De ting, der gør os mest bange, er ofte dem, vi har sværest ved at forstå.

Vi kan godt blive bange for en lommetyv eller en bankrøver. Men vi ved også, at samfundet har stærke modtræk, og vi har grundlæggende tillid til, at retfærdigheden sejrer og gerningsmanden ender bag tremmer.

Måske er det derfor, vi har en tendens til at tale om tidens store økonomiske skandaler, som om de var simple bankrøverier. Tag for eksempel sagen om de 12,3 mia. kr., som fejlagtigt er blevet udbetalt i udbytteskat fra Danmark i perioden 2012-2015.

I medierne omtales gerningsmændene gerne som ’udbyttesvindlere’, og der har særligt været fokus på en enkelt mand, nemlig den lyssky britiske forretningsmand Sanjay Shah, som mistænkes for at være en af hovedmændene i sagen. En moderne bankrøver. Selv om han fortsat gemmer sig i sit eksil i Dubai, dulmer det vores smerte over at være blevet snydt, at vi ved, hvem og hvor han er.

Men det er på tide at erkende, at vores fokus på enkelte svindlere og bedragere er naivt. 

DET ER DEN LÆRE, VI BØR DRAGE af de store skandaler om hvidvask og svindel med offentlige midler. Fælles for alle sagerne er, at de udelukkende har været mulige, fordi flere mennesker med dybt kendskab til regler og systemer har arbejdet sammen om at udnytte smuthuller.

Forleden kunne en stribe europæiske medier afsløre, at den britiske storbank Barclays spillede en aktiv rolle i at opfinde den metode, der har kostet statskasser i EU svimlende 410 mia. kr. Blandt de aktive medspillere er også investeringsbanken Macquarie, der er hovedaktionær i TDC.

Fælles for sagerne er også, at de, der skulle udføre kontrol, har optrådt ekstremt naivt og lemfældigt. Måske ikke af ond vilje, men fordi de ikke til fulde forstod, hvad de var oppe imod. Det gælder i Danske Bank, og det gælder i sagen om Socialstyrelsen, hvor Rigsrevisionen har advaret om rod i systemerne siden 2006, som Altinget for nylig kunne berette.

Pointen er, at de gemene svindlere ikke kunne have gennemført deres forehavender uden dygtig bistand fra advokater, banker og revisorer, der har viet hele deres karriere til at forstå skattesystemerne bedre end de embedsmænd, der sidder og administrerer dem.

To forskere fra Copenhagen Business School og City University London udgav sidste år en tankevækkende rapport, hvor de kiggede nærmere på den rolle, som verdens fire største revisionshuse, de såkaldte Big Four, spiller i den globale markedsøkonomi. Forskerne konkluderede – ikke så overraskende – at de fire firmaer, Deloitte, PricewaterhouseCoopers (PwC), KPMG og EY (Ernst & Young) tilsammen sidder på så store markedsandele, at de i realiteten fungerer som en slags tilsynsfolk med den globale økonomi.

Men de store firmaer har også en alvorlig indbygget interessekonflikt: De er på samme tid revisorer, rådgivere og konsulenter. De rådgiver altså kunderne om, hvordan de bedst muligt begrænser deres skattebetaling, og bagefter skriver de under på, at alt er foregået efter bogen.

FORSKERNE FANDT FREM TIL, at de fire store konsulenthuse alle havde uforholdsmæssigt mange ansatte i lande, der fungerer som skattely. Og selv om firmaerne opererer på tværs af grænserne, fungerer alle de store selskaber juridisk som et netværk af selvstændige firmaer.

På den måde er deres kompetencer og rådgivning global, mens deres ansvar altid er lokalt.

Med myndighederne forholder det sig omvendt: Her er kompetencen typisk lokal, selv om nationale tilsyn typisk sidder med et ansvar for at overvåge komplicerede transaktioner, der krydser adskillige grænser.

Det er netop det paradoks, der er med til at gøre det så svært for myndighederne at standse omfattende svindel, også i tilfælde, hvor der faktisk bliver slået alarm. På den baggrund anbefalede de to forskere, at EU-landene gennemfører en stribe relativt enkle reguleringer af de globale finanshuse:

• Split firmaernes roller som revisorer og rådgivere ad.
• Tving de store firmaer til at registrere sig og afgive regnskab for deres samlede aktiviteter i EU.
• Kræv, at firmaerne lever op til et sæt fælles EU-regler og har åbenhed om deres indtjening.

Vores skattefinansierede velfærd er ikke under angreb fra maskerede bankrøvere, men fra veluddannede og globalt organiserede rådgivere, der ofte opererer inden for lovens rammer ud fra devisen: Hvad der ikke er forbudt, må per definition være lovligt.

Det er en skræmmende erkendelse, fordi problemet ikke kan løses med et snuptag eller i et enkelt land. Men efter et finansielt annus horribilis må naivitetens tid i EU-landene være forbi.