harmoni i begge lokaler, trods det at deltagerne i begge lokaler kom fra vidt forskellige partier på tværs af blokkene.
    Den vertikale disruption foregår imidlertid under radaren som interne partidiskussioner, som offentligheden ikke hører meget til. Hvorfor?
    Fordi værdipolitikken også splitter befolkningen på tværs af traditionelle ideologiske forskelle. Spørgsmålet om f.eks. migration og integration splitter ikke blot partier, men også samfund. Mange steder i den vestlige verden har de værdipolitiske diskussioner ført til etablering af nye ekstremistiske og nationalistiske partier på de yderste fløje. Partier, som er villige til at sætte demokratiets grundlæggende værdier til salg.
    Udfordringen er, at ingen med henvisning til ideologiske klassikere kan svare på, hvordan vi skal håndtere vor tids største værdipolitiske udfordringer.
    DE KOMMENDE år vil vise, om de nye partier er levedygtige, og om det personaliserede demokrati vinder over den gamle blokpolitik. Det ser sådan ud.
    Vi har de seneste år både haft blå regeringer, der har ført rød politik – og røde regeringer, der har ført blå politik. Det er vi helt holdt op med at undre os over. Dertil kommer, at positionerne i blokkenes gamle partier også udskiftes. Markant, men næsten umærkeligt. Både på den økonomiske og den værdipolitiske akse.
    Dansk Folkeparti, stiftet på ruinerne af Fremskridtspartiet, har bevæget sig fra at være et skattenægterparti til at være et af de mest skattevillige partier. Deres økonomiske politik er hverken blå eller borgerlig. Den er socialdemokratisk. Alligevel hægter DF sig – indtil videre – på blå blok, men det skyldes primært værdipolitikken.
    PÅ DEN ØKONOMISKE akse findes der ur-socialdemokrater i hobetal i Dansk Folkepartis folketingsgruppe. Thulesen Dahl flirter med Mette Frederiksen og gamle Nyrup Rasmussen blev hidkaldt til Socialdemokraternes seneste kongres for at signalere nærhed til de ikke-stuerene. Lægger man de to partiers nuværende størrelser sammen, når vi sjovt nok tilbage til samme niveau, som Socialdemokratiet var på i dets storhedstid. Sløjfen bliver bundet, men der skulle et nyt parti og rasende kampe til, før det kommer så vidt.
    Også i værdipolitikken skifter positionerne. Jeg har deltaget i møder med socialdemokrater og SF’ere om migration og integration, hvor jeg har måttet knibe mig i armen og spørge mig selv, om deres bremser er brudt fuldstændig sammen. Intet forslag fra Dansk Folkeparti er for vidtgående, tværtimod sker det, at socialdemokrater strammer skruen en ekstra tand. Der er ikke meget traditionel ’rød blok’ over den nye værdipolitiske kurs.
    Partierne kan altså godt have politik i skuffen fra begge de gamle blokke. Og de nye partier har ikke problemer med at stemme sammen med allierede fra den anden blok, hvis det giver mening. Der er mange eksempler på, at Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten går sammen, selvom vi på de fleste områder er vildt uenige. Offentlighedsloven er et glimrende eksempel.
    HERTIL KOMMER endnu en udvikling, der tager til i styrke. I gamle dage, som kun ligger få årtier tilbage, var man medlem af det parti, ens forældre var medlem af. Man forblev loyal livet igennem og tålte rigtig meget, selvom man var uenig med sit parti.
    De tider er for længst forbi. Vælgerne kan sagtens være enige med Liberal Alliance i den økonomiske politik, med SF i miljøpolitikken og med Dansk Folkeparti i indvandringspolitikken. På én gang. Dermed bliver det i højere grad personerne end partiet, der bliver afgørende for, hvor krydset sættes i stemmeboksen.
    Det er ikke blot vælgerne, der flytter sig mellem partierne. Det gør politikerne også. Jeg er selv bærer af den udvikling, idet jeg har været medlem af fire forskellige partier og har opstillet for de tre af dem til Folketinget. Det kan man sagtens kritisere, men selv mener jeg ikke, at mine holdninger har flyttet sig markant fra mine unge år til i dag.
    Ikke nok med at politikerne skifter parti, når de ikke sidder i Folketinget. De gør det også midt i valgperioder. Med springet tager partihopperne det gamle partis stemmer med over i et nyt parti, hvilket ville være totalt uhørt tidligere.
    VI HAR SET mange partispring. Helt vildt blev det under SF’s nedsmeltning i 2014. Det ene SF-folketingsmedlem efter det andet sprang fra den synkende skude. En enkelt gik til Radikale Venstre, mens flere gik til Socialdemokratiet. Trumfen blev sat af Astrid Krag, der gik fra en SF-ministerpost til menig socialdemokrat med en kæk bemærkning om, at hun altid havde været socialdemokrat i sit hjerte! Hvad pokker hun så lavede hos SF gennem mange år, ved jeg ikke.
    I det personaliserede demokrati kommer vi til at opleve langt flere karismatiske personligheder gå ind i politik. Partidisciplinen bliver svagere, og den politiske debat friere. Nye politikertyper vil måske bruge en valgperiode eller to i Folketinget, men deres liv afhænger ikke af genvalg. Identiteten bygger ikke primært på at være politiker, og det vil tilføre mere erfaring fra livet uden for Christiansborg.
    Partierne vil i det personaliserede demokrati ikke længere være tykke fortæpper eller filtre, som vælgerne ser politikerne igennem. Partierne bliver i højere grad nødvendige – og indimellem irriterende – bagtæpper, som stærke og karismatiske personligheder har som baggrund for deres politiske virke. Det er personerne, ikke partierne, der er afgørende.
    Man finder sig ikke i gammeldags topstyret partidisciplin, hvor de fleste bare er passive trækdyr. Bliver det for groft, springer man lystigt videre. Den nye form for partidisciplin vil ikke være topstyret, men selvstyret, da den enkelte kan se, at det kan skade for meget, hvis armene og benene konstant flagrer uden for bussen. Det kaldes selvledelse.
    DE GAMLE PARTIER og de fleste politiske kommentatorer har mere end vanskeligt ved at forstå, hvad der foregår. Det har de nye partier ikke.
    Et aktuelt eksempel: Liberal Alliance holder lige nu fast i kravet om, at topskatten skal sænkes fem procent, trods massivt pres fra alle sider. Vi fremlagde kravet som forudsætning for at støtte Løkke ved regeringsdannelsen i 2011. Og tillader os at fastholde det et år efter. Kommentatorerne og de gamle partiers ledelser har været helt overbevist om, at der var tale om bragesnak, og at vi selvfølgelig ville rette ind i forhandlinglokalet.
    Søren Pind har sågar kaldt positionen for ’politisk ekstremisme’. Han er substantielt helt enig i ønsket om at afskaffe topskatten, men at LA holder fast, er ekstremistisk. Løftebrud er åbenbart langt mere spiseligt og normalt.
    De eneste, der forstår, hvad LA har gang i, er vore naboer på Christiansborg, Alternativet. De er lodret uenige i vores politik, men de forstår den politiske logik. Man siger, hvad man gør – og gør, hvad man siger.
    Ikke som i Anders Foghs populistiske kontraktpolitik, der gjorde Venstre til socialdemokrater, der løb i halen på fokusgrupperne. Men som udtryk for en ny politisk logik og kultur. I de nye alliancepartier er man ikke er bange for at sige det upopulære, hvis man finder det rigtigt. Så må vælgerne hægte sig af eller på. Fokusgrupper – nej tak. Politisk ledelse handler om at gå foran med visioner for, hvordan samfundet skal udvikle sig. Ikke om at løbe bagefter og lefle for vælgerne.
    De nye partier er ikke tonedøve. Men de har modet til at være upopulære vel vidende, at vælgerne har friheden til at stemme på nogle andre ved næste valg.
    BÅDE PARTI- OG BLOKPOLITIKKEN er under massivt pres. Og det samme er styringsinstrumenterne.
    Her er et par eksempler på gammelpartilogikken, hvor pacificering og disciplinering er velkendt:
    Jeg husker fortsat det chok, jeg fik, da jeg som nyvalgt i 2011 overværede den første åbningsdebat. Venstres forsmåede folkehær var sendt i salen, så det samme spørgsmål blev stillet til landets nye statsminister, Helle Thorning-Schmidt, knap 30 gange! Jeg krummede tæer.
    Og da den nyvalgte Pernille Schnoor få måneder efter valget i 2015 valgte at forlade Socialdemokratiet og tilslutte sig Alternativet, kom det frem, at nyvalgte medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe ikke får ordførerskaber hele det første år. Hallo! Hvem gider spilde sit liv som passiv og tavs bænkevarmer? Det sænker mildt sagt tærsklen for mytteri, hvis udsigten til at kunne sige det mindste pip ligger år ude i fremtiden.
    Som et helt aktuelt eksempel på pacificering og disciplinering, som der åbenbart slet ikke stilles spørgsmålstegn ved i de gamle partier, kan jeg henvise til en tv-debat kort før åbningen af Folketinget i år. Her udtalte Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, helt uden at blinke, at hans opgave under åbningsdebatten ville være at organisere, hvilke socialdemokrater, der skulle spørge om hvad. Hallo – er spontanitet i den politiske debat en by i Rusland i de gamle partier?
    DEN POLITISKE disruption er med andre ord i fuld gang. Vi er på vej mod et personaliseret demokrati, der kan føre til enten nedbrud eller nybrud.
    Jeg har lige besøgt Kongressen i Washington. Her går erklærede republikanere rundt og siger helt åbent, at de vil stemme på Clinton. Og valgkampen er ikke et seriøst demokrati værdigt. Personaliseringen og den politiske disruption ser i USA ikke ud til at føre til nybrud, nye partier og nytænkning, men til nedbrud og demokratisk sammenbrud.
    I Danmark følger vi et andet spor. Her peger den politiske disruption også i retning af et personaliseret demokrati, men i en langt mere konstruktiv version. Nybruddet har ført til nye partidannelser, opbrud i blokpolitikken, en tiltrængt udfordring af de gamle partiers stivnede logik og kultur og nye profiler i dansk politik. Lad os fortsætte ad det spor.
    Fortsættelse følger om 10 år.
    Mette Bock

  • Anmeld

    Annelise Monsen · Rådgiver, cand. merc.

    Viise Erfarne må til roret igen

    Kære Erik Rasmussen,

    Så vel skrevet. Mange tak for det.

    Lad mig bringe en anden vinkel, nemlig spillerne i politik. De er udtryk for skiftet i den demografiske livscyklus, hvor erfarne viise har forladt slagpladsen.

    Den fremgangsrige politiske indsats, der gav Danmark det fine, internationale omdømme, var skabt af en kulturelt og åndeligt inspireret generation, der oplevede efterkrigstidens drømme og fremgang: Manden på månen. Det helt store spring var muligt!

    Det handlede om de mange nye muligheder, generøsitet, tryghed og stor og stigende velstand kombineret med nysgerrighed om hvad, der kan lade sig gøre i menneskets og fællesskabets ånd. Det kunne lade sig gøre i den økonomiske årstid, som den amerikanske demografiske topøkonom Harry Dent kalder årstiden “sommer”, rigeligelighed, vækst og overflod. I de seneste årtier har vinteren sneget sig ind med knappere ressourcer.

    Tilbage til sommerperioden efter 2. Verdenskrig.
    Krigsårene havde hjulpet landets borgere til at stå sammen og hjælpe hinanden. Alle følte sig lige fattige og man måtte hjælpe hinanden mod undertrykkelsen. Dén erfaring er på vej til at forsvinde sammen med årgangene, der levede og voksede op med krigserfaringer dybt Indgraveret i deres liv.

    Som i 2. Generation i en stor virksomhed er der i Danmarks politiske arena kommet “en spredergeneration” udtrykt ved i Lamborgini-generationen efter “en samler og investor i menneskehedens fremtid”. Kort sagt er det demografiske forhold, at en uerfaren, teenage-generation, der tændes mere af eget forbrug og egen vinding kommet til roret. En mere magtbaseret, dyrisk grådighed er blevet fremherskende.

    Der er brug for fyrtårne af fornuft - i lighed med hr. Erik Radmussen - i en slags ansvarlig og fordomsfri, kompetent “forældrerolle”. En ledelse, alle kan beundre for dygtighed, fremsyn og hjertevarme.

    Generationen, der nu ellers står overfor pensionering opfordres til endnu engang at gå på barrikaderne for modigt at skabe et rimeligt og fremsynet Danmark.

    Vi, der er raske, modige, kloge og villige til at forsvare vor innovative, nysgerrige, generøse og opvækstvilkår, så de kan gå i arv til “landets marv”, må tage en tørn mere. Vi har ikke råd til at se landets åndelige skønhed smuldre i hænderne på magtmennesker med rå egeninteresse. Vi må finde sammen og skabe en løsning, mens vi stadig er her.

    Måske en genrejsning af visdommens nuancerede og balancerende kraft for alle.

    Lad os tænke sammen om at samle erfarne kvinder ig mænd med mod og mandshjerte til genopretningen af vidsynet i Danmark. En ny økonomisk forårssæson skulle iflg. Harry Dent være i sigte om få år, Det er tid at finde sammen.

  • Anmeld

    Kristian Olesen · Virksomhedsudvikler

    Pressen er blevet DF medløbere

    I rapporteringen fra den svenske valgkamp, har danske journalister gang på gang stillet spørgsmålstegn ved at Sverigedemokraterne, som måske får 20 % af stemmerne i morgen, udelukkes fra indflydelse på udlændingepolitikken. Mens det ikke falder dem ind at ræsonnere, at de største partier her i landet på forhånd udelukker op mod 1/3 af folketinget fra nogen som helst indflydelse på den danske udlændingepolitik.
    Og i den helt fejlagtige beskrivelse af Sverige som værende på sammenbruddets rand, overser de at landet har haft - og formodentlig vil vedblive med at have - en vækst der ligger 1 % over den danske. Det kan finansiere mange hospitalsbehandlinger af de ældre over de næste 20 år. Dertil kommer, at der er unge mennesker til at overtage efter de mange, der går på pension. I 2035 beregnes pensionsalderen i Sverige at være 68 år mod 72 år i Danmark.
    DF er en rigtig dyr dreng for Danmarks fremtid. I løbet af de næste 20 år sakker vi mere og mere bagud for Sverige i sundhedstilbuddene til ældre fordi vi ikke har råd - og vi skal gå hele 4 år senere på pension.

  • Anmeld

    Ole K. Ersgaard · Erhvervsøkonom MDM, PD

    Der er et meget enkelt svar

    Retrospektivt betragtet (efter 1. Verdenskrig) er Danmark jo et åbent og et generelt fredeligt folk.
    En forholdsvis stor del af befolkningen er dog bekymret over den ukontrollerede tilstrømning af personer fra oprindelseslande, der erfaringsmæssigt er karakteriseret efterfølgende ved lav erhvervsfrekvens, stor andel i (livslang) offentlig forsørgelse og en foruroligende høj placering i div. kriminalitetsstatistikker.
    Og med rette.
    Finansministeriet har da også for nogle måneder siden oplyst, at (den fejlslagne udlændinge-/integrationspolitik, der er blevet ført af forskellige regeringer siden 1983) ikke vestlige indvandrere (officielt) koster 33 milliarder pr. år de næste 82 år. Men beløbet er væsentligt højere al den stund ganske mange omkostningsområder ikke indgår i den officielle beregnning.
    Kan det være meget mere ynkeligt? Tænk, hvad de penge kunne have været brugt til med stor gavn for det danske samfund.
    Der er jo også gennemført 21 omfattende og omkostningstunge integrationsprojekter af forskellige regeringer siden 1999 og ikke ét eneste er lykkedes. IGU/IntegrationsGrundUddannelsen er efter to år allerede i samme kategori.
    "Løkke" har ikke demonstreret det nødvendige lederskab og V-vælgerne sagde da også tydeligt nej tak til mere - "Løkke" ifm. folketingsvalget i bl.a. 2015. Venstre fik jo sit største valgnederlag i 25 år (mistede 13 mandater svarende til en tilbagegang på 28%).
    Til gengæld fik DF en enorm tillidserklæring ved en uhørt stor fremgang udtrykt i 15 mandater el. 68%.
    Hvorom alting er - DF har ikke (og Venstre absolut ikke) levet op til de store proklamationer med "straksopbremsning"!
    Tilstrømningen af asylansøgere og familiesammenførte er fortsat og det gennemsnitlige mdr. antal er p.t. 19,5% højere end under Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode. Den reelle forskel ( i det samlede antal) er med udgange af juli 953 personer. Kan det være mere ynkeligt.

    Sammenfattende peger det reelle problem på manglende lederskab i den politisk arena.



  • Anmeld

    Jan Christensen · Cand. Scient. Adm.

    Ja. Det står slemt til

    Men befolkningens fokus på klima og miljø er dog i kraftig vækst. Man kan håbe, det påvirker dagsordenen og giver andre end venstrefløjen mod på lederskab.

  • Anmeld

    Hans Hansen

    FOLKEAFSTEMNINGER

    En reel fornyelse og samtidig styrkelse af demokratiet vil være at sætte mange flere beslutninger til folkeafstemning. Det kan gennemføres meget nemt via nettet - måske skal FT og kommunalvalg stadig ske på gammeldags vis. Alt der sættes til afstemning bør naturligvis ledsages af en orientering af hvad det betyder økonomisk mht skat mv.
    I sidste ende kan partipolitik droppes til fordel for ægte folkestyre.
    Vi har set for mange studehandler hvor det afgørende mindretal kræver støtte til ting som betaling for at lægge stemmer til andet....

  • Anmeld

    hans preben pedersen · Vi Grønne EUer !!!!!

    VELFÆRD ER EMPATIENS FJENDE !!!!!!!!!!!!

    Man kan ikke bygge et nyt højhus ved at begynde fra oven !!!!
    Hvordan kommer vi ned på jorden igen !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
    Storforbruget SKAL HEEELLLT I BUND !!!!!!!!
    Det er sundt at være fattig !! at have til dagen og vejen !!!!
    EMPATI ER LIVSFORLÆLGENDE !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
    Kun grønne virksomheder kan tillades i Danmark !!!!!
    Virksomhederne skal ikke betale skat !!!!!!!!!!!!!!!!!!
    Vi skal have et skattesystem uden huller !!!! Kildeskat !!!!!
    ARBEJDERNE SKAL MED I LEDELSEN AF VIRKSOMHEDERNE !!!!!
    VENLIGST HP.

  • Anmeld

    Peter Ole Kvint · omnilog

    Giftig partipolitik

    Det centrale i et politisk parti er at få valgt nogle partisoldater som aldrig kan stille spørgsmål til partiernes skiftende holdninger.
    Der nok en grund til at politiske partier ikke er nævnt i grundloven.
    EU er nok et problem fordi Regeringsmagten, giver et plads i ledelsen af EU og dermed et styringsredskab af folketinget.

  • Anmeld

    Peter Ole Kvint · omnilog

    Fascisme, sengepraktik

    Fascisme når borgerne er statens ejendom, og hvis borgerne ikke adlyder så får de først med riset og hvis de ikke forstår dette, så får vedkommende med øksen, som et andet husdyr.
    Liberalisme er at støtte frihedsrettighederne. Og disse er i Danmark udvidet med borgerrettigheder som tager udgangspunkt i borgernes behov og i borgernes rettigheder over for staten.
    Neoliberalismen er at friheden er forbeholdt de rige, de gamle og syge har ingen rettigheder, men er det rene affald.
    Der er igen bred politiske støtte til neoliberalismen i befolkningen, men det er bare den politik man får, uanset hvad man stemmer på.
    Alt politisk diskussion handler om fremmedhad. Og ingen vil ophæve flygtningene konventionen, da de så frygter at ødelægge deres egen politiske platform.

  • Anmeld

    Martin Hebsgaard Crillesen · Business Development Manager

    Distruption parti!

    Jeg deler fuldstændigt dine bekymringer Erik Rasmussen!
    Jeg vil derfor undlade at skrive en lang kommentar, men blot smide en bold i luften om tanker på et nyt parti. Et parti med det formål at gentænke Danmark. Med respekt for Danmarks historiske identitet og styrke, og med vilje til at udfordre populistiske holdninger og synspunkter, for at finde et solidt fodfæste med fleksibel og målrettet vækst.
    Hvis nogen vil være med til at starte et "disruption" parti, så tag endelig kontakt på LinkedIn!

  • Anmeld

    Jes V.N. Christiansen

    Spot on!

    Din analyse er i overensstemmelse med min egen.

    Danskerne synes at have fået en uberettiget trang til at demonstrere national stolthed i form af en selvbevidsthed, som ikke er sund, men som lægger afstand til alt det, som ikke er dansk, og som isolerer os som nation og som befolkning.

    Vi er tidligere blevet beskrevet som et stammefolk, på godt og på ondt, og i disse år er det især stammens protektionisme, trang til selvglæde og had til alt, der ikke er "dansk", der gør os selvforherligende og isolerede.

    Jeg drømmer mig tilbage til dengang, hvor vi som nation viste vilje og evne til at tænke store, visionære tanker i en international kontekst.

  • Anmeld

    Bent Møller · Portør

    Magten som ejendom.

    Blandt Folketingets politikere idag, er der- hos flere- et syn på magten, som noget, der bruges til at få personlige fordele, fremfor at være et redskab til at gøre hele samfundet bedre.

    I min optik, er der ligeledes en opfattelse blandt nogle af Folketingets politikere, af at de selv er hævet over de love, der gælder for resten af befolkningen.
    Det samme gør sig forøvrigt gældende for "eliten" andre steder i samfundet. Her vil jeg nævne embedsmandsværket og flere virksomheder, uden dog at ville nævne nogen ved navn.
    Jeg er ret overbevist om, at mange vil kunne spole deres indre "historie-film" tilbage og selv sætte mærker ved episoder, der minder om dette.

    Dette skifte fra at opfatte sig som samfundets tjener til at "profitmaksimere" for egen vindings skyld, tror jeg er skyld i den politiker lede, der er så udbredt i dag.
    Samtidigt med, at der ikke ses mange bannerførere, der holder nogle visioner højt, som vi vælgere kan identificere os med og lade os inspirere af.

    Politiken, der føres, er i vid udstrækning dikteret af pressens spisesedler og en ufrugtbar "enkeltsags-politik" der ikke bærer noget visionært i sig.
    En politik som bruges kortsigtet som symbolpolitik, for at vise handlekraft på grundlag af pressens fokus punkter denne uge.
    Dette gøres, efter min mening, for fiske efter stemmer i "vælger-havet" så politikerne kan opnå genvalg og bevare de magtens privilegier og skumme fløden som folkevalgt, uden direkte at involvere sig i samfundets langsigtede udvikling.
    Selvom verdenssamfundet og vilkårene udvikler sig med rivende hast og det derfor kan forekomme vanskeligt at lovgive og styre samfundet af denne grund, så er jeg overbevist om, at det må kunne gøres, med større mod og fremsynethed, end den, der øjensynligt udfoldes i dag.
    Mit misantropiske syn på vore politikere kan synes uhyre negativt og groft generaliserende. Det er det også. Heldigvis findes der endnu politikere, som tager tillidshverv som folkevalgt alvorligt og gør en kæmpe indsats. Desværre er der også nogle, som giver op og forlader politik, fordi de i gentagne tilfælde præsenteres for valg, der udfordrer deres værdier og integritet. Kæmpe respekt for dem.
    Det kunne være godt for demokratiet og for samfundet, hvis de "fire" statsmagter arbejdede på at få en debat og politik fremelsket, som var fremadrettet og visionær, I stedet for-hver især-at profitmaksimere her og nu. Vi har alle et ansvar for at vort samfund kan udvikle sig. I den forbindelse må vi alle give køb på visse ønsker og behov.

    Selvom der er forskellige værdisæt og holdninger til, hvordan det skal se ud og foregå. Så er jeg overbevist om at det kan gøres mere fremsynet og elegant end for øjeblikket..

  • Anmeld

    Erik Rasmussen · Sustainia

    Et disruptionsråd for politisk lederskab?

    Jeg er overvældet over de mange gennemarbejdede og veltænkte kommentarer til min klumme. De viser at der eksisterer en reel og dyb interesse for de udfordringer , Danmark konfronteres med - herunder det akutte behov for politisk lederskab.

    Jeg har igennem årene tænkt meget over,hvordan vi bevæger os fra de klare holdninger til konkrete handlinger. For mig er der ingen tvivl om, at der er et opsparet behov for at nytænke, hvordan demokratierne omstiller sig til en ny virkelighed med en helt nye type problemstillinger. Desværre har vi en vis berøringsangst overfor at pille ved demokratiet og nytænke, hvordan det kan udfoldes. Men det er ligesom med klimaforandringerne: Jo længere vi venter med at handle, des større bliver omkostningerne.

    Så hvad nu hvis man havde modet til at nedsætte en form for " disruptionsråd for politisk lederskab" med netop den opgave at definere hvilken form formdemokratisk politisk lederskab der er nødvendig for:

    - at skabe større tillid til det politiske lederskab
    - at sikre et større folkeligt engagement i de politiske dagsordener
    - at tilpasse den demokratiske styreform til vilkårene i morgendagens samfund

    Andre opgaver kunne tilføjes. Men netop et land med så stolte demokratiske traditioner som Danmark burde her være lige så meget en foregangsnation som vi har været med velfærd, grøn omstillng m.v. Men nu er omstillingen til et bæredygtigt politisk lederskab nok den p.t. største udfordring. Og den kræver mere end noget andet hurtig og modig nytænkning.

    Blot en ide. Og endnu en gang tak for alle kommentarerne.

  • Anmeld

    Claus Stenild · IT-medarbejder

    Det er blevet for uoverskueligt

    Det kunne være mere spændende at høre forklaringen hvorfor, end konstateringen. Det som sker i Danmark sker også i mange andre lande og det korte svar er at sammenhængskraften i befolkningen er under pres. I globaliseringens hellige navn deles der i vindere og tabere. Taberne står på sidelinjen og ser undrende til. Deres jobs forsvinder til lande det er billigere at producere i. De ser flygtninge og indvandrere komme, som fylder meget i alle de kedelige statistikker. Direktører med absurde lønninger, der alligevel løber fra deres ansvar. De føler sig ladt i stikken og reagerer i stemmeboksen. DF har stukket fingeren i jorden og giver sig ud for at være disse menneskers stemme. Politikerne, som jo i høj grad er djøfere, fra de andre partier har forsømt at få alle med - ikke så slemt som andre lande, men giver Erik Rasmussen ret i at det går den gale vej.

  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller

    Kære Erik Rasmussen

    Du er jo i en position, der kan få det til at ske, så bortset fra, at jeg får kvalme af ordet disruption, så er jeg helt med på at støtte nedsættelsen af en forsamling, der arbejder med de problemstillinger, du nævner.
    Skulle jeg tilføje en ting, der er lidt mere præcis end at tilpasse demokratiet til fremtiden, vil det være, som jeg har skrevet om ovenfor, at få gennemanalyseret, om det er det repræsentative demokrati i den nuværende form, der faktisk er problemet.
    Som du kan se, foretrækker jeg ordet forsamling, snarere end et råd.
    Råd kan man overhøre, fordi de bare giver råd. Forsamlinger kan man kun overhøre, hvis de ikke har noget at berette.
    Men det du foreslår som et disruptionsråd vil jeg gerne forstærke til en Grundlovgivende Forsamling, da det er det, der i sidste ende må komme til at ske, hvis det ikke bare skal være endnu et slag i luften.
    Så skriv mig endelig på listen som interesseret, hvis du mener, vi skal realisere arbejdet med at sikre et eller andet demokratis fremtid.

  • Anmeld

    hans preben pedersen · Vi Grønne EUer !!!!!!

    NATIONERNES HUMLEBI !!!!!!

    Forbyd den Katolske kirke i Danmark !!!!!!! GRUNDLOV !!!!
    " Lad de små børn komme til mig " Ja VOLDTAG DEM !!!!!!
    Grundloven forbyder os at være et UNIKT DANSK FOLK !!!
    Paven siger undskyld !!! vor herrer bevar os vil !!!!!!!!!!!!!!!!!
    Næste gang er det måske dit barn !!!! Debatten tv 2 !!!!!
    Clemens !!! nej det ligger uden for min samvittighed !!!
    Venligst hp.

  • Anmeld

    Bodil Nissen · Fødselshjælper for blredygtig udvikling

    Identitetsskiftet er har rod i hele befolkningen...

    ... og kun hvis vi erkender, at vi er ved at smide vores fælles barn ud med badevandet, kan vi nå at redde det. Problemerne og løsningerne er mangefacetterede, så tillad mig lidt metareflektion.

    Der er venstre- og højreorienterede over hele kloden, og ingen af dem har -alene - de vises sten. Derfor er blokpolitik med deraf følgende slingrekurs dyrt for samfundet, og det undergraver tilliden til systemet, når et lille flertal kan undertrykke et stort mindretal.

    I hele den vestlige verden har venstrefløjen i en årrække hvilet på laurbærrene i tryg forvisning om, at tilkæmpede rettigheder og velfærd var kommet for at blive. De seneste tiår er venstrefløjen så blevet overrumplet af finanskrisen og migrationens udfordringer, og det er lykkedes højrefløjen at overbevise om, at velfærdsstaten kun kan overleve på neoliberalismens “nødvendighedens politik”, som på samme tid promoverer fri og uendelig vækst i det private erhvervsliv og langsom afvikling af de fælles velfærdsgoder.

    Mennesket er et avanceret pattedyr, og det er hhv frygten og lysten, der driver værket. I dag kan man forklare godt 60 % af vores politiske ståsted genetisk. Som biolog - og efter et langs livs iagttagelser og studier - har jeg fundet både empirisk og videnskabelig opbakning til følgende hypotese: Mennesker er biologiske væsener med hormonstyret motivation. Alle har sin egen individuelle blanding af dopaminstyret “ego-drive” og oxytocinstyret “fællesskabs-drive”. Dopaminstyring forklarer den “typisk maskuline” konkurrence om respekt/magt/status, mens oxytocinstyring forklarer den “typisk feminine” søgen efter empati/fællesskab/omsorg. Begge former for motivation tjener i forskellige livsfaser og situationer til artens overlevelse. Venstreorienterede (flest kvinder) har størst oxytocinstyring og dermed flere feminine værdier såsom lighed og broderskab (beskyttelse af de svage via regler), mens højreorienterede (flest mænd) har større dopaminstyring og flere maskuline værdier såsom konkurrence, frihed og vækst. Forskellen i fysik og forskellen i motivation forklarer årtusinders arbejdsdeling og kønsrollemønster, og forskellen i motivation kan være en del af forklaringen på, at det fortsat er sådan, at flere mænd - efter interesse - søger indflydelse i politik og på lederposter, mens flere kvinder - efter interesse - søger lønarbejde indenfor uddannelse og omsorg.

    Forskellige blandinger af dopamin- og oxytocinstyring former sammen med kulturen under opvæksten menneskers interesser og evner, og den store diversitet og kommunikationsevne er årsagen til menneskehedens samlede formidable formåen. Specialiseringen, forskelligheden og spændingerne giver mulighed for synergi, som vi kan udnytte, når vi beslutter os for at respektere hinanden ligeværdigt og samarbejder på tværs.

    Den teknologiske og historiske udvikling af velfærdssamfund har tilfredsstillet både maskuline og feminine værdier og bygget på ligeværd, gensidig respekt og synergi. Og den vestlige verden har været så effektiv til at udnytte samarbejdspotentialerne, at vi er i færd med at overskride de planetære grænser for vækst. Det er et stort problem for højrefløjen, som er konkurrence- og vækstmotiveret og derfor baserer sin ideologi på netop det.

    Udviklingen har også gjort de lidt svagere uafhængige af de stærkes beskyttelse og muskelkraft, og de rige har med privatskoler og privathospitaler og -plejehjem gjort sig uafhængige af fællesskabets beskyttelse. Selv parforholdet har mistet sin nødvendighed, og mænd og kvinder går fra hinanden. Sammenhængskraften er forvitret, og taberne er i første omgang de ressourcesvage, lavtuddannede, børn, unge, ældre, flygtninge og migranter, som ikke bliver lukket ind i fællesskabet, og dermed let rammes af eksistentiel angst for ikke at kunne klare sig. Selv om langt hovedparten aldrig i historien har levet rigere, fremstilles krybben som tom. En sandhed er det imidlertid, at vi lever for lånte penge og lånte naturressourcer og sender regningen med dyre renter videre til vores efterkommere.

    Det en indbygget udfordring i vores demokratis opbygning, at politikere typisk vælges på nye tiltag, der koster penge. Det har ikke været noget problem så længe der var en vækst at fordele. Men de seneste årtier, hvor vi er begyndt at nærme os grænserne for vækst, og må betale stadig mere for at rydde op efter vores egne ødelæggelser, er vi begyndt at finansier nye politiske tiltag ved at udsulte kernevelfærden.

    Udfordringerne har fået frygten til at spille en afgørende rolle. Højrenationalister, som kæmper for de bange med lavt selvværd, har en kortsigtet og naiv “Endlösung” på velfærdssamfundets deroute, men ikke løsninger på de truende klima-, natur og miljøkriser. Alligevel har de været i stand til at agere tungen på vægtskålen hhv til højre og venstre for midten og har fået langt større indflydelse end deres antal tilsiger. Det har de, fordi både højreorienterede og venstreorienterede har bejlet for at få flertal til at føre en blokpolitik, som paradoksalt nok IKKE holder hånden under de svageste. Med god grund bliver stadig flere unge mænd først bange, så vrede, når samfundet med globalisering, automatisering og mangel på lærerpladser signalerer, at de kan undværes.

    Menneskeheden har “sejret ad helvede til” og bredt sig til alle afkroge af kloden. Selv i den dybeste oceangrav kan man finde menneskehedens forurening, og vi står overfor både en tillidskrise, en demokratisk krise, en ressource-, finans- og klimakrise og en migrationskrise, som vi kun har set begyndelsen på. Problemerne kan synes uoverkommelige, og vi er i overhængende risiko for at ende som konen i muddergrøften, der ikke kunne styre sin grådighed.

    Hvis menneskeheden skal klare nutidens udfordringer, fordrer det, at både højre- og venstreorienterede anerkender egne svagheder og andres styrker. At vi sætter alle gode kræfter i spil og opnår synergi og kreative løsninger i samarbejder på tværs. Vi skal samarbejde om at finde tilbage på “den gyldne middelvej” der fører til en langtidsholdbar udvikling fremfor krig. Og det haster.

    For at lykkes - og blive et lykkeligt folk igen - skal de svageste i samfundet befries for angst, og både ego-drive og fællesskabs-drive skal anerkendes som uundværlige drivkræfter, men dopaminstyringen må vha. politiske incitamentsstrukturer flyttes væk fra begrænsede naturressourcer.

    At nedsætte et råd kan være en god begyndelse. Min vurdering er, at det herhjemme er det politiske parti, Alternativet, der trækker mest i den retning pt., men der findes heldigvis også ydmyge mennesker med blik for helheden på begge sider i det politiske spektrum.

    Jeg sender gerne materiale, der beskriver den empiri og forskning, der danner baggrund for min hypotese, som jeg arbejder på at underbygge og offentliggøre. Send mig blot en mail på mail@bodiln.dk

    Venlig hilsen

    Bodil Nissen